Faderrollen – et evigt kald

Ældste L. Tom Perry

De Tolv Apostles Kvorum

Måtte vi give agt på profeternes røst, de som fra tidernes morgen har formanet os om vigtigheden af faderen i hjemmet.

Hvis vi betragter verden nøje i dag, bliver det mere og mere tydeligt, at Satan arbejder på overtid for at trælbinde menneskenes sjæle. Hans vigtigste mål er samfundets grundlæggende enhed – familien.

I de sidste par årtier har Satan ført en heftig kampagne for at forklejne og nedværdige denne basale og allervigtigste af alle organisationer. Hans succes bliver stadig tydeligere – de skræmmende kendsgerninger både ses, rapporteres og høres daglig og involverer mange familier, som er brudt sammen. Med familiens opløsning ser vi den frygtelige afsmitning på vores samfund – forøget kriminalitet, afvigende adfærd, fattigdom, narkotikamisbrug og listen bliver stadig længere.

For mig virker det som om, at Satan har rettet sin kikkert mod ægtemænd og fædre. Vore dages medier har for eksempel været ubarmhjertige i deres angreb, nemlig ved at latterliggøre og fornedre ægtemænd og fædre i de roller, som Gud har pålagt dem.

Eksempler fra skrifterne

Det kan måske være nyttigt at imødegå skildringen af ægtemænd og fædre i medierne med skrifterne. Der finder mange fremragende forbilleder.

Faderen og Frelseren. I Det Nye Testamente får vi et lille indblik i Frelserens forhold til Faderen. Et af de mest levende af disse indblik er fra haven, lige før Frelseren forrådes.

»[Jesus] faldt på knæ og bad:

Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.

Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.«¹

Moses og Jetro. I Anden Mosebog har vi eksemplet med Jetro, Moses’ svigerfar, der lagde mærke til, hvordan Moses ledede Israels børn.

»Da Moses’ svigerfar så alt det arbejde, han havde med folket, sagde han: ›Hvad er det dog for et arbejde, du har med folket! Hvorfor er du alene om at sidde til doms, mens hele folket står omkring dig fra morgen til aften?‹

Moses svarede sin svigerfar: ›Folket kommer jo til mig for at rådspørge Gud.‹ …

Moses’ svigerfar sagde til ham: ›Du bærer dig uklogt ad.

Både du og folket her hos dig bliver fuldstændig udmattet! Det er for stor en byrde for dig; du kan ikke være alene om det.‹«²

Derpå lærte Jetro Moses, hvordan han skulle delegere sit ansvar ved at kalde egnede mænd, som frygtede Gud, og lade dem dømme som herskere i Israel.

»Det er altid dem, der skal holde rettergang for folket. Enhver større sag skal de forelægge dig, men i alle mindre sager skal de selv dømme. Gør det lettere for dig selv, og lad dem bære byrden sammen med dig!«³

Alma. I Mormons Bog har vi beretningen om Alma den Yngre, som blev regnet blandt de oprørske, og som begik alle slags misgerninger. Alma den Ældre bad med stor tro om, at hans søn måtte komme til kundskab om sandheden – en bøn, som blevet besvaret på en meget usædvanlig måde.

»Og … mens de gik omkring og søgte at ødelægge Guds kirke … da viste en Herrens engel sig for dem, og han kom ned som i en sky, og han talte som med en tordenrøst;

Og så stor var deres forbavselse, at de faldt til jorden og ikke forstod de ord, han talte til dem.

Men han råbte igen og sagde: Alma, rejs dig op og stå frem, hvorfor forfølger du Guds kirke? Thi Herren har sagt: Det er min kirke, og jeg vil stadfæste den, og intet skal ødelægge den, uden det skulle være mit folks overtrædelser.

Og engelen sagde atter: Herren har hørt sit folks bønner og ligeledes sin tjener Almas bønner, som er din fader; thi han har bedt for dig med stor tro, at du måtte få kundskab om sandheden; derfor er jeg kommet i den hensigt at overbevise dig om Guds magt og myndighed, for at hans tjeneres bønner måtte blive besvaret i forhold til deres tro.«⁴

Da Alma den Yngre kom sig fra denne oplevelse, var han et forandret menneske.

