»Kapitel 21: Dølg din harme«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020
»Kapitel 21«, Lærdomme: Thomas S. Monson
Kapitel 21
Dølg din harme
»Ingen kan gøre os vrede. Det er vores valg. Hvis vi ønsker altid at have en god ånd hos os, må vi vælge at afstå fra at blive vrede.«
Fra Thomas S. Monsons liv
Præsident Monson reagerede på andres uvenlige eller vrede ord med en rolig mildhed, der normalt stilnede selv de mest anspændte situationer. En oplevelse, der lærte ham virkningen af et mildt ord i stedet for et vredt, skete på hans første lejr med overnatning som spejderdreng. Han fortalte denne hændelse til en interviewer, der rapporterede det på følgende måde:
»Tommy og hans spejderkammerater var på lejren med deres spejderleder, et medlem af menigheden ved navn Carl, der havde et kunstigt ben …
Da spejderne gik i seng i deres hytte, så Tommy og de andre Carl fjerne sit kunstige ben og lægge det ved siden af sin sovepose. I løbet af natten kravlede en af drengene ud af sin sovepose, snuppede Carls kunstige ben og gemte det i sin egen seng.
Da Carl vågnede, opdagede han, at benet manglede. Men i stedet for at hæve stemmen og kræve sin ejendom tilbage, sagde Carl blot, at han måtte gå ud af hytten et øjeblik. Spejderne så deres leder hoppe på det ene ben ud ad døren. ›Jeg tror, at alle drengene skammede sig,‹ sagde præsident Monson.
Carl vendte snart tilbage og opdagede, at hans kunstige ben lå der, hvor han havde efterladt det aftenen før. ›Jeg ved ikke, hvordan jeg overså det første gang, jeg kiggede,‹ sagde Carl, ›men jeg er sørme glad for, at det er her.‹
Præsident Monson sagde, at Carl godt vidste, at han havde været offer for en drengs spøg, men han valgte at reagere mildt. ›Vi blev alle bedre drenge, fordi han ikke blev vred på os.‹«1
»En af dem slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham. Og Jesus … rørte ved hans øre og helbredte ham« (Luk 22:50-51).
Thomas S. Monsons lærdomme
1
Vrede løser ikke noget, men den kan ødelægge alt.
Da jeg for nylig så nyheder i fjernsynet, indså jeg, at mange af indslagene lignede hinanden, i og med at de tragedier, der blev talt om, alle stort set kunne føres tilbage til én følelse: Vrede … Jeg tænkte på salmistens ord: »Bliv ikke vred, lad din harme fare« [Sl 37:8] …
»Vrede løser ikke noget. Den opbygger intet, men den kan ødelægge alt« [Lawrence Douglas Wilder, citeret i »Early Hardships Shaped Candidates«, Deseret News, 1. dec. 1991, s. A2].2
For nogen tid siden læste jeg en meget rørende beretning, skrevet af Louise Dickinson Rich … Hun skrev:
»Min bedstemor havde en fjende, ved navn fru Wilcox. Bedstemor og fru Wilcox flyttede som unge brude ind ved siden af hinanden på hovedstrøget i den lille landsby, hvor de levede hele deres liv. Jeg ved ikke, hvad det var, som startede krigen mellem dem – og jeg tror end ikke, at de selv huskede, hvad det var, der havde startet den, da jeg kom til 30 år senere. Det var ikke nogen høflig træningskamp, det var totalkrig …
Når vi som børn besøgte min bedstemor, var det sjovt at lave ansigter ad fru Wilcoxs børnebørn. På en flagdag anbragte vi en slange i familien Wilcoxs regntønde. Bedstemor sagde nej på skrømt, men vi mærkede en stiltiende sympati.
Tro ikke et øjeblik, at dette var en ensidig kampagne. Fru Wilcox havde også børnebørn. Bedstemor slap ikke fri. Der var aldrig en blæsende vaskedag, hvor tørresnoren ikke på mystisk vis knækkede, og alt tøjet faldt ned på jorden og blev beskidt.
