»Kapitel 2: Ræk ud for at redde«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 2«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 2

Ræk ud for at redde

»Det er min bøn, at vi må have et ønske om at komme de mindre aktive til undsætning og bringe dem tilbage til glæden ved Jesu Kristi evangelium, at de sammen med os må tage del i alt, som et fuldt medlemskab kan tilbyde.«

Fra Thomas S. Monsons liv

Da præsident Thomas S. Monson tjente som ung biskop, rakte han konstant ud til medlemmer af menigheden, der havde åndelige og timelige behov. Han fortalte om følgende oplevelse med at invitere en ung mand i sin menighed tilbage til kirkeaktivitet:

»En søndag morgen bemærkede jeg, at Richard, en af vores præster, som sjældent mødte op, atter var udeblevet fra præstedømmemødet. Jeg overlod kvorummet i vejlederens varetægt og tog hjem til Richard. Hans mor sagde, at han arbejdede på et lokalt værksted, hvor han reparerede biler. Jeg kørte hen til værkstedet for at finde Richard og ledte overalt, men uden at finde ham. Pludselig følte jeg mig inspireret til at kigge ned i en gammel smøregrav, som lå ved siden af værkstedet. Nede i mørket kunne jeg se to skinnende øjne. Jeg hørte Richard sige: ›Du fandt mig, biskop! Jeg kommer op nu.‹ Mens Richard og jeg talte sammen, fortalte jeg ham, at vi savnede ham og havde brug for ham. Jeg fik ham til at forpligte sig til at komme til sine møder.

Hans aktivitet forbedredes mærkbart. Med tiden flyttede han og hans forældre bort, men to år senere modtog jeg en invitation til at tale i Richards menighed, inden han rejste på mission. I sin tale den dag fortalte Richard, at vendepunktet i hans liv havde været den dag, hvor hans biskop fandt ham skjult i smøregraven og hjalp ham tilbage til fuld aktivitet.«¹

Under præsident Monsons tjenestegerning opfordrede han sidste dages hellige til at række ud i kærlighed til andre. »Frelseren var altid i færd med at undervise, vidne og frelse andre,« sagde han. »Sådan er det ligeledes vores individuelle pligt … i dag.«²

Kristus holder et lam — Herren Jesus Kristus erklærede: »Husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne« (L&P 18:10).

Thomas S. Monsons lærdomme

Behovet for at redde er af evig betydning.

Vi lever i en verden med krige. Nogle er af natur politiske, mens andre defineres som økonomiske. Men den største kamp af alle er dog om menneskenes sjæle.

Vores leder, ja, Herren Jesus Kristus, erklærede:

»Husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne« [L&P 18:10].³

For sidste dages hellige er det af evig betydning at komme vores brødre og søstre, som af den ene eller anden grund er kommet væk fra at være aktive i Kirken, til undsætning. Kender vi personer, der engang favnede evangeliet? Hvis det er tilfældet, hvad er så vores ansvar for at komme dem til undsætning?

Tænk over de vildfarne blandt de ældre, enkerne og de syge. Alt for ofte finder man dem i isolationens solsvedne og øde ørken, som også kaldes ensomhed Når ungdommen rinder ud, når helbredet svigter, når kræfterne svinder, når håbets lys blafrer svagt, så kan de kommes til undsætning og støttes af en hånd, der hjælper, og et hjerte, der kender til medfølelse.

Der findes selvfølgelig andre, der må kommes til undsætning. Nogle kæmper med synd, mens andre vandrer i frygt eller apati eller uvidenhed. Uanset, hvad årsagen er, har de isoleret sig selv fra aktivitet i Kirken. Og de vil næsten helt sikkert forblive bortkomne fra os, medmindre der i os – de aktive medlemmer af Kirken – vækkes et ønske om at komme dem til undsætning og redde dem.⁴

Vi har et ansvar for at række ud og redde.

