Thomas S. Monsons liv og tjenestegerning

På en kold dag i april 1972 var ældste Thomas S. Monson på en velkendt køretur til et af hospitalerne i Salt Lake City. I mere end to årtier havde han besøgt disse hospitaler for at give velsignelser og opmuntre menighedsmedlemmer, familiemedlemmer, venner og mange andre. Denne gang skulle han hen og se sin elskede mor.

Da deres besøg var forbi, besøgte han ældste Spencer W. Kimball, én af hans brødre i De Tolvs Kvorum, der for nylig havde været igennem en åben hjerteoperation. Ældste Kimball hvilede sig, og ældste Monson ville ikke forstyrre ham, så han gik tilbage til sin bil. I elevatoren blev han mødt af to kvinder, der spurgte, om han ville give deres far en velsignelse. Han ledsagede dem til intensivafdelingen på hospitalet, hvor han tog sig af deres far.

Da ældste Monson begyndte at forlade værelset, hørte han en mand kalde sit navn. Han så hen mod mandens seng og genkendte ham som et tidligere medlem af menigheden. »Jeg var glad for at kunne give ham en velsignelse,« skrev ældste Monson. Da han forlod værelset, blev han kontaktet af en grædende sygeplejerske, der spurgte, om han skulle til Primarys børnehospital. Han sagde, at han ikke havde planlagt at tage derhen den dag – men ville med glæde gøre det, hvis hun ønskede, at han skulle se nogen der. Sygeplejersken fortalte ham om en kusine, der havde fået polio mange år tidligere og havde det svært.

Da ældste Monson ankom til børnehospitalet, mødte han en mand, der førte ham til sygeplejerskens kusine, som han gav en velsignelse. Manden spurgte så ældste Monson, om han havde tid til at velsigne en 10-årig pige, der led af leukæmi. De gik sammen hen for at give hende en velsignelse.

Omkring sine hospitalsbesøg den dag skrev ældste Monson i sin dagbog: »Jeg tog derfra … og indså, at vor himmelske Fader er meget opmærksom på dem, der lider her på jorden, og som ønsker en velsignelse ved præstedømmets hænder.«¹

Præsident Monson tjener med kærlighed en livslang ven i Toronto i Canada.

Sådanne oplevelser var hyppige i Thomas S. Monsons liv. Efter en lignende dag, hvor han tilbragte næsten to timer på et hospital, skrev han: »Jeg følte, at jeg havde gjort noget godt og havde været der, hvor Herren ønskede, at jeg skulle være i dag.«²

At være der, hvor Herren ønskede, at han var, var en livslang forpligtelse for præsident Monson. Han talte ofte om privilegiet ved at »gå Herrens ærinde« – at være Herrens hænder på jorden, især når man tager sig af mennesker i nød. Han sagde: »Jeg vil altid gerne have, at Herren ved, at hvis han skal have løbet ærinder, vil Tom Monson gerne løbe de ærinder for ham.«³

Fødsel, barndom og ungdom

»Hvad synes du … om Marks tog, Tommy?« spurgte Gladys Monson sin 10-årige søn.

»Vent lige et øjeblik,« svarede han. »Jeg kommer straks tilbage.« Han skyndte sig ud ad døren og løb hjem. Han havde noget, han måtte gøre godt igen.

Den morgen havde den unge Tommy modtaget en julegave, som han havde længtes efter – et elektrisk tog, som hans forældre havde gjort et offer for at kunne købe under den store depression. Da han havde leget med det i nogle få timer, fortalte hans mor ham, at hun havde købt et tog med optræk til Mark Hansen, der var søn af en enke, der boede i nærheden. Da hun viste det til Tommy, lagde han mærke til, at Marks tog havde en olietankvogn, som hans sæt manglede. Han bønfaldt sin mor om at få tankeren, og hun gav ham den til sidst og sagde: »Hvis du har mere brug for den end Mark, så tag den.«

Gladys og Tommy tog resten af togsættet hen til Mark, der ikke havde forventet sådan en gave og blev begejstret. Han trak motoren op, og da toget kørte rundt på sporet, stillede Gladys Monson sin søn det enkle, gennemtrængende spørgsmål om, hvad han syntes om Marks tog. Han mindedes senere: »Jeg følte mig noget skyldbetynget og blev ganske klar over min selviskhed.«

Da han nåede hjem, tog han olietankeren – og en anden vogn fra sit eget sæt – og løb tilbage for at give dem til Mark, som med glæde koblede dem til de andre vogne. »Jeg betragtede lokomotivet, som det sled sig vej over sporene,« sagde ældste Monson senere, »og følte en ovenud glæde, som vil være vanskelig at beskrive og umulig at glemme.«⁴

Glæden ved at give, glæden ved at ofre, glæden ved at tage sig af andre – det var alt sammen noget, Tommy Monson lærte i sin barndom, lektier, der skulle forme en fremtidig profets hjerte og karakter.

Tom Monson som ung

Thomas Spencer Monson blev født i Salt Lake City den 21. august 1927 som det andet barn og den første søn af G. Spencer og Gladys Condie Monson. Han blev budt velkommen til verden af sin søster Marjorie og en tæt knyttet familie af bedsteforældre, tanter, onkler og fætre og kusiner, hvoraf mange boede i samme kvarter som ham. Hans mors forfædre var blandt Kirkens tidligste omvendte i Skotland og var ankommet til Salt Lake-dalen i 1850, tre år efter Brigham Youngs pionerkompagni. Toms far havde engelske og svenske forfædre, der emigrerede til Utah-territoriet i begyndelsen af 1865.

»For at vide, hvilken mand, Thomas S. Monson er blevet, er det vigtigt at kende hans rødder og de omgivelser, der har styrket ham,« har ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolvs Kvorum sagt.^5. Han gik under navnet »Tommy« som dreng og voksede op i et ydmygt hjem og nabolag, omkring halvanden kilometer sydvest for Salt Lake Citys centrum. Næsten hele hans opvækst fandt sted under den store depression, som begyndte, da han var to år gammel, og til efter Anden Verdenskrig. I disse svære tider lærte hans forældre og andre ham næstekærlighed og medfølelse, loyalitet og hårdt arbejde – egenskaber, der stak dybt i hans karakter.

Han sagde, at hans mor lærte ham at være »kærlig og nære omsorg for andre«.^6. Hun søgte at opløfte folk og udviste særlig medfølelse for dem, der var bundet til hjemmet. Hun bespiste og plejede også mænd, der hoppede på toget under depressionen og ledte efter arbejde (se kapitel 17). »Min egen mor … underviste mig via sit liv og gerninger i, hvad [Bibelen] indeholder,« sagde ældste Monson. »Omsorg for de fattige, de syge, de trængende var hverdagens drama, der ikke kan glemmes.«⁷

Hans far var lige så stille og reserveret, som hans mor var udadvendt, og hans kristne næstekærlighed gjorde også et stærkt indtryk. En farbror, der boede i nærheden, var så forkrøblet af gigt, at han ikke kunne gå. Spence Monson sagde ofte: »Kom, Tommy; lad os køre farbror Elias en kort tur.« Spence kørte hjem til Elias, bar ham udenfor og satte ham forsigtigt på forsædet, så han kunne have et godt udsyn. Ældste Monson mindedes: »Køreturen var ikke så lang og samtalen begrænset, men ih, det var en arv af kærlighed!«⁸ Denne lektie, sagde han, »prellede ikke af på mig.«⁹ (Se kapitel 17).

Af sin far lærte han også at arbejde hårdt. Som 14-årig måtte Spence Monson droppe ud af skolen og begynde at arbejde i et trykkeri, fordi hans far var alvorligt syg, og hans familie havde brug for indkomsten. Da Spence og Gladys blev gift, begyndte Spence at arbejde i et andet trykkeri, hvor han blev leder og forblev i mere end 50 år og arbejdede seks dage om ugen og mange aftener. Da Tom var 12 år, begyndte han at arbejde sammen med sin far efter skole og om lørdagen, hvor han til at begynde med udførte små opgaver og gradvist lærte trykkerifaget at kende, indtil han blev lærling. Med det udgangspunkt fik han med tiden en karriere i trykkeribranchen.

Den unge Tommy Monson blev også næret af sine ledere og lærere i kirken. Han huskede et tidspunkt, hvor primarypræsidenten, Melissa Georgell, kom med en kærlig irettesættelse, og sagde: »Vores opførsel i Primary [var ikke altid,] som den burde være. Jeg havde masser af energi og havde svært ved at sidde tålmodigt.«¹⁰ En dag bad primarypræsidenten ham om at mødes med hende, og da hun lagde armen om hans skulder, begyndte hun at græde. Overrasket over hendes tårer spurgte han, hvorfor hun græd. »Jeg kan tilsyneladende ikke få … drengene til at være ærbødige under Primarys formøde,« forklarede hun. »Vil du hjælpe mig, Tommy?« Det lovede han, at han ville.

»Det var overraskende for mig, men ikke for [hende], at det gjorde en ende på ethvert problem med ærbødighed i Primary,« mindedes han. »Hun var gået til kilden til problemet – mig. Løsningen var kærlighed.«¹¹ Hele sit voksne liv fortsatte han med at besøge denne kære kvinde, indtil hun døde i en alder af 97 år.¹² (Se kapitel 11).

En vejleder i lærernes kvorum gav Tom et par Birmingham roller-duer og brugte dem til at undervise om hans ansvar som kvorumspræsident for at redde kvorumsmedlemmer.¹³ En søndagsskolelærer underviste om, at »det er saligere at give end at få« (ApG 20:35) ved at foreslå, at klassemedlemmerne kunne tage de penge, de havde sparet op til en fest, og give dem til en klassekammerats familie, hvis mor lige var død (se kapitel 19). Af en spejderleder, der havde en benprotese og var genstand for en spøg af en af drengene, lærte Tom om at reagere med venlighed i stedet for vrede (se kapitel 21).

Hans barndomsoplevelser om sommeren i Provo Canyon syd for Salt Lake City havde også en livslang indvirkning. Der blev han glad for at svømme, fiske og andre udendørsaktiviteter. Senere brugte han disse oplevelser til at illustrere evangeliets principper. At lave kapsejlads med legetøjsbåde i Provofloden blev en måde at undervise på om de gaver, som vor himmelske Fader har givet for at vejlede sine børn gennem jordelivet (se kapitel 7). At antænde en brand, der tog flere timer at slukke, blev en måde at undervise om lydighed på (se kapitel 12).

Universitet, flåden og ægteskab

Da Tom var blevet færdig med high school i 1944, stod han over for mange afgørende beslutninger. Det efterår startede han på University of Utah, ganske sikker på at han ville blive indkaldt til militærtjeneste, da han blev 18 året efter, og Anden Verdenskrig stadig rasede i Europa og Stillehavsområdet.

I løbet af det år i skolen mødte Tom Frances Johnson, den kvinde, der skulle blive hans livs kærlighed. Første gang, han hentede hende til en date, spurgte hendes far: »›Monson‹ – det er da et svensk navn, ikke?«

»Jo,« svarede Tom.

Frances’ far viste ham derefter et billede af to missionærer og spurgte, om han var i familie med den, der hed Elias Monson. Tom svarede, at Elias var hans farfars bror.

Da Frances far hørte dette, begyndte han at græde. Hans familie havde kendt ældste Elias Monson, mens de boede i Sverige. Frances’ far kyssede Tom på kinden, og hendes mor græd og kyssede ham på den anden kind.¹⁴ Han syntes, at forholdet fik en god begyndelse. Han og Frances delte mange af de samme interesser, såsom tid i naturen, tid med familie og at danse til bigbands. »Hun var lattermild,« mindedes han; hun var »næstekærlig og venlig« og udviste »stor empati«.¹⁵

I juli 1945, efter et år på universitetet, meldte Tom sig til militæret. Krigen i Europa var endt i maj, men kampene fortsatte i Stillehavsområdet. Tom bad om vejledning på rekrutteringsstationen og valgte at lade sig hverve til den amerikanske flådereserve i stedet for flåden – en beslutning han senere sagde ændrede kursen for hans liv (se kapitel 5). Krigen i Stillehavet sluttede kort tid efter, at han havde meldt sig, og han afsluttede ærefuldt sin militærtjeneste efter et år i San Diego i Californien. Det var et betydningsfuldt år for ham, hvor han fik muligheder for med mod at stå op for sin overbevisning, være et eksempel og give en præstedømmevelsignelse for første gang (se kapitel 8 og 23). Tom ønskede ikke, at Frances skulle glemme ham, og han skrev til hende hver dag, han var i San Diego.

Da Tom vendte tilbage til Salt Lake City i 1946, genoptog han sine studier på University of Utah og fik en bachelorgrad og bestod med udmærkelse i marketing i 1948. Han fortsatte også sit forhold med Frances, og da deres kærlighed blomstrede, friede han. De blev gift i templet i Salt Lake City den 7. oktober 1948. Præsident Monson talte ofte om det råd, de modtog den dag om, hvordan man bevarer gode følelser i sit ægteskab (se kapitel 17). Efter deres reception begyndte de deres liv sammen på den samme gade, hvor Tom var vokset op.

