»Kapitel 8: Opfordring til at fatte mod«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 8«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 8

Fat mod

»Må vi altid være modige og forberedt til at stå fast ved det, vi tror på.«

Fra Thomas S. Monsons liv

Som ung voksen tjente Thomas S. Monson som reserve i den amerikanske flåde. I den periode havde han og andre ofte brug for mod til at stå fast i deres tro. Han mindedes en sådan begivenhed og sagde:

»Jeg tror, at min første oplevelse med mine overbevisningers mod fandt sted, da jeg tjente i USA’ flåde [kort tid efter] slutningen af anden verdenskrig.

Rekruttiden i flåden var ikke så let for mig eller for nogen anden, som gennemgik den. De første tre uger var jeg overbevist om, at mit liv var i fare. Flåden forsøgte ikke at uddanne mig; den forsøgte at slå mig ihjel.

Jeg vil aldrig glemme, da det blev søndag efter den første uge. Vi fik en meget velkommen besked fra oversergenten. Vi stod ret på eksercitspladsen i en frisk californisk brise og hørte denne befaling: ›I dag går alle i kirke – og det er alle, undtagen mig. Jeg skal slappe af!‹ Så råbte han: ›Alle katolikker mødes i Camp Decatur – og kom ikke tilbage før kl. 15. Fremad march!‹ En pæn stor gruppe drog af sted. Så råbte han sin næste kommando: ›De, der er jøder, I mødes i Camp Henry – og kom ikke tilbage før kl. 15. Fremad march!‹ En lidt mindre gruppe drog af sted. Så råbte han: ›Resten af jer protestanter, I mødes i undervisningslokalerne i Camp Farragut – og kom ikke tilbage før kl. 15. Fremad march!‹

Straks fór tanken gennem mit hoved: ›Monson, du er ikke katolik, du er ikke jøde, du er ikke protestant. Du er mormon, så du bliver bare stående her!‹ Jeg kan forsikre jer om, at jeg følte mig helt alene. Modig og beslutsom, ja – men alene.

Og så hørte jeg de dejligste ord, som jeg nogensinde har hørt den oversergent udtale. Han så i min retning og spurgte: »Og hvad kalder I jer så?« Indtil det øjeblik havde jeg ikke set, at der stod andre ved siden af mig eller bag mig på eksercitspladsen. Næsten i kor svarede vi alle: ›Mormoner!‹ Det er vanskeligt at beskrive den glæde, der fyldte mit hjerte, da jeg vendte mig om og så en håndfuld andre sømænd.

Oversergenten kløede sig i håret med et overrasket udtryk i ansigtet og sagde til sidst: ›Nå, I må finde jer et sted at mødes. Og kom ikke tilbage før kl. 15. Fremad march!‹

Da vi marcherede væk derfra, tænkte jeg på teksten i et rim, som jeg havde lært i Primary mange år tidligere:

Vov at være mormon!
Vov at være en ener.
Vov at have høje idealer.
Og vov at sige det, du mener.

Selv om oplevelsen endte anderledes, end jeg havde forventet, så havde jeg været villig til at stå alene, hvis det havde været nødvendigt.

Siden den dag har der været tidspunkter, hvor ingen stod bag mig, og jeg således stod alene. Hvor er jeg taknemlig for, at jeg for længe siden traf beslutningen om at forblive stærk og tro, altid forberedt og parat til at forsvare min religion, hvis det var nødvendigt.¹

Hele sit liv understregede præsident Monson de principper, som denne oplevelse illustrerer. »Må vi altid være modige og forberedt til at stå fast ved det, vi tror på,« sagde han, »og hvis vi må stå alene i processen, må vi da gøre det modigt, styrket af vores viden om, at vi faktisk aldrig er alene, når vi står sammen med vor Fader i himlen.«²

Præsident Monson ved talerstol — Præsident Thomas S. Monson under oktoberkonferencen 2008

Thomas S. Monsons lærdomme

Skrifterne indeholder eksempler på mod.

Når jeg tænker over alt det, I står over for i verden i dag, så er der et ord i mine tanker. Det beskriver en egenskab, som vi alle har brug for … Den egenskab er mod.³

Behovet for mod er konstant. De hellige skrifter beviser denne sandhed. Josef, Jakobs søn, der blev solgt til Egypten, viste sit mod, da han over for Potifars hustru, som forsøgte at forføre ham, erklærede: »Hvordan skulle jeg … kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud? … Han [ville] ikke opfylde hendes ønske« og han gik (1 Mos 39:9-10).

