»Kapitel 12: Villig lydighed mod Herren«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020
»Kapitel 12«, Lærdomme: Thomas S. Monson
Kapitel 12
Villig lydighed mod Herren
»Den store prøve i dette liv er lydighed.«
Fra Thomas S. Monsons liv
Da præsident Thomas S. Monson var dreng, tilbragte han og hans familie en del af sommeren i deres hytte i Provo Canyon i Utah. En af hans bedste venner var Danny Larsen, hvis familie også havde en hytte der. Tom og Danny fiskede, samlede sten, tog på vandreture, klatrede og nød andre aktiviteter sammen. Ved en lejlighed lærte Tom en værdifuld lektie om lydighed. Han og Danny ville gerne lave et lejrbål om aftenen sammen med deres venner, og de var nødt til at rydde det tørre græs fra en mark. Da Tom havde trukket græs i nogen tid og ikke havde gjort de store fremskridt, fik han en idé:
»Og hvad der efter min mening var en fuldkommen løsning dukkede op i mit 8-årige hoved. Jeg sagde til Danny: ›Vi kan bare sætte ild til græsset. Vi brænder bare en rundkreds i græsset!‹ Han var helt med på ideen, og jeg løb hen til vores hytte for at hente nogle tændstikker …
Danny og jeg … var begge gentagne gange blevet advaret om farerne ved ild. Men jeg vidste, hvor min familie opbevarede tændstikkerne, og vi skulle bare rydde den mark. Uden nogen forbehold løb jeg til vores hytte og snuppede et par tændstikker og sikrede mig, at ingen så mig. Jeg gemte dem hurtigt i en af mine lommer.
Jeg løb tilbage til Danny begejstret over, at jeg i min lomme havde løsningen på vores problem. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at ilden kun brændte dertil, hvor vi ønskede det, og så ville den på en eller anden magisk måde gå ud af sig selv.
Jeg strøg en tændstik på en klippe og satte ild til det knastørre junigræs. Den fængede i græsset, som var det overøst med benzin. I begyndelsen var Danny og jeg begejstrede, da vi så græsset forsvinde, men hurtigt stod det klart, at ilden ikke ville gå ud af sig selv. Vi blev panikslagne, da vi forstod, at vi intet kunne gøre for at slukke den. De farlige flammer begyndte at fortære det vilde græs op langs bjergsiden, hvor de truede fyrretræerne og alt andet på deres vej.
Endelig indså vi, at vores eneste mulighed var at løbe efter hjælp. Snart løb alle tilstedeværende mænd og kvinder i Vivian Park frem og tilbage med våde lærredssække og slog på flammerne i et forsøg på at slukke dem. Efter flere timer blev de sidste gløder slukket. De gamle fyrretræer var blevet reddet og ligeså de huse, som flammerne i sidste ende ville være nået frem til.«
Præsident Monson sagde: »Danny og jeg lærte flere vanskelige, men vigtige lektier den dag – ikke mindst om vigtigheden af lydighed.«1
Tom Monson nød at fiske og lave andre udendørsaktiviteter. Senere brugte han nogle af disse oplevelser til at illustrere evangeliske principper.
Thomas S. Monsons lærdomme
1
Lydighed mod Guds befalinger er vores aldrig svigtende vejledning gennem jordelivet.
Guds befalinger er ikke givet for at frustrere os eller for at være hindringer for vores lykke. Faktisk tværtimod. Han, som skabte os, og som elsker os fuldkomment, ved præcis, hvordan vi må leve for at opnå den størst mulige lykke. Han har udstyret os med retningslinjer, der, hvis vi følger dem, vil føre os sikkert igennem denne til tider farefulde jordiske rejse. Vi husker ordene fra den velkendte salme: »Hold Guds befalinger, thi det giver tryghed, thi det giver fred« [»Hold Guds befalinger«, Salmer og sange, nr. 197].
