»Kapitel 23: ›Vær et forbillede for de troende‹«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020
»Kapitel 23«, Lærdomme: Thomas S. Monson
Kapitel 23
»Vær et forbillede for de troende«
»Når vi følger Frelserens eksempel og lever, som han levede, og som han belærte om, vil det lys brænde i os og lyse vejen op for andre.«
Fra Thomas S. Monsons liv
Præsident Thomas S. Monsons barndom var velsignet med forældres, lederes og læreres gode eksempel. Præsident Monson sagde om sine ledere i Unge Mænd: »Vi blev undervist af vise og tålmodige mænd, der underviste os ud fra de hellige skrifter, ja, mænd, der kendte os godt … De var eksempler for os. Deres liv afspejlede deres vidnesbyrd.«1 Han talte også ofte om sine søndagsskolelærere, der påvirkede ham »ikke så meget ved det, de sagde, men hvad de var, og hvordan de elskede Herren.«2
Da præsident Monson i sin ungdom lærte vigtigheden af at være et godt eksempel, fortsatte han med dette hele sit liv. En sådan hændelse fandt sted, da han meldte sig til den amerikanske flådereserve og tog til San Diego i Californien for at få en grundlæggende uddannelse. Flere år senere sendte en af hans venner i flåden, der også var medlem af Kirken, ham følgende brev om hans eksempel i den tid:
»Mange af os holdt øje med dig … Vi var ude på La Jolla Shores og holdt en strandfest. Der blev serveret øl … Du var en naturlig leder selv dengang blandt os. De ville ikke lade dig være i fred … Jeg kan se dig så tydeligt i mit sind nu – den tynde, høje knægt med dit smil og din humoristiske sans til at grine dig igennem at sige nej, så ingen tog anstød, skubbe det væk og gentage nej, nej. Hvordan ville det have skadet dig? Det ville have skadet os, Tom – de af os, der holdt øje med dig. Herren kunne stadig have gjort dig til apostel, hvis du havde taget den øl, men hvad ville det have gjort for os, der husker det øjeblik for så mange år siden? Hvor er jeg taknemlig for dig, præsident Monson, for det eksempel, for den trofaste person, du var som ung mand i militæret, og for, hvad det betyder for mig, når jeg løfter min hånd for at opretholde dig uden noget forbehold.«3
»Vi bør være et forbillede i ånd. For mig betyder det, at vi stræber efter at være venlige, taknemlige, tilgivende og velvillige.«
Thomas S. Monsons lærdomme
1
Som gode forbilleder vil vi være lys for verden.
Vi kom alle til jorden udstyret med Kristi lys. Når vi følger Frelserens eksempel og lever, som han levede, og som han belærte om, vil det lys brænde i os og lyse vejen op for andre.4
Apostlen Paulus skrev et brev til sin elskede kammerat, Timoteus, hvori han kom med inspirerede råd, der er lige så anvendelige for jer og mig i dag, som det var for Timoteus. Lyt omhyggeligt til hans ord: »Forsøm ikke den nådegave, som du fik«, »men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed« [1 Tim 4:14, 12].5
[Efterlevelse af disse] seks egenskaber hos en troende [som apostlen Paulus nævner], der vil tillade vores lys at skinne. Lad os se på hver enkelt.
Jeg nævner de første to egenskaber sammen – at være et forbillede i tale og adfærd. De ord, vi bruger, kan opløfte og inspirere, eller de kan skade og nedgøre. I dagens verden er der en mangfoldighed af bandeord, som vi synes at være omgivet af, næsten uanset hvor vi vender os. Det er svært at undgå at høre Guddommens navne blive brugt overfladisk og tankeløst. Grove kommentarer synes at være blevet en fast ingrediens i fjernsyn, film, bøger og musik. Perfide bemærkninger og vredesfyldt retorik slynges omkring. Lad os tale til hinanden med kærlighed og respekt og altid holde vores sprog rent og undgå ord eller kommentarer, der sårer eller fornærmer. Må vi følge Frelserens eksempel, som talte med tolerance og venlighed gennem hele sin tjenestegerning.
Den næste egenskab, som Paulus nævner, er kærlighed, der ofte er blevet defineret som »Kristi rene kærlighed« [Moro 7:47]. Jeg er sikker på, at der i vores omgivelser er mennesker, vi kan påvirke, som er ensomme, som er syge, og som føler sig nedtrykt. Vi har mulighed for at hjælpe dem og at opløfte deres ånd. Frelseren bragte håb til de fortvivlede og styrke til de svage. Han helbredte de syge, fik de lamme til at gå, de blinde til at se og de døve til at høre. Han vakte endda de døde til live igen. Gennem hele sin tjenestegerning rakte han ud i kærlighed til alle i nød. Når vi efterligner hans eksempel, vil vi velsigne mange, inklusive os selv.