Tom og Frances Monson ved deres bryllupsreception i 1948

Biskop i den 6.-7. Menighed

Den dag Thomas S. Monson blev født i 1927, blev en ny biskop opretholdt i hans families menighed. Da Spence Monson tog på hospitalet for at se sin hustru og deres nyfødte søn, bekendtgjorde han: »Vi har fået ny biskop i dag.« Gladys Monson holdt lille Tom oppe og sagde: »Og jeg har en ny biskop til dig.«¹⁶

Uanset om Gladys havde et øjebliks forudanelse eller ej, blev hendes ord opfyldt hurtigere, end nogen kunne have forventet. Den 7. maj 1950, da Tom Monson kun var 22 år gammel, blev han kaldet til at være biskop for den menighed, han var vokset op i. Denne menighed havde flere end 1.000 medlemmer, deriblandt hans forældre, hans brødre og søstre og andre slægtninge. Tom og Frances havde kun været gift i 19 måneder.

Biskop Monson beskrev den 6.-7. Menighed som »en ydmyg pionermenighed i en ydmyg pionerstav.«¹⁷ På det tidspunkt havde den mange udfordringer. Et stort antal medlemmer kom ikke i kirke og havde brug for kærlighed og fællesskab for at hjælpe dem tilbage til aktivitet. Fordi mange af dem var fattige, havde menigheden de største velfærdsbehov i Kirken.¹⁸ Ældre medlemmer, deriblandt flere end 80 enker, havde også brug for særlig omsorg. Menigheden havde mange gennemrejsende, og mange flyttede ind og ud hver måned. Flere år senere mindedes præsident Monson sine følelser – og tro – ved at møde så mange udfordringer som ung biskop:

»Omfanget af kaldelsen var overvældende, og ansvaret var skræmmende. Min utilstrækkelighed ydmygede mig. Men min himmelske Fader lod mig ikke vandre i mørke og i stilhed, uden instruktioner eller inspiration. På sin egen måde åbenbarede han det, han ville have mig til at lære.«¹⁹

Noget af det, som blev åbenbaret for biskop Monson, kom ved hjælp og vejledning fra andre. Han lærte andre lektier gennem bøn. »Enhver biskop har brug for en hellig lund, hvor han kan trække sig tilbage for at meditere samt for at bede om vejledning,« sagde han. »Min var vores menigheds gamle kirkebygning. Jeg kan ikke tælle de gange, hvor jeg på en mørk nat på et sent tidspunkt gik hen til forhøjningen i denne bygning, hvor jeg blev velsignet, bekræftet, ordineret, undervist og til sidst kaldet til at præsidere. … Med min hånd på talerstolen knælede jeg ned og delte mine tanker, mine bekymringer og problemer med ham foroven.«²⁰

Biskop Monson opsøgte én for én de medlemmer, der ikke kom i kirke. Ved døren til et hjem sagde han til faderen: »Jeg er kommet for, at vi kan lære hinanden at kende og for at tilskynde din familie til at komme til vores møder.« Manden sendte ham væk, og familien flyttede kort tid efter til Californien. Men mange år senere kom han for at se ældste Monson, der på det tidspunkt var medlem af De Tolvs Kvorum. »Jeg er kommet for at undskylde for, at jeg ikke rejste mig og lod dig komme ind den sommerdag for mange år siden,« sagde han. »Jeg er [nu] andenrådgiver i mit biskopråd. Din opfordring til at komme i kirke og mit negative svar plagede mig så meget, at jeg besluttede at gøre noget ved det.«²¹ (Se kapitel 2). Selvom denne familie vendte tilbage til Kirken efter at have forladt den 6.-7. Menighed, vendte mange andre medlemmer tilbage under biskop Monsons tjeneste. Tilstedeværelsen ved nadvermødet voksede betydeligt.²²

Biskop Monson var hengiven over for menighedens unge og søgte at holde dem inden for Kirkens fold. En gang følte han sig tilskyndet til at forlade et præstedømmemøde for at se efter en ung mand, der sjældent kom i kirke. Han opdagede endelig, at han arbejdede i en smøregrav ved en mekaniker. Biskop Monson fortalte den unge mand, hvor meget savnet han var og hvor meget, der var brug for ham, og han begyndte at komme.²³ (Se kapitel 2). Han tjente senere som missionær og senere som biskop to gange. Blandt hans mange udtryk for taknemlighed var et brev, der blev skrevet 40 år senere, hvori han sagde:

»Når jeg tænker over begivenhederne i mit liv, er jeg så taknemmelig for en biskop, der så, fandt og viste stor interesse for en, der var fortabt. Jeg takker dig fra mit hjerte for alt det, du gjorde og har gjort for mig personligt. Jeg elsker dig!«²⁴

Biskop Monson tog sig særligt af enkerne i sin menighed. Han hjalp dem, når de var i fare for at miste deres hjem, når de havde brug for livets fornødenheder, og når deres helbred svigtede. Han opmuntrede dem med besøg i tider med ensomhed og hjertesorg. I juletiden brugte han sin ferie til at besøge hver af dem og gav hver en æske slik eller en kylling, de kunne stege. Han fortsatte med at besøge mange af dem længe efter, at han blev afløst som biskop, og han besøgte mange, der blev enker efter hans tjeneste som biskop. Et eksempel er en kvinde, der blev enke i 1965 – 10 år efter, at han blev afløst – som han så regelmæssigt, indtil hun døde i 2009 som 98-årig, mens han var Kirkens præsident. »Pearl … var en af de enker, jeg har besøgt gennem alle disse år,« skrev han i sin dagbog. »Hun har haft et svært liv, men har udholdt det.«²⁵ Han talte ved hendes begravelse nogle få dage senere, en af de mere end 800 begravelser, han talte til, efter han var blevet kaldet til De Tolvs Kvorum.

Biskop Thomas S. Monson med sine rådgivere i biskoprådet i den 6.-7. Menighed

Med så mange mennesker, der havde brug for timelig hjælp, søgte biskop Monson både nye og inspirerede måder at hjælpe på og skabte ofte muligheder for, at medlemmerne kunne tjene. En december fandt han ud af, at en familie fra Tyskland snart skulle flytte til menigheden. Nogle få uger før de ankom, tog han hen for at se på den lejlighed, der var blevet lejet til dem, og fandt den så mørk og dyster, at han blev tung om hjertet. »Sikke en velkomst til en familie, som havde udholdt så meget,« tænkte han.²⁶

Næste morgen tog han denne sag op ved et møde med menighedslederne. Biskop Monson skrev, at »en ånd af ægte kærlighed … gennemsyrede hvert medlems hjerte og sjæl«, da de villigt tilbød deres hjælp.²⁷ I de næste to eller tre uger arbejdede menighedens medlemmer sammen om at forberede lejligheden.

Da familien ankom, flød tårerne, da de så en lys lejlighed med nyt tæppe, ny maling, skabe fyldt med mad og et juletræ pyntet af de unge. Faderen greb biskop Monsons hånd og prøvede at udtrykke sin taknemmelighed, men hans følelser var for store. I stedet »begravede [han] sit hoved i min skulder,« sagde biskop Monson, »og gentog atter og atter: ›Mein Bruder, mein Bruder, mein Bruder.‹«²⁸ Da menighedens medlemmer gik den aften, spurgte en ung kvinde: »Biskop, jeg har det bedre, end jeg nogensinde før har haft det. Kan du fortælle mig hvorfor?« Han svarede med disse ord fra Herren: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40).

I 1955 efter fem års tjeneste blev biskop Monson kaldet som rådgiver i stavspræsidentskabet. Selvom han ikke længere havde kaldelsen som biskop, forblev han biskop i sit hjerte resten af sit liv, fortsatte sin omsorg for medlemmerne af den 6.-7. Menighed og brugte de lektier, han havde lært, til at undervise andre og vejlede sig i sin fremtidige tjeneste. Da han reflekterede over de år, sagde han senere: »Jeg anså mig altid for at være en biskop, der ville være på gavmildhedens sikre side; og hvis jeg skulle gøre det igen, ville jeg være det endnu mere.«²⁹

Den 6.-7. Menigheds kirkebygning blev revet ned i 1967, men ikke før biskop Monson reddede noget, der havde særlig betydning for ham: den smukke talerstol, hvor han havde knælet i bøn som biskop.³⁰ I 2009 talte han som Kirkens præsident fra denne talerstol, da han indviede Kirkens nye Historiske Bibliotek. Det var en følelsesladet oplevelse, fordi talerstolen repræsenterede så mange minder fra hans barndom, hans ungdom og hans virke som biskop. »Denne talerstol fortæller til dels historien om min egen tro,« sagde han på det tidspunkt. »For mig er det en dyrebar erindring om hellige oplevelser.«³¹

Familie

Tom og Frances Monson blev begejstrede, da deres første barn, en søn de kaldte Thomas Lee, blev født i 1951, et år efter Tom begyndte at tjene som biskop. Familien Monsons eneste datter, Ann Frances, blev også født, mens Tom tjente som biskop i 1954. Deres tredje og sidste barn, en søn de kaldte Clark Spencer, blev født i 1959 under deres mission i Canada.

Familien Monson i 1962. Venstre mod højre: Frances, søn Tom, Clark, far Tom og Ann

Tom var en hengiven ægtemand og far, mens han arbejdede mange timer på sit arbejde og i tjeneste i Kirken. Hans børn huskede, at »det var som om andre børns fædre var mere hjemme end vores far … men det var også som om, at de ikke var nær så meget sammen med deres børn som vores far var med os. Vi gjorde altid noget sammen, og vi elskede det.«³²

Den unge Tom huskede, at mens hans far præsiderede over Den Canadiske Mission, havde de ikke meget fritid sammen. Men hver aften, inden han gik i seng, gik han ind på sin fars kontor i missionshjemmet og spillede en omgang dam. »Det er på sin vis et lige så dejligt minde som dengang min far fløj hele vejen til Louisville i Kentucky flere år senere, blot for at give mig en velsignelse, fordi jeg fik lungebetændelse, mens jeg var rekrut og i militærlejr,« sagde Tom.³³

Ann værdsatte, hvordan hendes far fortalte om oplevelser fra sine kirkeopgaver: »Min kæreste erindring … er når han kom hjem søndag aften efter en opgave til en stavskonference eller en tur i missionen, og jeg hørte ham fortælle om den særlige inspiration, han havde fået, når han havde kaldet en patriark, eller de trosfremmende oplevelser han havde, når han interviewede missionærer.«³⁴ Senere, da Ann selv havde stiftet familie, påskønnede hun muligheden for, at hendes sønner kunne arbejde sammen med deres bedstefar, såvel som deres oplevelser i Provo Canyon: »Alle i familien nyder at sidde rundt om et bål ved familiens hytte og riste marshmellows og lytte til, at bedstefar fortæller historier.«³⁵

Clark sagde, at selvom hans far ofte rejste på kirkeopgaver, så havde han »altid tid til sine børn … Jeg har aldrig følt mig forsømt af far. Når han var hjemme, spillede han spil med os og tog os ud for at spise is … Jeg [tilbragte] meget tid med at fiske med min far.«³⁶ Under en fisketur blev Clark rørt, da hans far bad ham om at hive sin line ind og sagde: »Om cirka fem minutter vil din bror Tom sidde ved eksamensbordet og blive udspurgt, før han kan få lov til at arbejde som jurist. Han har arbejdet flittigt i de tre år han har studeret jura blot for at opnå dette, og han vil være lidt nervøs. Lad os bare knæle ned her i båden. Først beder jeg en bøn for ham, og så beder du en bøn for ham.«³⁷

Frances viede sig selv til at opdrage deres børn og skabe et lykkeligt, trygt hjem. Kort tid før hendes far døde i 1953, sagde han til hende: »Jeg er meget stolt af dig, Frances. Jeg er stolt af din mand, Tom. I vil begge modtage mange velsignelser på grund af jeres loyalitet og hengivenhed over for evangeliet, jeres hjem og familie.«³⁸

Karriere

Da Tom fik sin eksamen fra University of Utah i 1948, fik han mange jobtilbud, deriblandt nogle fra store virksomheder uden for staten. Han besluttede sig for at takke ja til en stilling hos Deseret News som salgsrepræsentant for rubrikannoncer. I løbet af nogle få måneder blev han assisterende leder for annonceafdelingen, og året efter blev han leder.

Thomas S. Monson tjekker en trykplade på Deseret News Press.