Vor himmelske Fader elsker os nok til at sige: Du må ikke lyve, du må ikke stjæle, du må ikke bryde et ægteskab, du skal elske din næste som dig selv og så videre [se 2 Mos:1-17; Matt 22:39] … Han forstår, at når vi holder befalingerne, bliver vores liv lykkeligere, mere tilfredsstillende og mindre kompliceret. Vores udfordringer og problemer bliver lettere at bære, og vi vil modtage hans lovede velsignelser. Men selvom han giver os love og befalinger, tillader han os også at vælge, om vi vil acceptere eller afvise dem. Vores beslutninger herom vil afgøre vores skæbne.2
»Guds befalinger er ikke givet for at frustrere os eller for at være hindringer for vores lykke. Faktisk tværtimod.«
Mænd og kvinder har gennem tiderne søgt efter viden og forståelse omkring deres liv på jorden og deres plads i og formål med det, samt vejen til fred og lykke. Det søger vi alle efter.
Denne viden og forståelse er tilgængelig for hele menneskeheden. Den findes i sandheder, som er evige … I en åbenbaring, der blev givet gennem profeten Joseph Smith i Kirtland i Ohio i maj 1833, sagde Herren:
»Sandhed er kundskab om alt, som det er, og som det var, og som det skal blive …
Sandhedens Ånd er af Gud …
Og ingen modtager en fylde, medmindre han holder hans befalinger.
Den, som holder [Guds] befalinger, modtager sandhed og lys, indtil han bliver herliggjort ved sandheden og ved alt« [L&P 93:24, 26-28]
Sikke et storslået løfte! »Den, som holder [Guds] befalinger, modtager sandhed og lys, indtil han bliver herliggjort ved sandheden og ved alt.«
Der er ingen grund for jer eller mig til, at vi i denne oplyste tid, hvor evangeliets fylde er blevet gengivet, skal sejle rundt på ukendte have eller vandre ad ukendte stier for at søge efter sandheden. For en kærlig himmelsk Fader har udstukket vores kurs og givet os et ufejlbarligt kort – lydighed. Kendskab til sandheden og svar på vores største spørgsmål kommer til os, når vi er lydige mod Guds befalinger …
Der findes regler og love for at sikre vores fysiske sikkerhed. På samme måde har Herren givet os retningslinjer og befalinger til at sikre vores åndelige sikkerhed, så vi … i sidste ende [kan] vende tilbage til vor himmelske Fader.3
2
Profeter har vist eksempler på lydighed, som vi kan følge.
Når vi lærer om andre, som satte deres lid til Gud og efterlevede hans lærdomme, lyder det i vores sjæl: »Stands, og forstå, at jeg er Gud« [Sl 46:11]. Når de standhaftigt holdt hans befalinger og stolede på ham, blev de velsignet. Når vi følger deres eksempel, bliver vi på lignende måde velsignet i vore dage. Vi bliver hver især et forbillede …
En … som var »en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige«, en der »vandrede med Gud« [1 Mos 6:9] var profeten Noa … Noa gav agt på Guds befaling om at bygge en ark, så han og hans familie ikke skulle gå til grunde. Han fulgte Guds pålæg om at samle to [eller flere] af hver levende skabning i arken, så de også blev skånet fra vandfloden …
Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) sagde ved en generalkonference for over et halvt århundrede siden: »Indtil da havde der ikke været noget bevis på regn eller oversvømmelse … Noas advarsler blev betragtet som fornuftsstridige … Hvor tåbeligt at bygge en ark på den tørre jord, når solen skinnede og livet gik videre som sædvanligt! Men tiden løb ud … Vandfloden kom. De ulydige druknede. Miraklet med arken fulgte den tro, der kom til udtryk ved at den blev bygget« [i Conference Report, okt. 1952, s. 48].