På rejsen ad livets vej sker der ulykker. Nogle går bort fra de vejskilte, som fører til evigt liv for blot at opdage, at den valgte omvej i sidste ende fører til en blindgyde. Ligegyldighed, manglende omsorg, selviskhed og synd kræver alt sammen sin dyre pris i menneskers liv. Der findes mennesker, som af uforklarlige årsager, marcherer til en anden melodi, for senere at finde ud af, at de har fulgt sorgens og lidelsens melodi.⁵

For et stykke tid siden modtog jeg et brev, skrevet af en mand, der var afveget fra Kirken. Det er et typisk eksempel på alt for mange af vores medlemmer. Efter at have beskrevet, hvordan han var blevet inaktiv, skrev han:

»Jeg havde så meget, og nu har jeg så lidt. Jeg er ulykkelig og føler det som om, at alt mislykkes for mig. Evangeliet har aldrig forladt mit hjerte, selv om det har forladt mit liv. Jeg beder om, at I beder for mig.

Glem ikke os, vildfarne sidste dages hellige, der er herude. Jeg ved, hvor Kirken er, men til tider føler jeg, at jeg har brug for én, der kan vise mig vej, opmuntre mig, fjerne min frygt og bære vidnesbyrd for mig.«

Mens jeg læste dette brev, tænkte jeg tilbage på et besøg i et af verdens store kunstgallerier – det berømte Victoria and Albert Museum i London i England. Der finder man et smukt indrammet mesterværk, der blev malet i 1831 af Joseph Mallord William Turner. Maleriet skildrer tunge, sorte skyer og det oprørte havs rasen, der varsler om fare og død. Et lys fra et strandet fartøj stråler i det fjerne. I forgrunden er der en stor redningsbåd, der kastes rundt af de frådende bølger, der slår imod den. Mændene trækker kraftigt i årerne, mens redningsbåden kastes ud i stormen. På land står der en hustru og to børn, våde af regn og med blæsten piskende mod dem. De stirrer bekymret ud over havet. I mine tanker forkortede jeg titlen på maleriet. For mig blev det »Til undsætning«.^6.

Midt i livets storme lurer faren. Mænd og kvinder, drenge og piger er strandede og står over for undergang. Hvem vil lede redningsbådene og lade hjemmets og familiens tryghed bag sig for at komme dem til undsætning?

Vores opgave er ikke uoverkommelig. Vi går Herrens ærinde, vi har ret til hans hjælp.

Da Mesteren vandrede på jord, kaldte han fiskere i Galilæa til at forlade deres garn og følge ham, idet han erklærede: »[Jeg vil] gøre jer til menneskefiskere« [Matt 4:19]. Må vi tilslutte os raden af menneskefiskere, så vi må kunne yde den hjælp, vi kan …

På en meget virkelig måde er personerne i havsnød på Turners maleri, ligesom mange af vores mindre aktive medlemmer, som venter på, at dem i redningsbådene kommer dem til undsætning. Deres hjerte længes efter hjælp. Mødre og fædre beder for deres sønner og døtre. Hustruer anråber himlen om, at deres ægtemænd kan nås. Sommetider beder børn for deres forældre.

Det er min bøn, at vi må have et ønske om at komme de mindre aktive til undsætning og bringe dem tilbage til glæden ved Jesu Kristi evangelium, at de sammen med os må tage del i alt, som et fuldt medlemskab kan tilbyde.⁷

maleri af redning af skib i havsnød — »Midt i livets storme lurer faren. Mænd og kvinder, drenge og piger er strandede og står over for undergang. Hvem vil … komme dem til undsætning?«

Det er vores ansvar, ja, vores højtidelige pligt, at række ud til alle dem, hvis liv vi er blevet kaldet til at røre. Det er vores pligt at lede dem til Guds celestiale rige. Må vi altid huske på, at lederens kappe ikke er en behagelig slåbrok, men ansvarets kappe. Må vi række ud og redde dem, der har brug for vores hjælp og vores kærlighed. [Se L&P 84:106.]

Når det lykkes, når vi fører en kvinde eller en mand, en pige eller en dreng tilbage til fuld aktivitet, besvarer vi en hustrus, søsters eller mors inderlige bøn og er med til at virkeliggøre en ægtemands, brors eller fars største ønske. Vi ærer en kærlig himmelsk Fader og følger en lydig Søns eksempel (se Joh 12:26; L&P 59:5). Og vores navne vil altid blive holdt i hævd af dem, som vi når ud til.⁸

Redning kræver kærlighed og tålmodighed.

