»Kapitel 6: Død og opstandelse«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 6«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 6

Død og opstandelse: Fra håbløst daggry til frydefuld morgen

»Gennem den hjertesorg og ensomhed, der er i at have mistet en af sine kære er der forvisning om, at livet er evigt. Vor Herre og Frelser er det levende vidne om, at det forholder sig således.«

Fra Thomas S. Monsons liv

En besøgende spurgte engang præsident Thomas S. Monson: »Hvad er der at se, mens jeg er i Salt Lake City?« Han kom med adskillige forslag og overvejede så at invitere gæsten til at tilbringe en time eller to på en af byens kirkegårde. Hvor end præsident Monson rejste hen, forsøgte han at besøge en kirkegård i byen. Han beskrev sådanne besøg som »en mulighed for overvejelse af livets mening og dødens uundgåelighed.«¹

Præsident Monson var især opmærksom på dem, der var døende, og besøgte dem ofte i deres sidste dage for at give velsignelser og bringe en vis fred og trøst. Fra det tidspunkt han blev kaldet til De Tolvs Kvorum, talte han ved flere end 800 begravelser. Hver gang vidnede han om, at livet på grund af Frelserens opstandelse fortsætter efter døden.

Ved oktoberkonferencen 2013 vidnede præsident Monson om evigt liv på en meget personlig måde, da han talte om sin hustru, Frances:

»Brødre og søstre, da vi mødtes for seks måneder siden, lå min søde hustru, Frances, på hospitalet, fordi hun var faldet nogle få dage forinden. I maj, da hun i flere uger havde kæmpet for at overvinde sin skade, gled hun over i evigheden. Tabet af hende har været overvældende. Hun og jeg blev viet i templet i Salt Lake City den 7. oktober 1948. I morgen kunne vi have fejret vores 65. bryllupsdag. Hun var mit livs kærlighed, min betroede partner og min bedste ven. At sige, at jeg savner hende, beskriver overhovedet ikke dybden af mine følelser.

Ved denne konference er det 50 år siden, at jeg blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum af præsident David O. McKay. I alle disse år har jeg kun oplevet min søde hustrus fulde støtte. Hun ydede utallige ofre, så jeg kunne udføre min kaldelse. Jeg hørte aldrig en klage fra hende, når jeg ofte var nødt til at tilbringe dage og somme tider uger væk fra hende og børnene. Hun var virkelig en engel …

Min største trøst i denne tid er mit vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium og den kundskab, jeg har om, at min kære Frances stadig lever. Jeg ved, at vores adskillelse er midlertidig. Vi blev beseglet i Guds hus af en, der havde myndighed til at binde på jorden og i himlen. Jeg ved, at vi en dag bliver genforenet og aldrig igen skal adskilles. Det er den kundskab, som holder mig oppe.«²

Da præsident Monsons hustru, Frances, døde, sagde han: »Jeg ved, at vi en dag bliver genforenet og aldrig igen skal adskilles. Det er den kundskab, som holder mig oppe.«

Thomas S. Monsons lærdomme

For at forstå meningen med døden, må vi værdsætte formålet med livet.

Vi påbegyndte alle en fantastisk og vigtig rejse, da vi forlod åndeverdenen og indtrådte i denne ofte udfordrende fase, som kaldes jordelivet. Hovedformålet med vores eksistens på jorden er at få et legeme af kød og knogler, at få erfaring, som kun kan komme ved at være adskilt fra vor himmelske forældre, og at se, om vi vil adlyde befalingerne. I Abrahams Bog, kapitel 3 læser vi: »Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, vil befale dem« [Abr 3:25].³

Livets plan og … dets evige kurs kommer til os fra himlens og jordens Herre, ja Herren Jesus Kristus. For at forstå meningen med døden, må vi værdsætte formålet med livet …

I denne uddeling erklærede [Herren]: »Og se, sandelig siger jeg jer: Jeg var i begyndelsen hos Faderen og er den Førstefødte« [L&P 93:219. »Mennesket var også i begyndelsen hos Gud« [L&P 93:29].