I vore dage anvendte en far dette eksempel på mod over for sine børn, ved at erklære: »Hvis I nogensinde opdager, at I er et sted, hvor I ikke burde være, så gå!«

Profeten Daniel udviste et fantastisk mod ved at forsvare de principper, som han vidste var sande og ved at have mod til at bede, skønt man ville slå ham ihjel, hvis han gjorde det (se Dan 6).

Mod var også et af Abinadis karaktertræk, således læser vi i Mormons Bog, at han hellere ville sætte livet til, end fornægte sandheden (se Mosi 11:20; 17:20).

Hvem kan undgå at føle sig inspireret af Helamans to tusinde unge sønner, der viste nødvendigheden af at have mod til at følge deres forældres belæringer …? (Se Alma 56).

unge krigere — »Helamans to tusinde unge sønner … viste nødvendigheden af at have mod til at følge vores forældres belæringer.«

Måske er den smukkeste af disse beretninger eksemplet med Moroni, der havde mod til at holde ud til enden i retfærdighed (se Moro 1-10).⁴

Ingen gennemgang af forbilleder ville være fuldstændig, uden at jeg medtog Joseph Smith, den første profet i denne uddeling. Da han kun var 14 år gammel, gik denne modige unge mand ud i en lund, som senere blev kaldt hellig, og fik svar på sin oprigtige bøn.

Da Joseph fortalte andre sin beretning om det herlige syn, han havde set i lunden, blev han udsat for ubønhørlig forfølgelse. Skønt han blev latterliggjort og spottet, stod han alligevel urokkeligt fast. Han sagde: »For jeg havde set et syn. Jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, ej heller vovede jeg at gøre det« [JS-H 1:25].

Under næsten ustandselig modgang og dog altid vejledt af Herrens hånd, organiserede Joseph skridt for skridt Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Han var modig, uanset hvad han foretog sig.

Da han hen imod slutningen af sit liv sammen med sin bror Hyrum blev ført til fængslet i Carthage, trodsede han modigt det, som han utvivlsomt vidste lå forude, og beseglede sit vidnesbyrd med sit blod.

Når vi står over for livets prøver, må vi da altid leve op til det uforfærdede mod, som profeten Joseph Smith var indbegrebet af.⁵

Hver eneste dag i vores liv har vi brug for mod – ikke blot i afgørende begivenheder, men oftere når vi træffer beslutninger eller reagerer på omstændigheder omkring os. Den skotske digter og forfatter Robert Louis Stevenson sagde: »Der er ikke mange vidner til hverdagens mod. Men det er ikke mindre ædelt, når der ikke slås på trommer for jer, og ingen mængde råber jeres navn« [i Hal Urban, Choices That Change Lives, 2006, s. 122].⁶

Mod er ofte nødvendigt for at gøre og forsvare det rette.

Vi lever i en verden, hvor moralske værdier i stort omfang er kastet til side, hvor synd åbenlyst vises frem, og hvor fristelser til at forlade den lige og snævre sti omgiver os. Vi står over for vedholdende pres og snigende indflydelse, der ødelægger det, som er anstændigt og forsøger at erstatte det verdslige samfunds overfladiske filosofier og skikke …

Vi [vil] næsten helt sikkert blive bedt om at forsvare det, vi tror på. Har vi modet til at gøre det? …

Mod kommer i mange former. Den kristne forfatter Charles Swindoll skrev: »Mod er ikke begrænset til slagmarken … eller til modigt at fange en tyv i sit hjem. Modets virkelige prøver er mere diskrete. Det er indre prøver, som at forblive trofast, når ingen ser på … som at stå alene, når du bliver misforstået« [Growing Strong in the Seasons of Life, 1983, s. 398]. Jeg vil tilføje, at dette indre mod også omfatter at gøre det rigtige, selvom vi kan være bange, forsvare vores tro med risiko for at blive til grin og bevare den tro, selv når vi risikerer at miste venner eller social status. Den, som står fast ved det, der er rigtigt, må til tider risikere at blive misbilliget og upopulær.

