»Kapitel 9: Mød modgangens storme med tro«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 9«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 9

Gå modgangens storme i møde med tro

»Var det ikke for udfordringer, vi skal overvinde, og problemer, vi skal løse, ville vi forblive, som vi var, med lille eller ingen fremgang mod vores mål om evigt liv.«

Fra Thomas S. Monsons liv

I 1968 fik præsident Thomas S. Monson, der dengang var medlem af De Tolvs Kvorum, til opgave at føre tilsyn med Kirkens missioner i Europa. Den november tog han af sted for at besøge de hellige i DDR, som var under kommunistisk styre. Han beskrev tiden som en tid med frygt, undertrykkelse og afsavn. Trods disse prøvelser holdt Kirkens medlemmer ud i tro. »Jeg så tomme, fortvivlede ansigtsudtryk hos folk på gaden, men vores medlemmer udstrålede varm og smuk kærlighed,« sagde han.

Præsident Monsons første møde med disse hellige var i et gammelt lager i Görlitz. Bygningen var stadig »fuld af skudhuller fra krigens tid,« mindedes han, »men indvendigt havde lederne med kærlig omsorg skabt skønhed og renhed i en ellers grim og snavset bygning.«

Under mødet blev præsident Monson bevæget, da medlemmerne sang følgende salme om håb i deres modgang:

Om af trængsel du må prøves, svigt dog ej!
Hvis det er øm fornægtelse, svigt dog ej!
Hvis det er med gråd,
vil der komme en glædelig hilsen,
når høsten vi høster – svigt ej!

Svigt dog ej undervejs,
hvad end din lod er;
Der venter en lysere dag
til alle, til alle, som ej svigter!
[»If the Way Be Full of Trial, Weary Not«, Deseret Sunday School Songs, 1909, nr. 158]

Præsident Monson sagde senere: »Jeg havde aldrig hørt nogen synge på den måde … Jeg har mødt få menigheder, som har vist en større kærlighed til evangeliet.«¹ Hengivenheden hos disse hellige, der udstod så stor modgang, ydmygede ham: »De havde så lidt. Mit hjerte fyldtes af sorg over, at de ikke havde nogen patriark. De havde ingen menigheder eller stave, kun grene. De kunne ikke modtage templets velsignelser, hverken begavelse eller besegling. I lang tid havde de ikke haft besøg fra Kirkens hovedsæde. Medlemmerne måtte ikke rejse ud af landet. Og dog stolede de på Herren af hele deres hjerte.«²

Idet mødet skred frem, rejste præsident Monson sig for at tale. Om denne oplevelse sagde han nogle år senere: »Med tårefyldte øjne og grådkvalt stemme gav jeg dem et løfte: ›Hvis I forbliver trofaste over for Guds bud, vil I få hver eneste velsignelse, som ethvert medlem i ethvert land kan få.‹ Så fattede jeg, hvad jeg havde sagt.«³

Da præsident Monson den aften overvejede den fulde virkning af, hvad det krævede for, at dette løfte kunne blive opfyldt, knælede han i bøn og bønfaldt: »Himmelske Fader, jeg er ude i din sags tjeneste. Dette er din kirke. Jeg har udtalt ord, som ikke kom fra mig selv, men fra dig og din Søn. Vil du derfor opfylde det løfte for disse ædle mennesker.« Som svar på hans bøn kom disse ord fra Salmerne ind i hans sind: »Stands, og forstå, at jeg er Gud« (Sl 46:11).

Gradvist blev løftet opfyldt i løbet af omkring 20 år, deriblandt det, som præsident Monson anså for at være det største mirakel: Opførelsen af et tempel i Freiberg i 1985, hvilket endelig gjorde tempelvelsignelser tilgængelige for disse trofaste hellige.

I 1988 fik »fuldtidsmissionærerne lov til at komme ind i landet, og de lokale unge fik lov at tjene andre steder i verden. Og som Jerikos mure smuldrede Berlinmuren [i 1989] og friheden, og det deraf følgende ansvar, vendte tilbage.«⁴

Præsident Monson rejste mange gange til DDR for at betjene de hellige der. Sammen modstod de prøvelser med mod, tro og tillid til Gud. Og sammen oplevede de mirakler. Selvom vejen var lang og ofte fyldt med gråd, trættedes de ikke. Til sidst blev de velsignet med en »lysere dag«, da profetiske løfter blev opfyldt. (Se en mere detaljeret beretning på side 23-28).

