»Kapitel 20: Tjen Guds børn«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 20«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 20

Tjen Guds børn

»Der er hjerter, som skal glædes. Der er venlige ord, som skal siges. Der er gaver, som skal gives. Der er gerninger, som skal udføres. Der er sjæle, som skal frelses.«

Fra Thomas S. Monsons liv

Ældste William R. Walker, der var generalautoritet og halvfjerdser, beskrev, hvordan præsident Thomas S. Monson viede sit liv til at tjene andre:

»Hele hans tjenestegerning har været fyldt med hjemmebesøg, at lægge velsignende hænder på mange hoveder, foretage uventede opkald til trøst og opmuntring, sende breve med anerkendelse og påskønnelse, besøge hospitaler og plejehjem og finde tid til at tage til begravelser trods et meget travlt skema.

Præcis som Frelseren ville gøre, har Thomas Monson færdedes overalt og gjort vel (se ApG 10:38) og velsignet og elsket andre; det har været den drivende kraft i hans liv.«¹

Da præsident Monson mindedes et besøg hos en ældre ven, der skulle til at dø, fortalte han:

»Jeg modtog en telefonopringning fra et barnebarn til en gammel ven. Hun spurgte: ›Husker du Francis Brems, som var din søndagsskolelærer?‹ Jeg fortalte hende, at det gjorde jeg. Hun fortsatte: ›Han er nu 105 år gammel. Han bor på et lille plejehjem, men mødes med hele sin familie hver søndag, hvor han giver en søndagsskolelektion.‹« Barnebarnet sagde, at bror Brems den forrige søndag havde bekendtgjort for sin familie: »Mine kære, jeg skal dø i denne uge. Vil I være søde at ringe til Tommy Monson og fortælle ham det. Han ved, hvad han skal gøre.«²

Præsident Monson besøgte Francis Brems den næste aften. »Jeg havde ikke set ham længe,« sagde han. »Jeg kunne ikke tale til ham, for han havde mistet hørelsen. Jeg kunne ikke skrive et budskab til ham, som han kunne læse, fordi han havde mistet synet. Jeg fik at vide, at hans familie kommunikerede med ham ved at tage hans højre hånd og i hans venstre håndflade skrive navnet på den person, der besøgte ham. Alle budskaber skulle gives på denne måde. Jeg fulgte proceduren, tog hans finger og stavede T-O-M-M-Y M-O-N-S-O-N, det navn, som han altid havde kendt mig under. Bror Brems blev glad og tog mine hænder og lagde dem på sit hoved. Jeg vidste, at hans ønske var at modtage en præstedømmevelsignelse. Den chauffør, som havde kørt mig hen til plejehjemmet, sluttede sig til mig, og vi lagde vores hænder på bror Brems’ hoved og gav ham den ønskede velsignelse. Bagefter strømmede tårerne ud af hans blinde øjne. Han greb vores hænder i taknemlighed. Selvom han ikke havde hørt den velsignelse, vi havde givet ham, var Ånden stærk, og jeg tror, at han blev inspireret til at vide, at vi havde givet ham den velsignelse, han havde brug for. Denne kære mand … var indespærret nat og dag i et lille værelse på plejehjemmet. Og smilet på hans ansigt og ordene, han udtalte, rørte mit hjerte. ›Tak,‹ sagde han. ›Vor himmelske Fader har været så god mod mig.‹«³

»I løbet af den uge gik bror Brems, helt som han havde forudsagt, bort. Jeg modtog telefonopringningen og mødtes derpå med familien, da arrangementerne for begravelsen blev foretaget. Hvor er jeg taknemmelig for, at reaktionen på at yde tjeneste ikke blev udsat.«⁴

Jesus helbreder — »Selv om [Jesus Kristus] kom til jorden som Guds Søn, tjente han ydmygt sine omgivelser.«

Thomas S. Monsons lærdomme

Vi ser hen til Frelseren som vores eksempel på tjeneste.

