Ægteskab og familie: Vores hellige ansvar
I et samfund, hvor ægteskabet ofte undgås, forældreskab undgås og familien nedvurderes, har vi ansvar for at ære vores ægteskab, vise omsorg for vore børn og styrke vores familie.
Kort efter jeg var blevet gift, sad mine tre brødre og jeg i min fars kontor til et forretningsmøde. Ved afslutningen på vores møde rejste vi os for at gå, da far standsede op, vendte sig mod os og sagde: »I drenge behandler ikke jeres hustruer, som I bør. I skal vise dem større venlighed og respekt.« Min fars ord gennemtrængte min sjæl.
I dag oplever vi et aldrig-ophørende angreb på ægteskabet og familien. De synes at være modstanderens hovedmål for nedgørelse og tilintetgørelse. I et samfund, hvor ægteskabet ofte undgås, forældreskab undgås og familien nedvurderes, har vi ansvar for at ære vores ægteskab, vise omsorg for vore børn og styrke vores familie.
At ære sit ægteskab betyder, at ægtefællerne viser hinanden kærlighed, respekt og hengivenhed. Vi har fået en hellig instruktion om at »elske din hustru af hele dit hjerte og holde dig til hende og ingen anden« (L&P 42:22).
Profeten Malakias belærte: »Herren var vidne mellem dig og din ungdoms hustru, som du er troløs imod, skønt hun er bundet til dig som ægtehustru … Men I skal vogte jer … og ingen skal være troløs imod sin ungdoms hustru« (Mal 2:14-15). At leve vores liv med vores ungdomshustru og holde pagterne, opnå visdom og vise kærlighed nu og i evigheden er i sandhed et privilegium.
Jeg mindes denne udtalelse: »Når en anden persons tilfredsstillelse eller sikkerhed bliver lige så vigtig for et menneske som ens egen tilfredsstillelse eller sikkerhed, eksisterer der en kærlig tilstand« (Harry Stack Sullivan, Conceptions of Modern Psychiatry, 1940, s. 42-43).
Ægteskabet er ment som og må nødvendigvis være et kærligt, bindende og harmonisk forhold mellem en mand og en kvinde. Når en ægtemand og en hustru forstår, at familien er indstiftet af Gud, og ægteskabet kan fyldes med løfter og velsignelser, der strækker sig ind i evighederne, bliver separation og skilsmisse sjældent noget, der overvejes i et sidste dages helligt hjem. Ægtefællerne vil forstå, at de hellige ordinancer og pagter, som indgås i Herrens hus, udgør de midler, hvorved de kan vende tilbage til Guds nærhed.
Forældre har fået en hellig pligt: »Opdrag [børnene] med Herrens tugt« (Ef 6:4). »Den første befaling, som Gud gav til Adam og Eva, vedrørte deres mulighed for, som ægtemand og hustru, at blive forældre« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, okt. 1998, s. 24). Vores ansvar angår ikke blot vores ægtefælles velfærd, men omfatter også opmærksom omsorg for vore børn, for »[børn] er en gave fra Herren« (Sl 127:3). Vi kan vælge at drage omsorg for vore børn i henhold hertil og »lære [dem] at bede og at vandre retskaffent for Herren« (L&P 68:28). Vi må som forældre se vore børn som en gave fra Gud og forpligte os til at gøre vore hjem til et sted, hvor vi elsker, oplærer og viser omsorg vore sønner og døtre.
Præsident Monson har mindet os om, »at lederskabskappen ikke er en behagelig slåbrok, men rollen som ansvarshavende … ›Vore unge har brug for færre kritikere og flere forbilleder.‹ Om et hundrede år fra nu betyder det ikke noget hvilken slags bil vi kørte i, hvilken type hus vi boede i, hvor meget vi havde på bankbogen, eller hvordan vores tøj så ud, men at verden måske er blevet lidt bedre, fordi vi betød noget for en dreng eller pige« (Thomas S. Monson, Pathways to Perfection,, 1973, s.131).
Selv om livet af og til gør os trætte, utålmodige eller gør, at vi har for travlt til vore børn, må vi aldrig glemme den uendelige værdi af det, som vi har i vore hjem – vore sønner og døtre. Den opgave, vi står foran, det være sig et forretningsanliggende eller en ny bil, gavner os alt sammen, men blegner i værdi, når det sammenlignes med værdien af en ung sjæl.