Noa havde en urokkelig tro på, at man skal følge Guds befalinger. Måtte vi altid gøre ligeså. Må vi huske på, at Guds visdom ofte virker som dårskab for mennesker, men den vigtigste erfaring, vi kan gøre os i jordelivet, er, at når Gud taler og vi adlyder, er vi altid på rette spor.4
Alle profeter, både de fortidige og de nutidige, har vidst, at lydighed er afgørende for vores frelse … En bevægende beretning om lydighed er historien om Abraham og Isak. Hvor må det have været smertefuldt og vanskeligt for Abraham i lydighed mod Guds befaling at tage sin elskede Isak med til Moria for at bringe ham som offer. Kan vi forestille os, hvor tungt Abrahams hjerte må have været, da han rejste til det udpegede sted? Smerten må utvivlsomt have hærget hans krop og plaget hans sind, da han bandt Isak og lagde ham på alteret og tog kniven frem for at slå ham ihjel. Med urokkelig tro og fuldstændig tillid til Herren fulgte han Herrens befaling. Hvor herlige og velkomne var følgende ord ikke: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn« [2 Mos 22:12].
Abraham var blevet prøvet, og for hans trofasthed og lydighed gav Herren ham dette storslåede løfte: »Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig« [2 Mos 22:18].
Selv om vi ikke bliver bedt om at vise vores lydighed på en så dramatisk og hjerteskærende måde, så kræves der også lydighed af os.
Præsident Joseph F. Smith erklærede i oktober 1873: »Lydighed er himlens første lov« [»Discourse«, Deseret News, 12. nov. 1873, s. 644].
Præsident Gordon B. Hinckley sagde: »De sidste dages helliges lykke, de sidste dages helliges fred, de sidste dages helliges fremgang, de sidste dages helliges velstand og dette folks evige frelse og ophøjelse afhænger af at vandre i lydighed mod Guds … råd« [»If Ye Be Willing and Obedient«, Ensign, dec. 1971, s. 125].5
Lydighed er profeters adelsmærke; det har givet dem styrke og kundskab i alle tidsaldre. Det er afgørende for os at forstå, at vi også er berettiget til denne kilde til styrke og kundskab. Den er let tilgængelig for os alle i dag, når vi adlyder Guds befalinger.6
3
Vi opnår kundskab, svar og styrke, når vi adlyder Herrens befalinger.
I årenes løb har jeg kendt utallige personer, der har været særligt trofaste og lydige. Jeg er blevet velsignet og inspireret af dem. Tillad mig at fortælle jer om to sådanne personer.
Walter Krause var et urokkeligt medlem af Kirken, der med sin familie boede i det, der efter anden verdenskrig blev kendt som Østtyskland. Bror Krause var en mand, som elskede og tjente Herren trods de vanskeligheder, han mødte på grund af den manglende frihed i den del af verden på det tidspunkt. Han udførte trofast og omhyggeligt hver eneste opgave, han fik.
Den anden mand var Johann Denndorfer, der boede i Ungarn, han blev omvendt til Kirken i Tyskland og døbt der i 1911 som 17-årig. Kort tid efter vendte han hjem til Ungarn. Efter anden verdenskrig var han næsten fange i sit fædreland i byen Debrecen. Det ungarske folk var også blevet berøvet deres frihed.
Bror Walter Krause, som ikke kendte bror Denndorfer, fik til opgave at være hans hjemmelærer og besøge ham regelmæssigt. Bror Krause kontaktede sin hjemmelærerkammerat og sagde til ham: »Vi har fået til opgave at besøge bror Johann Denndorfer. Kan du tage med i denne uge for at besøge ham og give ham et evangelisk budskab?« Og så tilføjede han: »Bror Denndorfer bor i Ungarn.«
Hans overraskede kammerat spurgte: »Hvornår tager vi af sted?«
»I morgen,« lød svaret fra bror Krause.
»Hvornår kommer vi hjem?« spurgte hans kammerat.
