Jeres personlige indflydelse
Når vi følger denne mand fra Galilæa – Herren Jesus Kristus – vil vores personlige indflydelse virke for det gode, uanset hvor vi er, og uanset hvad vores kaldelse er.
Mine kære brødre og søstre, både jer, som jeg kan se, og jer, som er forsamlet over hele verden, jeg beder om jeres bønner og tro i den opgave og det privilegium, det er at tale til jer.
For mere end 40 år siden, da præsident David O. McKay kaldte mig til De Tolv Apostles Kvorum, bød han mig velkommen med et smil fra hjertet og en øm omfavnelse. Blandt de hellige råd, som han gav mig var denne erklæring: »Der er et ansvar, som ingen kan slippe for. Det er virkningen af ens personlige indflydelse.«
Kaldelsen af de første apostle afspejlede Herrens indflydelse. Når han søgte efter en troens mand, udvalgte han ham ikke fra mængden af de selvretfærdige, som regelmæssigt kom i synagogen. Han kaldte ham i stedet blandt fiskerne i Kapernaum. Peter, Andreas, Jakob og Johannes hørte kaldet: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.«1 De fulgte ham. Simon, som var en tvivlens mand, blev til Peter, den troende apostle.
Da Frelseren valgte en missionær med iver og kraft, fandt han ham ikke blandt sine fortalere, men blandt sine modstandere. Saulus fra Tarsus – forfølgeren – blev missionæren Paulus. Forløseren valgte ufuldkomne mænd til at undervise i vejen til fuldkommenhed. Det gjorde han dengang, og det gør han nu.
Han kalder jer og mig til at tjene ham her på jorden og giver os den opgave, som han ønsker vi skal løse. Forpligtelsen er total. Der er ingen samvittighedskonflikt.
Når vi følger denne mand fra Galilæa – ja, Herren Jesus Kristus – vil vores personlige indflydelse virke for det gode, uanset hvor vi er, og uanset hvad vores kaldelse er.
Den opgave, vi får udpeget, kan virke ubetydelig, unødvendig og ubemærket. Vi kan fristes til at stille dette spørgsmål:
»Fader, hvor skal jeg arbejde i dag?«
Må min kærlighed flyde varmt og frit.
Derpå pegede han på en lille plet.
Og sagde: »Pas det for mig.«
Jeg svarede hurtigt: ȁh nej, ikke det!
Det er der aldrig nogen, der ser.
Uanset, hvor godt jeg gør mit arbejde.
Ikke dette lille sted til mig.«
Og de ord, han talte, var ikke vrede: …
»Arbejder du for dem eller for mig?
Nazaret var et lille sted,
det var Galilæa også.«2
Familien er et ideelt sted for undervisning. Det er et indlæringslaboratorium. Familieaftenen kan bringe åndelig vækst til hver eneste i familien.
»Hjemmet er grundlaget for et retskaffent liv, og intet andet kan erstatte det eller varetage dets afgørende funktioner.«3 Mange af Kirkens præsidenter har undervist i sådanne sandheder.
Det er i hjemmet, at fædre og mødre kan undervise deres børn i sund levevis. At dele opgaver og hjælpe hinanden udgør et mønster for fremtidige familier efterhånden som børnene vokser op, gifter sig og forlader hjemmet. De lektier, som læres i hjemmet er dem, som varer længst. Præsident Gordon B. Hinckley fortsætter med at fremhæve, at man skal undgå unødvendig gæld, den vildfarelse at leve over evne og fristelsen til at lade vore ønsker blive vores nødvendighed.
Apostlen Paulus’ formaning til sin elskede Timotheus indeholder de råd, som vil gøre det muligt at lade vores personlige indflydelse finde plads i hjertet hos dem, som vi omgås: »… Vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed.«4
Da jeg var dreng boede vores familie i 6./7. Ward i Pioneer Stav. Wardets medlemmer flyttede ofte, hvilket resulterede i en øget udskiftningsrate hos lærerne i Søndagsskolen. Som drenge og piger havde vi lige netop vænnet os til en bestemt lærer og lært at værdsætte ham, når søndagsskoleforstanderen kom til vores klasse og introducerede en ny lærer. Skuffelse fyldte alle i hjertet, og manglende disciplin blev resultatet.
Kommende lærere, som hørte det ubehagelige rygte, som vores særlige klasse havde, afslog høfligt at tjene eller bad om at måtte tjene i en anden klasse, hvor eleverne var lettere at styre. Vi glædede os over vores nyfundne status og besluttede at leve op til lærernes frygt.
En søndag morgen trådte en smuk ung kvinde ledsaget af søndagsskoleforstanderen ind i klassen og blev præsenteret for os som en lærer, der havde bedt om lov til at undervise os. Vi fandt ud af, at hun havde været missionær og elskede de unge. Hun hed Lucy Gertsch. Hun var smuk, havde en mild røst og interesserede sig for os. Hun bad alle eleverne om at præsentere sig selv, og derpå stillede hun spørgsmål, som gav hende forståelse og indsigt i hver af drengenes og pigernes baggrund. Hun fortalte os om sin barndom i Midway i Utah, og da hun beskrev den smukke dal, blev dens skønhed levende for os, og vi fik lyst til at besøge de grønne marker, hun elskede så højt.
