»Kapitel 16: Templet: En kilde til kraft og velsignelser«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 16«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 16

Templet: En kilde til kraft og velsignelser

»Det er [i templer], at himlen og jorden mødes, og at vor himmelske Fader giver sine børn sine største velsignelser.«

Fra Thomas S. Monsons liv

Under sin tjeneste som medlem af De Tolv Apostles Kvorum, som rådgiver i Det Første Præsidentskab og som Kirkens præsident søgte Thomas S. Monson at udstrække templets velsignelser til Kirkens medlemmer over hele verden. Tempelbyggeriet steg drastisk i de år, som præsident Monson sammenfattede ved aprilkonferencen 2016:

»Da jeg blev medlem af De Tolv Apostles Kvorum i 1963, var der 12 fungerende templer i hele Kirken. Med indvielsen af templet i Provo City Center [i 2016], er der nu 150 fungerende templer over hele verden. Hvor er vi taknemlige for de velsignelser, vi modtager i disse hellige huse.«¹

Templer var også vigtige for præsident Monson rent personligt. Han sagde: »I min egen familie har nogle af vores helligste og mest skattede oplevelser været, når vi har været sammen i templet for at udføre beseglingsordinancer for vores afdøde forfædre.«² Udførelsen af disse beseglinger »øger den kærlighed, vi har til hinanden, og vores forpligtelse til at leve værdigt til vores arv.«³

Da præsident Monson tjente som biskop, var et af medlemmerne i hans menighed Augusta Schneider, en enke fra Alsace-Lorraine-området i Europa. En dag gav hun ham en skat, der stod hendes hjerte nært: Et smukt stykke filt, hvorpå hun havde sat de medaljer, som hendes mand modtog som medlem af de franske styrker under første verdenskrig. Biskop Monson foreslog, at hun gav medaljerne til et familiemedlem, men hun ønskede bestemt, at han skulle have dem. »Gaven er din,« sagde hun, »for du har en franskmands sjæl.« Augusta Schneider døde kort tid efter, og han undrede sig ofte over hendes gave og hendes ord.

Mange år senere følte præsident Monson sig tilskyndet til at tage medaljerne med sig, da han ledsagede præsident Ezra Taft Benson for at indvie templet i Frankfurt i Tyskland. »Under det franske indvielsesmøde var templet fyldt,« sagde han. »Af mine noter kunne jeg se, at der var flere medlemmer fra Alsace-Lorraine til stede.

Mens jeg ledte mødet, opdagede jeg, at organisten hed Schneider. Derfor fortalte jeg om mit bekendtskab med Augusta Schneider, hvorefter jeg gik hen til orglet og rakte organisten medaljerne med en formaning om, at siden han hed Schneider, var det nu hans ansvar at udføre slægtshistorie for slægten Schneider. Herrens Ånd bekræftede for os, at dette var et særligt møde. Bror Schneider havde svært ved at samle sig om at spille afslutningssalmen, så bevæget var han af Ånden, som vi følte der i templet.

Jeg vidste, at den dyrebare gave – selve enkens mønt, for det var alt, hvad Augusta Schneider ejede – nu lå i hænderne på en, som ville sørge for, at mange franske sjæle kunne modtage de velsignelser, som det hellige tempel byder på, både for de levende og for dem, der er gået hinsides.«⁴

Templet i Philadelphia i Pennsylvania — »Templer … er fyldt med tro og faste. De er bygget af prøvelser og vidnesbyrd. De er helliggjort med ofre og tjeneste.«

Thomas S. Monsons lærdomme

Templets frelsende ordinancer er værd at gøre enhver indsats for at modtage.

Templer er mere end sten og mørtel. De er fyldt med tro og faste. De er bygget af prøvelser og vidnesbyrd. De er helliggjort med ofre og tjeneste.

Det første tempel, der blev bygget i denne uddeling, var templet i Kirtland i Ohio. De hellige på den tid var ludfattige, og alligevel havde Herren befalet, at et tempel skulle bygges, så de byggede et. Ældste Heber C. Kimball skrev om oplevelsen: »Kun Herren kender de forhold med fattigdom, trængsler og lidelser, som vi gennemgik for at udføre det« [i Orson F. Whitney, Life of Heber C. Kimball, 1945, s. 67]. Og derefter blev de hellige, efter alt omhyggeligt var færdiggjort, tvunget til at forlade Ohio og deres elskede tempel. Med tiden fandt de et tilflugtssted – selv om det kun var midlertidigt – på bredden af Mississippifloden i staten Illinois. De kaldte deres bosættelse for Nauvoo, og de var villige til atter at give alt, hvad de havde, og med deres tro intakt opførte de endnu et tempel til deres Gud. Men forfølgelser rasede, og da templet i Nauvoo knap nok var færdigt, blev de atter fordrevet fra deres hjem og søgte tilflugt i en ørken.