I 1953 begyndte Tom at arbejde på Deseret News Press, et af de største trykkerier i det vestlige USA. På nogle måder var det en tilbagevenden til hans rødder som teenagedreng, da han arbejdede sammen med sin far på et trykkeri. I Deseret News Press blev han assisterende salgsleder og derefter salgsleder. Én af hans kunder var Deseret Book, og mens han hjalp Kirkens ledere med at udgive deres bøger, udviklede han mange nære forhold og fik mange lærerige erfaringer. »Jeg betragter det som et af højdepunkterne i mit liv at have været i stand til at arbejde så tæt sammen med generalautoriteter og andre om at hjælpe dem med at omdanne deres manuskripter til et færdigt produkt,« skrev han.³⁹ Han håndterede også det meste af Kirkens trykning, deriblandt missionærlitteratur og trykningen af Mormons Bog på flere sprog.

Præsident for Den Canadiske Mission

Juli 1957 var en måned med store ændringer for familien Monson. Udover at være salgsleder i Deseret News Press blev Tom udpeget til assisterende direktør. Hen mod slutningen af måneden flyttede familien til et nyt hjem i en forstad til Salt Lake City og forlod det nabolag, hvor Tom var vokset op og havde tjent som biskop.

Forandringer blev ved med at komme. Mindre end to år senere blev Tom kaldet til at præsidere over Den Canadiske Mission med hovedsæde i Toronto. Han påtog sig igen et stort ansvar i en ung alder (31), og denne gang krævede det, at hans familie flyttede langt væk. Frances, der oplevede helbredsproblemer i forbindelse med sin graviditet, fik også mange nye ansvar. Ældste Harold B. Lee fra De Tolvs Kvorum kom med nyttige råd, der blev hovedtemaer i præsident Monsons lærdomme:

»Den, som Herren kalder, gør Herren egnet.«

»Hvis man er i Herrens ærinde, er man berettiget til Herrens hjælp.«

»Gud former ryggen til at bære den byrde, der bliver lagt på den.«⁴⁰

I april 1959 steg familien Monson ombord på et tog til Toronto, hvor de skulle bo i næsten tre år. De to børn, Tommy og Ann, var syv og fire. Frances havde tårer i øjnene, da de forlod deres hjem, men familien ydede villigt dette offer i tro på, at de gjorde Guds vilje.

I Canada blev de straks fordybet i missionering. Præsident Monson begyndte at lede 130 missionærers arbejde (der senere blev mere end 180), som var spredt i de store provinser Ontario og Quebec. Som han havde gjort det som biskop, ledte han med optimisme og kærlighed, hjalp med at opbygge tro og inspirerede til selvtillid. Han stolede også på Herren. En af hans missionærer sagde: »Hans valg syntes altid at passe ind i Herrens større plan.«⁴¹ En anden missionær mindedes: »Han øvede en enorm indvirkning på den mission … Efter en hurtig tur rundt i missionen … kendte [han] alle missionærerne ved navn, og også mange af medlemmerne. Han virkede åndeligt opløftende på alle, hvor han end gik – han tilførte hele missionen energi.«⁴²

Præsident og søster Monson (anden række i midten) med nogle af missionærerne i Den Canadiske Mission

Under præsident Monsons ledelse blomstrede missionen. »Herren har udøst sin ånd over folket,« rapporterede han til Det Første Præsidentskab. »Byer, hvor der aldrig før har været dåb, producerer nu nyomvendte hver måned.«⁴³ Han tilskrev i høj grad denne succes til medlemmerne for at blive mere involveret i at finde folk, som missionærerne kunne undervise og føre ind i fællesskabet.

Familien Monsons tredje barn, Clark, blev født seks måneder efter, de ankom til Toronto. Udover at tage sig af tre små børn, være vært for missionærer og andre i missionshjemmet og tjene som missionens hjælpeforeningspræsident hjalp søster Monson med missionering. En dag modtog hun et telefonopkald fra en mand, der sagde: »Vi er kommet fra vores hjemland Holland, hvor vi har haft mulighed for at lære noget om mormonerne. Min hustru vil gerne lære mere. Det vil jeg ikke.« Søster Monson gav navn og adresse på den, der ringede, til ældsterne, men de udsatte at tage kontakt. Hun spurgte dem: »Hvad med min hollandske familie? Ringer I til dem i aften?« Efter flere uger fortalte hun dem, at hvis de ikke snart kontaktede familien, ville hun og hendes mand selv gøre det. To ældster tog hen til dem, og familien Jakob og Bea de Jager tilsluttede sig Kirken. Bror de Jager, der oprindeligt sagde, at han ikke var interesseret i Kirken, tjente som generalautoritet og halvfjerdser fra 1976 til 1993.⁴⁴

Der var ingen stave i det østlige Canada, da familien Monson ankom, så udover at føre tilsyn med missionærernes arbejde havde præsident Monson ansvaret for de syv distrikter i missionen. Fuldtidsmissionærerne præsiderede over mange distrikter og grene, og en af præsident Monsons prioriteter var at kalde lokale præstedømmebærere til at tjene i disse stillinger. Denne tilgang opbyggede lokal ledelse og tillod missionærerne at bruge mere tid på at forkynde og undervise. I 1962 præsiderede en lokal leder over alle kirkeenheder i missionen.⁴⁵

Da familien Monson ankom til det østlige Canada i 1959, havde Kirken kun to små kirkebygninger i hele missionen, så de fleste menigheder mødtes i lejede sale. Præsident Monson følte et behov for at opgradere mødefaciliteterne og påbegyndte et byggeprogram. At have kirkebygninger til møder hjalp også missionærindsatsen og gav en følelse af bestandighed i indviede bygninger. Da familien Monson færdiggjorde deres mission, var der blevet bygget eller var ved at blive bygget syv nye kirkebygninger, og ti mere var i planlægningsstadierne.⁴⁶

Kirken nåede en milepæl i august 1960 med dannelsen af Toronto Stav. Det var den første stav i det østlige Canada og den 300. i Kirken. »Det var et højdepunkt i vores mission at se medlemskabet … blive en Zions stav,« skrev præsident Monson. »[De] frydede sig ved denne bedrift.«⁴⁷ Der skulle komme flere stave i fremtiden, såvel som et tempel i Toronto-området, som han tog det første spadestik til i 1987.

I en mission fyldt med højdepunkter sagde præsident Monson, at det primære var at være i stand til at tjene sammen med sin familie. »[Den] treårige periode var en af de lykkeligste i vores liv, da vi viede al vores tid til at dele Jesu Kristi evangelium med andre,« sagde han.⁴⁸

Efter næsten tre års tjeneste blev Thomas S. Monson afløst som præsident for Den Canadiske Mission i januar 1962. Familien havde udviklet en dyb kærlighed til Canada, dets folk og missionærerne. Ligesom præsident Monson bevarede stærke forbindelser med medlemmer i den 6.-7. Menighed, efter han var blevet afløst som biskop, forblev han tæt knyttet til de missionærer og medlemmer, han havde tjent med i Canada. Han deltog i og talte ved mere end 50 sammenkomster med disse missionærer – og medlemmer af deres familie og andre – fra 1962 til 2015.

Kaldet som apostel

Da familien Monson vendte hjem fra Canada i februar 1962, vendte Tom tilbage til sit arbejde i Deseret News Press. I marts blev han forfremmet til øverste leder, en krævende stilling, især fordi han ledte et stort skift til nye processer og nyt udstyr på trykkeriet. Han tjente også i fire af Kirkens øverste komiteer.

Om eftermiddagen den 3. oktober 1963 mødtes Tom med en gæst på sit kontor, da hans sekretær informerede ham om, at han var blevet ringet op. Da han tog telefonen, blev han overrasket over at høre, at den, der ringede, var sekretær for Kirkens præsident, David O. McKay, og at præsident McKay ønskede at tale med ham. Da præsident McKay kort havde talt i telefonen, spurgte han Tom, om han kunne komme ind på hans kontor den eftermiddag.

Toms bil var på værksted, så han lånte en og kørte hen til præsident McKays kontor. På grund af sin tjeneste i Kirkens komiteer troede han, at præsident McKay ønskede at drøfte en af disse opgaver, men præsidenten havde noget andet i tankerne. »Han fik mig til at sidde på en stol ved siden af hans skrivebord, direkte over for ham,« mindedes Tom, og så sagde han: »Jeg har kaldet ældste Nathan Eldon Tanner til at være min andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, og Herren har kaldet dig til at udfylde hans plads i De Tolv Apostles Råd. Kan du tage imod den kaldelse?«⁴⁹

Overvældet af det, som præsident McKay havde bedt om, var Tom ude af stand til at tale. »Tårer fyldte mine øjne,« sagde han, »og efter en pause, der virkede som en evighed, svarede jeg ved at forsikre præsident McKay om, at ethvert talent, som jeg kunne være blevet velsignet med, ville blive givet i Mesterens tjeneste.«⁵⁰

Den aften bad Tom Frances om at køre en tur med ham. De tog den fireårige Clark med og kørte til et monument i Salt Lake City, og da de gik rundt om det, kunne Frances fornemme, at der var noget i Toms tanker. Da hun spurgte om det, fortalte han hende om kaldet til det hellige apostelembede. Frances sagde senere: »Jeg blev overrasket og ydmyg … Det var en yderst betydningsfuld kaldelse og et overvældende ansvar.«⁵¹ Som altid støttede hun det helhjertet.

Ældste Thomas S. Monson i forsamlingen ved oktoberkonferencen 1963 forud for bekendtgørelsen af sin kaldelse som apostel

Ved generalkonferencen næste morgen blev Thomas S. Monson opretholdt som medlem af De Tolv Apostles Kvorum som et særligt vidne om »Kristi navn i hele verden«.⁵² Som 36-årig var han den yngste apostel, der var blevet kaldet siden Joseph Fielding Smith i 1910, og han var 17 år yngre end den næstyngste apostel på daværende tidspunkt.

Ved det samme konferencemøde holdt ældste Monson sin første tale som generalautoritet. Efter at have givet udtryk for taknemlighed bar han følgende vidnesbyrd og kom med et løfte:

»Jeg ved, at Gud lever, mine brødre og søstre. Der er ingen tvivl i mit sind. Jeg ved, at dette er hans værk, og jeg ved, at den dejligste oplevelse i hele dette liv er at føle hans tilskyndelser, når han leder os i at fremme sit værk. Jeg har følt disse tilskyndelser som ung biskop, vejledt til de hjem, hvor der var åndelige eller måske timelige mangler. Jeg følte det igen i missionsmarken, da jeg arbejdede sammen med jeres sønner og døtre – missionærerne i denne fantastiske kirke …

Jeg vier mit liv, alt, hvad jeg måtte have. Jeg vil efter bedste evne stræbe efter at være det, I ønsker, at jeg skal være. Jeg er taknemlig for Jesu Kristi, vor Frelsers, ord, da han sagde:

›Jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham‹ (Åb 3:20).

Jeg beder inderligt … for, at mit liv må kunne gøre sig fortjent til dette løfte fra vor Frelser.«⁵³

Seks dage senere, den 10. oktober 1963, blev ældste Monson ordineret til apostel og indsat som medlem af De Tolvs Kvorum af præsident Joseph Fielding Smith, der var præsident for kvorummet.

Engageret i apostolsk tjenestegerning

Da ældste Monson blev kaldet som apostel, blev Kirkens globale udbredelse fremskyndet i et hidtil uset tempo. Ligesom andre generalautoriteter rejste han snart rundt i verden for at forestå denne udvikling. Nogle gange var han væk i fem uger ad gangen, underviste medlemmer og missionærer, organiserede nye enheder i Kirken, indviede kirkebygninger og implementerede Kirkens programmer.

Ældste Monson tog ordene til sig fra et medlem af De Tolv, der havde sagt, at tjeneste som apostel krævede »fuldstændig forpligtelse til Mesterens værk for at opløfte, undervise og oplære og lede Guds hellige. Det betyder at acceptere byrderne og styrke Kirkens og dens folks håb.«⁵⁴

Administrative anliggender var sekundært i forhold til at finde måder at velsigne den enkelte på. Et af hundredvis af eksempler var hans tjeneste for Paul C. Child, der havde været ældste Monsons stavspræsident, da han var ung. Sidst i 1970’erne led præsident Child og hans hustru, Diana, af et dårligt helbred og boede på et plejehjem. Ældste Monson besøgte dem regelmæssigt, og en gang ved søndagens møder på stedet hyldede han denne elskede leder. Da han vendte hjem, sagde han til Frances: »Jeg tror, at jeg opnåede mere godt under det besøg end ved mange konferencer.«⁵⁵

Ældste Monson påvirkede i sine opgaver ved Kirkens hovedsæde næsten alle aspekter af Kirkens struktur og programmer. Fra 1965 til 1971 tjente han som formand for Samordningskomiteen for voksne og hjalp med at samordne Kirkens hæfter, håndbøger og organisationer. Han var også vejleder for Unge Mænds og Unge Kvinders organisationer. Han tjente i den ledende komité for missionering fra 1965 til 1982 og præsiderede over den i de sidste syv af disse år. I den periode deltog han i udpegelsen af titusinder af missionærer, udvælgelsen af missionspræsidenter, oprettelsen af nye missioner, udviklingen af missionæroplæringsprogrammer og tilsyn med besøgscentre. »Mange er de trosfremmende oplevelser, der har fundet sted i forbindelse med missionærernes opgave,« skrev han.⁵⁶

I 1965 udpegede præsident McKay ældste Monson til at føre tilsyn med Kirkens arbejde i det sydlige Stillehav. Denne opgave krævede, at man rejste fra Stillehavsøerne til det australske kontinent. Ældste Monson udviklede en dyb kærlighed til de hellige på disse steder og blev inspireret af deres hengivenhed for evangeliet og af deres tro.