Bror Krause svarede: »Tja, om en uge – hvis vi kommer tilbage.«
Så de to hjemmelærerkammerater drog af sted for at besøge bror Denndorfer. De rejste med tog og bus fra det nordøstlige Tyskland til Debrecen i Ungarn – en større rejse. Bror Denndorfer havde ikke haft besøg af hjemmelærere siden før krigen. Da han nu så disse Herrens tjenere, blev han overvældet af taknemlighed over, at de var kommet. Først ville han ikke give dem hånden. I stedet gik han ind i sit soveværelse og tog en æske frem fra et lille skab, som indeholdt hans tiende, som han havde gemt i årevis. Han overrakte denne tiende til sine hjemmelærere og sagde: »Nu er jeg ajour med Herren. Nu føler jeg mig værdig til at give Herrens tjenere hånden!« Bror Krause fortalte mig senere, at han var blevet dybt rørt over, at denne trofaste bror, som i mange år ikke havde haft nogen kontakt med Kirken, lydigt og trofast havde taget 10 procent fra sin beskedne indtægt til at betale sin tiende. Han havde lagt den til side uden at vide, hvornår eller om han overhovedet fik privilegiet af at betale den.
Bror Walter Krause … tjente trofast og lydigt hele sit liv og var en inspiration for mig og for alle, som kendte ham. Når han blev bedt om at udføre en opgave, stillede han aldrig spørgsmål, han murrede aldrig, og han kom aldrig med undskyldninger.
Fra venstre mod højre: Gary Schwendiman, ældste Monson, Walter og Edith Krause, Gottfried og Gertraude Richter og Henry og Inge Burkhardt
Mine brødre og søstre, den store prøve i dette liv er lydighed. »Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem« [Abr 3:25].
Frelseren erklærede: »For alle, der vil have en velsignelse ved min hånd, skal efterleve den lov, som er blevet fastsat som forudsætning for denne velsignelse, samt dens betingelser, som de blev indstiftet før verdens grundlæggelse« [L&P 132:5].7
Det kræver en ånd af lydighed, hvis vi ønsker at kvalificere os til velsignelser i dag. Det er ikke nok blot at sige: »I morgen vil jeg gøre det bedre.« Herren forventer, at vi gør det bedre i dag … Jeg håber, at enhver af os har en tradition for lydighed i vores liv, for alle Guds velsignelser er baseret på lydighed mod befalingerne. Når vi efterlever befalingerne, vil vi finde svarene på vores bønner og modtage vejledning i vores liv.8
Den kundskab, som vi søger, de svar, vi higer efter, og den styrke, som vi ønsker i dag, for at kunne klare udfordringerne i en kompleks og foranderlig verden, kan blive vores, når vi villigt adlyder Herrens befalinger. Jeg citerer atter Herrens ord: »Den, som holder [Guds] befalinger, modtager sandhed og lys, indtil han bliver herliggjort ved sandheden og ved alt« [L&P 93:28].9
4
Vor Frelser er det største eksempel på lydighed og kalder os til at følge ham.
Vi er blevet givet et fuldkomment forbillede, som vi kan følge – selve vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi, eksempel – og vi er blevet pålagt at følge det eksempel. Frelseren sagde: »Kom så og følg mig« [Luk 18:22]. »De gerninger, som I har set mig gøre, skal I også gøre« [3 Ne 27:21]. Han stillede spørgsmålet: »Hvad slags mænd burde I derfor være?« Og derpå svarede han: »Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er« [3 Ne 27:27]. »Han viste vej og gik den selv« [»Den store visdom og kærlighed«, Salmer og sange, nr. 116].
Når vi ser hen til Jesus som vores forbillede, og når vi følger i hans fodspor, kan vi komme sikkert tilbage til vor himmelske Fader og bo sammen med ham for evigt. Profeten Nefi sagde: »Medmindre et menneske holder ud til enden ved at følge den levende Guds Søns eksempel, kan han ikke blive frelst« [2 Ne 31:16] …
Vi læser følgende formaning i Ordsprogenes Bog: »Giv agt på den vej, du går« [Ordsp 3:5-6]. Når vi gør det, vil vi have troen til, ja, endda ønsket om at vandre ad den vej, som Jesus vandrede. Vi vil ikke være i tvivl om, at vi er på den vej, som vor Fader ønsker, at vi følger. Frelserens eksempel giver en ramme for alt, hvad vi gør, og hans ord giver en ufejlbarlig vejledning. Hans vej vil lede os sikkert hjem.10
Der findes intet større eksempel på lydighed end vor Frelser. Paulus sagde om ham:
»Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led,
og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham« [Hebr 5:8-9].