Thomas S. Monsons lærdomme

I lidelse og modgang er vores ultimative trøst Jesu Kristi evangelium.

Livet er en erfaringens skole, en prøvetid. Vi lærer, når vi bærer vores lidelser og gennemlever vores hjertesorg …

Man kan trygt regne med, at ingen person nogensinde har levet fuldstændig fri for lidelser og prøvelser, og der har heller aldrig været en periode i menneskehedens historie, som ikke havde sin fulde andel af uroligheder, forfald og elendighed.

Når livets vej tager en ubehagelig drejning, er man fristet til at spørge: »Hvorfor mig?« Selvbebrejdelser er almindelige, selv når vi ingen kontrol havde over vores problem. Nogle gange synes der intet lys at være for enden af tunnelen, intet daggry der kan bryde nattens mørke. Vi føler os omgivet af smerterne fra knuste hjerter, skuffelserne fra knuste drømme og desperationen fra svundne håb. Vi tilslutter os den bibelske bøn: »Er der ikke balsam i Gilead?« [Jer 8:22] …

Til alle, der er fortvivlede, lad mig da tilbyde den forsikring, der står i salmen: »Om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel« [Sl 30:6].

Når som helst vi har en tendens til at føle os nedslået af livets slag, så lad os huske, at andre har gået samme vej, har holdt ud og derefter har overvundet situationen.

Der synes at være en uendelig mængde problemer for os alle. Vores problem er, at vi ofte forventer øjeblikkelige løsninger og glemmer, at den himmelske dyd, tålmodighed, ofte er nødvendig.

Lyder nogen af følgende udfordringer bekendte for jer?

Handicappede børn
En af vores kæres bortgang
Fyringsrunder
Forældelse af vores færdigheder
En søn eller datter på afveje
Mentale eller følelsesmæssige sygdomme
Ulykker
Skilsmisse
Misbrug
Uoverkommelig gæld

Listen er endeløs. I dagens verden er der nogle gange en tendens til at føle sig koblet af – tilmed isoleret – fra Giveren af alle gode gaver. Vi bekymrer os over at skulle gå alene. Vi spørger: »Hvordan kan vi klare det?« Det, der bringer den største trøst, er evangeliet.

Fra smertens seng, fra den tårevædede pude bliver vi løftet mod himlen af den guddommelige erklæring og det dyrebare løfte: »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke« [Jos 1:5].⁵

Når vi styrker vores grundlag for tro, vil det støtte os i tider med prøvelser.

I 1959, ikke længe efter jeg begyndte at tjene som præsident for Den Canadiske Mission, som har hovedsæde i Toronto i Ontario i Canada, mødte jeg N. Eldon Tanner, en fremtrædende canadier, som bare nogle få måneder senere blev kaldet som assistent til De Tolv Apostles Kvorum, så til De Tolvs Kvorum og derefter som rådgiver til fire af Kirkens præsidenter.

På det tidspunkt, hvor jeg mødte ham, var præsident Tanner direktør for det gigantiske Trans-Canada Pipelines, Ltd., og præsident for Calgary Stav i Canada. Han var i Canada kendt for sin hæderlighed. Under det første møde snakkede vi blandt andet om de kolde canadiske vintre, hvor storme raser, hvor temperaturerne kan komme lang under frysepunktet i flere uger ad gangen, og hvor isnende vinde sænker disse temperaturer endnu mere. Jeg spurgte præsident Tanner, hvorfor vejene og motorvejene i det vestlige Canada stort set forblev intakte under sådanne vintre; de viste ingen eller få tegn på revner eller sprækker, mens vejenes overflade i mange områder, hvor vintrene er varmere og mildere, får revner og sprækker og huller.

Han sagde: »Svaret ligger i, hvor dybt vejbelægningen går. For at de skal forblive stærke og hele, er det nødvendigt at lægge underlaget meget dybt. Når underlaget ikke er dybt nok, kan overfladen ikke modstå ekstremt vejr.«

I løbet af årene har jeg ofte tænkt på denne samtale og på præsident Tanners forklaring, for i hans ord ser jeg en dyb anvendelighed på vores liv. Kort sagt: Hvis vi ikke har en dyb grundvold i troen og et solidt vidnesbyrd om sandheden, så kan vi få problemer med at modstå modgangens stride storme og isnende vinde, som uundgåeligt vil ramme os alle.