De hellige skrifter er fyldt med eksempler på tjeneste fra Herrens tjenere og af Jesus selv … Han fik lamme tiggere til at gå og blinde mænd til at se. Han helbredte de spedalske og helbredte officerens tjener. Han gav enken i Nain sin døde søn tilbage … Han oprejste Lazarus fra graven. Han tilgav kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud. Han sonede for alles synder. Han døde, for at vi kan leve for evigt. I hverdagen vil vi opdage utallige muligheder for at følge Frelserens eksempel.^5.

Jesu liv og tjenestegerninger blandt menneskene er som en lanterne, der udstråler godhed. »Jeg er iblandt jer som den, der tjener« [Luk 22:27], erklærede Jesus …

Med lignelsen om den barmhjertige samaritaner lærte Mesteren os at elske vores næste som os selv [se Luk 10:30-37; Matt 22:39]. Med sit svar til den rige, unge mand, lærte han os at skille sig af med selviskhed (se Matt 19:16-24; Mark 10:17-25; Luk 18:18-25). Ved at bespise de 5.000 underviste han os i at se andres behov [se Matt 14:15-21; Mark 6:31-44; Luk 9:10-17; Joh 6:5-13]. Og med Bjergprædikenen underviste han os om først at søge Guds rige [se Matt 6:33].

I den nye verden erklærede den genopståede Herre: »I kender det, som I må gøre i min kirke; for de gerninger, som I har set mig gøre, skal I også gøre; for det, som I har set mig gøre, det skal I også gøre« [3 Ne 27:21].

Vi velsigner andre, når vi i alle afskygninger tjener som »Jesus fra Nazaret … som færdedes overalt og gjorde vel« [ApG 10:38]. Må Gud velsigne os med at finde glæde ved at tjene vor Fader i himlen, når vi tjener hans børn på jorden.⁶

Vi ser hen til Frelseren som vores eksempel på tjeneste. Selv om han kom til jorden som Guds Søn, tjente han ydmygt sine omgivelser.⁷

Lad os være villige og værdige til at tjene. Lad os følge i Mesterens fodspor, når vi udfører vores pligt. Når vi følger den sti, som Jesus trådte, vil vi opdage, at han er mere end et barn i Betlehem, mere end tømrerens søn, mere end den største lærer, der nogensinde har levet. Vi vil komme til at kende ham som Guds Søn, vor Frelser og vor Forløser. Da pligtens kald lød til ham, svarede han: »Fader, din vilje ske, og æren være din for« [se Moses 4: 2]. Må vi gøre ligeså.⁸

Vi er Herrens hænder på jorden, og han regner med, at vi tjener og opløfter hans børn.

Apostlen Paulus formanede: »Tjen hinanden i kærlighed« [Gal 5:13]. Tænk med mig tilbage på de velkendte ord fra kong Benjamin i Mormons Bog: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« [Mosi 2:17] …

Jeg er overbevist om, at hvert eneste medlem af Kirken har til hensigt at tjene og hjælpe dem, der lider nød. Ved dåben indgår vi pagt om at »bære hinandens byrder, så de bliver lette« [Mosi 18:8]. Hvor mange gange er jeres hjerte blevet rørt, når I har set en andens behov? Hvor ofte har I villet være den, der hjalp? Og hvor ofte er den hektiske hverdag alligevel [kommet] i vejen, og I overlod det til andre at hjælpe med en følelse af, at der »helt sikkert var nogen, der ville tage sig af det behov?«

Vi bliver så opslugt af vores travle liv. Men hvis vi træder et skridt tilbage og ser godt på, hvad vi gør, opdager vi måske, at vi har fordybet os i noget uvæsentligt. Vi tilbringer med andre ord alt for ofte det meste af vores tid med at ordne noget, som faktisk ikke betyder særlig meget i det store billede, og forsømmer de mere vigtige sager …

Mine brødre og søstre, vi er omgivet af andre, der har brug for vores opmærksomhed, vores opmuntring, vores støtte, vores trøst og vores venlighed – hvad enten de er familie, venner, bekendte eller fremmede. Vi er Herrens hænder her på jorden med et mandat til at tjene og til at opløfte hans børn. Han regner med hver enkelt af os.⁹