Da ældste og søster Monson første gang besøgte Samoa i 1965, tog de til en landsby, hvor de mødtes med næsten 200 børn på en kirkeskole. Hen mod slutningen af mødet følte ældste Monson sig tilskyndet til at hilse på børnene enkeltvis, men han tjekkede sit ur og så, at der ikke var tid nok, før hans fly afgik. Men da tilskyndelsen kom igen, fortalte han skolens lærer om sit ønske om at give hvert barn hånden. Læren blev overlykkelig, fordi børnene havde bedt om sådan en oplevelse. »Tårerne kunne ikke holdes tilbage,« sagde ældste Monson, »mens de dejlige drenge og piger genert trådte frem og hviskede den smukke samoanske hilsen til os: ›Talofa lava.‹«⁵⁷

Da ældste Monson besøgte Sydney i Australien i 1967, fortalte en mand ham, at hans vidnesbyrd under et tidligere besøg havde ført til hans beslutning om at blive døbt. »Sådan en kommentar fører mig til ydmyghedens dyb,« skrev ældste Monson i sin dagbog, »og en sand bevidsthed om det ansvar, som jeg har.«⁵⁸

Under præsident Monsons apostolske tjenestegerning gjaldt hans primære bekymring den enkelte. Vejledt af Ånden og sin egen observation rakte han ud til dem, der kæmpede eller var tyngede. Deltagelse i stavs- og områdekonferencer, deltagelse i tempelindvielser og at tjene i komiteer gav ikke blot muligheder for at virke og undervise, men også for at vise, hvor meget han brød sig om den enkelte.

Omsorg og mirakler i Den Tyske Demokratiske Republik

I juni 1968, efter ældste Monson havde ført tilsyn med arbejdet i Det Sydlige Stillehav i tre år, gav Det Første Præsidentskab ham til opgave at føre tilsyn med Kirkens missioner i Tyskland, Italien, Østrig og Schweiz. I Tyskland boede næsten 5.000 medlemmer af Kirken bag jerntæppet i DDR. På det tidspunkt var den del af Tyskland under kommunistisk styre, hvilket i alvorlig grad begrænsede friheden til og undertrykte religiøse aktiviteter. Primært på grund af begrænsninger fra myndighederne havde der ikke været nogen generalautoritet, siden Berlinmuren var blevet bygget i 1961. En af ældste Monsons vigtigste prioriteter i sin nye opgave var at række ud til de kirkemedlemmer, der boede der.

Rejsen til DDR var fyldt med risici. Ældste Monson kontaktede en embedsmand i USA’s regering, der frarådede ham at tage af sted og advarede: »Hvis der sker noget, kan vi ikke få dig ud.« Han besluttede sig for at tage af sted alligevel. »Man var ganske enkelt nødt til at indse, at formålet var højere end nogen jordisk myndighed,« forklarede han senere, »og med tillid til Herren tog man afsted.«⁵⁹

Han var der på sit første besøg den 31. juli 1968. Han og Stan Rees, præsident for den nordtyske mission, gik gennem det tungt bevogtede checkpoint ved Berlinmuren og tilbragte en del af dagen i Østberlin. Selvom besøget var kort, indledte det ældste Monsons bemærkelsesværdige tjenestegerning i DDR – en, der skulle fortsætte i mere end to årtier og blive en afgørende del af hans virke som apostel.

Ældste Monson vendte derefter tilbage i november 1968. Med stor spænding rejste han, præsident Rees og søster Helen Rees langt ind i landet til Görlitz, hvor de tog til et gammelt lager, der var fyldt med skudhuller fra Anden Verdenskrig. De ankom uanmeldt og fandt mere end 200 kirkemedlemmer, der mødtes på anden sal. Ved det møde havde ældste Monson en af de mest inspirerende oplevelser i sit liv.

Talerne kom med budskaber, der viste en dyb forståelse af evangeliet, og sangen var mere inderlig, end ældste Monson nogensinde havde hørt, og den fyldte lokalet med tro og hengivenhed. På trods af de trængsler, den fattigdom og de afsavn, som disse hellige oplevede, så han modstandsdygtighed, håb og tro. Han sagde senere: »Jeg har oplevet få menigheder, som har vist en større kærlighed til evangeliet.«⁶⁰

Selvom ældste Monson frydede sig over disse helliges trofasthed, sørgede han også over, at de ingen patriarker havde, ingen menigheder eller stave og ingen mulighed for at modtage templets velsignelser. Under mødet gik han op til talerstolen med tårer i øjnene og lovede: »Hvis I forbliver trofaste over for Guds bud, vil I få enhver velsignelse, som ethvert medlem i ethvert land kan få.«⁶¹

I løbet af de næste par år arbejdede ældste Monson og Kirkens ledere og medlemmer i DDR utrætteligt på at gøre deres del for at opfylde dette løfte. Ældste Monson vendte ofte tilbage for at styrke de hellige og give velsignelser og komme med opmuntring. Han blev hjulpet af Henry Burkhardt, der præsiderede over Dresden-missionen i 10 år, og mange andre lokale kirkeledere. Medlemmerne fastede og bad, og de gav agt på ældste Monsons råd om at rette sig efter den tolvte trosartikel – om at respektere landets love.

Lidt efter lidt begyndte løftet at blive indfriet. I 1969 godkendte Det Første Præsidentskab ordinationen af en patriark i Salt Lake City og gav ham tilladelse til at rejse til DDR for at give patriarkalske velsignelser. I begyndelsen af 1970’erne begyndte regeringslederne at lade nogle få kirkeledere forlade landet kort for at deltage i generalkonferencen.

Ledere samlet med ældste Monson (første række, yderst til højre) efter et præstedømmemøde i den nyetablerede mission i Dresden i DDR.

I april 1975 følte ældste Monson sig tilskyndet til at indvie DDR, så værket kunne fremskyndes. Han samlede nogle få ledere på en lysning, der lå med udsigt over floden Elben, og bad en indvielsesbøn, hvori han bønfaldt om, at vejen kunne åbnes for medlemmer, så de kunne modtage deres tempelordinancer. Han bad om, at folk ville være modtagelige for evangeliet, og at regeringslederne ville lade værket gå fremad. Han bad også om, at missionærerne igen ville få lov til at undervise i evangeliet der.⁶²

»Den altoverskyggende velsignelse, der var behov for, var, at vores værdige medlemmer fik det privilegium at modtage deres begavelse og deres beseglinger,« sagde ældste Monson senere. »Vi undersøgte enhver mulighed. En rejse en gang i livet til templet i Schweiz? Ikke godkendt af staten. Måske kunne mor og far rejse til Schweiz og efterlade børnene hjemme. Ikke rigtigt. Hvordan besegler man børn til forældre, når de ikke kan knæle ved et alter? Det var en tragisk situation.«⁶³

Ældste Monson drøftede denne situation og mulige løsninger med Det Første Præsidentskab og andre ledere i Salt Lake City. I foråret 1978 fortalte præsident Spencer W. Kimball ham, at Herren ikke ville fornægte disse medlemmer tempelvelsignelser, og så smilede han og sagde: »Du finder en vej.«⁶⁴

Kort tid efter kom der et gennembrud. Da Henry Burkhardt fortsatte med at bede myndighedsledere om at lade familier tage til templet i Schweiz, spurgte de ham: »Hvorfor bygger I … ikke et tempel her?«⁶⁵ Henry var forbløffet over, at myndigheder, som havde overvåget religiøse aktiviteter så tæt i årevis, ville tillade Kirken at bygge et tempel, der kun ville være åbent for medlemmer, der havde en tempelanbefaling.

Kirken accepterede tilbuddet, og gradvist åbnede Herren vejen for at bygge et tempel i Den Tyske Demokratiske Republik. En grund blev anskaffet i Freiberg, og ældste Monson præsiderede over det første spadestik den 23. april 1983. »Det er miraklernes mirakel!« sagde han. »Jeg frydede mig i mit hjerte og min sjæl.«⁶⁶ Lidt mere end to år senere, den 29. og 30. juni 1985, indviede præsident Gordon B. Hinckley templet i Freiberg i Tyskland og bad ældste Monson om at være den første taler. Ældste Monson udtrykte sine følelser for denne historiske begivenhed og skrev i sin dagbog:

»I dag markerede et af højdepunkterne i mit liv … Det var svært for mig at kontrollere mine følelser, mens jeg talte, for kørende igennem mit sind var eksempler på tro hos de hengivne hellige i denne del af verden. Folk spørger ofte: ›Hvordan har det været muligt for Kirken at få tilladelse til at bygge et tempel bag jerntæppet?‹ Det er ganske enkelt min følelse, at vores sidste dages helliges tro og hengivenhed i det område frembragte Gud den Almægtiges hjælp og gav dem de evige velsignelser, som de så rigt fortjente.«⁶⁷

Præsident og søster Monson ved indvielsen af templet i Freiberg i Tyskland i juni 1985. Venstre mod højre: Emil Fetzer, Elisa Wirthlin, ældste Joseph B. Wirthlin, Mary Hales, ældste Robert D. Hales og familien Monson.

Den aften reflekterede ældste Monson over sin tjenestegerning i DDR siden sit første besøg 17 år tidligere og sin indvielsesbøn 10 år tidligere – hvilket kulminerede med indvielsen af et tempel. Selvom han havde været af afgørende betydning i »et af de mest historiske og trosfyldte kapitler i Kirkens historie,« skrev han, at »al ære og herlighed tilkommer vor himmelske Fader, for det er kun gennem hans guddommelige indgriben, at disse begivenheder har fundet sted.«⁶⁸

I 1982 blev den første stav i DDR organiseret i Freiberg. To år senere oprettede ældste Monson og ældste Robert D. Hales den anden stav i Leipzig. Med dette var alle kirkens medlemmer i landet en del af en Zions stav.

Der var endnu en velsignelse tilbage, der skulle realiseres: Tilladelse til, at missionærer fra andre lande kunne forkynde evangeliet i DDR, og at missionærer fra det land kunne tjene i andre. I 1988 søgte præsident Monson tilladelse direkte fra Erich Honecker, landets leder.

Da præsident Monson og hans gruppe ankom, sagde hr. Honecker: »Vi ved, at jeres kirkes medlemmer tror på arbejde; det har I bevist. Vi ved, at I tror på familien; det har I vist. Vi ved, at I er gode borgere i alle de lande, som I regner for hjemme; det har vi bemærket. Ordet er jeres. Kom frem med jeres ønsker.«⁶⁹

Præsident Monson udtrykte blandt andet taknemlighed for tilladelsen til at bygge templet i Freiberg. Han fortalte så, hvordan næsten 90.000 mennesker var kommet til åbent hus i templet, og titusindvis flere havde deltaget i åbent hus-arrangementer for nye kirkebygninger i Leipzig, Dresden og Zwickau. »De vil gerne vide, hvad vi tror på,« sagde han. »Vi vil gerne fortælle dem, at vi tror på at ære og adlyde og opretholde landets love. Vi vil gerne forklare vores ønske om at opnå stærke familieenheder. Det er blot to af vores overbevisninger.«

Præsident Monson forklarede behovet for missionærer og fortsatte derpå: »De unge mænd og unge kvinder, som vi gerne vil have kommer til jeres land som missionærrepræsentanter, vil elske jeres land og jeres folk. De ville især have en indflydelse på jeres folk, som ville være forædlende.«

Præsident Monsons sidste anmodning var, at »unge mænd og unge kvinder fra jeres land, som er medlemmer af vores kirke, skal tjene som missionærrepræsentanter i mange lande, såsom i Amerika, Canada og mange andre.« Han lovede, at når disse missionærer vendte hjem, ville de være »bedre beredt til at påtage sig ansvarsfulde stillinger i jeres land.«

Da præsident Monson var færdig, talte hr. Honecker i omkring 30 minutter. Præsident Russell M. Nelson, der var med til mødet, sagde: »Alle [ventede] opmærksomt« for at høre, hvordan formand Honecker ville svare på anmodningen.⁷⁰ Til sidst sagde han: »Vi kender jer. Vi stoler på jer! Vi har haft erfaring med jer. Jeres missionæranmodning er godkendt.« Præsident Monson sagde, at da han hørte disse ord, »svævede hans ånd ud af lokalet«.⁷¹

I marts 1989 begyndte fuldtidsmissionærer fra lande uden for DDR at tjene der for første gang i 50 år. I maj 1989 kom de første 10 missionærer fra denne nation til missionærskolen i Provo i Utah. Regeringen satte ingen begrænsninger for, hvor de kunne tjene.⁷²