Det jordiske liv er en tid, hvor vi prøves, en tid til at vise os værdige til at vende tilbage til vor himmelske Faders nærvær. For at vi kan blive prøvet, er vi nødt til at tage udfordringer og vanskeligheder op. Disse kan knække os, og vores sjæls overflade kan revne og smuldre – det sker, hvis vores tros grundvold og vores vidnesbyrd om sandheden ikke ligger dybt i os.

Vi kan kun stole på andres tro og vidnesbyrd i en begrænset periode. I sidste ende må vi have vores egen stærke og dybe grundvold, ellers vil vi være ude af stand til at modstå livets storme, som vil komme. Sådanne storme kommer i forskellige former. Vi kan blive mødt med sorg og hjertesorg fra et vildfarent barn, som vælger at vende sig væk fra den sti, der leder til evig sandhed, og hellere farer frem ad en glat bakke belagt med fejltagelser og desillusionering. Sygdom kan ramme os eller vores kære, hvilket medfører lidelse og somme tider død. Ulykker kan efterlade deres grusomme erindringsmærker eller slukke liv. Døden rammer de aldrende, som går på deres vaklende fødder. Dens kalden høres af dem, som næppe er nået halvvejs gennem livets rejse, og ofte bringer den de små børns latter til ophør …

Hvordan kan vi opbygge en grundvold, der er stærk nok til at modstå sådanne omskiftelser i livet? Hvordan kan vi bevare den tro og det vidnesbyrd, som kræves, for at vi kan opleve den glæde, der loves de trofaste? Konstant og stadig anstrengelse er nødvendig. De fleste af os har oplevet en inspiration så stærk, at det bringer tårer op i vores øjne og en beslutsomhed om altid at være trofast. Jeg har hørt udtalelsen: »Hvis jeg kunne beholde sådanne følelser hos mig altid, ville jeg aldrig have problemer med at gøre det, jeg skal.« Sådanne følelser kan dog være flygtige. Inspirationen, vi føler under disse konferencemøder, kan formindskes og forsvinde, når det bliver mandag, og vi møder de daglige rutiner på arbejdet, i skolen, og når vi passer hjem og familie. Det kan let aflede vores opmærksomhed fra det hellige til det hverdagsagtige, fra det, som opløfter, til det, som, hvis vi tillader det, vil ødelægge vores vidnesbyrd, vores stærke grundvold.

Vi lever selvfølgelig ikke i en verden, hvor vi ikke oplever andet end det åndelige, men vi kan forstærke vores tros grundvold og vores vidnesbyrd om sandheden, så vi ikke vil vakle, og det ikke vil slå fejl for os.^6.

Bøn, skriftstudium og tjeneste vil hjælpe os til at bygge et stærkt fundament af tro.

I spørger måske, hvordan vi mest effektivt kan opnå og vedligeholde den grundvold, som vi har brug for at overleve åndeligt i den verden, som vi lever i. Tillad mig at nævne tre retningslinjer til at hjælpe os i vores søgen.

Forstærk først jeres grundvold gennem bøn. »Bøn er et hjertes indre sang, tænkt eller sagt i ord« (»Bøn er et hjertets indre sang«, Salmer og sange, nr. 75).

Lad os oprigtigt kommunikere med vor Fader i himlen, når vi beder. Det er nemt at lade vores bønner blive gentagelser, der udtrykker ord med lidt eller ingen omtanke bag dem. Når vi husker på, at hver enkelt af os bogstaveligt er Guds åndelige søn eller datter, vil det ikke synes os vanskeligt at nærme os ham i bøn. Han kender os; han elsker os; han ønsker det bedste for os. Lad os bede med oprigtighed og mening, hvor vi udtrykker vores taknemlighed og beder om de ting, som vi føler, er nødvendige. Lad os lytte efter hans svar, så vi kan genkende dem, når de kommer. Når vi gør det, vil vi blive styrket og velsignet. Vi vil lære ham at kende og hans ønsker for vores liv. Ved at kende ham og ved at stole på hans vilje vil vores tros grundvold blive styrket. Hvis nogen af os har været sene til at lytte til rådet om altid at bede, er der ikke noget bedre tidspunkt at begynde på end nu …

Min anden retningslinje: Lad os studere i skriften og »grunde på den dag og nat,« som Herren råder os til i Josvabogen (1:8) …

At bruge tid hver dag på skriftstudium vil, uden tvivl, styrke vores tros grundvold og vores vidnesbyrd om sandheden.