Dernæst bør vi være et forbillede i ånd. For mig betyder det, at vi stræber efter at være venlige, taknemlige, tilgivende og velvillige. Disse egenskaber vil give os en ånd, som vil berøre dem omkring os. Jeg har gennem årene haft mulighed for at være sammen med utallige personer, som besad en sådan ånd. Vi oplever en særlig følelse, når vi er sammen med dem, en følelse, der får os til at ønske at omgås dem og følge deres eksempel. De udstråler Kristi lys og hjælper os til at føle hans kærlighed til os.
For at illustrere, at det lys, som kommer fra en ren og kærlig ånd, også bliver genkendt af andre, vil jeg fortælle om en oplevelse for mange år siden.
På det tidspunkt mødtes Kirkens ledere med officielle repræsentanter i Jerusalem for at sammensætte en lejeaftale for den grund, hvorpå Kirkens [BYU] Jerusalem Center skulle bygges. For at opnå de nødvendige tilladelser måtte Kirken gå med til, at der ingen missionering måtte foretages af de af vores medlemmer, som skulle opholde sig i centret. Efter aftalen var indgået, bemærkede en af de israelske repræsentanter, som var godt bekendt med Kirken og dens medlemmer, at han vidste, at Kirken ville respektere aftalen om ikke at missionere. »Men,« sagde han, idet han henviste til de studerende, som skulle gå der, »hvad gør vi med lyset i deres øjne?« [se James E. Faust, »Lyset i deres øjne«, Liahona, nov. 2005, s. 20]. Må dette særlige lys altid skinne i os, så det kan blive genkendt og værdsat af andre.
At være et forbillede på tro betyder, at vi stoler på Herren og hans ord. Det betyder, at vi besidder og nærer den tro, som vil lede vores tanker og vores handlinger. Vores tro på Herren Jesus Kristus og på vor himmelske Fader vil påvirke alt, hvad vi gør. Midt i denne forvirrende tid med samvittighedskonflikter og hverdagens uro bliver en fast tro et anker i vores liv. Husk at tro og tvivl ikke kan eksistere i samme sind på samme tid, for den ene vil drive den anden væk. Jeg gentager det, vi har fået at vide gentagne gange – for at opnå og bevare den tro, vi har brug for, er det afgørende, at vi læser, studerer og grunder over skrifterne. Kommunikation med vor himmelske Fader i bøn er afgørende. Vi har ikke råd til at forsømme disse ting, for modstanderen og hans hærskarer søger utrætteligt efter svage punkter i vores rustning, små svigt i vores trofasthed. Herren siger: »Søg flittigt, bed altid, og hav tro, så skal alting virke sammen til gavn for jer« [L&P 90:24].
»Hvad gør vi med lyset i deres øjne?«
Endelig må vi være rene, hvilket betyder, at vi er rene i legeme, sind og ånd. Vi ved, at vores legeme er et tempel, der skal behandles med ærbødighed og respekt. Vores sind bør være fyldt med opløftende og forædlende tanker og holdes fri for det, der vil forurene. For at have Helligånden som vores stadige ledsager, må vi være værdige. Brødre og søstre, renhed vil bringe os fred i sindet og vil gøre os i stand til at modtage Frelserens løfter. Han sagde: »Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud« [Matt 5:8].
Når vi er et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed, bliver vi et lys for verden.6
2
Vor Frelser, Jesus Kristus, er vores forbillede og styrke.
Vores primære eksempel [er] vor Frelser, Jesus Kristus. Hans fødsel blev forudsagt af profeter, engle forkyndte bekendtgørelsen af hans jordiske gerning. Han »voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham« [Luk 2:40].
Døbt af Johannes i den flod, der er kendt som Jordan, indledte han sin officielle gerning blandt mennesker. Jesus vendte ryggen mod Satans spidsfindigheder. Han vendte sig til den pligt, som hans Fader havde fastsat, forpligtede sit hjerte og gav sit liv. Og det var et syndfrit, uselvisk, ædelt og guddommeligt liv. Jesus arbejdede. Jesus elskede. Jesus tjente. Jesus vidnede. Hvilket bedre eksempel kunne vi stræbe efter at efterligne? Lad os begynde nu … med at gøre det. For evigt bortkastet bliver det gamle jeg og med det nederlag, fortvivlelse, tvivl og vantro. Vi kommer til et nyt liv – et liv med tro, håb, mod og glæde. Ingen opgave synes for stor, intet ansvar virker for tungt, ingen pligt er en byrde. Alt bliver muligt.