John Gunther, en far som har mistet sin unge søn på grund af hjernesvulst, har indtrængende bedt dem, som stadig har sønner og døtre, om at »at omfavne dem med begejstring og med en stærk bevidsthed om glæde« (John Gunther, Death Be Not Proud: A Memoir, 1949, s. 259).
Præsident Harold B. Lee har fortalt om en stor lærer, Horace Mann, som »skulle tale ved indvielsen af en … drengeskole. Han sagde i sin tale: ›Denne skole har kostet flere millioner dollar, men hvis denne skole er i stand til at redde bare en enkelt dreng, så er den alle omkostningerne værd.‹ En af hans venner gik op til [hr. Mann] ved afslutningen af mødet og sagde: ›Du lod din iver løbe af med dig, gjorde du ikke? Du sagde, at hvis denne skole, der har kostet flere millioner dollar, kunne redde blot en enkelt dreng, så var den alle omkostningerne værd? Det kan du da ikke mene?‹
»Horace Mann så på ham og sagde: ›Jo, min ven. Det ville den være værd, hvis denne ene dreng var min søn, det ville den være værd‹« (Harold B. Lee, Ensign, juni 1971, s. 61).
At elske, beskytte og vise omsorg for vore børn er blandt de mest betydningsfulde og evigvarende ting, som vi kommer til at gøre. De verdslige besiddelser vil forsvinde, og dagens populære film eller sang vil ikke have relevans i morgen, men en søn eller datter er evig.
»Familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne« (»Familien: En proklamation til verden«). Forældre og børn må derfor arbejde sammen i enighed for at styrke familiens bånd og styrke dem fra dag til dag.
Jeg har en bror, som underviste på et stort universitet. Han fortalte om en af de studerende, som var en enestående hækkeløber. Den unge mand var blind. Rex spurgte ham: »Falder du aldrig?« »Jeg må være meget præcis,« svarede løberen. »Jeg måler hver gang, før jeg springer. En gang lod jeg være, og slog mig næsten ihjel.« Den unge mand fortalte derefter om de utallige timer, som hans far havde brugt i årenes løb med at undervise, hjælpe og vise ham, hvordan han skulle løbe hækkeløb, indtil han blev en af de bedste.
Hvordan kunne det gå galt for denne unge mand med et hold som dette – far og søn?
Unge mænd og kvinder, I kan øve stor indflydelse til gavn for det gode i jeres hjem, når I hjælper med til at opnå værdige familiemål. Jeg vil aldrig glemme en familieaften for år siden, hvor alle familiemedlemmernes navne blev lagt i en hat. Det navn, som vi tog op af hatten, skulle være vores »hemmelige ven« i den kommende uge. I kan forestille jer den kærlighed, som fyldte mit hjerte, da jeg tirsdag aften efter arbejde kom ud for at feje garagen, sådan som jeg tidligere havde lovet, og jeg så, at den var fejet ren. Der sad et lille kort på garagedøren, hvor der stod: »Jeg håber, at du har haft en god dag – din hemmelige ven.« Og fredag aften, da jeg skulle i seng, fandt jeg en Almond Joy, som var mit favoritslik, omhyggeligt indpakket med tape og almindelig hvidt papir med et kort: »Far, jeg elsker dig rigtigt meget! Tak, din hemmelige ven.« Og for at gøre det endnu bedre, da jeg kom sent hjem efter et møde søndag aften, fandt jeg spisebordet fint dækket med disse ord skrevet på en serviet, der lå ved min plads med ordene »SUPERFAR« skrevet med store bogstaver og i parentes, »din hemmelige ven.« Hold jeres familieaftener, for det er der, hvor evangeliet bliver undervist, et vidnesbyrd opnået og familien styrket.
Selv om modstanderen søger at ødelægge de nøgleelementer, som er nødvendige for en lykkelig og retskaffen familie, så lad mig forsikre jer om, at Jesu Kristi evangelium rummer de redskaber og lærdomme, som er nødvendige for at bekæmpe og overvinde angriberen i denne krig. Hvis vi blot vil ære vores ægteskab ved at vise større kærlighed og uselviskhed over for vores ægtefælle, vise omsorg for vore børn gennem blid overtalelse og den ekspertunderviser, som vi kalder eksemplet, og styrker åndeligheden i vores familie ved vedvarende at holde familieaften, bøn og studium af skriften, så vidner jeg for jer, at den levende Frelser, Jesus Kristus, vil vejlede os og give os sejr i vores anstrengelser for at opnå en evig familieenhed. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.