Lad os sammen tænke tilbage på glæden, som Alma oplevede, da han rejste sydpå fra Gideons land til Mantis land og mødte Mosijas sønner. Alma havde ikke set dem i nogen tid, og han var henrykt over at opdage, »at de stadig var hans brødre i Herren; ja, og de havde vokset sig stærke i kundskaben om sandheden, for de var mænd med en sund forståelse, og de havde gransket skrifterne flittigt, for at de kunne kende Guds ord« (se Alma 17:1-2).

en mand studerer skrifterne — »At bruge tid hver dag på skriftstudium vil … styrke vores tros grundvold og vores vidnesbyrd om sandheden.«

Må vi også kende Guds ord og leve vores liv i overensstemmelse dermed.

Min tredje retningslinje til at opbygge en stærk grundvold af tro og vidnesbyrd omfatter tjeneste.

Da jeg en morgen kørte på arbejde, passerede jeg et renseri, der havde et skilt i vinduet. Der stod: »Det er service, der tæller.« Skiltets budskab ville ganske enkelt ikke forlade mine tanker. Pludselig indså jeg hvorfor. Det er virkelig service, der tæller – i Herrens tjeneste.

I Mormons Bog læser vi om den ædle kong Benjamin. Med en inspireret leders sande ydmyghed fortæller han om sit ønske om at tjene sit folk og lede dem ind på retfærdighedens sti. Han sagde så til dem:

»Fordi jeg sagde til jer, at jeg havde tilbragt mine dage i jeres tjeneste, ønsker jeg ikke at prale, for jeg har blot været i Guds tjeneste.

Og se, jeg fortæller jer dette, så I kan lære visdom; så I kan lære, at når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:16-17).

Det er tjenesten, der tæller, tjenesten, som vi alle er kaldet til: Herren Jesu Kristi tjeneste.

Langs jeres livs sti vil I se, at I ikke er de eneste rejsende. Der er andre, som har brug for jeres hjælp. Der er fødder, der skal støttes, hænder, der skal holdes, sind, der skal opmuntres, hjerter, der skal inspireres, og sjæle, der skal frelses …

Lad os alle huske hans kostbare løfter, når vi lægger en sikker grundvold i vores liv:

Frygt ej, jeg er med dig, vær kun ved godt mod!
Thi jeg er din Gud og vil være dig god;
ja, styrke dig, hjælpe dig, give dig ånd
opholde dig ved min almægtige hånd.
»Så sikker en grundvold«, Salmer og sange, nr. 38)7

Når vi søger vor himmelske Fader i inderlig, oprigtig bøn og ærligt, pligtopfyldende skriftstudium, bliver vores vidnesbyrd stærkere og endnu dybere forankret. Vi vil kende Guds kærlighed til os. Vi vil forstå, at vi aldrig går alene. Jeg lover jer, at I en dag vil se tilbage på jeres svære tider, og I vil indse, at han altid stod ved jeres side.⁸

Når vi vender os til vor himmelske Fader i tider med prøvelser, vil han støtte os og hjælpe os med at lære og udvikle os.

Vi er tilbøjelige til at se vores egne, personlige uheld med pessimismens forvrængende prisme. Vi føler os forladte, sorgfulde og alene. Hvis I befinder jer i en sådan situation, beder jeg jer om at vende jer til vor himmelske Fader i tro. Han vil løfte jer og vejlede jer. Han tager ikke altid jeres lidelser fra jer, men han vil trøste og vejlede jer i kærlighed igennem hvilken som helst storm, I måtte befinde jer i.⁹

[Herren] vil hjælpe os i vanskelige tider. Alle rammes af vanskeligheder i tilværelsen, problemer, vi ikke forventede, og som vi aldrig ville vælge. Ingen af os er immune. Formålet med livet på jorden er at lære og udvikle sig, så vi bliver mere som vor Fader, og det er ofte i vanskelige tider, at vi lærer mest, selv om lektierne kan være smertefulde. Vores liv kan også være fyldt med glæde, når vi følger lærdommene i Jesu Kristi evangelium.¹⁰

Vor himmelske Fader, som giver os så meget at glædes over, ved også, at vi lærer og vokser og bliver stærkere, når vi står over for og overlever prøvelser, som vi må igennem. Vi ved, at der er tidspunkter, hvor vi vil opleve sønderknusende smerte, hvor vi vil sørge, og hvor vi vil blive prøvet til vores yderste. Men sådanne prøvelser giver os mulighed for at ændre os og blive bedre, genopbygge vores liv, som vor himmelske Fader lærer os, og blive anderledes end vi var – bedre end vi var, mere forstående end vi var, mere empatiske end vi var, med stærkere vidnesbyrd end vi havde før.