For mange år siden fortalte jeg om en, der brugte Frelseren som sit eksempel, en, der stod fast og solidt, stærkt og værdigt gennem livets storme. Modigt højnede han sine præstedømmekaldelser. Han var et eksempel for os alle. Han hed Thomas Michael Wilson, søn af Willie og Julia Wilson fra Lafayette i Alabama.
Da han var teenager, og han og hans familie endnu ikke var medlemmer af Kirken, blev han ramt af kræft, efterfulgt af smertefuld strålebehandling og derpå velsignet med, at sygdommen gik i bero. Sygdommen fik hans familie til at indse, at livet ikke blot er dyrebart, men at det også kan være kort. De begyndte at interessere sig for religion som en hjælp igennem denne tid med prøvelser. De blev efterfølgende præsenteret for Kirken og med tiden blev alle undtagen faderen døbt. Da den unge bror Wilson havde modtaget evangeliet higede han efter muligheden for at blive missionær, selv om han var ældre end de fleste unge mænd, når de begyndte deres virke som missionær. Som 23-årig blev han kaldet til at tjene i missionen i Salt Lake City i Utah.
Ældste Wilsons missionærkammerater beskrev hans tro som ubetinget, ufravigelig og urokkelig. Han var et eksempel for alle. Men efter 11 måneder som missionær vendte sygdommen tilbage. Knoglekræft krævede nu, at hans arm og skulder blev amputeret. Alligevel fortsatte han sin missionering.
Ældste Wilsons mod og brændende ønske om at forblive på sin mission rørte hans far, der ikke var medlem, så meget, at han undersøgte Kirkens lære og også blev medlem.
Jeg hørte, at en undersøger, som ældste Wilson havde undervist, var blevet døbt, men derpå ønskede at blive bekræftet af ældste Wilson, som hun respekterede højt. Hun tog sammen med nogle få andre hen til ældste Wilson på hospitalet. Der bekræftede ældste Wilson med sin eneste hånd på hendes hoved hende som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Ældste Wilson fortsatte måned efter måned sin dyrebare, men smertefulde tjeneste som missionær. Han modtog velsignelser, og der blev bedt bønner. Hans medmissionærer kom Gud nærmere på grund af hans hengivne eksempel.
Ældste Wilsons fysiske tilstand forværredes. Enden nærmede sig, og han skulle rejse hjem. Han bad om at tjene en måned længere, og hans ansøgning blev godkendt. Han satte sin lid til Gud, og Herren, som Thomas Michael Wilson i stilhed stolede på, åbnede himlens vinduer og velsignede ham i overflod. Hans forældre, Willie og Julia Wilson, og hans bror Tony kom til Salt Lake City for at hjælpe deres søn og bror hjem til Alabama. Der var imidlertid stadig en velsignelse, han havde bedt om og higet efter skulle skænkes. Familien inviterede mig til at ledsage dem til templet i Jordan River, hvor de hellige ordinancer, som binder familier for evigt så vel som for tid, blev udført.
Jeg sagde farvel til familien Wilson. Jeg kan stadig se ældste Wilson for mig, da han takkede mig for at være sammen med ham og hans kære. Han sagde: »Det betyder ikke noget, hvad der sker med os i dette liv, når blot vi har Jesu Kristi evangelium og efterlever det. Det betyder ikke noget, om jeg underviser i evangeliet på denne eller den anden side af sløret, når blot jeg kan undervise i det.« Hvilket mod. Hvilken overbevisning. Hvilken kærlighed. Familien Wilson foretog den lange rejse hjem til Lafayette, hvor ældste Thomas Michael Wilson gled herfra til evigheden. Han blev begravet der med sit missionærskilt på rette plads.7
3
Når vi gør Kristus til midtpunktet i vores liv, vil vi have modet til at være gode eksempler.
Vi er alle opmærksomme på, at vi lever i en tid, hvor der er nogle, som håner dyd, som faldbyder pornografi maskeret som kunst eller kultur, som vender det blinde øje, det døve øre og et ufølsomt hjerte til Jesu lærdomme og til ærbarhed. Mange af vores unge mennesker er blevet trukket i den forkerte retning og fristes til at deltage i verdens synder. Med længsel søger unge personer efter styrke hos dem, som har evnen til at være standhaftige for sandheden. Ved retfærdig levevis og ved at række en hjælpende hånd og med et forstående hjerte, kan I redde, kan I frelse. Hvor stor vil ikke jeres glæde være. Hvor evige er de velsignelser, I har givet.8
I takt med at verden bevæger sig længere og længere væk fra de principper og retningslinjer, som en kærlig himmelsk Fader har givet os, vil vi skille os ud fra mængden, fordi vi er anderledes. Vi vil skille os ud, fordi vi klæder os sømmeligt. Vi vil være anderledes, fordi vi ikke bander, og fordi vi ikke tager stoffer, der er skadelige for vores legeme. Vi vil være anderledes, fordi vi undgår sjofle vittigheder og nedværdigende kommentarer. Vi vil være anderledes, når vi vælger ikke at lade vores sind fylde af tarvelige og nedgørende medier, som vil fjerne Ånden i vores hjem og i vores liv. Vi vil afgjort skille os ud, når vi træffer valg om moral – valg, der stemmer med evangeliske principper og standarder. Det, der gør os anderledes end det meste af verden, giver os også det lys og den ånd, der vil skinne i en stadig mørkere verden.
