Andre ressourcer
Ti bud, de


Ti bud, de

De ti bud er evige evangeliske principper, som er nødvendige for vores ophøjelse. Herren åbenbarede dem for Moses i fordums tid (se 2 Mos 20:1-17), og han har gentaget dem i åbenbaringerne i de sidste dages (se L&P 42:18-29; 59:5-13; 63:61-62). De ti bud er en vital del af evangeliet. Lydighed over for disse befalinger baner vej for lydighed mod andre evangeliske principper.

Følgende gennemgang af de ti bud omfatter korte forklaringer på, hvordan de fortsat gælder i vores liv i dag:

  1. »Du må ikke have andre guder end mig« (2 Mos 20:3). Vi bør »gøre alting med øjet alene fæstet på Guds ære« (L&P 82:19). Vi bør elske og tjene Herren af hele vores hjerte, sind og styrke (se 5 Mos 6:5; L&P 59:5).

  2. »Du må ikke lave dig noget gudebillede« (2 Mos 20:4). Herren fordømmer i denne befaling, at man tilbeder afguder. Afgudsdyrkeri kan tage mange former. Nogle mennesker bøjer sig ikke for et gudebillede eller en gudestatue, men erstatter i stedet den levende Gud med andre afguder, såsom penge, materielle ejendele, ideer eller prestige. I deres liv er »deres rigdom deres Gud« – en gud, som »skal forgå sammen med dem« (2 Nephi 9:30).

  3. »Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn« (2 Mos 20:7). Se »Gudsbespottelse« på side 61-62 vedrørende en forklaring herpå.

  4. »Husk sabbatsdagen og hold den hellig« (2 Mos 20:8). Se »Sabbatten« på side 128-129 vedrørende en forklaring herpå.

  5. »Ær din far og din mor« (2 Mos 20:12). Det er en befaling, som stadig gælder, selv når vi er voksne. Vi bør altid finde måder at ære vores forældre på.

  6. »Du må ikke begå drab« (2 Mos 20:13). Se »Krig« på side 86-87 vedrørende en forklaring på, hvordan denne befaling gælder for dem, som er tvunget til at gå i krig.

  7. »Du må ikke bryde et ægteskab« (2 Mos 20:14). I sidste dages åbenbaring fordømmer Herren ikke kun ægteskabsbrud, men også »noget sådant« (L&P 59:6). Utugt, homoseksualitet og andre seksuelle synder er brud på det syvende bud. Se »Kyskhed« på side 88-93 vedrørende en forklaring herpå.

  8. »Du må ikke stjæle« (2 Mos 20:15). Tyveri er en form for uærlighed. Se side 179 vedrørende en forklaring på ærlighed.

  9. »Du må ikke vidne falsk mod din næste« (2 Mos 20:16). At bære falsk vidnesbyrd er en anden form for uærlighed. Se side 178-179 vedrørende en forklaring på ærlighed.

  10. »Du må ikke begære« (2 Mos 20:17). At begære eller misunde nogen noget, der tilhører dem, skader sjælen. Det kan optage vore tanker og konstant plage os med sorg og utilfredshed. Det leder ofte til andre synder og finansiel gæld.

Selv om de fleste af de ti bud angiver ting, som vi ikke bør gøre, repræsenterer de også ting, som vi bør gøre. Frelseren sammenfattede de ti bud i to principper – kærlighed til Herren og til vores næste:

»›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹

Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv‹« (Matt 22:37-39).

Yderligere henvisninger: Mosiah 12:33-36; 13:11-24

Se også Gudsbespottelse; Handlefrihed; Krig; Kyskhed; Lydighed; Sabbat; Tilbedelse; Ærbødighed; Ærlighed