Andre ressourcer
Fristelse


Fristelse

Som profeten Paulus profeterede, så er de sidste dage »hårde tider« (2 Tim 3:1). Modstanderens indflydelse er vidtspredt og forførende. Men du kan overvinde Satan og hans fristelser. Vor himmelske Fader har givet dig handlefriheden – magten til at vælge mellem godt og ondt. Du kan »ydmyge [dig] for Herren og påkalde hans hellige navn og våge og bede bestandigt, så [du] ikke bliver fristet mere, end [du] kan udholde« (Alma 13:28). Når du villigt adlyder befalingerne, vil din himmelske Fader styrke dig til at modstå fristelse.

Følgende vejledning vil hjælpe dig med at overvinde fristelse:

Centrer dit liv omkring Frelseren. Profeten Helaman rådede sine sønner: »Og nu, mine sønner, ihukom, ihukom, at det er på vor Forløsers klippe, på Kristus, Guds Søn, I må bygge jeres grundvold, så at når djævelen sender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når al hans hagl og frygtelige uvejr skal ramme jer, at det da ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den evige pines afgrund på grund af klippen, som I er bygget på, hvilken er en sikker grundvold, en grundvold, som menneskene ikke kan falde på, dersom de bygger derpå« (Helaman 5:12).

Bed om styrke. Da den opstandne Frelser kom til nephiterne, underviste han mængden: »I må altid våge og bede, så I ikke falder i fristelse; thi Satan begærer jer, så han kan sigte jer som hvede. Derfor skal I altid bede til Faderen i mit navn« (3 Nephi 18:18-19). I de sidste dage har han givet et lignende råd: »Bed altid, så du må vinde sejr, ja, så du kan overvinde Satan og slippe ud af hænderne på Satans tjenere, der understøtter hans værk« (L&P 10:5).

Studér skrifterne dagligt. Når du studerer evangeliske sandheder og anvender dem i dit liv, så vil Herren velsigne dig med kraft til at modstå fristelse. Nephi forklarede: »Og jeg sagde til dem, at det var Guds ord, og at enhver, der ville give agt på Guds ord og holde fast derved, aldrig ville omkomme, ej heller kunne Satans fristelser eller gloende pile overvinde dem og slå dem med blindhed og lede dem bort til fordærvelse« (1 Nephi 15:24; se også Helaman 3:29-30).

Fyld dit liv med godhed. Du har så meget godt at vælge fra, at du ikke behøver at tage del i det onde. Når du fylder dit liv med godhed, efterlader det ikke plads til noget andet.

Undgå fristende steder og situationer. Du kan ikke fuldstændigt undgå fristelse, men du kan undgå steder og situationer, hvor det er sandsynligt, at du kan blive fristet. Du kan også undgå upassende materialer i blade, bøger, tv, film og musik samt på internettet.

Stræb efter at påvirke andre til det gode. Lige før Frelseren led i Getsemane Have, bad han for sine disciple: »De [er] ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden« (John 17:14-18). Som sidste dages discipel af Jesus Kristus kan du være i verden, men »ikke af verden.« Ud over selv at undgå fristelse kan du påvirke andre til at leve et godt og sundt liv. Du kan sætte et retskaffent eksempel, være en god ven, deltage i samfundstjeneste og på passende vis lade din røst blive hørt til forsvar for moralske værdier.

Tøv aldrig med din beslutning om at modstå fristelse. Stræb efter at følge Frelserens eksempel, han som »led fristelser; men han gav ikke efter for dem« (L&P 20.22). Da Satan fristede Jesus i ørkenen, tøvede Herren aldrig. Han svar kom hurtigt og bestemt: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene« (Luk 4:8). Gennem dine retskafne tanker, ord og gerninger kan du afslå modstanderens fristelser med samme overbevisning. »I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer« (Jak 4:7-8).

Yderligere henvisninger: Rom 12:21; Ef 6:11-17; Jak 1:12; L&P 23:1; 31:12; Moses 1:12-22

Se også Faste og fasteoffer; Handlefrihed; Helligånden; Kristi Lys; Omvendelse; Samvittighed; Satan