Og selv om han ikke gør det …

Ældste Dennis E. Simmons

De Halvfjerds

Menneskene udfører store bedrifter ved at forlade sig på Herren og holde hans bud – ja, ved at øve tro – også selv om de ikke ved, hvordan Herren former dem.

Mens jeg gik i ottende klasse kom jeg engang nedslået, skuffet og forvirret hjem fra en basketball-turnering. Jeg sagde til min mor: »Jeg ved ikke, hvorfor vi tabte – jeg troede på, at vi ville vinde!«

Nu indser jeg, at jeg på daværende tidspunkt ikke vidste, hvad tro er.

Tro er ikke bravader, ikke blot et ønske, ikke blot et håb. Sand tro er tro på Herren Jesus Kristus – den tillid til Jesus Kristus, som får et menneske til at følge ham.¹

For mange hundrede år siden blev Daniel og hans unge venner pludselig kastet fra deres trygge rammer ud i verden – en verden, som var fremmed og skræmmende. Da Shadrak, Meshak og Abed-Nego nægtede at kaste sig ned og tilbede en guldstøtte, som kongen lod opstille, sagde den rasende Nebukadnesar til dem, at hvis de ikke ville tilbede, sådan som de var blevet befalet, så ville de straks blive kastet i en ovn med flammende ild, og »hvem er den gud, der så kan redde jer ud af min magt?«²

De tre unge mænd svarede hurtigt og frimodigt: »Kommer det dertil [hvis du kaster os i ovnen], så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt.« Det lyder som den tro, jeg havde, da jeg gik i ottende klasse. Men så viste de, at de fuldt ud forstod, hvad tro er. De fortsatte: »Og selv om han ikke gør det … så [vil vi ikke] dyrke din gud, og [vi vil ikke] tilbede den guldstøtte, du har opstillet.«³ Det er ord, som viser virkelig tro.

De vidste, at de kunne stole på Gud – også selv om tingene ikke gik, sådan som de havde håbet.⁴ De vidste, at tro er mere end et mentalt samtykke, mere end en erkendelse af, at Gud lever. Tro er fuldstændig tillid til Gud.

Tro er at have en overbevisning om, at skønt vi ikke forstår alt, så gør Gud det. Tro er at vide, at skønt vores styrke er begrænset, så er hans det ikke. Tro på Jesus Kristus består i at have fuldstændig tillid til ham.

Shadrak, Meshak og Abed-Nego vidste, at de altid kunne forlade sig på ham, fordi de kendte hans plan, og de vidste, at han ikke forandrer sig.⁵ De vidste, ligesom vi gør, at livet på jorden ikke er en tilfældighed. Det er et kort afsnit af den storslåede plan,⁶ som vor kærlige himmelske Fader har om at gøre det muligt for os – hans sønner og døtre – at opnå de samme velsignelser, som han nyder, hvis vi er villige.

De vidste, ligesom vi gør, at han i vores førjordiske liv forklarede os om formålet med jordelivet: »Vi vil … danne en jord, hvorpå disse kan bo. Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, vil befale dem.«⁷

Det er altså formålet: Livet er en prøve. Verden er en prøvestand for jordiske mænd og kvinder. Når vi forstår, at det hele er en prøve, som er givet os af vor himmelske Fader, som ønsker, at vi skal sætte vores lid til ham og lade ham hjælpe os, så kan vi det hele mere klart.

Har han fortalt os, at det er hans gerning og hans herlighed »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«⁸ Han har allerede opnået guddommelighed. Nu er hans eneste mål at hjælpe os – at sætte os i stand til at vende tilbage til ham og blive ligesom ham og at leve det liv, han lever, i al evighed.

Med denne viden var det ikke svært for de tre unge hebræere at træffe deres beslutning. De ville følge Gud. De ville udøve tro på Herren. Han skulle nok udfri dem, og selv om han ikke gjorde det – og vi kender resten af historien.