Gennem mange mirakler i løbet af 20 år blev de løfter, ældste Monson havde givet i en gammel lagerbygning i 1968 – og de velsignelser, han havde bedt om, da han indviede Den Tyske Demokratiske Republik i 1975 – indfriet. Med hensyn til disse velsignelser skrev han år senere i sin dagbog: »Jeg har af erfaring lært, at menneskets yderpunkter blot er Guds mulighed. Jeg er et levende vidne om, hvordan Herrens hånd er blevet tilkendegivet ved at våge over Kirkens medlemmer i det, der engang var kommunistisk styrede lande.«⁷³

Nye udgaver af skrifterne

Mens Tom Monson var til et nadvermøde som ung, hørte han et medlem af sit stavspræsidentskab undervise fra afsnit 76 i Lære og Pagter på en måde, der vakte hans ønske om at studere skrifterne. Hans ledere i Det Aronske Præstedømme, som han beskrev som »vise og tålmodige mænd, som underviste os ud fra skrifterne«, hjalp ham også til at udvikle en kærlighed til skrifterne.⁷⁴ En af hans søndagsskolelærere, Lucy Gertsch, bragte »som ærede gæster … Moses, Josva, Peter, Thomas, Paulus og selvfølgelig Kristus til med sig ind i klasseværelset. Selvom vi ikke så dem, lærte vi at elske og ære dem og bruge dem som forbilleder.«⁷⁵

Hans kærlighed til skrifterne blev større under hans virke som biskop og i hans karriere i trykkeribranchen. Da han følte, at en bedre kundskab om skrifterne ville hjælpe ham som biskop, læste han dem alle inden slutningen af det første år, hvor han blev kaldet. I Deseret News Press »var det største job at afgive ordrer på Mormons Bog.«⁷⁶ Disse oplevelser med skrifterne hjalp ham til at forberede sig til en unik opgave som medlem af De Tolvs Kvorum.

I 1972 udpegede præsident Harold B. Lee ældste Monson til at være formand for Hjælpekilder til skriftstudium, som blev bedt om at finde måder, hvorpå man kunne forbedre skriftstudium blandt Kirkens medlemmer. Denne komité blev senere skriftudgivelseskomitéen og fik til opgave at forberede nye udgaver af skrifterne, der skulle fremme et bedre studium. Oprettelsen af disse nye udgaver krævede en lang, intensiv indsats af komitémedlemmer og mere end 100 forskere, computerspecialister og andre eksperter, der arbejdede under deres ledelse.

En stor opgave var at lave fodnoter, der integrerede krydshenvisninger fra alle fire standardværker: Bibelen, Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle. I den sidste dages helliges udgave af King James-udgaven af Bibelen var en anden enorm opgave at skabe Topical Guide, som bestod af mere end 2.800 evangeliske emner med skriftstudiehenvisninger fra de fire standardværker. Derudover indeholdt den nye udgave en Bible Dictionary og uddrag fra Joseph Smiths Oversættelse af Bibelen. Der blev skrevet nye kapiteloverskrifter, der fremhævede evangelisk indhold, og 24 sider med kort blev tilføjet.

Da denne udgave af Bibelen blev udgivet i 1979, skrev ældste Monson, at den var »det måske mest betydningsfulde fremskridt i lærdom i Kirken i et århundrede.« Han sagde endvidere, at »det revolutionerende nye fodnotesystem til de andre standardværker« såvel som Topical Guide gør det til »en referencebibel uden lige«.⁷⁷

To år senere blev der udgivet nye udgaver af Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle. Disse udgaver indeholdt nye fodnoter, indledninger, kapiteloverskrifter, afsnitsindledning og sammenfatninger af vers tillige med et udvidet indeks, der har integreret henvisninger fra alle tre bøger af hellig skrift. To nye afsnit blev tilføjet Lære og Pagter (137 og 138), såvel som Officiel Erklæring – 2.

Præsident Monson spillede en vigtig rolle i udgivelsen af nye udgaver af skrifterne for at fremme et bedre studium.

Ældste Monson følte Guds vejledende hånd under processen med at forberede disse nye udgaver af skrifterne. Folk med de nødvendige færdigheder kom på det helt rigtige tidspunkt, såvel som nye computerteknologier. »Herren åbnede mange døre på forskellige tidspunkter med behov, efterhånden som værket skred frem,« sagde han, »og stille mirakler fik det til at gå fremad.«⁷⁸

Ældste Monson ledte skriftudgivelseskomitéen i 10 år og følte, at det var en af hans mest betydningsfulde opgaver som apostel.⁷⁹ I sidste ende håbede han på, at Kirkens medlemmer ville bruge disse nye udgaver af skrifterne og de forbedrede studiehjælpemidler til at engagere sig i et dybere skriftstudium, der ville styrke deres vidnesbyrd.

Da de nye udgaver blev udgivet på engelsk, fik oversættelsen til andre sprog høj prioritet. Ved slutningen af præsident Monsons tjeneste som Kirkens præsident var Mormons Bog blevet oversat til 91 sprog, og udvalgte bøger deri var blevet oversat til yderligere 21 sprog. En kirkeudgave af Bibelen på spansk, der er baseret på Reina-Valera oversættelsen, blev også udgivet i 2009.

Rådgiver tre gange i Det Første Præsidentskab

Om morgenen søndag den 10. november 1985 besøgte Thomas S. Monson et plejehjem for de ældre, som han ofte gjorde, for at komme til Kirkens møder og opmuntre beboerne. Den eftermiddag samledes han med sine medapostle i templet i Salt Lake City for at reorganisere Det Første Præsidentskab efter præsident Spencer W. Kimballs død. Ved mødet blev Ezra Taft Benson ordineret og indsat som Kirkens præsident. Han kaldte Gordon B. Hinckley som sin førsterådgiver og Thomas S. Monson som sin andenrådgiver. Som 58-årig var præsident Monson det yngste medlem af Det Første Præsidentskab i mere end 80 år.

Præsident Monson tjente som rådgiver i Det Første Præsidentskab fra 1985 til 2008. Her er han afbilledet med Ezra Taft Benson (Kirkens præsident i midten) og Gordon B. Hinckley (førsterådgiver til venstre) i 1988.

En af de mange nye muligheder, som præsident Monson fik, var at præsidere ved tempelindvielser. Omkring to måneder efter sin kaldelse til Det Første Præsidentskab indviede han templet i Buenos Aires i Argentina. I sin dagbog skrev han, at »hjertet var ømt, og tårer var svære at holde tilbage, da Kirkens medlemmer erkendte, at langt om længe var de evige velsignelser, som templet tilbyder, nu inden for deres rækkevidde.«⁸⁰

I juni 1986 var præsident Monson med til at oprette Kitchener Ontario Stav i Canada, som var Kirkens 1.600. stav. Han reflekterede over sin tjeneste som missionspræsident i det område 26 år tidligere, da Kirkens 300. stav var blevet oprettet i Toronto. Året efter vendte han tilbage til det østlige Canada for at lede ceremonien for det første spadestik for templet i Toronto i Ontario, og i august 1990 vendte han tilbage til det, han kaldte »slutstensbegivenheden« – indvielsen af templet.⁸¹

Som rådgiver i Det Første Præsidentskab kaldte præsident Monson også missionspræsidenter og deres hustruer. Han brugte meget tid på at lære hvert par at kende, give råd og udtrykke sin kærlighed. Da han kaldte den 37-årige Neil L. Andersen som missionspræsident, sagde han: »Du er en ung mand. Lad aldrig din ungdom være en undskyldning. Joseph Smith var ung; Frelseren var ung.« Da ældste Andersen hørte disse ord, tænkte han: »Og Thomas Monson var ung.«⁸²

Præsident Ezra Taft Benson gik bort den 30. maj 1994 efter at have tjent i næsten ni år som Kirkens præsident. Da Det Første Præsidentskab blev reorganiseret den 5. juni, kaldte hans efterfølger, Howard W. Hunter, Gordon B. Hinckley og Thomas S. Monson til fortsat at tjene som rådgivere. Præsident Hunter gjorde alt, hvad han kunne for at mødes med og styrke de hellige, men hans helbred var skrøbeligt, og han tjente kun som præsident i ni måneder, før han gik bort den 3. marts 1995.

Den 12. marts mødtes apostlene igen for at reorganisere Det Første Præsidentskab. Gordon B. Hinckley blev ordineret og indsat som Kirkens præsident, og han kaldte Thomas S. Monson og James E. Faust til at være hans rådgivere. Præsident Monson tjente i den stilling under præsident Hinckleys tjenestegerning og tjente i alt 22 år som rådgiver i Det Første Præsidentskab.

Præsident Hinckley rejste mere end en million kilometer til flere end 60 lande og blev den mest omrejsende præsident i Kirkens historie. »Han … mødes med vores medlemmer, der sjældent, om nogensinde, har set en levende præsident for Kirken,« skrev præsident Monson.⁸³ Under disse rejser forestod præsident Monson og præsident Faust meget af Det Første Præsidentskabs arbejde ved Kirkens hovedsæde.

Præsident Monson fortsatte med at rejse til regionalkonferencer, tempelindvielser og andre begivenheder. I 1995 tog han til Görlitz i Tyskland for at indvie en kirkebygning – 27 år efter han første gang havde mødtes med en forsamling af sidste dages hellige der (se s. 23-24). »Taknemlighed fyldte mit hjerte og min sjæl ved privilegiet af at se Herrens hånd i velsignelsen af dette udvalgte folk,« skrev han i sin dagbog.⁸⁴ I 2000 præsiderede han ved seks tempelindvielser, hvoraf den ene var i Tampico i Mexico – en by, hvor han havde organiseret den første stav 28 år tidligere.

Angående præsident Monsons tjeneste som rådgiver til tre af Kirkens præsidenter bemærkede ældste Quentin L. Cook, at han »tydeligvis havde meninger om emner; han havde tydeligvis stor erfaring … På grund af styrken i hans personlighed kan der ikke være nogen tvivl om, at han har givet sine allerbedste råd. Han værdsætter enighed, han værdsætter loyalitet, han vil lade sin røst blive hørt, når det er passende at gøre det … Men når man har truffet en beslutning, støtter han den helhjertet. Det Første Præsidentskabs enighed i deres vigtige beslutninger er et stort eksempel for hele Kirken.«⁸⁵

Kirkens præsident

Den 27. januar 2008 gik præsident Monson hen til sin elskede ven og sengeliggende leder, Gordon B. Hinckley, for at give ham en præstedømmevelsignelse. Fra 1963 havde de to mænd tjent sammen i mere end 44 år i De Tolvs Kvorum og Det Første Præsidentskab. De havde udviklet dyb kærlighed til og respekt for hinanden.

Præsident Hinckley havde ledt Kirken med visioner, vigør og inspiration i næsten 13 år. I januar 2008 som 97-årig fortsatte han med de fleste af sine aktiviteter, men hans styrke svandt. Da præsident Monson havde forladt præsident Hinckley den 27. januar, skrev han: »Jeg holdt ham ved håndleddet og havde en tydelig følelse af, at det var sidste gang, jeg så min elskede præsident og ven i live på jorden.«⁸⁶ Præsident Hinckley døde den aften.

»Jeg kan ikke udtrykke, hvor meget jeg savner ham,« sagde præsident Monson ved begravelsen nogle få dage senere. »Han var vores profet, seer og åbenbarer … en rolig ø i et stormfuldt hav. Han var et fyrtårn for den fortabte søfarer. Han var jeres ven og min ven. Han trøstede og beroligede os, når forholdene i verden var skræmmende. Han vejledte os ufravigeligt på den sti, der vil føre os tilbage til vor himmelske Fader.«⁸⁷

Som seniorapostel følte præsident Monson tyngden af, hvad præsident Hinckleys bortgang betød for ham personligt. Om dette sagde han: »Jeg opdagede, at det, der hjalp mig mest, var at knæle ned og takke min himmelske Fader for livet, for erfaring, min familie og derpå direkte bede ham om at gå foran mit ansigt, at være ved min højre hånd, at være ved min venstre hånd, og at hans ånd måtte være i mit hjerte og hans engle rundt omkring mig for at styrke mig« (se L&P 84:88).⁸⁸

Den 3. februar 2008 mødtes apostlene i templet i Salt Lake City for at reorganisere Det Første Præsidentskab. Ved dette møde blev Thomas S. Monson ordineret og indsat som Kirkens præsident, den 16. mand til at tjene i den kaldelse. Han havde omhyggeligt overvejet sagen om sine rådgivere og modtaget bekræftelse fra Herren på at kalde Henry B. Eyring, der havde tjent som andenrådgiver til præsident Hinckley efter præsident Fausts død, og Dieter F. Uchtdorf, et medlem af De Tolvs Kvorum.