Da jeg tjente i USA’s flåde [kort tid efter] anden verdenskrig, oplevede jeg mange modige handlinger, heltegerninger og mange eksempler på mod. Et af dem, jeg husker bedst, var det stilfærdige mod, som udvistes af en 18-årig matros – fra et andet trossamfund – der ikke var for stolt til at bede. Af de 250 mænd i kompagniet var han den eneste, der hver aften knælede ned ved siden af sin køje, trods de andres spottende tilråb og ondskabsfulde spøgefuldheder, og med bøjet hoved bad han til Gud. Og han vaklede aldrig. Han tøvede aldrig. Han havde mod …

Vi støder alle på frygt, udsættes for latterliggørelse og møder modstand. Lad os – allesammen – have modet til at gå imod den gængse opfattelse, mod til at forsvare vores principper. Det er mod og ikke kompromis, der nyder Guds billigelse. Mod bliver en levende og ønskelig dyd, når det ikke blot tolkes som villighed til tappert at gå i døden, men også som viljen til at leve anstændigt. Når vi går frem og bestræber os på at leve, som vi bør, modtager vi helt sikkert hjælp fra Herren og kan finde trøst i hans ord.«⁷

Hav mod til at stå fast ved sandhed og retfærdighed. Fordi tendensen i samfundet i dag går bort fra de værdier og principper, som Herren har givet os, vil I næsten helt sikkert blive bedt om at forsvare det, I tror på. Medmindre vores vidnesbyrds rødder er solidt plantet, vil det blive vanskeligt for os at modstå hånen fra dem, der udfordrer vores tro. Når jeres vidnesbyrd om evangeliet, om Frelseren og om vor himmelske Fader er solidt funderet, vil det påvirke alt det, I gør i hele jeres liv. Modstanderen kunne ikke tænke sig noget bedre, end at I tillader nedsættende kommentarer og kritik af Kirken, at få jer til at stille spørgsmål og at tvivle. Hvis det konstant næres, vil jeres vidnesbyrd give jer sikkerhed.

Lad os sammen tænke tilbage på Lehis syn med livets træ. Han så mange, som havde holdt fast i jernstangen, og som havde kæmpet sig gennem en tåge af mørke, der til sidst nåede frem til livets træ og spiste af træets frugt, hvorpå de »kastede … blikket rundt omkring, som om de skammede sig« [1 Ne 8:25]. Lehi undrede sig over årsagen til deres forlegenhed. Da han så sig omkring, så han »på den anden side af floden med vand en stor og rummelig bygning …

Og den var fyldt med folk, både gamle og unge, både mænd og kvinder, og deres måde at klæde sig på var overordentlig fornem, og det så ud som om, de spottede og pegede fingre ad dem, der … spiste af frugten« [1 Ne 8:26-27].

Den store og rummelige bygning i Lehis drøm repræsenterer dem i verden, som håner Guds ord, og som latterliggør dem, der modtager det, og som elsker Frelseren og efterlever befalingerne. Hvad sker der med dem, der skammer sig, når man møder hån? Lehi fortæller os: »Og efter at de havde smagt frugten, skammede de sig på grund af dem, som hånede dem, og de faldt fra, ind på forbudne stier, og blev væk« [1 Ne 8:28, 28] …

En repræsentation af Lehis syn om livets træ (se 1 Ne 8,11). Præsident Monson opfordrede Kirkens medlemmer til at være modige i deres overbevisninger og standhaftige, når folk håner og latterliggør.

Må I med jeres overbevisnings mod som apostlen Paulus erklære: »For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse« [Rom 1:16].

For at I ikke skal føle jer utilstrækkelige over for de opgaver, som venter forude, så minder jeg jer om en anden af Paulus’ gribende udtalelser, som vi kan hente mod fra: »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed« (2 Tim 1:7) … Med hans hjælp vil I have mod til at modstå, hvad end der kommer.⁸

Vi kan have moralsk mod til at kunne være et lys for andre.

Menneskers filosofi omgiver os. Syndens ansigt bærer i dag ofte tolerancens maske. Bliv ikke vildledt, bag denne facade venter hjertesorg, ulykke og smerte. I ved, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og ingen forklædning, uanset hvor tillokkende, kan ændre det. Overtrædelsens karakter forbliver uændret. Hvis jeres såkaldte venner opfordrer jer til at gøre noget, som I ved er forkert – lad det så være jer, der forsvarer det rette, selv om I står alene. Hav moralsk mod til at være et lys, andre kan følge. Der er intet venskab af større værdi end jeres egen rene samvittighed, jeres egen moralske renhed – og sikken storslået følelse det er at vide, at I kan stå på jeres tildelte post rene og i tillid til, at I er værdige til at gøre det.⁹

Budskaberne i fjernsyn, film og andre medier er ofte i direkte modstrid med det, vi ønsker, at vores børn skal tage til sig og holde af. Det er vores ansvar, ikke blot at undervise dem i at være sunde i både ånd og lære, men også at hjælpe dem med at forblive sådan, uden hensyn til de udefrakommende kræfter, de måtte møde. Det kræver megen tid og indsats fra vores side – og for at kunne hjælpe andre har vi selv brug for åndelig og moralsk styrke til at modstå det onde, som vi ser overalt.«¹⁰

[Jeg tjente] som præsident for den canadiske mission. I Ontario i Canada gik to af vores missionærer og bankede på døre en kold eftermiddag med snevejr. De havde ikke haft meget succes med deres forehavende. Den ene af dem var erfaren, og den anden var helt ny.