Herren har givet os handlefrihed – retten til og ansvaret for at træffe beslutninger.⁹ Han prøver os ved at tillade, at vi bliver udfordret. Han forsikrer os om, at han ikke vil lade os blive fristet over evne.¹⁰ Men vi må forstå, at det er de store udfordringer, som skaber store mennesker. Vi opsøger ikke prøvelser, men hvis vi reagerer med tro, styrker Herren os. Men selv når han ikke gør det, kan det føre til vidunderlige velsignelser.

Apostlen Paulus drog også denne vigtige erfaring og kundgjorde efter mange års hengiven missionering følgende: »Vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb. Og det håb gør os ikke til skamme.«¹¹

Han blev forsikret af Frelseren: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.«¹²

Paulus svarede: »Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig … Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandling, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.«¹³ Når Paulus mødte sine udfordringer på Herrens måde, voksede hans tro.

»I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve.«¹⁴ Abraham fik – takket være sin store tro – løfte om efterkommere, som skulle være flere end stjernerne på himlen, og disse efterkommere skulle komme gennem Isak. Men Abraham adlød straks Herrens befaling. Gud ville holde sit løfte, og selv om han ikke gjorde det på den måde, Abraham forventede det, så stolede Abraham stadig fuldt og fast på ham.

Menneskene udfører store bedrifter ved at forlade sig på Herren og holde hans bud – ja, ved at udøve tro – også selv om de ikke ved, hvordan Herren former dem.

»I tro nægtede Moses … at lade sig kalde søn af Faraos datter.

Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse,

og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte …

I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede …

I tro gik de gennem Det Røde Hav som på tørt land …

Ved tro faldt Jerikos mure.«¹⁵

»Ved tro besejrede [andre] riger … fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab,

slukkede voldsom ild, undgik truende sværd, blev styrket, når de var svage, blev stærke i krig.«¹⁶

Men blandt alle de herlige resultater, som de involverede håbede på og forventede, var der altid de tidspunkter, hvor han ikke gjorde det:

»Andre igen måtte udstå spot og piskeslag, ja, lænker og fængsel.

De blev stenet, gennemsavet, døde for sværdet eller gik omkring … og led nød og trængsler og blev mishandlet¹⁷ …

for Gud havde for deres skyld og ved deres lidelser noget bedre for øje, for uden lidelser kunne de ikke nå målet.«¹⁸

Vore skrifter og vores historie er fuld af beretninger om Guds store mænd og kvinder, som troede på, at han ville udfri dem, og selv om han ikke gjorde det, viste de, at de ville stole på ham og forblive trofaste.

Han har magten, men det er vores prøve.

Hvad forventer Herren af os med hensyn til vore udfordringer? Han forventer, at vi gør vores yderste, så gør han resten. Nephi sagde: »Thi vi ved, at trods alt, hvad vi formår at gøre, så er det dog af nåde, at vi er frelst.«¹⁹

Vi må have den samme tro, som Shadrak, Meshak og Abed-Nego havde.

Vores Gud udfrier os fra latterliggørelse og forfølgelse, og selv om han ikke gør det … Vores Gud udfrier os fra latterliggørelse og forfølgelse, og selv om han ikke gør det … Han udfrier os fra ensomhed, nedtrykthed og frygt, og selv om han ikke gør det … Vores Gud udfrier os fra latterliggørelse og forfølgelse, og selv om han ikke gør det … Han udfrier os fra vore kæres død eller afkræftethed, og selv om han ikke gør det … så sætter vi vores lid til Herren.

Vores Gud sørger for, at der vises os retfærdighed og rimelighed, og selv om han ikke gør det … Han sørger for, at vi føler os elsket og værdsat, og selv om han ikke gør det … Han sørger for, at vi får en fuldkommen ægtefælle og retfærdige og lydige børn, og selv om han ikke gør det … så har vi stadig tro på Herren Jesus Kristus og ved, at hvis vi gør alt, hvad vi formår, skal vi, når han mener, at tiden er inde, og på hans måde, blive udfriet og modtage alt, hvad han har.²⁰ Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.