Andre ressourcer
Nadveren


Nadveren

På natten før Jesu Kristi korsfæstelse mødtes Jesus Kristus med sine apostle og indstiftede nadveren. »Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: ›Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!‹ Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: ›Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer‹« (Luk 22:19-20). Efter sin opstandelse indstiftede han nadveren blandt nephiterne (se 3 Nephi 18:1-11).

I dag nyder vi brødet og vandet til minde om Jesu Kristi sonoffer. Denne ordinance er en væsentlig del af vores tilbedelse og åndelige udvikling. Jo mere vi overvejer dens betydning, jo mere hellig bliver den for os.

Husk på Frelseren og hans forsoning

Nadveren tilvejebringer en mulighed for dig for med taknemlighed at mindes Guds Søns liv, tjenestegerning og forsoning.

Med det brudte brød mindes vi hans legeme. Du kan mindes hans fysiske lidelse – især hans lidelse på korset. Du kan mindes, at ved hans barmhjertighed og nåde, vil alle mennesker opstå og blive givet mulighed for evigt liv med Gud.

Med et lille bæger vand kan du mindes, at Frelseren udgød sit blod i en intens åndelig lidelse og smerte, der begyndte i Getsemane Have. Der sagde han: »Min sjæl er fortvivlet til døden« (Matt 26:38). Han underkastede sig Faderens vilje og led mere end vi kan forstå: »…blod kommer fra hver pore, så stor skal hans ængstelse være for sit folks synder og vederstyggeligheders skyld« (Mosiah 3:7). Du kan mindes, at Jesus Kristus udgydelse af sit blod har reddet dig og alle andre mennesker fra det, som skrifterne kalder »arvesynden« ved Adams overtrædelse (Moses 6:54). Du kan huske, at han også led for de synder, sorger og smerter, som tilhører alle vor himmelske Faders børn, og tilvejebragte tilgivelse for synd for dem, som omvender sig og efterlever evangeliet (se 2 Nephi 9:21-23).

Forny pagter og lovede velsignelser

Når du nyder nadveren, vidner du over for Gud, at din ihukommelse af hans Søn rækker udover den korte tid, som den hellige ordinance tager. Du lover altid at mindes ham. Du vidner, at du er villig til at påtage dig Jesu Kristi navn, og at du vil holde hans befalinger. Når du nyder nadveren og indgår disse forpligtelser, fornyr du din dåbspagt (se Mosiah 18:8-10; L&P 20.37).

Du modtager store velsignelser, når du holder dåbspagten. Når du fornyer den, fornyr Herren den lovede tilgivelse for dine synder. Renset fra synd er du i stand altid at have »hans Ånd …hos [dig]« (L&P 20:77). Åndens konstante fællesskab er en af de største velsignelser, du kan modtage i livet på jorden. Ånden vil lede dig på retfærdighedens og fredens stier og lede dig til evigt liv med vor himmelske Fader og Jesus Kristus.

Nyd nadveren værdigt

I forberedelsen til nadveren hver uge tag dig tid til at undersøge dit liv og omvende dig fra dine synder. Du behøver ikke at være fuldkommen for at deltage i nadveren, men du må have ydmyghedens og omvendelsens ånd i dit hjerte. Hver uge bør du forberede dig til denne hellige ordinance med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd (se 3 Nephi 9:20).

Hvis du nærmer dig nadveren med den ydmyghed og alvorlighed, som den fortjener, bliver den en ugentligt mulighed for at se ind i dig selv, for omvendelse og for at indvie dig på ny – en kilde til styrke og en konstant påmindelse om Frelserens forsoning.

Yderligere henvisninger: 1 Kor 11:23-29; Moroni 4-5; L&P 20:75-79; 27:2

Se også Forsoning, Jesu Kristi; Pagt