Andre ressourcer
Næstekærlighed


Næstekærlighed

Næstekærlighed er »Kristi rene kærlighed« eller »evig kærlighed« (Moroni 7:47; 8:17). Profeten Mormon forklarede: »Og kærligheden er langmodig og velvillig, misunder ikke, opblæses ikke, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde, glæder sig ikke over uretfærdighed, men glæder sig ved sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt« (Moroni 7:45; se også 1 Kor 13:4-7).

Jesus Kristus er det fuldkomne eksempel på næstekærlighed. Han »færdedes overalt og gjorde vel« under sin tjenestegerning og underviste i evangeliet og viste sin omsorg for de fattige, de lidende og de ulykkelige (se Matt 4:23; Mark 6:6; ApG 10:38). Hans kronende udtryk for næstekærlighed var hans ubegrænsede forsoning. Han sagde: »Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner« (Joh 15:13). Det var den største gerning, fuld af tålmodighed, venlighed og uselviskhed, som vi nogen sinde vil komme til at kende. Med en forståelse af Frelserens evige kærlighed kan du udøve tro og omvende dig fra dine synder i tillid til, at han vil tilgive dig og styrke dig i dine anstrengelser for at efterleve evangeliet.

Frelseren ønsker, at du skal modtage hans kærlighed, og han ønsker også, at du skal dele den med andre. Han forkyndte for sine disciple: »Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13:34-35). Se i dit forhold til familiens medlemmer og andre hen til Frelseren som dit eksempel. Søg efter at elske, som han elsker, med en aldrig svigtende barmhjertighed, tålmodighed og nåde.

Efterhånden som du fortsætter med at modtage Frelserens fuldkomne kærlighed, og du viser en Kristuslignende kærlighed til andre, vil du opleve, at din kærlighed øges. Du vil opleve glæden ved at være i Herrens tjeneste. Helligånden vil være din konstante ledsager og vejlede dig i din tjeneste og i forhold til andre mennesker. Du vil blive forberedt til at møde Herren på dommens dag, hvor han vil belønne dig i overensstemmelse til din hengivenhed over for hans værk. Mormon forklarede:

»…dersom I ikke har kærlighed, er I intet; thi kærligheden bortfalder aldrig. Hold derfor fast ved kærligheden, som er det største af alt, thi alt andet skal ophøre.

Men den kærlighed, som er Kristi rene kærlighed, forbliver evindelig; og den, som på den yderste dag findes i besiddelse af den, med ham er alt vel.

Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen af jeres ganske hjerte, at I må være fyldt med denne kærlighed, som han har skænket alle dem, som er hans Søns, Jesu Kristi sande efterfølgere, så I kan blive Guds sønner, at når han kommer, vi da må være ham lig; thi vi skal se ham, som han er. Gid vi må have dette håb og blive renset, ja, ligesom han er ren. Amen« (Moroni 7:46-48).

Yderligere henvisninger: Matt 25:31-46; 1 Joh 4:18; Ether 12:33-34; L&P 12:8; 34:3; 121:45

Se også Kærlighed; Tjeneste