Præsident Thomas S. Monson (i midten) med sine rådgivere præsident Henry B. Eyring (til venstre) og præsident Dieter F. Uchtdorf (til højre) til generalkonference

Den næste dag talte præsident Monson og hans rådgivere til journalister i Kirkens kontorbygning. Han sagde blandt andet:

»Jeg er ydmyg, når jeg står foran jer i dag. Jeg vidner om, at dette værk, som vi er engageret i, er Herrens værk, og jeg har følt hans opretholdende indflydelse. Jeg ved, at han vil lede vores indsats, når vi tjener ham med tro og flid.

Som kirke rækker vi ikke blot ud til vores egne, men også til gode mennesker over hele verden i den ånd af broderskab, der kommer fra Herren Jesus Kristus. Jeg har haft mulighed for at arbejde tæt sammen med ledere fra andre trosretninger om at løse nogle af de udfordringer, som vores samfund og ja, hele verden står over for. Vi vil fortsætte denne samarbejdende indsats.«

Med henvisning til den enighed, som han og præsident Hinckley havde udviklet efter årtier med at tjene sammen, fortsatte han: »Der vil ikke ske nogen brat ændring i den kurs, vi har fulgt … Vi vil fortsætte forpligtelsen fra dem, der er gået forud for os med hensyn til at undervise i evangeliet, fremme samarbejde med folk over hele verden og bære vidnesbyrd om vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi, liv og mission.«⁸⁹

Kirkens medlemmer opretholdt præsident Monson som profet, seer og åbenbarer ved en højtidelig forsamling ved aprilkonferencen 2008. I sin første tale til kirkens medlemmer var hans budskaber nogle, der havde været – og fortsatte med at være – fokus i hans tjenestegerning. Han opfordrede kirkemedlemmer, der ikke deltog, til at »komme tilbage« og nyde fællesskabets frugter. Idet han henviste til Frelserens eksempel på at gøre godt, sagde han: »Må vi følge det [fuldkomne] eksempel.« Han opfordrede Kirkens medlemmer til at »udvise venlighed og respekt for alle mennesker overalt.« Han opfordrede dem desuden til at gøre deres hjem til et tilflugtssted, »hvor Guds Ånd kan dvæle … hvor kærligheden hersker.«

Med hensyn til »smerterne fra et knust hjerte, skuffelsen over knuste drømme og fortvivlelsen over svundne håb«, bønfaldt han medlemmerne om at vende sig til vor himmelske Fader i tro. »Han vil løfte jer og vejlede jer,« lovede præsident Monson. »Han tager ikke altid jeres lidelser fra jer, men han vil trøste og vejlede jer i kærlighed gennem en hvilken som helst storm, I måtte befinde jer i.«⁹⁰

Templer – Fyrtårne for verden

Præsident Monson sagde ofte, at »ingen bygning, som Kirken bygger, er vigtigere end et tempel.«⁹¹ Eftersom så mange velsignelser for de levende og døde kun er tilgængelige i templer, ønskede han at gøre disse hellige bygninger så tilgængelige som muligt for Kirkens medlemmer. Han underviste om, at det kun er i templer, at medlemmer kan modtage de kronende velsignelser, som Kirken har at tilbyde.⁹²

Præsident Monson ønskede især, at medlemmer skulle modtage de tempelordinancer, der gør det muligt, at »forhold [kan blive] beseglet, så de kan vare gennem evighederne.«⁹³ Han understregede også vigtigheden af det arbejde for de døde, der udføres i templer. Idet han sagde, at Gud fremskyndede sit værk i åndeverdenen, bad han Kirkens medlemmer om at hjælpe ved at udføre slægtsforskning og udføre stedfortrædende ordinancer i templet for deres afdøde slægtninge.⁹⁴ Præsident Monson sagde også, at templer er tilflugtssteder, hvor medlemmer kan modtage himmelsk vejledning, pusterum fra livets storme og styrke til at udholde prøvelser og modstå fristelse.

Kirken havde 12 fungerende templer, da præsident Monson blev kaldet som apostel i 1963. Under sin tjeneste som rådgiver i Det Første Præsidentskab deltog han i en ekstraordinær fremskyndelse af tempelbyggeri. Da han blev Kirkens præsident i 2008, var der 124 templer. Under sin tjenestegerning som præsident fortsatte han dette øgede tempo og bekendtgjorde 45 nye templer i 21 lande. En uge efter han var blevet præsident, indviede han templet i Rexburg i Idaho, det første af 46 templer, der blev indviet eller genindviet under hans præsidentskab. Han indviede eller genindviede personligt 19 af disse, herunder templet i Kyiv i Ukraine, som var det første tempel, der blev bygget i en nation i det tidligere Sovjetunionen.

Præsident Monson forklarede, at et element af offer altid er forbundet med templer, og han lovede, at Kirkens medlemmer ville blive velsignet for at yde sådanne ofre. Til nogle sagde han: »Jeres offer kan bringe jeres liv i harmoni med det, der kræves for at modtage en anbefaling.«⁹⁵ For andre kan »jeres offer være at afse tid i jeres travle hverdag til at besøge templet regelmæssigt.«⁹⁶ Han opfordrede til hyppige tempelbesøg, hvor det var muligt, og opfordrede indtrængende: »Mine elskede brødre og søstre, lad os yde ethvert offer, der er nødvendigt for at besøge templet.«⁹⁷

Missionering

Ved oktoberkonferencen 2012 kom præsident Monson med en betydningsfuld bekendtgørelse om, at unge mænd og unge kvinder ville være berettiget til at tjene på mission i en yngre alder. Værdige unge mænd, der er i stand dertil, kan blive »anbefalet til missionærtjeneste, fra de fylder 18 år, i stedet for 19 år.« Værdige, egnede unge kvinder, der har et ønske om at tjene, kan blive »anbefalet til missionærtjeneste, når de fylder 19 år, i stedet for 21 år.«⁹⁸

Denne bekendtgørelse medførte »en ubestridelig åndelig udgydelse«, har ældste Neil L. Andersen fra De Tolvs Kvorum sagt. Ved aprilkonferencen i 2013 fortalte han, at mange straks havde reageret på den nye mulighed:

»Torsdagen efter konferencen var det mig, der skulle anbefale missionærkald til Det Første Præsidentskab. Jeg var forbløffet over at se ansøgninger fra 18-årige mænd og 19-årige kvinder, der allerede havde tilpasset deres planer, besøgt deres læge, var blevet interviewet af deres biskopper og stavspræsidenter og havde sendt deres missionsansøgninger ind – alt blot på fem dage. Flere tusinde har nu tilsluttet sig dem.«⁹⁹

Præsident Monsons bekendtgørelse om, at unge kvinder og unge mænd kunne anbefales til missionærtjeneste i en yngre alder, førte til en stigning i antallet af missionærer.

Seks måneder efter bekendtgørelsen sagde præsident Monson, at »reaktionen fra vores unge har været forbløffende og inspirerende.« Missionærstyrken steg fra 59.000 til flere end 65.000, og yderligere 20.000 havde modtaget deres kaldelse.¹⁰⁰ Antallet af missionærer fortsatte med at stige, indtil det nåede et højdepunkt på 88.000 i 2014.¹⁰¹ Det antal faldt, da den første bølge af missionærer vendte hjem, og ved udgangen af 2017 tjente 68.000 missionærer rundt om i verden.

Antallet af kirketjenestemissionærer voksede også i præsident Monsons embedsperiode fra omkring 12.000 i 2008 til flere end 33.000. Kirketjenestemissionærer støttede alle Kirkens afdelinger, herunder tjeneste i velfærdsforetagender, slægtshistorie, missionskontorer, fritidslejre og mange andre områder.

Omsorg for trængende

Omsorg for de trængende har altid været et fokus i Jesu Kristi Kirke. Profeten Joseph Smith sagde: »Et medlem af Kirken skal bespise den sultne, klæde den nøgne, sørge for enken, tørre den forældreløses tårer bort og trøste den lidende – uanset om disse tilhører denne kirke, nogen anden kirke eller slet ingen kirke – hvor han end finder dem.«¹⁰² Præsident Monson levede, underviste og ledte i overensstemmelse med disse ord. »Jeg udviklede, som meget ung, en ånd af medfølelse for andre, der kunne være i nød, uanset alder eller omstændigheder,« sagde han.¹⁰³

I 1936 bekendtgjorde Det Første Præsidentskab et velfærdsprogram til hjælp for de trængende. På det tidspunkt var et stort antal mennesker arbejdsløse og fattige på grund af den store depression. Kirkens velfærdsprogram var »en moderne anvendelse af evige principper«, såsom arbejde, selvhjulpenhed, klog økonomistyring, beredthed og tjeneste.¹⁰⁴ Anvendelsen af disse principper imødekommer både umiddelbare behov og det langvarige åndelige og fysiske velbefindende for hver person, og velsigner dem, der giver, og dem, der modtager.

Da præsident Monson tjente som biskop fra 1950 til 1955, så han selv, hvordan Kirkens velfærdsprogram var med til at lindre hungersnød og desperation på grund af mangel. Han sagde: Denne plan er »inspireret af den almægtige Gud. Ja, Herren Jesus Kristus er dens arkitekt.«¹⁰⁵ Han blev undervist i velfærdsprincipper af lærere, som han sagde var sendt fra himlen. En gang læste J. Reuben Clark fra Det Første Præsidentskab beretningen for ham om enken i Nain i Det Nye Testamente, og han lukkede derefter sine skrifter og sagde grædende: »Tom, vær god mod enkerne og sørg for de fattige.«¹⁰⁶ (Se Luk 7:11-15). Præsident Monson tog disse ord til sig.

I sine 22 år som medlem af De Tolvs Kvorum og 22 år som rådgiver i Det Første Præsidentskab var han en primær faktor i at udvide rækkevidden af Kirkens velfærdsindsats. Han var også en vejledende indflydelse i forædlingen af denne indsats. »Som kirke er vi til stadighed blevet guddommeligt ledet [i velfærdsanliggender], som omstændighederne har krævet det,« sagde han. »Programmer og fremgangsmåder, som blev brugt til at indføre velfærdsprincipperne, er blevet tilpasset, og de vil formodentlig stadig blive ændret fra tid til anden, for at kunne imødekomme de skiftende behov. Men grundprincipperne ændres ikke. De vil forblive uforandrede. De hører til åbenbaret sandhed.«¹⁰⁷

Under præsident Monsons tjenestegerning var han en primær faktor for at udvide rækkevidden af Kirkens indsats for at tage sig af de trængende.

I 1981 bekendtgjorde præsident Spencer W. Kimball, at »Kirkens mission er trefoldig«: At forkynde evangeliet, fuldkommengøre de hellige og forløse de døde.¹⁰⁸ Præsident Monson ønskede at tilføje »omsorg for de fattige og trængende« som et fjerde led på Kirkens mission, og Det Første Præsidentskab godkendte den tilføjelse i 2008 og formaliserede den i udgivelsen af en ny kirkehåndbog i 2010.¹⁰⁹ I stedet for at omtale disse fire større bestræbelser som Kirkens »mission« henviste den nye håndbog til dem som et »guddommeligt fastsat ansvar«.¹¹⁰

Resultatet af denne fremhævelse var vidtrækkende. Kirkens medlemmer reagerede gavmildt på kaldet til at hjælpe med store humanitære behov og gav Kirken mulighed for at yde mere end dobbelt så meget humanitær hjælp under præsident Monsons tjeneste. Denne hjælp omfattede at sørge for rent vand til millioner af mennesker, sørge for kørestole til hundredtusinder og sørge for synsbehandling for at forebygge og behandle blindhed. Det omfattede også at sørge for mad og tøj, omsorg for mødre og nyfødte, lægeuddannelse og medicinforsyninger, uddannelsesmaterialer og vaccinationskampagner.¹¹¹

»Jeg er dybt taknemlig for, at vi som kirke fortsætter med at yde humanitær hjælp, hvor der er et stort behov,« sagde præsident Monson. »Vi har gjort meget i denne henseende og har velsignet tusindvis af vor Faders børn, som ikke tilhører vores tro, så vel som dem, som gør. Vi har i sinde at fortsætte med at hjælpe overalt, hvor det er nødvendigt.«¹¹²

Nogle af Kirkens mest betydningsfulde reaktioner på katastroferelaterede nødsituationer fandt sted under præsident Monsons ledelse. Han sagde til Kirkens medlemmer: »Jeres bidrag til Kirkens fonde [gør] os i stand til at reagere næsten omgående, når der sker katastrofer et sted i verden. Vi er næsten altid blandt de første på stedet for at give den hjælp, vi kan.«¹¹³

Som et eksempel fortalte han om Kirkens reaktion efter et jordskælv ramte Haiti i 2010 og dræbte og sårede hundredtusindvis af mennesker: »Mindre end en time efter jordskælvet ramte … var Kirken i gang og sendte straks nødhjælp af sted. Vi sørgede for vand, mad, medicinsk udstyr, hygiejnesæt og andre ting. Vi sendte hold af læger og sygeplejersker derhen for at sørge for meget tiltrængt lægehjælp.«¹¹⁴