Jeg ved ikke, hvordan bedstemor kunne have båret sine problemer så længe, hvis det ikke havde været for ›Hus og Hjem‹ -siden i sin daglige Boston-avis. Denne ›Hus og Hjem‹- side var en vidunderlig institution. Udover de sædvanlige madopskrifter og rengøringsråd, havde den et afsnit med læserbreve. Ideen var, at hvis man havde et problem – eller ville af med sin frustration – så kunne man skrive et brev til avisen og underskrive det med et eller andet sjovt navn såsom Arbutus. Det var bedstemors digternavn. Så skrev nogle af de andre damer, som havde det samme problem tilbage og fortalte, hvad de havde gjort ved det … Det skete ofte, at man, efter at problemet var klaret, blev ved med at skrive til hinanden gennem avisens spalter og fortalte hinanden om sine børn og sylteopskrifter og den nye spisestue. Det var det, der skete med bedstemor. Hun og en kvinde, som hed Havmågen, skrev sammen i 25 år. Havmågen var bedstemors sande ven.
Da jeg var 16 år, døde fru Wilcox. I en lille by, er det almindelig høflighed, uanset hvor meget man har hadet sin nabo, at gå ind og se, hvilken praktisk hjælp man kan yde de efterladte. Bedstemor gik i sit fine forklæde over plænen til familien Wilcoxs hus for at vise, at hun virkelig mente det, hun sagde, om at blive sat i arbejde, og her satte Wilcox-døtrene hende til at gøre rent i den allerede skinnende entre til begravelsen. Og der på et bord i entreen var der lagt en stor scrapbog for at vise fru Wilcox ære, og i denne scrapbog, var bedstemors breve til Havmågen og Havmågens svar til bedstemor pænt klistret ind i parallelle kolonner. Uden at nogen af disse to kvinder havde vidst det, så havde bedstemors værste fjende været hendes allerbedste ven. Det var den eneste gang jeg kan huske, at jeg nogen sinde har set min bedstemor græde. Jeg vidste ikke da, hvad det var hun græd over, men det gør jeg nu. Hun græd over alle de spildte år, som ikke kunne leves om« [tilpasset fra »Grandma and the Sea Gull«, Together, nov. 1957, s. 13-14].3
2
Vi kan ikke føle vor himmelske Faders Ånd, når vi er vrede.
Vi har alle oplevet vrede. Den kan opstå, når noget ikke går, som vi ønsker det. Den kan være en reaktion på noget, der bliver sagt om os eller til os. Vi kan opleve den, når andre ikke opfører sig sådan, som vi ønsker, at de skal. Måske kommer den, når vi må vente længere på noget end forventet. Vi føler måske vrede, når andre ikke kan se tingene fra vores perspektiv. Der er tilsyneladende utallige mulige årsager til vrede.
Der er tidspunkter, hvor vi kan blive ophidset over indbildt fortræd eller en opfattet uret. Præsident Heber J. Grant, Kirkens syvende præsident, fortalte om engang, hvor han som ung voksen udførte noget arbejde for en mand, som sendte ham en check på 500 $ sammen med et brev, hvor han undskyldte, at han ikke kunne betale ham mere. Derefter udførte præsident Grant noget arbejde for en anden mand – et job, som han fortalte var ti gange vanskeligere, krævede ti gange mere arbejde og langt mere tid. Denne anden mand sendte ham en check på 150 $. Den unge Heber følte, at han var blevet behandlet uretfærdigt. Han blev først fornærmet og derpå rasende.
Han fortalte om oplevelsen til en ældre ven, som spurgte: »Havde den mand til hensigt at fornærme dig?« Præsident Grant svarede: »Nej. Han fortalte mine venner, at han havde belønnet mig rundhåndet.«
Til dette svarede den ældre ven: »Den mand er et fæ, som lader sig fornærme, når det ikke var hensigten« [se Heber J. Grant, Gospel Standards, saml. G. Homer Durham, 1969, s. 288-289].
Apostlen Paulus spørger i Efeserbrevet, kapitel 4, vers 26 i Joseph Smiths oversættelse: »Kan I blive vrede og ikke synde? Lad ikke solen gå ned over jeres vrede.« Jeg spørger: Er det muligt at føle vor himmelske Faders Ånd, når vi er vrede? Jeg kender ingen situation, hvor det er tilfældet.