Når Lucy underviste, gjorde hun skrifterne levende for os. Vi lærte Samuel, David, Jakob, Nephi og Herren, Jesus Kristus at kende personligt. Vores kendskab til evangeliet voksede. Vores opførsel blev bedre. Vores kærlighed til Lucy Gertsch kendte ingen grænser.
Vi gik ind i et projekt, hvor vi skulle samle fem- og tiører til det, der skulle blive en gigantisk julefest. Søster Gertsch holdt nøje regnskab med vores fremgang. Som drenge og piger med typisk appetit, forestillede vi os pengene forvandlet til kager, småkager og is. Det skulle være helt fantastisk – den største fest nogensinde. Aldrig før havde nogle af vores lærere så meget som foreslået en aktivitet, som denne skulle blive.
Sommer blev til efterår. Efteråret blev til vinter. Vores festmål var nået. Klassen var vokset. Der var en god ånd til stede.
Ingen af os vil glemme den grå morgen, da vores elskede lærerinde bekendtgjorde, at en af vore klassekammeraters mor var død. Vi tænkte på vore egne mødre, og hvor meget de betød for os. Vi sørgede med Billy Devenport over hans store tab.
Lektionen den søndag var fra Apostlenes Gerninger, kapitel 20, vers 35: »Ihukom … Herren Jesu ord, at han selv har sagt: ›Saligere er det at give end at modtage.‹« Ved afslutningen af præsentationen af en velforberedt lektion, fortalte Lucy Gertsch om Billys families økonomiske situation. Det var midt under depressionen, der var langt mellem pengene. Med et glimt i øjet spurgte hun: »Kunne I tænke jer at følge Herrens lærdom? Hvad ville I synes om, at vi som klasse giver vores festpenge til familien Devenport som et udtryk for vores kærlighed?« Beslutningen var enstemmig. Vi talte omhyggeligt hver en øre og lagde dem alle sammen i en stor konvolut. Et smukt kort blev købt, som vi skrev vore navne i.
Denne enkle venlige gerning smedede os sammen som et. Vi lærte af egen erfaring, at det i sandhed er saligere at give end at modtage.
Årene er fløjet væk. Den gamle kirke er borte, faldet som offer for industrialiseringen. Drengene og pigerne, som lærte, som lo og som udviklede sig under ledelse af denne inspirerede lærerinde for sandheden, har aldrig glemt hendes kærlighed eller hendes undervisning. Hendes personlige indflydelse til gavn for det gode var smitsom.
En generalautoritet, hvis personlige indflydelse blev følt langt og vidt omkring var den nu afdøde præsident Spencer W. Kimball. Hans indsats betød virkelig noget i mange menneskers liv.
Da jeg var biskop, ringede telefonen en dag, og den, der ringede, sagde, at han var ældste Spencer W. Kimball. Han sagde: »Biskop Monson, i dit ward er der en campingvognsbeboelse, og i en lille campingvogn – ja, i den mindste af dem alle – er der en sød Navajo-enke, Margaret Bird. Vil du bede din hjælpeforeningspræsidentinde om at besøge hende og indbyde hende til at komme til Hjælpeforeningen og være sammen med søstrene.« Det gjorde vi. Margaret Bird kom, og blev budt varmt velkommen.
Ældste Kimball ringede ved en anden lejlighed. »Biskop Monson«, sagde han: »Jeg har erfaret, at to samoanske drenge bor på et hotel nede i byen. De er ved at få problemer. Vil du gøre dem til medlemmer af dit ward?«
Jeg fandt disse to drenge ved midnat siddende på trapperne uden for hotellet spillende på ukulele og syngende. De blev medlemmer af vores ward. De blev til sidst begge gift i templet og tjente trofast. Deres indflydelse til gavn for det gode spredte sig vidt omkring.
Da jeg lige var blevet kaldet som biskop, opdagede jeg, at antallet af abonnenter til Hjælpeforeningens blad var lavt i 6./7. Ward i Salt Lake City. Vi analyserede bønsomt navnene på personer, som vi kunne kalde til repræsentant for bladet. Inspirationen dikterede, at Elizabeth Keachie skulle have opgaven. Som hendes biskop gik jeg til hende med opgaven. Hun svarede: »Biskop Monson, jeg vil gøre det.«
Elizabeth Keachie var af skotsk afstamning, og når hun svarede: »Jeg vil gøre det«, så vidste man, at hun virkelig ville gøre det. Hun og hendes svigerinde, Helen Ivory – begge var omkring 150 cm høje – begyndte at gennemgå wardet, hus efter hus, gade efter gade, boligblok efter boligblok. Resultatet var imponerende. Vi havde flere abonnementer på Relief Society Magazine end alle de andre enheder i vores stav tilsammen.