»Når vores kære er syge, er der et naturligt bånd mellem venner, der bliver stærkere.«¹⁰

Der er muligheder for at tjene, som er åbne for alle. De blinde og handicappede har brug for venskab; de gamle er sultne efter at have selskab; de unge har brug for vejledning med forståelse; de begavede sulter efter opmuntring. Disse fordele kan ikke overdrages ved at [give penge]. Personlig tjeneste er direkte og menneskelig.¹¹

Når vi står ansigt til ansigt med vores Skaber bliver vi måske ikke spurgt: »Hvor mange stillinger havde du?« men snarere: »Hvor mange mennesker hjalp du?« Faktisk kan man slet ikke elske Herren, før man tjener ham ved at tjene hans folk.¹²

en kvinde og en ældre kvinde krammer — »Vi er omgivet af andre, der har brug for vores opmærksomhed, vores opmuntring, vores støtte, vores trøst og vores venlighed.«

Af alle de velsignelser, jeg har modtaget i min tilværelse, er en af de smukkeste at føle, at Herren viser omsorg, når jeg ved, at han har besvaret en anden persons bøn gennem mig. Når vi elsker Herren, når vi elsker vores næste, opdager vi, at vor himmelske Fader vil besvare andres bønner gennem vores tjenestegerning.¹³

»Har jeg lindret en fattigs kår?«

En kendt salme lærer os:

Der er noget at gøre omkring os nu,
kom, vær med i den gode sag.
Lad ej tiden gå tabt, men vær stedse på vagt
og gør noget godt i dag.
[»Har jeg gjort noget godt«, Salmer og sange, nr. 143]

Lad os stille os selv [disse] spørgsmål: »»Har jeg gjort noget godt for en sjæl i dag? Har jeg lindret en fattigs kår?« Hvilken opskrift på lykke! Hvilken opskrift på tilfredshed og indre fred – at opleve inspireret taknemlighed hos et andet menneske.

Vores muligheder for at give af os selv er i sandhed ubegrænsede, men de er også flygtige. Der er hjerter, man kan glæde. Der er venlige ord, man kan sige. Der er gaver, man kan give. Der er gerninger, man kan gøre. Der er sjæle, man kan frelse … Vi kan tørre den grædendes tårer væk. Vi kan trøste den døende ved at overbringe løftet om evigt liv. Vi kan løfte de nedhængende hænder, hvis vi bringer fred til en sjæl, som kæmper, hvis vi giver som Frelseren, kan vi – ved at vise vejen – blive en ledestjerne for den, som er kommet ud af kurs …

Må vi fra denne dag og fremefter beslutte os for at fylde vores hjerte med kærlighed. Må vi gå den ekstra mil for at lade vores liv omfatte alle, som er ensomme eller mismodige, eller som på en eller anden måde lider. Må vi »glæde den syge og gøre den frygtsomme glad« [»Har jeg gjort noget godt?«, Salmer og sange, nr. 143].¹⁴

Et hundrede år fra i dag vil det ikke betyde noget, hvilket hus vi boede i, hvor meget vi havde på vores bankkonto eller hvordan vores tøj så ud. Men verden kan være en lille smule bedre, fordi vi betød noget i en drengs eller piges liv.¹⁵

Ofte er små tjenester alt, hvad der behøves for at opbygge og velsigne en anden: At spørge til personens familie, et lille opmuntrende ord, en oprigtig kompliment, et lille takkebrev, en hurtig telefonopringning. Hvis vi har øjnene åbne og er opmærksomme, og hvis vi følger de tilskyndelser, der kommer til os, kan vi udføre meget godt.¹⁶

Nu og da kan modgang formørke vores vej og frustration kan være en konstant ledsager. I vores ører lyder Satans snedige løgne, idet han hvisker: »Du kan ikke redde verden; din lille indsats er uden betydning. Du har ikke tid til at tænke på andre.« Lad os med tillid til Herren vende hovedet bort fra sådanne løgne og sikre os, at vores fødder er solidt rodfæstet i vores beslutning om at tjene og vores hjerte og sjæl forpligtet til at følge Herrens eksempel. I stunder, hvor viljestyrken svækkes, og hvor modet svigter, kan vi finde trøst i hans løfte: »Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt … af det, som er småt, udspringer det, som er stort« [L&P 64:33].¹⁷

Jeg håber ikke, at vi mister det sande formål med vores kostbare muligheder for at tjene. Formålet, det evige mål, er det samme, som Herren har udtalt, og som findes i Den Kostelige Perle: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« [Moses 1:39].