Profeten Jeremias skrev: »Herrens ord kom til mig og sagde: ›Før jeg dannede dig … kendte jeg dig, før du kom ud … helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene« [Jer 1:4-5].

Fra den majestætiske åndeverden går vi ind på livets storslåede scene for at bevise vores lydighed i alt, hvad Gud befaler. I jordelivet vokser vi fra det hjælpeløse spædbarnsstadie til et videbegærligt barn og dernæst til eftertænksom modenhed. Vi oplever glæde og sorg, fremgang og modgang samt succes og fiasko. Vi smager det søde, men også det sure. Sådan er jordelivet.⁴

Døden er en afgørende del af vores jordiske erfaring, men livet er evigt.

Blandt alle jordelivets kendsgerninger er ingen så sikker som livets afslutning. Døden kommer til os alle … Den repræsenterer uundgåeligt et smerteligt tab, og – især blandt de unge – et knusende slag for uopfyldte drømme, uindfriede ambitioner og knuste håb.

Hvilket jordisk væsen, som står over for tabet af en kær, eller som endda selv står på tærsklen til det uendelige, har ikke spekuleret på, hvad der findes på den anden side af det slør, som adskiller det synlige fra det usynlige.

For århundreder siden sad manden Job – der så længe havde været velsignet med alle materielle goder for blot at se sig smerteligt ramt af alt, hvad der kan overgå et menneske – med sine venner og ytrede det tidløse, eviggyldige spørgsmål: »Kan en, der er død, få liv?« [Job 14:14]. Job sagde det, som enhver levende mand eller kvinde har spekuleret over.⁵

Selv om det er svært og smertefuldt, er døden en væsentlig del af livet på jorden. Vi begyndte vores ophold her ved at forlade vores førjordiske tilværelse og komme ned til denne jord …

Livet går videre. Ungdommen kommer efter barndommen, og udvikling kommer snigende. Når vi søger og grunder over livets formål og problemer, møder vi alle før eller siden spørgsmålet om livets varighed samt om et personligt og evigt liv. Disse spørgsmål gør sig især gældende, når vores kære forlader os, eller når vi står overfor at skulle forlade dem, vi elsker…

Brødre og søstre, vi griner, vi græder, vi arbejder, vi leger, vi elsker og vi lever. Og så dør vi. Døden er vores universelle arv. Alle må gå igennem dens døre. Døden kommer til gamle, udmattede og trætte. Den kommer til unge med store håb og forventninger til fremtiden. Heller ikke små børn slipper for dens greb. Med apostlen Paulus’ ord: »Det er menneskenes lod at dø én gang.« [Hebr 9:27].

Og vi ville forblive døde, hvis det ikke var for én mand og hans mission, nemlig Jesus af Nazaret …

Alle dem, der har mistet nogle af deres kære, kan finde svar i Jobs spørgsmål: Hvis et menneske dør, kommer han til at leve igen. Vi ved det, for vi har den åbenbarede sandheds lys …

Gennem tårer og prøvelser, gennem frygt og sorg, gennem hjertesorg og ensomhed efter at have mistet en af vores kære er der forvisning om, at livet er evigt. Vor Herre og Frelser er det levende bevis på, at det er sandt.⁶

Når de retfærdige dør, kommer deres ånd i paradis.