Faderens vigende rolle

Satan stræber i sin omhyggeligt udtænkte plan om at nedbryde familien efter at mindske faderens rolle. Den tiltagende ungdomsvold, ungdomskriminalitet, fattigdom og økonomisk utryghed og det stigende antal børn i vore skoler, som falder igennem, er et tydeligt bevis på den manglende positive indflydelse fra en far i hjemmet.⁵ En familie må have en far, der kan virke som anker.

Nu burde vi have lært af mange hundrede års historie, at kernefamilien udgør det mest stabile og trygge fundament for samfundet, og at den er grundlæggende for, at unge mennesker rustes til deres fremtidige ansvar. Nu burde vi havde lært, at alternative familieformer ikke har virket og aldrig kommer til at virke. Dette gav Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum tydeligt udtryk for i »Familien: En proklamation til verden«:

»Vi, Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, erklærer højtideligt, at ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, og at familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for hans børns evige skæbne.

Alle mennesker – mænd og kvinder – er skabt i Guds billede. Hver enkelt er en højt elsket åndelig søn eller datter af himmelske forældre, og som sådan besidder hver enkelt guddommelige egenskaber og muligheder. En persons køn er et fundamentalt særkende ved den enkeltes førjordiske, jordiske og evige identitet og hensigt …

Den første befaling, som Gud gav til Adam og Eva, vedrørte deres mulighed for, som ægtemand og hustru, at blive forældre. Vi erklærer, at Guds befaling til sine børn om at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden stadig er gældende. Vi erklærer endvidere, at Gud har befalet, at formeringens hellige kraft kun skal anvendes mellem en mand og en kvinde, der er lovligt viet som ægtemand og hustru.

… I henhold til den guddommelige plan skal fædre lede deres familier i kærlighed og retskaffenhed og har ansvaret for at sørge for livets fornødenheder samt beskytte deres familier. Mødre har primært ansvaret for at opdrage deres børn. I disse hellige ansvar er fædre og mødre forpligtet til at hjælpe hinanden som jævnbyrdige partnere …

Vi advarer om, at personer, som bryder deres løfte om troskab, som misbruger deres ægtefælle eller deres børn, eller som ikke opfylder ansvarene i familien, en dag skal stå til ansvar over for Gud. Vi advarer endvidere om, at familiens opløsning vil påføre enkeltpersoner, lokalsamfund og nationer de ulykker, som er forudsagt af fordums og nutidige profeter.«⁶

Faderens roller

Med så alvorlige advarsler om fremtiden for vor himmelske Faders børn må fædre og mødre ransage deres sjæl og sikre sig, at de følger Herrens anvisninger på, hvordan de skal opbygge en evig familie. Hvis vi nu fokuserer på fædrene, hvad forventer Herren da, at vi gør?

Når først en familie er blevet stiftet, omfatter faderens roller følgende:

1. Faderen er familiens overhoved.

»Faderrollen indebærer ledelse, den vigtigste form for ledelse. Det har og vil altid være sådan. Med din evige ægtefælles bistand og rådgivning og opmuntring præsiderer du i hjemmet. Det drejer sig ikke om, hvorvidt du er mest værdig eller højst kvalificeret, men det drejer sig om, at det er et [guddommeligt] hverv.«⁷

Jeres ledelse i hjemmet må omfatte det at lede familien i gudsdyrkelsen.

»Du præsiderer ved bordet under familiebønnen. Du præsiderer ved familiens hjemmeaften, og vejledt af Herrens Ånd må du sørge for, at dine børn bliver belært om de rette principper. Det er din opgave at vejlede om alt inden for familielivet.

Du giver en fars velsignelser. Du må tage aktivt del i at opstille regler og i opdragelsen inden for familien. Som leder i dit hjem lægger du planer og yder ofre for at opnå den velsignelse at have en forenet og lykkelig familie. For at kunne gøre alt dette kræves det af dig, at du lever et familiecentreret liv.«⁸

Som præsident Joseph F. Smith har sagt: »Brødre, der er for lidt opofrelse for troen, kærlighed og gudsfrygt i hjemmet, for megen verdslighed, selviskhed, ligegyldighed og mangel på ærbødighed i familien, ellers ville disse ting ikke findes i så rigelig mængde uden for hjemmet. Derfor er det hjemmet, der trænger til at blive reformeret. Forsøg i dag og i morgen at forandre jeres hjem.«⁹

Husk, brødre, at i jeres rolle som familiens leder er jeres hustru jeres partner. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »I denne kirke går manden hverken foran sin hustru eller bag ved hende, men ved hendes side. De er jævnbyrdige.«¹⁰ Lige siden begyndelsen har Gud pålagt menneskene, at ægteskabet skulle forene mand og hustru i harmoni.¹¹ Derfor er der ingen præsident eller vicepræsident i en familie. Ægteparret arbejder evigt sammen til familiens bedste. De er forenede i ord, i gerning og i handling, idet de leder og vejleder deres familie. De er ligestillede. De planlægger og organiserer sammen og enstemmigt familiens forhold.