Dette bør være vores mål – at blive ved og holde ud, ja, men også blive mere åndeligt forædlet på vores rejse gennem både solskin og sorg. Var det ikke for de udfordringer, vi skal overvinde, og de problemer, vi skal løse, ville vi forblive, som vi var, med lille eller ingen fremgang mod vores mål om evigt liv. En digter udtrykte den samme tanke med disse ord:

Godt tømmer vokser ikke med lethed.
Jo kraftigere vinde, des stærkere træer.
Jo længere til himlen, des længere træer.
Jo mere storm, des mere styrke.
Af sol og kulde, af regn og sne
vokser godt tømmer i træ og menneske. 
[Douglas Malloch, »Good Timber«, citeret i Sterling W. Sill, Making the Most of Yourself, 1971, s. 23]

Kun Mesteren kender dybden af vores prøvelser, smerte og lidelse. Kun han tilbyder os evig fred i modgangen. Kun han rører vores torturerede sjæl med sine trøstende ord:

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

For mit åg er godt, og min byrde er let« [Matt 11:28-30].

Om det er i de gode eller dårlige tider, er han med os. Han har lovet, at det aldrig vil ændre sig.

Kristus holder en mands hånd — »Kun Mesteren kender dybden af vores prøvelser, smerte og lidelse. Kun han tilbyder os evig fred i modgangen.«

Mine brødre og søstre, må vi have en hengivenhed for vor himmelske Fader, som aldrig ebber ud med årene eller i vores livs kriser. Vi bør ikke være nødt til at opleve prøvelser for at huske ham, og vi bør ikke blive drevet til ydmyghed, før vi viser ham vores tro og tillid.

Må vi altid stræbe efter at være tæt på vor himmelske Fader. For at gøre dette må vi bede til ham og lytte til ham hver dag. Vi har vitterlig brug for ham hver time, i både sol og regn. Må hans løfte altid være vores slagord: »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke« [Jos 1:5].

Af hele min sjæls styrke bærer jeg vidnesbyrd om, at Gud lever og elsker os, at hans enbårne Søn levede og døde for os, og at Jesu Kristi evangelium er det gennemtrængende lys, som skinner igennem mørket i vores liv. Må det altid være således, det beder jeg om.¹¹

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Monson underviste om, at evangeliet giver os trøst i tider med lidelse og modgang (se afsnit 1). Hvordan har evangeliet bragt jer trøst og styrke i en svær tid? Hvordan kan vi føle vor himmelske Faders og vor Frelsers kærlighed i tider med prøvelser?
Gennemgå præsident Monsons historie om præsident N. Eldon Tanner i afsnit 2. Hvorfor er der brug for en konstant og vedholdende indsats for at styrke vores grundlag for tro? Hvorfor er udfordringer og vanskeligheder en nødvendig del af jordelivet?
Gennemgå præsident Monsons tre retningslinjer for at bygge et stærkt fundament af tro (se afsnit 3). Hvordan har bøn styrket jeres tro? Hvordan har skriftstudium styrket jeres vidnesbyrd? Hvordan har det styrket jeres fundament at tjene andre?
Når I læser afsnit 4, hvilke lærdomme giver jer så håb og styrke til de prøvelser, I oplever? Hvordan har Herren hjulpet jer i svære tider? Hvad må vi gøre for at modtage den trøst og styrke, som Herren tilbyder? Hvordan er I blevet mere »åndeligt forædlet« af tider med prøvelser?

Skriftstedshenvisninger

Jak 2:14-26; Åb 21:1-4; 2 Ne 31:19-20; Mosi 23:21-22; Alma 32:21, 26-43; L&P 121:7-9; 122:5-9

Til underviseren

»Tilskynd [familien eller klassens medlemmer] til at nedskrive de indtryk, de modtager fra Helligånden, når de studerer evangeliet … Nogle gange vil [Ånden] undervise dem i noget … som aldrig blev sagt højt« (Undervisning på Frelserens måde, 2016, s. 30).