Andre ressourcer
Omvendelse


Omvendelse

Omvendelse er et af de første principper i evangeliet (se Trosartiklerne 1:4). Det er afgørende for din lykke i dette liv og i evigheden. Omvendelse er meget mere end blot at erkende sine fejltagelser. Det er en ændring af sind og hjerte, som giver dig et nyt syn på Gud, dig selv og på verden. Det omfatter at vende sig bort fra synd og at vende sig til Gud for tilgivelse. Den motiveres ved kærlighed til Gud og et oprigtigt ønske om at adlyde hans befalinger.

Behovet for omvendelse

Herren har erklæret, at »intet urent kan arve himmeriges rige« (Alma 11:37). Dine synder gør dig uren – uværdig til at vende tilbage og dvæle i din himmelske Faders nærhed. De bringer dig også smerte i din sjæl i dette liv.

Vor himmelske Fader har gennem Jesu Kristi forsoning tilvejebragt den eneste måde, hvorpå du kan blive tilgivet for dine synder (se »Tilgivelse«, s. 155-157). Jesus Kristus led straffen for dine synder, så du kan blive tilgivet, hvis du oprigtigt omvender dig. Når du omvender dig og stoler på hans frelsende nåde, vil du blive renset fra synd. Han erklærede:

»Derfor befaler jeg dig at omvende dig. Ja, omvend dig, at jeg ikke skal slå dig med min munds ris, med min vrede og min harme, og dine lidelser blive svære – hvor svære ved du ikke, hvor gruelige ved du ikke, ja, hvor tunge at bære, begriber du ikke!

Thi se, jeg, Gud har lidt dette for alle, for at de, som vil omvende sig, ikke skal lide.

Men dersom de ikke vil omvende sig, må de lide ligesom jeg.

Og mine lidelser gjorde, at selv jeg, Gud, den største af alle, skælvede af smerte og blødte fra hver pore og led både på legeme og sjæl og ønskede, at jeg ikke skulle drikke den bitre kalk.

Dog, ære være Faderen, jeg tømte den og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:15-19).

Faren ved at udsætte sin omvendelse

Bortrationaliser ikke dine synder og udsæt ikke din omvendelse. Amulek advarede: »Dette er tiden, da menneskene skulle berede sig til at møde Gud; ja dette livs dag er den dag, da menneskene skal udføre deres arbejde … så beder jeg jer om ikke at opsætte jeres omvendelsesdag til enden; thi dersom vi ikke benytter vor tid i dette liv, da kommer der efter denne livets dag, som er os givet til at berede os til evigheden, en mørk nat, hvori intet arbejde kan udrettes« (Alma 34:32-33).

Omvendelsens elementer

Omvendelse er en smertefuld proces, men den leder til tilgivelse og varig fred. Herren sagde gennem profeten Esajas: »Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld« (Es 1:18) I denne uddeling har Herren lovet: »Se, den, der omvender sig fra sine synder, ham er de forladt, og jeg, Herren, kommer dem ikke mere i hu« (L&P 58:42). Omvendelse omfatter følgende elementer:

Tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Syndens magt er stor. Du må for at blive fri fra den vende dig til din himmelske Fader og bede i tro. Satan vil måske forsøge at overbevise dig om, at du ikke er værdig til at bede – at vor himmelske Fader er så utilfreds med dig, at han aldrig vil høre dine bønner. Det er en løgn. Din himmelske Fader er altid rede til at hjælpe dig, hvis du vil komme til ham med et angerfuldt hjerte. Han har kraft til at helbrede dig og til at hjælpe dig med at overvinde synden.

Omvendelse viser tro på Jesus Kristus – en erkendelse af kraften i hans forsoning. Husk, at du kun kan blive tilgivet på hans betingelser. Når du taknemligt erkender hans forsoning og hans magt til at rense dig fra synd, er du i stand til at »udøve tro til omvendelse« (Alma 34:17).