Kampen og ofrene begyndte igen, da de i 40 år arbejdede på at opføre templet i Salt Lake City …

Der har altid været visse ofre forbundet med tempelbyggeri og tempelbesøg. Utallige hellige har arbejdet og kæmpet for, at de selv og deres familie kan opnå de velsignelser, der findes i Guds templer.⁵

Lad mig fortælle jer om Tihi og Tararaina Mou Tham og deres ti børn. Hele familien på nær en datter tilsluttede sig Kirken i begyndelsen af 1960’erne, da missionærerne kom til deres ø, der ligger 150 km syd for Tahiti. Snart begyndte de at ønske velsignelserne ved at blive beseglet som en evig familie i templet .

Dengang lå det nærmeste tempel for familien Mou Tham i Hamilton i New Zealand, 4.000 km mod sydvest og man kom kun dertil med en kostbar flyrejse. Den store familie Mou Tham, som møjsommeligt lige klarede dagen og vejen med en lille plantage, havde ingen penge til flybilletter, og der var ingen mulighed for arbejde på deres ø i Stillehavet. Så bror Mou Tham og hans søn Gérard traf den vanskelige beslutning om at rejse 5.000 km mod vest for at arbejde i Ny Kaledonien, hvor en anden søn allerede arbejdede.

De tre mænd i familien Mou Tham arbejdede i fire år [for at spare] nok penge sammen til at bringe familien til templet i New Zealand. Alle, der var medlem, tog af sted undtagen en datter, som ventede et barn. De blev beseglet for tid og evighed, en ubeskrivelig og glædelig oplevelse.

Bror Mou Tham vendte fra templet direkte tilbage til Ny Kaledonien, hvor han arbejdede i yderligere to år for at betale rejsen for den ene datter, som ikke havde været i templet med dem – en gift datter og hendes barn og ægtefælle.

Bror og søster Mou Tham ønskede i deres senere år at tjene i templet. På det tidspunkt var templet i Papeete i Tahiti blevet opført og indviet, og de har tjent på fire missioner der.⁶

Hvorfor er så mange villige til at give så meget for at modtage templets velsignelser? De, som forstår de evige velsignelser, der kommer igennem templet, ved, at intet offer er for stort, ingen pris for høj, ingen indsats for besværlig for at modtage disse velsignelser. Der er aldrig for langt at rejse, for mange forhindringer at overvinde eller for meget ubehag at udholde. De forstår, at de frelsende ordinancer i templet, der tillader os en dag at vende tilbage til vor himmelske Fader i et evigt familieforhold og blive begavet med velsignelser og kraft fra det høje, er hvert eneste offer og hver eneste indsats værd …

Hvis I har været i templet for jer selv, og hvis I lever relativt tæt på et tempel, så kan jeres offer være at afse tid i jeres travle hverdag til at besøge templet regelmæssigt. Der er så meget at gøre i vores templer for dem, der venter på den anden side af sløret. Når vi udfører ordinancer for dem, så vil vi vide, at vi har udført noget, som de ikke kan gøre for sig selv.⁷

Templet giver os et formål med livet og giver fred til vores sjæl.

I templet forkyndes Guds dyrebare plan. Det er i templet, at vi indgår evige pagter. Templet opløfter os, ophøjer os, står som et fyrtårn for os alle og leder os til celestial herlighed. Det er Guds hus. Alt det, der foregår inden for templets mure, er opløftende og forædlende …

Når vi … elsker templet, afspejles vores tro i vores levevis. Når vi besøger det hellige hus, og når vi erindrer de pagter, som vi indgår derinde, bliver vi i stand til at udholde enhver prøvelse og overvinde enhver fristelse. Templet giver os et formål med livet. Det indgyder os fred i sjælen – ikke den fred, som mennesker giver, men den fred, som blev lovet af Guds Søn.⁸

familie uden for templet — »Templet opløfter os, ophøjer os … og leder os til celestial herlighed.«

Ingen kan tage til templet for sig selv eller for en anden uden at lære noget. Når vi lærer, indser vi, og når vi indser, så handler vi, og det er formålet – at tjene vor himmelske Fader og hjælpe andre på vejen.⁹

Når vi går gennem templets døre, lægger vi verdens distraktioner og forvirring bag os. Inde i dette hellige tilflugtssted finder vi skønhed og orden. Det er en hvile for vores sjæl og et pusterum fra bekymringerne i vores liv.