Frelseren udviste ægte kærlighed til Gud ved at føre et fuldkomment liv og ved at ære den hellige mission, som var hans. Han var aldrig hoven. Han var aldrig opblæst af stolthed. Han var aldrig illoyal. Han var altid ydmyg. Han var altid oprigtig. Han var altid lydig.
Skønt han blev fristet af løgnens mester, ja, djævelen selv, skønt han var fysisk udmattet og udhungret efter 40 døgns faste, så gav Jesus os, da den onde tilbød ham tiltrækkende og fristende muligheder, et guddommeligt eksempel på lydighed ved at nægte at afvige fra det, han vidste var rigtigt [se Matt 4:1-11].
Da han stod over for smerten i Getsemane, hvor han udholdt så svære lidelser, at »hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden« [Luk 22:44], var han eksemplarisk som den lydige søn, da han sagde: »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din« [Luk 22:42].
Som Frelseren sagde til sine første apostle, siger han til jer og mig: »Følg du mig« [Joh 21:22]. Er vi villige til at adlyde?11
Vi kan, som Jesus, vandre på lydighedens vej. Det vil ikke altid være let, men lad vores slagord være den arv, vi fik af Samuel: »Nej, at adlyde er bedre end offer, at lytte er bedre end vædderens fedt« [1 Sam 15:22]. Lad os huske på, at ulydighedens pris er fangenskab og død, mens lydighedens frugt er frihed og evigt liv.12
Har vi ikke visdom til at kunne adlyde vor Herre, der kender begyndelsen fra enden … Hans eksempel anviser vejen. Da han stod over for fristelser, afviste han dem. Da han blev tilbudt hele verden, afslog han det. Da han blev bedt om at ofre sit liv, gjorde han det.
Frelseren bød: »Mig følge I må,«
så lad os i hans fodspor gå.
Kun hvis vi lyder Kristi bud,
bliver vi et med himlens Gud …
For alle riger, troner, magt
hæder og ære, glæde, pragt
evigt det bliver dit, hvis du
lyder hans ord: »Kom, følg mig nu.«
(»Frelseren bød«, Salmer og sange, nr. 62).
Nu er tiden inde for os til at træffe denne beslutning. Lad os følge ham.13
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Gennemgå de lovede velsignelser, vi kan modtage, når vi adlyder befalingerne (se afsnit 1). Hvordan giver det at adlyde befalingerne os sikkerhed? Hvordan har lydighed bragt jer fred? Hvordan har lydighed hjulpet jer til at blive lykkeligere? Hvordan har det hjulpet jer til at modtage »sandhed og lys«?
-
Hvad kan vi lære om lydighed af de eksempler, som præsident Monson nævner i afsnit 2? Hvordan kan vi udvikle en mere sikker tillid til vor himmelske Fader?
-
Præsident Monson sagde, at »den store prøve i dette liv er lydighed« (afsnit 3). Hvad tænker I om det eksempel som Walter Krauses og Johann Denndorfers viste? Tænk på dem, I har set være lydige i vanskelige situationer. Hvordan hjælper deres eksempler jer?
-
Præsident Monson understregede Frelserens eksempel på lydighed og hans opfordring til os om at følge ham (se afsnit 4). Hvordan kan vi mere helhjertet tage imod Frelserens opfordring til at følge ham?
Skriftstedshenvisninger
Jos 24:14-15; Matt 7:21; Joh 7:17; 14:15; 1 Ne 17:3; 2 Ne 1:20; Mosi 2:41; L&P 130:20-21
Studiehjælp
»Eftersom Jesus Kristus var fuldstændig lydig og gjorde, hvad Faderen ønskede, gik han ›frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker‹ [Luk 2:52]. Er vi fast opsatte på at gøre det samme? Akkurat som Jesus ›modtog nåde for nåde‹ [L&P 93:12], må vi tålmodigt og vedholdende søge lys og kundskab fra Gud i vores bestræbelser på at lære evangeliet« (Thomas S. Monson, »Lær af mig«, Liahona, mar. 2016, s. 6).