Det er ofte vanskeligt at være anderledes og stå alene i mængden. Det er naturligt at frygte, hvad andre måtte tænke eller sige. Ordene fra salmen trøster os: »Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte? Herren er værn for mit liv, hvem skal jeg da være bange for?« [Sl 27:1]. Når vi gør Kristus til midtpunktet i vores liv, bliver vores frygt erstattet med vores meningers mod.9
Vi behøver ikke vente på en voldsom omvæltning, en dramatisk begivenhed i den verden, hvori vi lever, eller en særlig invitation til at være et eksempel – ja, et forbillede at følge. Vores muligheder ligger foran os her og nu. Men de er forgængelige. De vil sandsynligvis findes i vores eget hjem og i vores hverdag.10
4
Der er muligheder for at være et lys for andre omkring os hver dag.
Livet er ikke fuldkomment for nogen, og til tider bliver de udfordringer og vanskeligheder, vi møder, overvældende og slører vores lys. Men med hjælp fra vor himmelske Fader, og med støtte fra andre, kan vi genvinde det lys, som atter vil oplyse vores vej og give et lys, som andre måske har brug for …
Mine brødre og søstre, vi er omgivet af muligheder for at lade vores lys skinne hver dag, i alle situationer. Når vi følger Frelserens eksempel, får vi mulighed for at være et lys for andre, uanset om det er nogen i vores egen familie, medlemmer og venner, vores kolleger, bekendte eller fremmede.
Til jer hver især siger jeg, at I er vor himmelske Faders søn eller datter. I er kommet fra hans nærhed for at leve en tid på denne jord, for at afspejle Frelserens kærlighed og lære og for modigt at lade jeres lys skinne, så alle kan se det. Når jeres tid på jorden er forbi, vil det, hvis I har gjort jeres del, blive jeres herlige velsignelse at vende tilbage og bo hos ham for evigt.
Frelserens ord er meget bekræftende: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys« [Joh 8:12]. Jeg vidner om ham. Han er vor Frelser, vor Forløser og vor Talsmand hos Faderen. Han er vores eksempel og vores styrke. Han er »lyset, som skinner i mørket« [L&P 6:21]. Det er min bøn, at alle … må love at følge ham og således blive et skinnende lys i mørket.11
»Udstrål Kristi lys og [hjælp andre] til at føle hans kærlighed.«
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Præsident Monson citerede apostlen Paulus og uddybede, hvordan vi hver især bør være »et forbillede for de troende« (afsnit 1). Hvad betyder det for jer at være et forbillede »i ord og i adfærd«? Hvordan er jeres liv blevet påvirket af nogen, der var et eksempel på næstekærlighed? Hvordan kan vi være eksempler på tro? Hvorfor er det vigtigt, at vi er eksempler på renhed?
-
Gennemgå de mange måder, hvorpå vor Frelser, Jesus Kristus, er et forbillede for os (se afsnit 2). Hvordan har Frelserens eksempel påvirket jer? Overvej, hvordan I bedre kan følge hans eksempel.
-
Hvorfor er det nogle gange svært at være et godt eksempel og stå for det, der er rigtigt? (Se afsnit 3.) Hvilke udfordringer har I haft ved at gøre dette? Hvordan kan vi udvikle modet til at være gode eksempler? Hvordan har andres gode eksempel velsignet jer?
-
Præsident Monson sagde, at »vi er omgivet af muligheder for at lade vores lys skinne hver dag« (afsnit 4). På hvilke måder kan vi være et lys for andre? Hvornår har en anden været et lys for jer? Overvej, hvad I kan gøre for at være »et lys, der skinner for verden«.
Skriftstedshenvisninger
Til underviseren
»Jeres eksempel har en stor indflydelse på elevernes holdning … I kan med jeres ord og jeres handlinger vise dem, at I elsker evangeliet, og at I er interesseret i deres åndelige udvikling« (Undervisning på Frelserens måde, 2016, s. 15).