Sorg over synd. Du må for at blive tilgivet først erkende i dig selv, at du har syndet. Hvis du stræber efter at efterleve evangeliet, vil en sådan erkendelse lede til »bedrøvelse efter Guds vilje«, som »virker omvendelse til frelse« (2 Kor 7:10). Bedrøvelse efter Guds vilje kommer ikke som en naturlig konsekvens af synd eller på grund af en frygt for straf, den kommer snarere gennem den viden, at du har gjort din himmelske Fader og din Frelser ked af det. Når du oplever bedrøvelse af Guds vilje, har du et oprigtigt ønske om at forandre dig og en villighed til at underkaste dig ethvert krav til tilgivelse.

Bekendelse. »Den, der vil skjule sine overtrædelser, går det ikke godt, men den, der bekender dem og holder op med dem, finder barmhjertighed« (Ordsp 28:13). En villighed til at fortælle alt til din himmelske Fader om det, som du har gjort, er afgørende for tilgivelse. Knæl ned for ham i ydmyg bøn og erkend dine synder. Tilstå din skam og skyld og bønfald ham om hjælp.

Alvorlige overtrædelser, såsom overtrædelser af kyskhedsloven, kan bringe dit medlemskab af Kirken i fare. Du må derfor bekende disse synder både for Herren og hans repræsentanter i Kirken. Det sker under din biskops eller grenpræsidents omsorg og muligvis din stavs- eller missionspræsident, som tjener som vogtere og dommere i Kirken. Selv om det kun er Herren, som kan tilgive synder, så spiller disse præstedømmeleder en afgørende rolle i omvendelsens proces. De vil bevare din tilgivelse fortrolig og hjælpe dig gennem omvendelsens proces. Vær fuldstændig ærlig over for dem. Hvis du kun delvis bekender og kun nævner nogle mindre fejl, så vil du ikke være i stand til at løse en mere alvorlig uerkendt overtrædelse. Jo hurtigere du begynder denne proces, jo hurtigere vil du finde den fred og glæde, som kommer med tilgivelsens mirakel.

Aflæggelse af synd. Selv om tilståelse af synd er et væsentligt element i omvendelsen, er det ikke nok. Herren har sagt: »Heraf kan I vide, om et menneske omvender sig fra sine synder: Se, han vil bekende dem og aflægge dem« (L&P 58:43).

Træf en fast beslutning om, at du aldrig vil gentage overtrædelsen. Når du holder denne forpligtelse, vil du aldrig opleve den synds smerte igen.

Fjern dig med det samme fra enhver farlig situation. Hvis en bestemt situation får dig til at synde eller måske kan få dig til at synde, så undgå den. Du kan ikke lade dig friste og forvente, at du kan overvinde synden.

Genoprettelse. Du må, så langt som det er muligt, genoprette alt det, som har lidt skade ved dine gerninger, uanset om det er en andens ejendom eller gode rygte. Villig genoprettelse viser Herren, at du vil gøre alt, hvad du kan, for at omvende dig.

Retskaffen levevis. Det er ikke nok blot at modstå det onde og fjerne synden fra dit liv. Du må fylde dit liv med retfærdighed og engagere dig i aktiviteter, som bringer åndelig styrke. Fordyb dig i skrifterne. Bed dagligt Herren om at give dig styrke udover din egen. Fast af og til for særlige velsignelser.

Fuld lydighed bringer evangeliets fulde kraft ind i dit liv, herunder øget styrke til at overvinde dine svagheder. Denne lydighed omfatter gerninger, som du måske ikke indledningsvis betragter som en del af omvendelsen, som at overvære møder, betale tiende, tjene andre og tilgive andre. Herren har lovet: »Den, der omvender sig og holder Herrens befalinger, tilgives« (L&P 1:32).

Yderligere henvisninger: Luk 15:11-32; 2 Nephi 9:19-24; Mosiah 4:1-3, 10-13; 26:30-31; L&P 18:10-16

Se også Dåb; Forsoning, Jesu Kristi; Frelse; Frelsesplanen; Fristelse; Kirkens disciplinærråd; Synd; Tilgivelse; Tro