Tillige med den humanitære indsats og nødhjælp, som Kirken ydede som organisation, var præsident Monson taknemlig for de tusinder af medlemmer, der gav af sig selv – deres ressourcer, tid og ekspertise – for at hjælpe de trængende. I sin åbningstale ved aprilkonferencen 2011 rapporterede han kort om de tonsvis af forsyninger, som Kirken havde leveret efter et ødelæggende jordskælv og en tsunami i Japan. Det meste af hans rapport handlede dog om den enkeltes omsorgsfulde tjeneste:

»Vores unge voksne har frivilligt brugt deres tid til at finde savnede medlemmer ved hjælp af internettet, sociale medier og andre moderne kommunikationsmidler. Medlemmer leverer hjælp på scootere, som Kirken har leveret, til områder, der er vanskelige at komme frem til i biler. Tjenesteprojekter som at samle hygiejnesæt og rengøringssæt foregår i mange stave og menigheder i Tokyo, Nagoya og Osaka. Indtil nu har flere end 4.000 frivillige skænket over 40.000 timers tjeneste.«¹¹⁵

I Thomas S. Monsons tid som præsident donerede Kirkens medlemmer i gennemsnit mere end 7 millioner timer om året til velfærdstjeneste. Hvert år ydede omkring 10.000 frivillige i gennemsnit en mangfoldighed af tjenester rundt om i verden. Kirken reagerede også på hundredvis af katastrofer – jordskælv og tornadoer, orkaner og tsunamier, brande og oversvømmelser, hungersnød og flygtningekriser – i op til 89 lande årligt.¹¹⁶

Selvhjulpenhed er endnu et velfærdsprincip, som præsident Monson lagde vægt på for at hjælpe mennesker i nød. »Selvhjulpenhed … understøtter alle andre velfærdsbestræbelser,« sagde han. »Den er nødvendig for både vores åndelige og timelige velbefindende.«¹¹⁷ I 2012 godkendte Det Første Præsidentskab et selvhjulpenhedsinitiativ for lande uden for Nordamerika for at hjælpe enkeltpersoner og familier med at forbedre deres uddannelse, få et bedre job, starte og udvikle en virksomhed og styre deres økonomi bedre. I løbet af fire år havde flere end 500.000 medlemmer af Kirken i over 100 lande deltaget i dette initiativ.¹¹⁸ På grund af dets succes gjorde Det Første Præsidentskab også selvhjulpenhedsinitiativet tilgængeligt i Nordamerika i 2015.

Frances – En hengiven partner

»Jeg takker min Fader i himlen for min kære ledsager, Frances,« sagde Thomas S. Monson ved generalkonferencen, da han blev opretholdt som Kirkens præsident. »Jeg kunne ikke have ønsket mig om en mere loyal, kærlig og forstående ledsager.«¹¹⁹

Præsident Thomas S. Monson og søster Frances Monson, 2009

Præsident Monsons tunge ansvar i Kirken begyndte mindre end to år efter, at han og Frances var blevet gift, da han blev kaldet som biskop. Disse ansvar intensiveredes hele hans liv og krævede også meget af søster Monson. Hun støttede med glæde. »Det har aldrig været noget offer for mig at se min mand udføre Herrens arbejde,« sagde hun. »Det har været en velsignelse for mig og vores børn.«¹²⁰

Præsident Monson anerkendte denne trofasthed og sagde: »Jeg har aldrig oplevet andet end støtte og opmuntring fra Frances.«¹²¹ Hans rejser for at udføre kirkeopgaver krævede nogle gange, at han var væk hjemmefra i lange perioder og efterlod Frances alene med at tage sig af deres børn. »Det begyndte, da jeg som 22-årig blev kaldet som biskop, hvor vi sjældent havde mulighed for at sidde sammen under kirkemøderne,« sagde præsident Monson.¹²² Han bemærkede også, at »i hver kaldelse har jeg konstant opdaget nye evner og talenter hos hende«.¹²³

Familien Monsons datter, Ann, mindedes, hvordan hendes mor ledte familien, mens hendes far var væk hjemmefra i kirketjeneste:

»Tit var far på besøg i missionerne rundt om i verden … Mor lod os forstå, at han gjorde sin pligt, og at der blev våget over os, mens han var væk. Hun indprentede os ikke kun det budskab med sine ord, men også ved altid at gøre det, der skulle gøres … Når jeg tænker på de mange velsignelser, jeg har nydt som datter af en Herrens apostel, så er den, der betyder mest for mig, velsignelsen ved at kende den kvinde, han giftede sig med, nemlig min mor.«¹²⁴

Søster Monson oplevede nogle alvorlige helbredsproblemer i de sidste år af sit liv, og præsident Monson gjorde alt, hvad han kunne for at tage sig af hende, indtil hun døde den 17. maj 2013 i en alder af 85 år. Ved den næste generalkonference talte han ømt om hendes bortgang og udtrykte derpå sit vidnesbyrd om evigt liv:

»Hun var mit livs kærlighed, min betroede partner og min bedste ven. At sige, at jeg savner hende, beskriver overhovedet ikke dybden af mine følelser …

Min største trøst i denne tid er mit vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium og den kundskab, jeg har om, at min kære Frances stadig lever. Jeg ved, at vores adskillelse er midlertidig. Vi blev beseglet i Guds hus af en, der havde myndighed til at binde på jorden og i himlen. Jeg ved, at vi en dag bliver genforenet og aldrig igen skal adskilles. Det er den kundskab, som holder mig oppe.«¹²⁵

Den voksende kirke

»Kirken vokser fortsat stabilt og forandrer tilværelsen for flere og flere mennesker hvert år,« sagde præsident Monson i sine indledende bemærkninger ved oktoberkonferencen 2013.¹²⁶ Da han blev Kirkens præsident, var der 13,2 millioner medlemmer. Kirken voksede støt under hans tid som præsident, hvor antallet af medlemmer steg til 16 millioner, stavene voksede fra 2.791 til 3.322 og templerne voksede fra 124 til 159. 21 lande havde organiseret deres første stav i disse år, hvilket viste endnu en dimension af Kirkens vækst.

Præsident Monson understregede, at Kirkens vækst kræver kirkemedlemmers tjeneste, offer og gode eksempel. »Vi [blev] sendt til jorden i denne tid for at kunne tage del i fremskyndelsen af dette vidunderlige værk,« sagde han.¹²⁷ Han understregede også vigtigheden af hvert medlems personlige udvikling og fremgang.

Vidnesbyrd om Jesus Kristus

»Se på venligheden i de øjne. Se, hvor udtryksfulde de er. Når jeg oplever vanskelige situationer, ser jeg ofte på dem og spørger mig selv: ›Hvad ville han gøre?‹ Så har jeg forsøgt at handle ligesådan.«¹²⁸ Præsident Monson talte med ældste Jeffrey R. Holland om sit yndlingsbillede af Frelseren, af Heinrich Hofmann, der var placeret lige over for hans skrivebord. »Jeg føler styrke ved at have det nær mig.«

Præsident Monson fik styrke og inspiration fra dette maleri af Jesus Kristus, af Heinrich Hofmann.

Præsident Monson havde først et billede af dette maleri på sit biskopkontor i den gamle 6.-7. Menighedsbygning. Senere tog han det med sig til Canada, da han tjente som missionspræsident. Han havde det samme billede på sit kontor, da han blev kaldet som apostel, og flyttede det så fra sted til sted, indtil det endelig hang på hans kontor, da han var Kirkens præsident. »Jeg har bestræbt mig på at indordne mit liv efter Frelserens eksempel,« sagde præsident Monson til ældste Holland. »Når som helst jeg … skal efterkomme en anmodning om at give en velsignelse eller give mig i kast med de endeløse opgaver, der ligger på mit bord, så kigger jeg på det billede og spørger mig selv: ›Hvad ville han gøre?‹« Så tilføjede han med et smil: »Jeg kan forsikre jer om, at beslutningen har aldrig været at blive her og passe skrivebordsarbejdet!«¹²⁹

For præsident Monson satte maleriet også ting i perspektiv, når han måtte træffe svære beslutninger. Han tænkte: »I denne hånd er der barmhjertighed, og i denne hånd er der retfærdighed. Hvor er vægten tungest?« Når han så på maleriet og overvejede, hvad Frelseren ville gøre, valgte han generelt barmhjertighed.¹³⁰

»Maleriet … er mere end en påmindelse om, hvem der er ›hovedhjørnestenen‹ (Ef 2:20) i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige,« har ældste Holland sagt. »Det er mere end en erklæring om, at den mand, der kaldes til at være præsident for Kirken, forventes at være [overhoved] blandt de levende vidner om Frelseren. Maleriet repræsenterer et ideal – Mesteren, som Thomas Monson har brugt som forbillede i sit liv. ›Jeg elsker det maleri,‹ sagde præsident Monson, mens han endnu engang betragtede det.«¹³¹

Præsident Monson bar sit vidnesbyrd om Frelserens guddommelige mission over hele verden i mere end fem årtier. Hans liv var også et udtryk for det vidnesbyrd. Han efterlevede et skriftsted, som han ofte citerede, når han opfordrede til at være en mere trofast discipel, han færdedes, ligesom Frelseren, »overalt og gjorde vel« (ApG 10:38). Hans hensigt var altid at hjælpe folk med at opbygge tro på Jesus Kristus, så de kunne opleve velsignelserne ved den tro – trøst, fred, styrke, håb, glæde og ophøjelse.

Adskillige måneder inden præsident Monson blev Kirkens præsident, vidnede han således:

»Af hele mit hjerte og med min sjæls inderlighed løfter jeg min stemme som et særligt vidne og erklærer, at Gud lever. Jesus er hans Søn, Faderens Enbårne i kødet. Han er vor Forløser; han er vor Formidler hos Faderen. Det var ham, der døde på korset for at sone for vores synder. Han blev opstandelsens førstegrøde. Fordi han døde, skal vi alle leve igen. O, hvilken skøn glæde denne erklæring bringer: ›Han lever! Vor Forløser stor.‹ [»Han lever! Vor Forløser stor«, Salmer og sange, nr. 70].«¹³²

Fuldendelse af tjenstligt ærinde for Herren

Thomas S. Monson tjente som Kirkens præsident i næsten 10 år indtil sin død den 2. januar 2018 i en alder af 90 år. Han havde samlet set tjent i 54 år i De Tolv Apostles Kvorum, som rådgiver i Det Første Præsidentskab og som præsident. Kun fire mænd har tjent længere tid i disse kaldelser. »[Han] har påvirket og formet skæbnen for millioner af mennesker rundt om i verden,« sagde præsident Russell M. Nelson ved hans begravelse.¹³³

Alt imens Kirken voksede fra 2,1 million medlemmer, da han blev ordineret til apostel, til 16 millioner medlemmer i den tid, hvor han præsiderede over den, fortsatte Thomas S. Monson sin livslange gerning med at tjene den enkelte. Han opfordrede andre til at gøre det samme. Præsident Nelson citerede nogle af hans hyppige udtryk i den forbindelse:

»Send et brev til den ven, som du har forsømt.«

»Giv dit barn et knus.«

»Sig ›jeg elsker dig‹ oftere.«

»Sig altid tak.«

»Lad aldrig et problem, der skal løses, blive vigtigere end en person, der skal vises kærlighed.«

Endvidere sagde præsident Nelson: »Præsident Monson … udviste … uselviskhed. Han var et eksempel på Herrens udtalelse, som lød: ›Den største blandt jer skal være jeres tjener.‹ [Matt 23:11]. Han brugte sin tid på at besøge, velsigne og elske andre. Selv i sin alderdom fortsatte han med at tjene og besøgte jævnligt hospitaler og plejehjem.«¹³⁴

At forsøge at være ude i Herrens ærinde var en livsstil, som Thomas S. Monson lærte og udlevede som dreng, biskop, missionspræsident og som apostel og profet. »Jeg ønskede, at Herren skulle vide … at hvis han ønskede, at noget skulle gøres, så kunne han regne med Tom Monson,« sagde han.¹³⁵ »Hvor der er et behov, og hvor der er lidelse, vil jeg gerne være for at give en hjælpende hånd.«¹³⁶

Præsident Monson vinker til forsamlingen, da han forlader et møde ved aprilkonferencen 2008. Han blev opretholdt som Kirkens præsident under denne konference.

Hvad enten det gjaldt om at velsigne en syg, redde en ung, tage sig af en enke, trøste de sørgende eller forlænge Kirkens humanitære indsats, så blev Thomas S. Monson vejledt af Frelserens eksempel og hans mange bønner om at være discipel. »Du udvikler en påskønnelse af, at vor himmelske Fader ved, hvem du er,« sagde han, »og han siger: ›Her, gør det for mig.‹ Jeg takker ham altid.«¹³⁷ Da præsident Monson gav agt på disse tilskyndelser, byggede han broer til den enkeltes hjerte og bar tro, håb og næstekærlighed med sig over hele verden. Den, som Herren kalder, gør Herren egnet.

