Den store visdom, kærlighed
Evangeliet er sandt. Jeg ved det; jeg er et vidne derom.
Jeg står her med et ydmygt hjerte – et hjerte, der er fuldt af kærlighed til dette værk, til jer, som er her, og som lytter. Ved vores sidste konference for seks måneder siden, stod jeg her sammen med præsident Gordon B. Hinckley. Han opfordrede mig til at vinke til jer, og jeg brugte al den energi, jeg havde. Jeg har hørt fra nogle, der troede, at jeg vinkede farvel. Men jeg er kommet her i dag for at vise jer og fortælle jer, at jeg er vendt tilbage. Og jeg har ingen anden til at skubbe til min arm for mig.
Jeg forstår styrken i bøn og tro og hengivenhed, og jeg anerkender de dyrebare vidnesbyrd fra Himlen. Og nu står jeg så her i dag blot for at bære mit vidnesbyrd og hilse på jer. Jeg håber, at jeg til næste konference er helt rask og i stand til at gøre det, som jeg bliver bedt om.
Gud lever. Han er vor Fader – vor Fader i Himlen.
Eliza R. Snow, som forfattede nogle af vore kendte salmer, især nadversalmer, skrev disse ord:
Den store visdom, kærlighed
i Himlens store råd
Tænk lige et sekund på det. For vi var der.
Den store visdom, kærlighed
i Himlens store råd
blev vist, da Jesus sendtes ned
at lide, dø for os.
(»Den store visdom, kærlighed«, Salmer og sange, nr. 116).
Vi valgte at komme her. Og derfor er vi forsamlet i dette store auditorium, hvor vi kan tale til hinanden, vidne og bære vidnesbyrd. Jeg forsikrer jer om, at i de søvnløse nætter, som jeg af og til oplever, hvor man forsøger at løse alle sine problemer og lover sig selv alt det, der skal gøres, har jeg haft de himmelske tanker, som opløfter os. Gud, vor himmelske Fader, elsker os, og vi bør elske ham. Han udvalgte sin Søn til at komme til jorden og bringe os Jesu Kristi evangelium. Denne kirke er opkaldt efter Jesus Kristus, og vi vidner om ham. Det er for mig en ære at stå her i dag og bære vidnesbyrd om denne kirkes grundlag og om vores kærlighed til præsident Hinckley, som leder os i dag.
Evangeliet er sandt. Jeg ved det; jeg er et vidne derom. I vor Herre og Frelser, Jesu Kristi navn. Amen.