Jeg er nået frem til, at en stor del af tilbagevenden til aktivitet og ændringer af holdninger, vaner og handlinger beror på to grundlæggende årsager. For det første vender personer tilbage, fordi nogen har vist dem deres evige muligheder og har hjulpet dem til at beslutte sig for at opnå dem …

For det andet vender andre tilbage, fordi deres kære eller »de helliges medborgere« har fulgt Frelserens formaning, har elsket deres næste som sig selv, og har hjulpet andre med at opfylde deres drømme og opnå deres ambitioner [se Ef 2:19; Matt 22:39].

Katalysatoren i den proces har været – og vil fortsat være – kærlighedens princip.⁹

Den himmelske dyd, tålmodighed, er ofte påkrævet [for at hjælpe folk til at blive aktive i Kirken]. Som biskop følte jeg mig en dag tilskyndet til at besøge en mand, hvis hustru var lidt aktiv, og ligeledes børnene. Men denne mand havde aldrig reageret. Det var en varm sommerdag, da jeg bankede på stormdøren hos Harold G. Gallacher. Jeg kunne se bror Gallacher sidde i sin stol og læse avisen. »Hvem er det?« spurgte han uden at se op.

»Din biskop,« svarede jeg. »Jeg er kommet for at lære dig at kende og opfordre dig og din familie til at komme til vores møder.«

»Nej, jeg har ikke tid,« lød det hånlige svar. Han så slet ikke op. Jeg takkede ham for at have lyttet til mig og gik.

Familien Gallacher flyttede kort tid efter til Californien. Årene gik. Da jeg så var blevet medlem af De Tolv Apostles Kvorum, arbejdede jeg en dag på mit kontor, da min sekretær ringede og sagde: »Bror Gallacher, som engang boede i din menighed, vil gerne tale med dig. Han er her på mit kontor.«

Jeg svarede: »Spørg ham, om han hedder Harold G. Gallacher …«

Hun sagde: »Det er ham.«

Jeg bad hende om at sende ham ind. Vi havde en dejlig samtale om hans familie. Han sagde: »Jeg er kommet for at undskylde, at jeg ikke rejste mig og lod dig komme ind den sommerdag for mange år siden.« Jeg spurgte ham, om han var aktiv i Kirken. Han svarede smilende: »Nu er jeg andenrådgiver i mit biskopråd. Din opfordring til at komme i kirke og mit negative svar plagede mig så meget, at jeg besluttede at gøre noget ved det.«

Harold og jeg mødtes mange gange, inden han døde. Bror og søster Gallacher og deres børn havde mange kaldelser i Kirken.¹⁰

Menighedens og stavens medlemmer kan arbejde sammen om at redde.

Vi har sandhedens lærdomme. Vi har programmerne. Vi har folkene. Vi har kraften. Vores mission er mere end blot møder. Vores tjeneste er at frelse sjæle.¹¹

En morgen [som ung biskop], tog jeg telefonen, og en stemme sagde: »Det er ældste Spencer W. Kimball. Jeg vil gerne bede dig om at gøre mig en tjeneste. Skjult bag en stor bygning på Fifth South Street i din menighed er der en lille campingvogn. Der bor Margaret Bird, en enke og navajo-indianer. Hun føler sig uønsket, overflødig og fortabt. Kunne du og Hjælpeforeningens præsidentskab ikke opsøge hende, række hende fællesskabets hånd og sørge for, at hun føler sig velkommen?« Det gjorde vi.

Resultatet var et mirakel. Margaret Bird blomstrede i sine nye omgivelser. Håbløsheden forsvandt. Enken var blevet besøgt i sine trængsler. Det tabte får var blevet fundet. Alle, der havde været involveret i dette lille drama, blev opbygget deraf.¹²

Når jeg i årenes løb har besøgt stave i hele verden, har der været stave, hvor menigheds- og stavsledere, enten af nødvendighed eller pligt, er holdt op med at sidde med hænderne i skødet, har smøget ærmerne op og med Herrens hjælp er gået i gang og har fået prægtige mænd til at kvalificere sig til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme og sammen med deres hustru og børn komme i det hellige tempel, modtage deres begavelse og blive beseglet.