Når vi kommer i templet, kan vi få en dimension af åndelighed og en følelse af fred, der overgår enhver anden følelse i menneskets hjerte. Vi vil forstå den sande betydning af Frelserens ord, da han sagde: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer … Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst« [Joh 14:27].

En sådan fred kan gennemtrænge ethvert hjerte – hjerter, der er bekymrede, hjerter, der er tyngede af sorg, hjerter, der er forvirrede, hjerter, der bønfalder om hjælp.¹⁰

Når vi udfører slægtsforskning og tempeltjeneste, bliver vi befriere på Zions bjerg.

Vi yder en stor tjeneste, når vi udfører stedfortrædende ordinancer for dem, som befinder sig på den anden side af sløret. I mange tilfælde kender vi ikke dem, som vi udfører dette arbejde for. Vi forventer ikke deres tak, ej heller har vi forsikring om, hvorvidt de vil acceptere det, vi tilbyder. Alligevel tjener vi, og i den proces opnår vi det, som ikke kommer ved nogen anden indsats. Vi bliver bogstaveligt talt befriere på Zions bjerg. Som vor Frelser gav sit liv som et stedfortrædende offer for os, lige så kan vi, i et lidt mindre omfang, gøre det samme, når vi udfører stedfortrædende arbejde i templet for dem, som ikke har mulighed for at gå fremad, medmindre noget bliver gjort for dem af de af os, som befinder sig på jorden.¹¹

Herren [har] aldrig indikeret, at hans værk er begrænset til jordelivet. Hans værk favner tværtimod evigheden. Jeg tror på, at han fremskynder sit værk i åndeverdenen. Jeg tror også på, at Herren gennem sine tjenere der, forbereder mange ånder til tage imod evangeliet. Det er vores opgave at søge vores afdøde og derefter tage til templet og udføre de hellige ordinancer, der vil give dem, der befinder sig bag sløret, de samme muligheder, som vi har …

Herren forventer, at vi udfører vores slægtsforskning så rigtigt som muligt. Hvis vi skal udføre vores arbejde rigtigt, så mener jeg, at vi først og fremmest må have vor himmelske Faders Ånd med os. Når vi lever så retskaffent, som vi kan, vil han åbne vejen for opfyldelsen af velsignelserne, som vi oprigtigt og flittigt søger.

Vi vil komme til at begå fejl, men ingen af os kan blive eksperter inden for slægtsforskning uden først at have været nybegynder. Vi må derfor dykke ned i dette arbejde, og vi må være forberedte på, at det går op ad bakke. Det er ingen nem opgave, men Herren har givet jer opgaven, og han har givet mig opgaven.

Når I laver slægtsforskning, vil I opdage, at I løber ind i forhindringer, og I vil måske sige: »Jeg kan ikke gøre mere.« Når I når dette punkt, kan I knæle ned og bede Herren om at åbne vejen, og han vil åbne vejen for jer. Jeg vidner om, at dette er sandt.

Vor himmelske Fader elsker sine børn i åndeverdenen lige så meget, som han elsker os … Der er millioner af vor himmelske Faders åndelige børn, der aldrig har hørt Kristi navn, inden de døde og gik ind i åndeverden. Men nu er de blevet undervist i evangeliet og venter på den dag, hvor du og jeg vil foretage den nødvendige forskning, der åbner vejen, så vi kan tage til Herrens hus og udføre det arbejde for dem, som de ikke selv kan udføre.¹²

familie udfører slægtsforskning sammen — »Når I laver slægtsforskning … [så bed] Herren om at åbne vejen, og han vil åbne vejen for jer.«

Kristi lys vil skinne på alle – endog dem, som er gået forud. Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) erklærede, da han talte om arbejdet for de døde: »Ved vores indsats på deres vegne vil deres fangenskabs lænker falde, og det mørke, der omgiver dem, vil klare op, så lyset kan skinne på dem, og de skal i åndeverdenen høre om det arbejde, som er blevet udført for dem af deres børn her, og de vil glæde sig med jer i jeres udførelse af disse pligter« [Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, 1999, s. 247].¹³

I templet modtager vi de kronende velsignelser ved at være medlem af Kirken.