I 3 Nefi i Mormons Bog læser vi:
»Der skal ikke være nogen mundhuggerier blandt jer …
For sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men af Djævelen, som er faderen til strid, og han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden.
Se, det er ikke min lære at ophidse menneskers hjerte til vrede, den ene mod den anden, men det er min lære, at sådant skal afskaffes« [3 Ne 11:28-30].
At være vred er at give efter for Satans indflydelse. Ingen kan gøre os vrede. Det er vores valg. Hvis vi ønsker altid at have en god ånd hos os, må vi vælge at afstå fra at blive vrede. Jeg vidner om, at det er muligt.4
3
Vi kan afholde os fra vrede, være fredsstiftere og vise andre venlighed og respekt.
Vi er alle sårbare over for de følelser, som, hvis de ikke standses, kan føre til vrede. Vi oplever misfornøjelse eller irritation eller fjendtlighed, og hvis vi vælger det, kan vi miste besindelsen og blive vrede på andre. Ironisk nok, så tilhører disse andre ofte vores egen familie – de mennesker, som vi virkelig elsker mest.
For mange år siden læste jeg følgende nyhed fra Associated Press, som var blevet trykt i avisen: En ældre mand fortalte ved begravelsen af sin bror, med hvem han siden sin ungdom havde delt en lille et-rums hytte i nærheden af Canisteo i New York, at de efter et skænderi havde delt rummet midt over med en kridtstreg, og ingen af dem havde krydset stregen eller sagt et ord til den anden siden den dag – for 62 år siden! Tænk blot på konsekvenserne af den vrede. Hvilken tragedie!
Må vi træffe en bevidst beslutning om, at hver gang en beslutning skal træffes, vil vi afstå fra vrede og lade de hårde og sårende ord, vi måtte være fristede til at sige, forblive usagte.
Jeg elsker teksten i salmen, der er skrevet af ældste Charles W. Penrose, der tjente i De Tolvs Kvorum og i Det Første Præsidentskab i begyndelsen af det 20. århundrede:
Dølg din harme, o min broder,
køl dit hede, iltre sind;
lad ej sjælens guddomsstråler
kvæles af din vredes ild.
Hold dig rolig, der er styrke
i et koldt besindigt svar;
hidsighed er dårskabs byrde,
og dens sår gi’r dybe ar.
[»School Thy Feelings«, Hymns, nr. 336] …
Må vi være værdige sønner [og døtre] af vor himmelske Fader. Må vi altid være forbilleder i vores hjem og trofaste med hensyn til at holde alle buddene, så vi ikke gemmer på noget fjendskab mod noget menneske, men snarere er fredsstiftere og altid husker på Frelserens formaning: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« [Joh13:35].5.
Skønt fred i verden er et højt mål, er den blot en naturlig følge af den personlige fred, som hver enkelt stræber efter. Jeg taler ikke om den fred, som mennesker fremmer, men om den fred, Gud har lovet. Jeg taler om fred i hjemmet, fred i hjertet, ja, fred i vores tilværelse. Fred på menneskers vis er forgængelig. Fred på Guds vis varer evigt.6
Jeg vil opfordre Kirkens medlemmer, hvor end de er, til at udvise venlighed og respekt for alle mennesker overalt. Den verden, vi lever i, er fyldt med forskellighed. Vi kan og bør udvise respekt over for dem, hvis tro er en anden end vores.7
4
Vi kan vise barmhjertighed og frit tilgive.
Præsident J. Reuben Clark jun. [sagde]: … »Jeg tænker ofte på, at en af de smukkeste ting i Kristi liv var hans ord på korset, da han led kval ved en død, som siges at være den mest smertefulde måde, man i oldtiden kunne finde på … efter at han uretfærdigt, illegalt og i modstrid med alle regler om nåde var blevet dømt og derpå korsfæstet. Da han var naglet til korset og skulle til at opgive sit liv, sagde han til sin Fader i Himlen, som de omkringstående vidnede: ›Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør‹ (Luk 23:34)« [i Conference Report, okt. 1955, s. 24].