Må vi altid huske, at medlemskappen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke er en bekvemmelighedskappe, men snarere en ansvarlighedskappe. Vores pligt er ud over at frelse os selv at lede andre til Guds celestiale rige …

Hvilken slags tjeneste kræver himlen? »Herren kræver hjertet og et villigt sind; og de villige og lydige skal i disse sidste dage spise Zions lands goder« [L&P 64:34].¹⁸

Hvis vi er ude i Herrens ærinde, er vi berettiget til Herrens hjælp.

Han giver denne forsikring til alle, som drager ud i hans tjeneste: »Jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« [L&P 84:88].¹⁹

Når vores hjerte er i harmoni med [Frelserens] lærdomme, opdager vi, hvor umiskendeligt nær hans guddommelige hjælp er. Vi er ude i Herrens ærinde, og når vi er i Herrens ærinde, er vi berettiget til Herrens hjælp. Den hjælp, I har brug for, kommer måske ikke helt, ligesom I forestiller jer, men den kommer.²⁰

Hvis en bror eller søster føler sig uforberedt – eller uegnet – til at tage imod en kaldelse, til at yde ofre eller til at velsigne andre, så husk på denne sandhed: »Den Gud kalder, giver Gud også evnerne.« Han, der bemærker den faldende spurv, vil ikke svigte sin tjener.²¹

Når vi tjener andre, vil vi lære Frelseren at kende.

Som Frelseren fortalte sine disciple: »For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det« [Luk 9:24] …

De, som kun lever for sig selv, visner til sidst og mister bogstaveligt talt deres liv, mens de, der mister sig selv i at tjene andre vokser og blomstrer – og faktisk redder deres liv.«

Ved oktoberkonferencen i 1963 – den konference, hvor jeg blev opretholdt som medlem af De Tolv Apostles Kvorum – fremsatte præsident David O. McKay denne udtalelse: »Menneskets største lykke kommer ved at miste sig selv til gavn for andre« (i Conference Report, okt. 1963, s. 8).²²

unge og voksne tjener sammen — »De, der mister sig selv i tjeneste for andre … redder deres liv.«

Jeg havde [en oplevelse] med en af mine kære venner, Louis McDonald. Louis blev aldrig gift. På grund af en invaliderende sygdom havde han aldrig oplevet en dag uden smerte eller mange dage uden ensomhed. En vinterdag, da jeg besøgte ham, var han længe om at besvare dørklokkens kimen. Jeg trådte ind i hans velholdte hjem; temperaturen i alle rum på nær i et – køkkenet – var kølige 4 grader. Hvad var grunden til det? Der var ikke nok penge til at varme noget andet rum op. Væggene trængte til nyt tapet, loftet skulle sænkes, skabene skulle fyldes op.

Jeg var bekymret for Louis’ behov. En biskop blev konsulteret, og et kærligt mirakel, tilskyndet af vidnesbyrd, fandt sted. Medlemmerne af menigheden – især de unge voksne – blev organiseret, og kærlighedens arbejde begyndte.

En måned senere ringede min ven Louis og spurgte, om jeg ville komme og se, hvad der var sket med ham. Det gjorde jeg og så i sandhed et mirakel. Fortovene, der var blevet revet op af store poppeltræers rødder, var blevet erstattet, husets veranda genopbygget, en ny dør med funklende beslag monteret, loftet sænket, væggene var tapetseret, træværket malet, taget udskiftet og skabene fyldt op. Hjemmet var ikke længere koldt og uindbydende. Det syntes nu at byde varmt velkommen.