Hvor er himlen? Jeg vidner om, at de hellige templer slet ikke er langt væk – for det er på disse hellige steder, at himlen og jorden mødes, og at vor himmelske Fader giver sine børn sine største velsignelser.¹⁴

De, der er værdige og i stand til at besøge templet, råder jeg til at gøre det ofte. Templet er et sted, hvor vi kan finde fred. Der kan vi modtage en fornyet hengivenhed for evangeliet og en styrket beslutsomhed om at holde befalingerne.

Det er et stort privilegium at være i stand til at gå i templet, hvor vi kan opleve Herrens Ånds helliggørende indflydelse.¹⁵

Hvis I endnu ikke har været i templet, eller hvis I har været, men for tiden ikke opfylder kravene til en anbefaling, så er der ikke noget vigtigere mål for jer end at arbejde hen imod at være værdige til at besøge templet. Jeres offer kan være at bringe jeres liv i harmoni med det, der kræves for at modtage en anbefaling, måske ved at forsage nogle indgroede vaner, som forhindrer jer. Det kan være at have tro og disciplin til at betale jeres tiende. Uanset, hvad det er, så bliv kvalificeret til at træde ind i Guds tempel. Erhverv en tempelanbefaling og betragt den som en dyrebar ejendel, for det er den.

Indtil I er trådt ind i Herrens hus og har modtaget alle de velsignelser, som venter jer der, har I ikke opnået alt, hvad Kirken har at tilbyde. De allervigtigste og kronende velsignelser ved medlemskab af Kirken er de velsignelser, som vi modtager i Guds templer …

Jeg udtrykker min evige taknemlighed til min himmelske Fader … for alle vores templer, uanset hvor de er. De står hver især som et fyrtårn for verden, et udtryk for vores vidnesbyrd om, at Gud vor evige Fader lever, at han ønsker at velsigne os og virkelig velsigne sine sønner og døtre i alle generationer. Hvert af vores templer er et udtryk for vores vidnesbyrd om, at livet på den anden side af graven er lige så virkeligt og sikkert som vores liv her på jorden. Det vidner jeg om.

Mine elskede brødre og søstre, lad os yde ethvert offer, der er nødvendigt for at besøge templet og for at have templets ånd i vores hjerte og i vores hjem. Lad os følge i vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi, fodspor, han, som bragte det ultimative offer for os, så vi kan opnå evigt liv og ophøjelse i vor himmelske Faders rige.¹⁶

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Monson sagde, at der altid har »været visse ofre forbundet med tempelbyggeri og tempelbesøg« (afsnit 1). Hvilke indtryk får I, når I gennemgår præsident Monsons beretninger om ofre i forbindelse med templer? Hvordan kan vi i større grad nyde templets velsignelser?
Gennemgå de mange velsignelser ved templer, som nævnes i afsnit 2. Hvordan kan tempelbesøg hjælpe os til at udholde vores prøvelser? Hvorledes kan det hjælpe os med at overvinde fristelser? Hvordan har tempelbesøg hjulpet jer til at finde fred i svære tider? Hvad har templet hjulpet jer til at forstå om formålet med livet?
Hvad vil det sige at være »befriere på Zions bjerg«? (afsnit 3, se også L&P 128:5-18; 138:47-48, 53-54, 57-58). Hvad føler I, når I modtager tempelordinancer for de døde? Hvordan har slægtshistorie og tempeltjeneste hjulpet jer til at vende jeres hjerte til familiemedlemmer, både levende og døde? Hvordan er I blevet velsignet som følge af at udføre slægtsforskning?
Præsident Monson understregede, at vi i templet modtager »de kronende velsignelser ved at være medlem af Kirken« (afsnit 4). Hvordan har modtagelse og deltagelse i tempelordinancer velsignet jer og jeres familie? Hvorfor er det vigtigt for os at komme ofte i templet, hvor det er muligt? Hvordan kan vi øge templets indflydelse i vores liv?

Skriftstedshenvisninger

2 Sam 7:4-6; Matt 21:12-13; 2 Ne 5:16; L&P 97:12-17; 109:1-26; 110:7-8

Studiehjælp

»Når du handler på det, du har lært, får du yderligere og vedvarende forståelse (se Joh 7:17)« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 19). Overvej, hvordan I kan anvende de evangeliske belæringer i jeres hjem, på jeres arbejde og i jeres kirkekaldelser.