For mange år siden stod jeg ved en ung mands dødsleje. En far til to små børn, som nu svævede mellem dette og det hinsides liv. Han greb min hånd, så mig i øjnene og spurgte bedende: »Jeg ved, at jeg skal dø, biskop, Fortæl mig, hvad der sker med min ånd, når jeg dør.«

Jeg bad om himmelsk vejledning, inden jeg forsøgte at svare. Jeg fik øje på det eksemplar af Mormons Bog, som lå på natbordet ved siden af ham. Jeg tog bogen, og den slog op på kapitel 40 i Almas Bog. Jeg læste højt:

»Se, min søn, her er noget mere, som jeg ønsker at sige dig, for jeg fornemmer, at dit sind er bekymret angående de dødes opstandelse …

Se, angående sjælens tilstand mellem døden og opstandelsen: Se, det er blevet mig kundgjort af en engel, at alle menneskers ånder, så snart de har forladt dette dødelige legeme … bliver ført hjem til den Gud, der gav dem livet.

Og da skal det ske, at de retfærdiges ånder bliver modtaget i en tilstand af lykke, som kaldes paradis, en tilstand af hvile, en tilstand af fred, hvori de skal hvile fra alle deres besværligheder og fra al bekymring og sorg« [Alma 40:11-12].

Min unge ven lukkede sine øjne, udtrykte en oprigtig tak og gled så stille bort til det paradis, som vi havde talt om.⁷

Gennem opstandelsen overvandt Frelseren døden for alle.

[Efter vores tid i åndeverdenen] kommer opstandelsens herlige dag, hvor ånden og legemet skal genforenes for aldrig mere at skilles. »Jeg er opstandelsen og livet,« sagde Kristus til den sørgende Martha. »Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø« [Joh 11:25-26] …

Dette storslåede løfte blev indfriet, da Maria og den anden Maria nærmede sig graven i haven – denne kirkegård, som kun rummede et legeme. Lad lægen Lukas beskrive deres oplevelse:

»Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven … De fandt stenen væltet bort fra graven… de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme … Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder [som] … sagde til dem: ›Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?‹« [Luk 24:1-5].

»Han er ikke her; han er opstået« [Matt 28:6].

»Jeg [bærer] mit personlige vidnesbyrd om, at døden er overvundet, sejren over graven er vundet … *Han er opstået.*«

Det er kristendommens kampråb. Opstandelsens realitet indgyder alle den fred, som overgår enhver forstand [se Fil 4:7] … Den er en universel sandhed …

Jeg [bærer] mit personlige vidnesbyrd om, at døden er overvundet, sejren over graven er vundet. Må de ord, der helliggjordes af ham, der opfyldte dem, blive vished for enhver. Husk dem. Glæd jer over dem. Ær dem. Han er opstået.⁸

Visheden om opstandelsen gør ethvert håbløst daggry til en frydefuld morgen.

Ofte kommer døden uindbudt. Den er en fjende, som pludselig viser sig midt i livets fest, og som slukker livets lys og glæde. Døden lægger sin tunge hånd på vores kære og efterlader os til tider desorienterede og undrende. I visse situationer med stor lidelse og sygdom kan døden komme som en barmhjertig engel. Men for det meste tænker vi på den som en fjende af menneskelig lykke.

Dødens mørke kan altid blive spredt af den åbenbarede sandheds lys. »Jeg er opstandelsen og livet«, sagde Mesteren. »Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø« [Joh 11:25-26].

Denne forsikring – ja, denne hellige bekræftelse – om livet på den anden side af graven kan meget vel tilvejebringe den fred, som blev lovet af Frelseren, da han forsikrede sine disciple: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« [Joh 14:27].⁹

At opstandelsen virkelig finder sted, blev udtrykt af martyren Stefanus, da han så op og råbte: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« (ApG 7:56).

Saulus modtog på vejen til Damaskus et syn af den opstandne, ophøjede Kristus Senere bar han som Paulus, sandhedens forsvarer og uforfærdede missionær i Mesterens tjeneste, vidnesbyrd om den opstandne Herre, da han over for de hellige i Korinth erklærede:

»Kristus døde for vore synder efter skrifterne … han blev begravet [og] … han opstod den tredje dag efter Skrifterne … han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang… dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af [mig].« (1 Kor 15:3-8).