2. Faderen er en lærer.

Præsident Joseph F. Smiths råd gælder også i vore dage: »Overlad ikke jeres børn til specialister … men undervis dem ved jeres eget forbillede og eksempel – ved jeres egen arne. Vær selv specialist i sandheden.«¹²

»Når du indser betydningen af at belære dine børn, bliver du ydmyg, fordi du straks bliver klar over, at dette nås ved at opstille regler og ved eksemplets magt. Du kan ikke være ét og samtidig effektivt belære om noget andet. Du må leve og studere og bede for at have Helligåndens bestandige ledsagelse. Du må lutre og tilrettelægge dit liv, således at dit eksempel og din ledelse afspejler Jesu Kristi evangeliums lys.

Du må planlægge din dag, således som du bliver vejledt af Herrens Ånd, idet du oprigtigt søger din egen og din families velfærd, før andre bekymringer gør dig blind for disse ansvar, der kommer i første række. Som vi er blevet belært om af levende profeter: ›Ingen anden succes i livet kan opveje fiasko i hjemmet‹ (David O. McKay, Conference Report, apr. 1964, s. 5; citeret fra J. E. McCulloch, Home: The Savior of Civilization, 1924, s. 42).«¹³

3. Faderen sørger for familiens timelige underhold.

Præsident Ezra Taft Benson har sagt det ganske tydelig: »Herren har overdraget jer ansvaret for at forsørge jeres familier på en sådan måde, at jeres hustru kan opfylde sin rolle som mor i hjemmet … Somme tider er [der] mødre, som arbejder uden for hjemmet på deres mænds opfordring, eller fordi han simpelthen forlanger det … [for de] bekvemmelighedsgoder, som de kan købe for den ekstra indtægt. Brødre, det er ikke alene familien, der lider under dette, men jeres egen åndelige udvikling og fremgang lider også under det.«¹⁴

Fædre, I må efter guddommelig befaling stå i spidsen for jeres familie. Det er et alvorligt ansvar, og det er det vigtigste, som I nogen sinde kommer til at påtage jer, for det er et evigt ansvar. I må give familien dens rette prioritet. Det er den del af jeres liv, som varer ved hinsides graven. Jeg vidner om, at følgende udtalelse er sand:

»Den plads, som manden – og især de, som bærer Det Melkisedekske Præstedømme – indtager, er den vigtigste og bør anerkendes og hævdes i den orden og med den myndighed, som Gud overdrog manden, da han satte ham som overhoved for sin husstand.

… Der er ingen, som har større myndighed i familieanliggender end faderen, i særdeleshed ikke hvis den, der præsiderer over familien, bærer det højere præstedømme … Den patriarkalske orden er af guddommelig oprindelse og vil bestå i tid og evighed. Der er derfor en særlig grund til at mænd, kvinder og børn skal forstå denne orden og denne myndighed i Guds folks hjem og søge at gøre den til det, som Gud har bestemt, den skulle være: En forudsætning og en forberedelse for hans børn til at nå den højeste ophøjelse. I hjemmet er det altid faderen, der er udstyret med den præsiderende myndighed, og i alle hjemmets og familiens forhold er der ingen myndighed, som er større.«¹⁵

Jeg har brugt flere citater, som jeg ikke har angivet kilden til. Det er der en grund til. De kommer til tydeligt at fremgå af fodnoterne i det kommende maj-nummer af Ensign og Liahona. Jeg vil opfordre jer til at studere dem og gennemgå disse konferencetaler. Disse blade er vidunderlige og bør i allerhøjeste grad findes i hvert eneste hjem. Så vil ånden fra denne konference leve videre hele året på siderne i disse tidsskrifter.

Måtte vi give agt på profeternes røst, de som fra tidernes morgen har formanet os om vigtigheden af faderen i hjemmet. Måtte vi beslutte os for mere fuldstændig at opfylde de pligter og ansvar, som Herren har givet os som fædre i Zion. Det er min ydmyge bøn. I Jesu Kristi navn. Amen.