I Mormons Bog beskriver Alma smukt det foregående med sine ord: »Barmhjertighedens plan kunne ikke blive bragt til at virke, medmindre der blev foretaget en forsoning; derfor soner Gud selv for verdens synder for at bringe barmhjertighedens plan til at virke og tilfredsstille retfærdighedens krav, så Gud kan være en fuldkommen og retfærdig Gud og også en barmhjertig Gud« [Alma 42:15].
Med baggrund i denne viden spørger vi os selv: Hvorfor ser vi da til alle sider tilfælde, hvor mennesker nægter at tilgive hinanden og udvise den rensende handling bestående af barmhjertighed og tilgivelse? Hvad er det, der blokerer vejen for denne helende salve til at rense menneskers sår! Er det stædighed? Kan det være stolthed? Måske mangler hadet stadig at smelte og forsvinde. »Bebrejdelse holder sår åbne. Kun tilgivelse heler!« [fra O Pioneers! Hallmark Hall of Fame videoudgave af romanen af Willa Cather, 1991] …
Profeten Joseph opfordrede til at »være barmhjertige, så skal I finde barmhjertighed. Søg at være med til at frelse sjæle, tilintetgør dem ikke; thi I ved, at der bliver mere glæde i himmelen over én synder, som omvender sig, end over ni og halvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse« [Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 393, se Luk 15:7].8
»Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).
Jeg kender til en familie, som immigrerede til Amerika fra Tyskland. Det var svært for dem at lære engelsk. De ejede kun lidt af denne verdens gods, men hver enkelt var velsignet med viljen til at arbejde og med kærlighed til Gud.
De fik deres tredje barn, som kun levede i to måneder, før det døde. Faderen var møbelsnedker og lavede en smuk kiste til sit dyrebare barns legeme. Vejret ved begravelsen var trist og afspejlede således den bedrøvelse, de følte ved deres tab. Mens familien – med faderen, der bar den lille kiste – gik ned mod kirken, havde en lille skare af venner forsamlet sig. Men døren til kirken var låst. Den travle biskop havde glemt begravelsen. Alle forsøg på at få fat i ham var forgæves. Uden at vide hvad de skulle gøre, tog faderen kisten under armen og bar den hjem i den silende regn med sin familie ved sin side.
Hvis denne familie havde været knap så ædel, kunne de have bebrejdet biskoppen det og have båret nag. Da biskoppen blev klar over tragedien, besøgte han familien og undskyldte over for dem. De sårede følelser kunne stadig ses i faderens ansigt, men med tårer i øjnene tog han imod undskyldningen, og de to omfavnede hinanden i en forstående ånd. Der stod ikke noget tilbage, der kunne give årsag til yderligere vrede. Der herskede kærlighed og accept …
Alexander Pope har citeret: »Det er menneskeligt at fejle, men guddommeligt at tilgive« [An Essay on Criticism, 1711, del 2, linje 325].
Nogle gange bliver vi så let fornærmede. Andre gange er vi for stædige til at tage imod en oprigtig undskyldning. Den, der vil undertvinge sig sit ego, sin stolthed og sin smerte – lad ham træde frem og sige: »Jeg er virkelig ked af det! Lad os være det, vi engang var: Venner. Lad os ikke give vor tids forurettelser og vrede videre til kommende slægtled.« Lad os fjerne [al nag], som ikke kan andet end at ødelægge.
Hvor kommer [hårde følelser] fra? Nogle kommer fra uløste tvister … Andre har deres oprindelse i skuffelse, jalousi, skænderier og indbildt fortræd. Vi må og skal løse dem – bilægge dem og ikke lade dem fordærve, gnave og i den sidste ende ødelægge …
Lad mig afslutte med en beretning om to mænd, som er mine helte. Deres heltegerning blev ikke udført på nationalt plan, men i stedet for i en fredelig dal, der er kendt som Midway i Utah.