De to bankede på hos hr. Elmer Pollard, og han fik ondt af de forfrosne missionærer og bød dem indenfor. De præsenterede deres budskab for ham og spurgte, om han ville bede sammen med dem. Det ville han gerne på betingelse af, at han fik lov til at bede.

Hans bøn forbløffede missionærerne. Han sagde: »Kære himmelske Fader, velsign disse to ulykkelige, vildledte missionærer, at de må vende tilbage til deres hjem og ikke spilde deres tid på at fortælle folk her i Canada om et budskab, som er så utroligt, og som de ved så lidt om.«

Da de rejste sig fra bønnen, bad hr. Pollard missionærerne om aldrig nogensinde at vende tilbage til hans hus. Da de gik, sagde han hånligt til dem: »I kan alligevel ikke fortælle mig, at I virkelig tror på, at Joseph Smith er Guds profet!« Og så smækkede han døren i.

Missionærerne var ikke kommet ret langt, da juniorkammeraten forskræmt sagde: »Ældste, vi svarede jo ikke hr. Pollard.«

Seniorkammeraten svarede: »Vi er blevet [afvist]. Lad os komme videre.«

Men den unge missionær holdt stædigt fast på sit, og de to vendte tilbage til hr. Pollards hus. Hr. Pollard åbnede døren og sagde vredt: »Jeg mente bestemt, jeg havde sagt, at I to aldrig skulle vise jer her mere!«

Juniorkammeraten sagde så, idet han opbød alt sit mod: »Hr. Pollard, da vi gik, sagde De, at vi ikke selv troede på, at Joseph Smith var en Guds profet. Jeg vil gerne bære mit vidnesbyrd for Dem, hr. Pollard, jeg ved, at Joseph Smith er Guds profet, at han ved inspirationens kraft oversatte den optegnelse, som kendes som Mormons Bog, og at han så Gud Faderen og hans Søn Jesus Kristus.« Og så gik missionærerne igen.

Jeg hørte den selvsamme hr. Pollard fortælle om hin mindeværdige dags begivenheder ved et vidnesbyrdsmøde. Han sagde: »Den nat kunne jeg ikke sove. Jeg vendte og drejede mig. Igen og igen hørte jeg disse ord i mit sind: ›Joseph Smith er Guds profet. Jeg ved det … Jeg ved det … Jeg ved det.‹ Jeg kunne knap vente, til det blev morgen. Jeg ringede til missionærerne på det nummer, som stod på det lille kort med Trosartiklerne. De vendte tilbage, og denne gang lyttede min hustru, min familie og jeg til missionærlektionerne som ægte sandhedssøgende mennesker. Som følge deraf har vi alle taget imod Jesu Kristi evangelium. Vi vil altid være taknemmelige for det sandhedens vidnesbyrd, som disse to modige, men ydmyge missionærer bar for os.«¹¹

Lad mig … tale om mod til at afstå fra at dømme andre. I spørger måske: »Kræver det virkelig mod?« Og jeg vil svare, at jeg tror, at det mange gange, når vi afstår fra at dømme – eller sladre eller kritisere, som bestemt minder om at dømme – kræver mod.

Desværre er der personer, som finder det nødvendigt at kritisere eller nedværdige andre. I har utvivlsomt været sammen med sådanne personer, og det vil I også i fremtiden … Vi er ikke overladt til at spekulere over, hvad vores opførsel bør være i sådanne situationer … [Frelseren formanede]: »Hold op med at finde fejl hos hinanden« [L&P 88:124]. Det kræver virkelig mod, når man er omgivet af sine jævnaldrende og mærker presset til at deltage i kritik og fordømmelse, og så afstå fra at deltage …

Jeg bønfalder jer om at have mod til at afstå fra at dømme og kritisere dem omkring jer, så vel som mod til at sørge for, at alle kommer med og føler sig elsket og værdsat.¹²

Vi har brug for mod til at udholde livets udfordringer.