I vores uddeling blev det samme vidnesbyrd frimodigt båret af profeten Joseph Smith, da han og Sidney Rigdon vidnede:

»Og se, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det vidnesbyrd, det seneste af dem alle, som vi giver om ham: At han lever!

For vi så ham, ja, ved Guds højre hånd; og vi hørte røsten aflægge vidnesbyrd om, at han er Faderens Enbårne -

at ved ham og gennem ham og af ham, bliver og blev verdenerne skabt, og deres indbyggere er født som Guds sønner og døtre« (L&P 76:22-24).

Det er den viden, som holder os oppe. Det er den sandhed, der trøster. Det er den forsikring, som leder dem, der er tynget af sorg, ud af skyggerne og ind i lyset.

En sådan hjælp er ikke begrænset til ældre, veluddannede eller nogle få udvalgte. Den er til rådighed for alle.

For [adskillige] år siden bragte aviserne i Salt Lake City en dødsannonce for en nær ven – en mor og hustru, der var blevet revet bort midt i hendes bedste år. Jeg deltog i begravelsen og sluttede mig til de mange andre, der var samlet for at kondolere den fortvivlede ægtemand og de moderløse børn. Pludselig genkendte det mindste barn, Kelly, mig og tog min hånd. »Kom med mig,« sagde hun, og hun førte mig til kisten, hvori hendes elskede mors legeme lå … »Min mor har mange gange fortalt mig alt om døden og om livet sammen med vor himmelske Fader. Jeg tilhører min mor og far. Vi vil alle være sammen igen.« Salmistens ord genlød i mit sind: »Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn.« (Sl 8:3).

Gennem tårefyldte øjne så jeg et smukt og troskyldigt smil. For min lille ven, hvis hånd stadig holdt min, ville der aldrig komme et håbløst daggry. Støttet af sit urokkelige vidnesbyrd og med en sikker viden om, at livet fortsætter efter døden, kunne hun, hendes far, hendes brødre, hendes søstre og alle andre, som har del i denne kundskab om guddommelig sandhed, til verden erklære: »Om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel.« (Sl 30:6).

»Jesu Kristi evangelium er det gennemtrængende lys, der gør ethvert håbløst daggry til en frydefuld morgen.«

Med hele min sjæls styrke vidner jeg om, at Gud lever, at hans elskede Søn er opstandelsens førstegrøde, at Jesu Kristi evangelium er det gennemtrængende lys, der gør ethvert håbløst daggry til en frydefuld morgen.¹⁰

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Monson sagde, at »for at forstå meningen med døden, må vi værdsætte formålet med livet« (afsnit 1). Hvordan hjælper en forståelse af formålet med livet jer til at forstå meningen med døden? Hvordan hjælper kundskab om jeres førjordiske tilværelse med Gud jer til at forstå jeres jordiske liv?
Gennemgå præsident Monsons lærdomme om, at døden er en nødvendig del af vores jordiske erfaring (se afsnit 2). Hvorfor er det en hjælp at vide, at døden er en del af vor himmelske Faders plan for vores evige udvikling?
Hvad sker der med de retfærdiges ånder mellem døden og opstandelse? (Se afsnit 3.)
Hvad vil det sige at opstå? (Se afsnit 4.) Hvordan kan vi anvende præsident Monsons råd om at påskønne og ære ordene: Han er opstanden?
Præsident Monson vidnede om, at opstandelsen »gør ethvert håbløst daggry til en frydefuld morgen« (afsnit 5). Hvordan kan vi få eller styrke et vidnesbyrd om opstandelsen? Hvordan kan et vidnesbyrd om opstandelsen give os fred og trøst?

Skriftstedshenvisninger

Es 25:8; 1 Kor 15:51-58; 2 Ne 9:6-15; Mosi 16:6-8; Alma 11:42-45; L&P 42:45-47

Studiehjælp

Overvej at læse et kapitel eller et skriftsted mere end en gang, så I bedre kan forstå det. I kan finde dyb indsigt ved at gøre det.