For mange år siden tjente Roy Kohler og Grant Remund sammen i forskellige kirkekaldelser. De var bedste venner. De var landmænd og mejerister. Så opstod der en misforståelse, som gav anledning til splid mellem dem.
Senere, da Roy Kohler blev alvorligt syg af kræft og kun havde kort tid tilbage at leve i, besøgte min hustru Frances og jeg Roy og hans hustru, og jeg gav ham en velsignelse. Da vi talte sammen bagefter, sagde broder Kohler: »Lad mig fortælle dig om en af de skønneste oplevelser, jeg har haft i mit liv.« [Han fortalte mig så om sin misforståelse med Grant Remund og den efterfølgende fremmedgørelse.] Han sagde: »Vi var blevet uvenner.«
»Og,« fortsatte Roy, »jeg havde netop kørt høet ind til vinteren, da høet pludseligt en nat selvantændte og der gik ild i høet, laden og alt inden i den brændte ned til grunden. Jeg var knust,« sagde Roy. »Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle stille op. Natten var mørk, bortset fra de ulmende gløder efter ilden. Da så jeg pludselig et lys fra nogle traktorer og noget tungt maskineri komme mod mig oppe fra vejen i retning af Grant Remunds gård. Da ›redningsholdet‹ drejede ind i vores indkørsel og mødte mig midt i mine tårer, sagde Grant: ›Roy, du har noget rod, du skal have ryddet op i. Mine drenge og jeg er klar. Lad os komme i gang.‹« Sammen kastede de sig over opgaven. Borte for evigt var den skjulte kile, som en kort tid havde adskilt dem. De arbejdede hele natten og indtil den næste dag, og mange andre fra egnen hjalp til.
Roy Kohler er gået bort, og Grant Remund er ved at blive gammel. Deres sønner har tjent sammen i det samme biskopråd. Jeg holder virkelig meget af det venskab, jeg har med disse to vidunderlige familier.
»Vær barmhjertige, så skal I finde barmhjertighed.«
Måtte vi altid være forbilleder i vores hjem og trofaste med hensyn til at holde alle buddene, så vi ikke gemmer på nogen skjulte kiler, men snarere husker på Frelserens formaning: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« [Joh13:35].9
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Præsident Monson bemærkede udbredelsen af vrede og understregede, hvor ødelæggende den er (se afsnit 1). Hvordan har I selv set, at »vrede ikke løser noget«? Hvordan kan vi »holde op med at være vrede«? Hvad kan vi lære af historien om »Arbutus« og »Havmågen«?
-
Gennemgå de årsager til, at vi nogle gange er vrede, som præsident Monson nævner (se afsnit 2). Hvordan kan vi overvinde tendensen til at være vrede i disse situationer? Hvorfor er det vigtigt at forstå, at vi kan vælge ikke at være vrede? Hvordan har I været i stand til at forlige jer med nogen, I var vrede på? Hvordan kan vi begrænse strid i vores hjem eller i andre forhold?
-
Hvordan bliver vi bedre til at stifte fred? (Se afsnit 3.) Hvordan kan vi udvikle større kærlighed og respekt for mennesker, der er anderledes end os?
-
Gennemgå præsident Monsons lærdomme om nåde og tilgivelse (se afsnit 4). Hvordan har I det, når nogen tilgiver jer? Hvordan har I det, når I tilgiver nogen? Hvordan påvirker det os at nægte at tilgive? Hvordan kan vi udvikle et hjerte, der er hurtigt til at tilgive? Hvad kan vi lære om tilgivelse af historierne i afsnit 4?
Skriftstedshenvisninger
Sl 145:8; Ordsp 15:1; Præd 7:9; Matt 5:38-42; Jak 3:2-6; 5:9; Mosi 4:13; Alma 24:17-19; 3 Ne 12:9
Til underviseren
»Når I modtager indtryk og indsigt til en lektion, så find en måde, hvorpå I kan optegne dem, så I kan huske dem og kigge på dem senere … Når I nedskriver åndelige indtryk, så viser I Herren, at I sætter pris på hans vejledning, og han vil velsigne jer med hyppigere åbenbaring« (Undervisning på Frelserens måde, 2016, s. 12).