Louis ventede til sidst med at vise mig sin stolthed og glæde: Der på hans seng var der et smukt quiltet tæppe, der bar McDonald-klanens våbenmærke. Det var syet med kærlig omsorg af kvinderne i Hjælpeforeningen. Inden jeg tog af sted, opdagede jeg, at de unge voksne hver uge kom med et varmt måltid og holdt en hjemmeaften. Varme havde erstattet kulden, reparationer havde rettet op på tidens slid, men endnu vigtigere havde håbet fordrevet fortvivlelsen, og nu herskede kærligheden triumferende.

Alle, der deltog i dette bevægende drama fra det virkelige liv, havde opdaget en ny og personlig påskønnelse af Mesterens lærdomme: »Det er saligere at give end at få« [ApG 20:35].²³

Gud velsigne alle, som bestræber sig på at være deres brors vogter, som giver for at fjerne smerte, og som med alt det gode, de besidder, stræber efter at skabe en bedre verden. Har I bemærket, at sådanne personer har et større smil? De er mere selvsikre. De har en aura om dem af tilfredshed – ja dedikation – for man kan ikke hjælpe andre uden selv at blive rigt velsignet.²⁴

Alle medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har i dåbens vande indgået pagt om at stå som Guds vidner »til alle tider og i alle ting og på alle steder« (Mosi 18:9) og har udtrykt villighed til at »bære hinandens byrder, så de bliver lette« (Mosi 18:8).

Ved at leve op til denne pagt, vil vi blive bekendt med ham, som erklærede: »Se, jeg er Jesus Kristus, som profeterne bevidnede skulle komme til verden« (3 Ne 11:10). Det er den Jesus, vi søger. Det er vor broder, som vi elsker. Det er Kristus, Herren, som vi tjener. Jeg vidner om, at han lever, for jeg taler som én, der har fundet ham.²⁵

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Gennemgå de mange måder, hvorpå Frelseren viste os et eksempel på tjeneste (se afsnit 1). Hvad kan vi lære af hans hengivenhed for at tjene andre? Hvordan kan vi følge hans eksempel på tjeneste i vores hverdag?
Hvordan tjener vi Gud, når vi tjener andre? (Se afsnit 2). Hvorfor er det vigtigt at vide, at »vi er Herrens hænder her på jorden«? Hvornår har Herren besvaret jeres bønner gennem en anden person? Hvordan kan vi prioritere vores liv, så vi kan afsætte tid til at tjene?
Gennemgå, hvordan præsident Monson opfordrede os til at give af os selv (se afsnit 3). Hvornår har nogen gjort en forskel i jeres liv ved at tjene jer på en af disse måder? Hvordan har I set »små tjenestegerninger« opløfte og velsigne andre? Hvordan kan vi blive mere bevidste om andres behov?
Hvordan har Herren højnet jeres indsats, når I har tjent ham? (Se afsnit 4 og L&P 84:88).
Præsident Monson sagde, at når vi tjener andre, vil vi »vokse og trives« (afsnit 5). Hvordan har det hjulpet jer til at vokse, at I har tjent andre? Hvordan er I ellers blevet velsignet, når I har tjent andre? Hvorfor tror I det er »saligere at give end at modtage«? (ApG 20:35). Hvordan har det bragt jer tættere på Frelseren at tjene andre?

Skriftstedshenvisninger

Jos 22:5; Matt 25:31-46; Joh 13:34-35; Mosi 5:13; L&P 4:2-6; 58:26-28; 81:5

Studiehjælp

»At læse, studere og granske er ikke en og samme ting. Vi læser nogle ord, og vi får måske nogle ideer. Vi studerer, og vi afdækker måske temaer og sammenhænge i skriften. Men når vi gransker, indbyder vi til åbenbaring gennem Ånden. For mig er granskningen tankeprocessen og bønnerne, efter at jeg har læst og studeret skriften nøje« (Henry B. Eyring, »Tjen med Ånden«, Liahona, nov. 2010, s. 60).