Jeg ønskede Elizabeth Keachie tillykke en søndag aften og sagde til hende: »Du har udført din opgave.«
Hun svarede: »Ikke endnu, biskop. Der er endnu to gader, vi ikke har været igennem.«
Da hun fortalte mig, hvilke gader det var, sagde jeg: »Søster Keachie, der ingen, der bor på de gader. Det er et industriområde.«
»Det er lige meget,« sagde hun: »Jeg ville havde det bedre, hvis jeg og Nell kunne tage derhen og selv se efter.«
En regnfuld dag gennemgik søster Keachie og søster Ivory de sidste to gader. På den første gade fandt hun ingen, og heller ikke på den anden. Hun og søster Ivory standsede imidlertid ved en indkørsel, der var mudret på grund af et nyligt uvejr. Søster Keachie stirrede omkring 30 m ned ad indkørslen, der lå ved siden af et maskinværksted, og der så hun en garage. Det var ikke en normal garage, for der var et gardin i vinduet.
Hun vendte sig mod sin kammerat og sagde: »Nell, skal vi gå ned og undersøge det?«
De to dejlige søstre gik 10 meter ned ad den mudrede indkørsel til et punkt, hvor hele garagen kunne ses. Nu fik de øje på en dør i siden af garagen, der ikke kunne ses fra gaden. De lagde også mærke til en skorsten, hvor der kom røg op af.
Elizabeth Keachie bankede på døren. En mand på 68 år, William Ringwood, åbnede: De præsenterede derpå deres budskab om behovet for, at hvert hjem havde Relief Society Magazine. William Ringwood svarede: »I må hellere spørge min far.«
Den 94-årige Charles W. Ringwood kom til døren og lyttede også til budskabet. Han tegnede et abonnement.
Elizabeth Keachie rapporterede til mig, at disse to mænd boede i vores ward. Da jeg anmodede om deres medlemskort fra Kirkens hovedsæde, modtog jeg en opringning fra Medlemsafdelingen i Det Præsiderende Biskopråds kontor. Sekretæren sagde: »Er du sikker på, at du har Charles W. Ringwood bosiddende i dit ward?«
Jeg svarede, at det var jeg, hvorpå hun fortalte mig, at hans medlemskort havde befundet sig i arkivet for »forsvundne og ukendte« på Det Præsiderende Biskopråds kontor de sidste 16 år.
Søndag morgen kom Elizabeth Keachie og Nell Ivory med Charles og William Ringwood til præstedømmemødet. Det var første gang i mange år, de havde været inde i en kirke. Charles Ringwood var den ældste diakon, jeg nogen sinde havde mødt. Hans søn var det ældste mandlige medlem, der ikke havde noget præstedømme, som jeg nogen sinde havde mødt.
Jeg fik lov til at ordinere bror Charles Ringwood til lærer og derpå til præst og til sidst til ældste. Jeg glemmer aldrig interviewet, da han bad om at få en tempelanbefaling. Han gav mig en sølvdollar, som han tog op af en gammel, slidt læderpung og sagde: »Dette er mit fasteoffer.«
Jeg sagde: »Bror Ringwood, du skylder ikke noget fasteoffer. Du har selv brug for det.«
»Jeg vil gerne have velsignelser, jeg ønsker ikke at beholde pengene,« svarede han.
Jeg fik også lov til at ledsage Charles Ringwood til templet i Salt Lake City og deltage i begavelsessessionen med ham.
Få måneder efter døde Charles W. Ringwood. Ved hans begravelse bemærkede jeg hans familie, der sad på første række i kirken, men jeg bemærkede også to kære damer, der sad næsten bagest i kapellet – Elizabeth Keachie og Helen Ivory.
Mens jeg kiggede på de to trofaste og hengivne kvinder, og overvejede deres personlige indflydelse til gavn for det gode, fyldte Herrens løfte hele min sjæl: »Thi så siger Herren: Jeg, Herren, er barmhjertig og nådig mod dem, der frygter mig, og jeg finder behag i at ære dem, som tjener mig i retfærdighed og i sandhed til enden. Stor skal deres løn være og evig deres herlighed.«5
Der findes en, som frem for alle andre med sin personlige indflydelse dækker kontinenterne, strækker sig over havene og trænger ind i hjertet hos de sande troende. Han sonede for menneskehedens synder.
Jeg vidner, at han er sandhedens lærer – men han er mere end blot en lærer. Han er eksemplet på det fuldkomne liv – men han er mere end blot et eksempel. Han er den store helbreder – men han er mere end en helbreder. Han er bogstaveligt talt verdens Frelser, Guds Søn, Fredsfyrsten, Israels Hellige, ja, den opstandne Herre, som erklærede:
»Jeg er Jesus Kristus, om hvem profeterne vidnede, at han skulle komme til verden … Jeg er verdens liv og lys.«6
»Jeg er den første og den sidste. Jeg er den, som lever. Jeg er den, der blev slået ihjel, og jeg er jeres Talsmand hos Faderen.«7
Som hans vidne bærer jeg vidnesbyrd om, at han lever! I hans hellige navn – ja, i Frelseren Jesu Kristi navn. Amen.