Hvad vil det sige at holde ud? Jeg elsker denne definition: At modstå med mod. Mod kan blive nødvendigt, hvis I skal tro; det vil nogle gange være nødvendigt, når I adlyder. Det er helt sikkert nødvendigt[ for at holde] ud indtil den dag, hvor I forlader livet på jorden.¹³

Jeg holder så meget af disse ord af digteren Ella Wheeler Wilcox:

Det er let nok at være venlig,
Når livet går som en leg,
men dén har vist sin styrke, som smiler,
når prøven er sej. 
[»Worth While«, i Ella Wheeler Wilcox, Poems of Sentiment, 1906, s. 11]

Dette var Paul Tingey et eksempel på … Paul var vokset op i et godt sidste dages helligt hjem og havde udført en ærefuld mission for Herren i Tyskland. En af hans kammerater i missionsmarken var ældste Bruce D. Porter fra De Halvfjerds’ Første Kvorum. Ældste Porter beskrev ældste Tingey som en af de mest engagerede og succesfulde missionærer, han kendte.

Da deres mission var tilendebragt, vendte ældste Tingey hjem, tog eksamen fra universitetet, blev gift med sin kæreste og stiftede familie. Han tjente som biskop og var dygtig i sit erhverv.

Uden megen varsel fik han i sit nervesystem symptomer på en frygtet sygdom – sklerose. I sin sygdom kæmpede Paul Tingey tappert, men kom til sidst på plejehjem, hvor han boede resten af livet. Der opmuntrede han de nedtrykte og gjorde alle glade [se »Har jeg gjort noget godt?«, Salmer og sange, nr. 143]. Når jeg gik i kirke der, gjorde Paul både mig og alle andre mere glade.

Da de olympiske lege kom til Salt Lake City i 2002, blev Paul udvalgt til at bære den olympiske fakkel på en bestemt etape. Da dette blev meddelt på plejehjemmet, brød jublen ud blandt de forsamlede beboere, og et hjerteligt bifald rungede gennem gangene. Da jeg ønskede Paul tillykke, sagde han med sin svage røst: »Jeg håber ikke, at jeg taber faklen!«

… Paul Tingey tabte ikke den olympiske fakkel. Derudover bar han tappert den fakkel, han fik overdraget i livet, og det gjorde han til sin dødsdag.

Åndelighed, tro, beslutsomhed og mod – Paul havde det hele.¹⁴

Det kræver mod at tage det første skridt hen mod et ønsket mål, men det kræver endnu større mod, når man snubler og må yde endnu en indsats for at nå målet.

Vær beslutsom nok til at yde en indsats, fokuseret nok til at arbejde frem mod et værdigt mål, og modig nok til ikke alene at møde de udfordringer, som uundgåeligt kommer, men også til at yde endnu en indsats, hvis det skulle være nødvendigt.¹⁵

Vores rejse gennem livet foregår ikke på en motorvej helt uden forhindringer, faldgruber eller fælder. Nej, den foregår snarere på en sti, der snor og bugter sig. Vi står konstant over for beslutninger. For at kunne træffe dem víst, er det nødvendigt at have mod, mod til at sige nej, mod til at sige ja. Vores beslutninger er afgørende for vores skæbne.«¹⁶

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Gennemgå eksemplerne i afsnit 1 på mennesker, der udviste stort mod. Hvad kan vi lære af disse eksempler?
Gennemgå de former for mod, som præsident Monson nævnte i afsnit 2. Hvilke situationer i jeres liv har krævet mod? Hvordan kan vi styrke vores mod til at gøre det rette?
Præsident Monson understregede behovet for, at vi er eksempler på moralsk mod (se afsnit 3). Hvad kan vi lære af den missionær, der vendte tilbage for at vidne for Elmer Pollard? Hvorfor kræver det mod at afholde sig fra at dømme og kritisere andre? Hvordan kan vi overvinde tilbøjeligheden til at dømme og kritisere?
Hvad kan historien om Paulus Tingey lære os om mod i tider med prøvelser? (Se afsnit 4). Hvordan har andre inspireret jer med deres mod i svære tider?

Skriftstedshenvisninger

Jos 1:5-7; Sl 27:14; 31:23-24; Matt 5:10-12; Joh 14:27; Mosi 17:8-10; Alma 53:18-21; L&P 3:6-8; 128:22

Studiehjælp

»Mange synes, at det bedste tidspunkt at studere på er om morgenen, efter … nattens hvile … Andre foretrækker at studere i de stille timer efter, at dagens arbejde og bekymringer er forbi … Tidspunktet på dagen er måske ikke så vigtigt, men derimod det at afsætte et regelmæssigt tidspunkt til studium« (Howard W. Hunter, »Studium af skrifterne«, Den danske Stjerne, maj 1980, s. 98-99).