Noter

1. Thomas S. Monsons dagbog, 27. apr. 1972.

2. Thomas S. Monsons dagbog, 25. juli 1982.

3. I On the Lord’s Errand (video), ChurchofJesusChrist.org/study/video/feature-films/2009-09-01-on-the-lords-errand-the-life-of-thomas-s-monson; citeret i William R. Walker, »Følg profeten«, Liahona, apr. 2014, s. 24.

4. Thomas S. Monson, »Din vej til Jeriko«, Stjernen, okt. 1977, s. 76.

5. Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson: I mesterens fodspor«, i Præsident Thomas S. Monson: sekstende præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, supplement til Liahona, juni 2008, s. 4.

6. I Gerry Avant, »On Lord’s Errand Since His Boyhood«, Church News, 9. feb. 2008, s. 4; se også »Elder Monson: Caring«, Church News, 23. juni 1985, s. 4.

7. Thomas S. Monson, »En taknemlig indstilling«, Liahona, maj 2000, s. 5.

8. Thomas S. Monson, »Kendetegn på et lykkeligt hjem«, Liahona, okt. 2001, s. 7.

9. I On the Lord’s Errand (video).

10. I Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson: I Mesterens fodspor«, s. 5.

11. Thomas S. Monson, »Christmas Is Love« (Det Første Præsidentskabs julebudskab, 2. dec. 2012), ChurchofJesusChrist.org/broadcasts/article/christmas-devotional/2012/12/christmas-is-love; se også »Kærlighedens dør«, Liahona, okt. 1996, s. 7.

12. Se Thomas S. Monsons dagbog, 8. dec. 1984.

13. Se Thomas S. Monson, »Virker med iver«, Liahona, nov. 2004, s. 56-57.

14. Thomas S. Monson, »Velsignet i overflod«, Liahona, maj 2008, s. 111. Præsident Monsons grandonkel Elias Monson tjente i den svenske mission fra 1906 til 1908.

15. I Heidi S. Swinton, To the Rescue: The Biography of Thomas S. Monson, 2010, s. 92. Anvendt med tilladelse fra Deseret Book Company.

16. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 131.

17. Thomas S. Monson, i Conference Report, okt. 1963, s. 14.

18. Se Thomas S. Monson, »Biskoppen — centrum for velfærd«, Den danske Stjerne, apr. 1981, s. 168.

19. Thomas S. Monson, »Yellow Canaries with Gray on Their Wings«, Ensign, aug. 1987, s. 2.

20. Se Thomas S. Monson, »Biskoppen — centrum for velfærd«, s. 172.

21. Thomas S. Monson, »Forbliv i dit embede«, Liahona, maj 2003, s. 57.

22. Se Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 136.

23. Se Thomas S. Monson, »Sukkerroer og sjæles værdi«, Liahona, juli 2009, s. 6-7

24. Brev fra Richard Casto, i Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 158-159; se også On the Lord’s Errand (video).

25. Thomas S. Monsons dagbog, 7. juli 2009.

26. Thomas S. Monson, »En forudseende plan – et prægtigt løfte«, Stjernen, aprilkonferencen 1986, s. 66.

27. Thomas S. Monson, On the Lord’s Errand: Memoirs of Thomas S. Monson, (self-published, 1985), s. 137.

28. Thomas S. Monson, »En forudseende plan – et prægtigt løfte«, s. 67. Disse tyske ord oversættes til »min bror« på dansk. Se også On the Lord’s Errand (video).

29. I Swinton, To the Rescue, s. 150.

30. Se Swinton, To the Rescue, s. 243.

31. Thomas S. Monson, tale holdt ved indvielsen af Kirkens Historiske Bibliotek, 20. juni 2009, s. 3, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

32. Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson: Altid ude i ›Herrens ærinde‹«, Stjernen, nov. 1986, s. 20.

33. I Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson«, Stjernen, nov. 1986, s. 20; se også On the Lord’s Errand (video).

34. I Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson«, Stjernen, nov. 1986, s. 20-21.

35. I Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson: I Mesterens fodspor«, s. 9.

36. I Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson: I Mesterens fodspor«, s. 8.

37. I Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson«, Stjernen, nov. 1986, s. 21.

38. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 112.

39. On the Lord’s Errand: Memoirs of Thomas S. Monson, s. 177.

40. Se Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 173. Fra Thomas S. Monson, tale holdt ved indvielsen af Harold B. Lee Library, 15. nov. 2000, s. 3.

41. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 184.

42. I Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson«, Stjernen, nov. 1986, s. 18.

43. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 196.

44. Se Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 186-187; Thomas S. Monson, Faith Rewarded: A Personal Account of Prophetic Promises to the East German Saints, 1996, s. 27-28. Anvendt med tilladelse fra Deseret Book Company.

45. Se On the Lord’s Errand: Memoirs of Thomas S. Monson, s. 240.

46. Se On the Lord’s Errand: Memoirs of Thomas S. Monson, s. 241.

47. On the Lord’s Errand: Memoirs of Thomas S. Monson, s. 207; se også On the Lord’s Errand (video).

48. I Hedi S. Swinton, To the Rescue, s. 176.

49. On the Lord’s Errand: Memoirs of Thomas S. Monson, s. 245-246; se også On the Lord’s Errand (video).

50. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 216.

51. I Gerry Avant, »From Tomboy to Apostle’s Ideal Wife«, Church News, 26. apr. 1975, s. 13.

52. L&P 107:23.

53. Thomas S. Monson, i Conference Report, okt. 1963, s. 14; se også videouddrag af talen i On the Lord’s Errand (video).

54. Thomas S. Monson, »Mark E. Peterson: A Giant among Men«, Ensign, mar. 1984, s. 11.

55. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 239.

56. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 411.

57. Thomas S. Monson, »Herrens fyrtårn: Et budskab til Kirkens unge«, Liahona, maj. 2001, s. 7; se også Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 265.

58. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 274.

59. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 279.

60. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 291.

61. Thomas S. Monson, »Patience—A Heavenly Virtue«, Ensign, nov. 1995, s. 61.

62. Se Thomas S. Monson, Faith Rewarded, s. 35-38.

63. Thomas S. Monson, »Tak til Gud«, Stjernen, juli 1989, s. 48.

64. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 309.

65. Thomas S. Monson, »Tak til Gud«, s. 48.

66. Thomas S. Monson, Faith Rewarded, s. 88, 91.

67. Thomas S. Monson, Faith Rewarded, s. 104-105.

68. Thomas S. Monson, Faith Rewarded, s. 106.

69. Thomas S. Monson, »Tak til Gud«, s. 48.

70. Russell M. Nelson, »Vi er bedre på grund af ham«, I til minde om præsident Thomas S. Monson, 1927-2018, supplement til Liahona, feb. 2018, s. 30.

71. Thomas S. Monson, »Tak til Gud«, s. 49.

72. Se Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 334-335.

73. Thomas S. Monson, Faith Rewarded, s. 165.

74. Thomas S. Monson »Den, som ærer Gud, ham vil Gud ære«, Stjernen, jan. 1996, s. 48.

75. Thomas S. Monson, »Eksempler på storslåede lærere«, Liahona, juni 2007, s. 76

76. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 120.

77. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 389.

78. Thomas S. Monson, »Come, Learn of Me«, Ensign, dec. 1985, s. 48.

79. Se Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 385.

80. Thomas S. Monson dagbog, 18. jan. 1986.

81. I »Toronto Temple Dedicated«, Ensign, nov. 1990, s. 104-105; se også Thomas S. Monson, »Days Never to Be Forgotten«, Ensign, nov. 1990, s. 67-70.

82. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 433.

83. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 471.

84. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 488-489.

85. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 467, 470.

86. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 493.

87. I Julie Dockstader Heaps, »He Was a ’Giant’ of Faith, Love, and Vision«, Church News, 9. feb. 2008, s. 10.

88. Se »16th President Fields Questions from Media«, Church News, 9. feb. 2008, s. 15.

89. I »The Lord’s Work Will Continue Forward«, Church News, 9. feb. 2008, s. 3.

90. Thomas S. Monson, »Se tilbage og gå fremad«, Liahona, maj 2008, s. 90.

91. Thomas S. Monson, »Nu ses vi igen«, Liahona, nov. 2011, s. 4.

92. Se Thomas S. Monson, »Det hellige tempel – Et fyrtårn for verden«, Liahona, maj 2011, s. 93.

93. Thomas S. Monson, »Nu ses vi igen«, s. 4.

94. Se Thomas S. Monson, »Fremskynd værket«, Liahona, juni 2014, s. 4

95. Thomas S. Monson, »Det hellige tempel – Et fyrtårn for verden«, s. 93.

96. Thomas S. Monson, »Det hellige tempel – Et fyrtårn for verden«, s. 92.

97. Thomas S. Monson, »Det hellige tempel – Et fyrtårn for verden«, s. 94.

98. Thomas S. Monson, »Velkommen til konference«, Liahona, nov. 2012, s. 4-5.

99. Neil L. Andersen, »Det er et mirakel«, Liahona, maj 2013, s. 78.

100. Thomas S. Monson, »Velkommen til konference«, Liahona, maj. 2013, s. 5.

101. Se Thomas S. Monson, »Velkommen til konference«, Liahona, nov. 2014, s. 5.

102. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 422.

103. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 132.

104. Thomas S. Monson, »Ledende principper for familiens og det personlige velfærd«, Stjernen, feb. 1987, s. 2.

105. Thomas S. Monson, »Herrens metode«, Den danske Stjerne, apr. 1978, s. 12.

106. Thomas S. Monson, »Biskoppen – centrum for velfærd«, s. 170.

107. Thomas S. Monson, »Ledende principper for familiens og det personlige velfærd«, s. 2-3.

108. Spencer W. Kimball, »A Report of My Stewardship«, Ensign, maj 1981, s. 5.

109. Referat, Det Første Præsidentskabs møde, 29. aug. 2008.

110. Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 2010, 2.2.

111. Se Welfare Fact Sheets, 2008–2016; Faktabladene for 2012-2016 findes på ChurchofJesusChrist.org/topics/welfare/the-church-welfare-plan.

112. Thomas S. Monson, »Til vi ses igen«, Liahona, maj. 2009, s. 114.

113. Thomas S. Monson, »Til vi ses igen«, Liahona, nov. 2008, s. 106.

114. I Gerry Avant, »Church Welfare Program«, Church News, 16. apr. 2011, s. 4.

115. Thomas S. Monson, »Det er konference igen«, Liahona, maj 2011, s. 5-6.

116. Se Welfare Fact Sheets, 2008–2016.

117. Se Thomas S. Monson, »Ledende principper for familiens og det personlige velfærd«, s. 3.

118. Se »Lad os være selvhjulpne og uafhængige«, Liahona, okt. 2017, s. 33.

119. Thomas S. Monson, »Se tilbage og gå fremad«, s. 89.

120. I Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson«, Stjernen, nov. 1986, s. 18.

121. I Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson: Fuldfør løbet, bevar troen«, Stjernen, okt. 1994, s. 22.

122. Thomas S. Monson, »Se tilbage og gå fremad«, s. 89.

123. I Dorothy O. Rea, »Frances Johnson Monson«, Church News, 30. maj 1964, s. 6.

124. I Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson: Fuldfør løbet, bevar troen«, s. 22-23.

125. Thomas S. Monson, »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke«, Liahona, nov. 2013, s. 85.

126. Thomas S. Monson, »Velkommen til konference«, Liahona, nov. 2013, s. 4.

127. Thomas S. Monson, »Fremskynd værket«, s. 4.

128. I Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson: I Mesterens fodspor«, s. 2.

129. I Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson: Fuldfør løbet, bevar troen«, s. 17.

130. I Heidi S. Swinton, To the Rescue, s. 525.

131. I Jeffrey R. Holland, »Præsident Thomas S. Monson: I Mesterens fodspor«, s. 2.

132. Thomas S. Monson, »Han lever! Vor Forløser stor«, Liahona, maj 2007, s. 25.

133. Russell M. Nelson, »Vi er bedre på grund af ham«, s. 29.

134. Russell M. Nelson, »Vi er bedre på grund af ham«, s. 29-30.

135. Citeret af Sheri Dew, i Tad Walch, »Tears, Pain, Joyful Memories as Mormon Leaders Remember President Monson« Deseret News, 3. jan. 2018, deseret.com/2018/1/3/20637926.

136. I Sarah Jane Weaver, »Those with Much Should Reach Out«, Church News, 6. feb. 2010, s. 5, thechurchnews.com/archives/2010-02-06/helping-hand-should-reach-out-66954.

137. I Gerry Avant, »Oct. 4 Is President Monson’s 50-Year Anniversary as Apostle«, Church News, 3. okt. 2013, s. 4, ChurchofJesusChrist.org/church/news/oct-4-is-president-monsons-50-year-anniversary-as-apostle.