Jeg vil kort nævne [to] eksempler:

Under et besøg i Millcreek Stav i Salt Lake City for nogle år siden hørte jeg, at godt og vel 100 kommende ældster var blevet ordineret til ældster i det forgangne år. Jeg spurgte præsident James Clegg om hemmeligheden bag hans succes. Selvom han var for beskeden til at tage æren, afslørede en af hans rådgivere, at præsident Clegg havde erkendt udfordringen og påtaget sig personligt at ringe til og aftale et personligt møde med hver kommende ældste. Under mødet nævnte præsident Clegg Herrens tempel, de frelsende ordinancer og pagter, der fremhæves dér, og sluttede med dette spørgsmål: »Kunne du ikke tænke dig at tage din søde hustru og jeres vidunderlige børn med til Herrens hus, så I kan blive en evig familie?« Det blev besvaret med et ja, genaktiveringen blev påbegyndt, og målet blev nået.

I 1952 var flertallet af familierne af Rose Park 3. Menighed medlemmer, hvis far eller mand kun bar Det Aronske Præstedømme og ikke Det Melkisedekske Præstedømme. Bror L. Brent Goates blev kaldet som biskop. Han bad en mindre aktiv bror i menigheden, Ernest Skinner, om at hjælpe med at aktivere de 29 voksne brødre i menigheden, som havde embedet som lærer i Det Aronske Præstedømme, og hjælpe disse mænd og deres familie med at komme i templet. Bror Skinner var selv mindre aktiv og tøvede derfor først, men meddelte til sidst, at han ville gøre, hvad han kunne. Han begyndte selv at besøge mindre aktive voksne lærere og prøvede at hjælpe dem til at se deres rolle som præstedømmeledere i deres hjem og som ægtemand og far i deres familie. Han bad snart efter nogle af de mindre aktive brødre om at hjælpe ham. De blev én for én fuldt aktive igen og tog deres familie med til templet.¹³

folk krammer og giver hånd — »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:17).

Vi rækker ud til alle i Kristi rene kærlighed.

Vi kan alle forandre os til det bedre. I årenes løb har vi appelleret til den mindre aktive, den krænkede, den kritiske, overtræderen – om at komme tilbage. »Kom tilbage og spis fra Herrens bord, og nyd igen de helliges fællesskabs søde og mættende frugter« [Udtalelse fra Det Første Præsidentskab, i Ensign, mar. 1986, s.88].

I vores egen samvittigheds lønkammer ligger den ånd og beslutsomhed, som får os til at forkaste vores gamle jeg og leve op til vores sande potentiale. I lyset af den ånd fremsætter vi igen denne hjertelige indbydelse: Kom tilbage. Vi rækker ud mod jer i Kristi rene kærlighed og udtrykker vores ønske om at hjælpe jer og byde jer velkommen til fuldt fællesskab. Til de af jer, som er sårede, eller som kæmper og er bange, siger vi, lad os løfte og opmuntre jer og mildne jeres frygt. Tag Herrens invitation bogstaveligt: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let« [Matt 11:28-30].¹⁴

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Monson nævnte mange slags udfordringer, der udgør et behov for redning (se afsnit 1). Hvorfor er det vigtigt, at vi rækker ud for at redde andre? Hvordan kan vi »vække« et ønske i os om »at redde og frelse«?
Gennemgå præsident Monsons historie om maleriet af Joseph Mallord William Turner (se afsnit 2). Hvordan kan vi være med til at redde dem, der er fanget i livets storme? Hvornår har I oplevet eller set glæden ved at vende tilbage til Kirken?
Hvorfor er kærlighed og tålmodighed afgørende for vores indsats for at komme andre til undsætning? (Se afsnit 3.) Hvordan har I set kærlighed hjælpe nogen med at blive aktive i Kirken? Hvad kan vi lære af beretningen om Harold Gallacher?
Hvad kan vi lære af beretningerne i afsnit 4?
Hvorfor er det nogle gange svært for medlemmer at vende tilbage og blive aktive i Kirken igen? Hvordan kan vi hjælpe dem, der er »såret i ånden«? (Afsnit 5). Hvordan kan vi hjælpe med at »mildne frygten« hos dem, der er bange?

Skriftstedshenvisninger

Ez 34:16; Matt 25:35-46; Luk 15; Joh 10:1-16; Moro 6:4-5; L&P 81:5; 84:106

Studiehjælp

»Når du føler den glæde, der kommer ved at forstå evangeliet, ønsker du at anvende det, du lærer. Stræb efter at leve i harmoni med din forståelse. At gøre det vil styrke din tro, din kundskab og [dit] vidnesbyrd« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 19).