»For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise«
Overalt, hvor et eller andet har skabt nød, dér har Kirkens repræsentanter været … Jeg har på første hånd været vidne til, hvor effektiv vores humanitære bistand er.
I 1936, for 68 år siden, fortalte en sekretær for én fra De Tolvs Kvorum mig, hvad et medlem af De Tolv havde fortalt hende. Hun sagde, at man til den kommende generalkonference ville bekendtgøre et program, som ville blive betragtet som endnu mere betydningsfuld end det, at vore medlemmer kom til disse dale som pionerer.
I parentes bemærket bør man ikke fortælle sin sekretær noget, som man burde holde fortrolig, og hun burde ikke viderebringe fortrolige oplysninger.
Men det var, hvad der skete dengang. Det sker aldrig i dag. Nej, nej! Jeg bør tilføje, at mine dygtige sekretærer aldrig røber noget fortroligt.
Som I, der er bekendt med historien, ved, bekendtgjorde man dengang Kirkens sikkerhedsplan, et navn som efterfølgende blev ændret til Kirkens velfærdsprogram.
Dengang tænkte jeg på, hvordan noget som helst, som Kirken gjorde, efter nogens opfattelse kunne overskygge medlemmernes historiske indsamling i disse vestlige dale i USA. Det var en bevægelse, der var af en så kolossal størrelsesorden, at jeg mente, at der aldrig kunne være noget, der kunne være så betydningsfuldt. Men jeg har opdaget noget interessant på det seneste.
Vi tager imod mange fremtrædende gæster på Det Første Præsidentskabs kontor. Blandt andet statsoverhoveder og ambassadører. For et par uger siden tog vi imod en borgmester fra en af verdens storbyer. På samme måde tog vi for nylig imod Ecuadors vicepræsident og ambassadør, Litauens ambassadør, Hvideruslands ambassadør og andre. I vore samtaler er der ikke en eneste af disse gæster, som har nævnt vore forfædres storslåede pionerrejse. Men de har hver især uafhængigt af hinanden talt rosende om vores velfærdsprogram og om vores humanitære indsats.
Så da jeg nu skal tale ved dette storslåede præstedømmemøde, vil jeg gerne sige et par ord om vores indsats til fordel for de nødlidende, hvad enten de er medlemmer af Kirken eller ej, i forskellige dele af verden.
Da vore dages velfærdsprogram blev sat i værk, blev det udarbejdet med henblik på at kunne opfylde vore egne medlemmers behov. I årene som er gået, har tusinder og atter tusinder fået hjælp. Biskopper og hjælpeforeningspræsidentinder har kunnet disponere over fødevarer og tøj og andre forsyninger til de nødlidende. Utallige medlemmer af Kirken har arbejdet som frivillige for at fremstille det nødvendige. Vi driver nu 113 forrådshuse, 63 farme, 105 konservesfabrikker og hjemmeforrådscentre, 18 levnedsmiddelfabrikker og distributionscentre såvel som mange andre faciliteter.
Ikke alene har Kirkens medlemmer fået tilgodeset deres behov, men andre har også fået tilbudt hjælp. Lige her i Salt Lake City bliver mange af de sulte dagligt bespist af uafhængige organisationer, som benytter sig af Kirkens velfærdsforsyninger.
Her i denne by og en række andre steder driver vi skønne butikker, hvor der ikke er noget kasseapparat, hvor penge ikke skifter ejer, men hvor fødevarer, tøj og andre fornødenheder uddeles til de nødlidende. Jeg tror ikke, at nogen købmandsforretning kan tilbyde nogen bedre mælk, noget bedre kød og noget bedre mel end det, som udgår fra biskoppens forrådshus.
De principper, som disse foretagender drives ud fra, er grundlæggende de samme som i begyndelsen.
Det forventes af de nødlidende, at de gør alt, hvad de kan, for at forsørge sig selv. Dernæst forventes det af familien, at den er med til at tage sig af deres mindre heldigt stillede medlemmer. Først derefter stiller Kirken sine ressourcer til rådighed.
Vi tror på Herrens ord og tager det meget alvorligt:
»Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.
For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,
jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig« (Matt 25:34-36).
Dette er Herrens måde at drage omsorg for de nødlidende på. Om dem har han sagt: »De fattige har I jo altid hos jer« (Matt 26:11).
De, som er i stand til det, arbejder frivilligt for at sørge for dem, som ikke kan arbejde. Sidste år blev der doneret 563.000 arbejdsdage i velfærdsfaciliteterne. Det svarer til, at et menneske skulle arbejde otte timer om dagen i 1.542 år.
I et af de seneste numre af Church News blev der bragt en historie om en gruppe farmere i en lille landsby i Idaho. Jeg vil gerne læse lidt op fra denne beretning.
»Klokken er 6 om morgenen sidst i oktober, og frosten hænger allerede i luften over sukkerroemarkerne i Rupert i Idaho.
De lange arme på maskinerne, som kapper toppene af sukkerroerne, favner tolv rækker. Bag dem kører roeoptagermaskinerne, som slynger deres stålfingre i jorden, skovler roerne op og fører dem op til et transportbånd og ned i en ventende lastbil …
Vi befinder os på velfærdsfarmen i Rupert i Idaho, og de, som arbejder her i dag, er frivillige … Til tider er der over 60 maskiner, som arbejder harmonisk sammen … alle ejes de af lokale farmere.«
Arbejdet fortsætter resten af dagen.
»Klokken 19 … er solen gået ned, og landskabet er atter mørkt og koldt. Farmerne tager hjem, udmattede og glade.
Endnu en dag har de gjort det godt.
De har høstet Herrens sukkerroer« (Neil K. Newell, »A Harvest in Idaho«, Church News, 20. mar. 2004, s. 16).
En sådan enestående frivillig indsats ydes konstant for at sikre forsyningerne til Herrens forrådshuse.
Siden den spæde begyndelse er programmet blevet udvidet, således at man ikke alene tager sig af de nødlidende, men også opmuntrer Kirkens familier til at være beredte. Ingen ved, hvornår katastrofen rammer – eller sygdom, eller arbejdsløshed eller en ulykke, som medfører invaliditet.
Sidste år kunne familier takket være programmet oplagre over 8000 ton basale levnedsmidler til en eventuel nødsituation. Forhåbentlig opstår en sådan situation aldrig. Men de gode, sunde, grundlæggende fødevarer, som således oplagres, bringer fred i sindet og en tilfredshed ved at være lydig mod Herrens råd.
Nu er der blevet føjet endnu et element til. Det begyndte for nogle år siden, da en tørke i Afrika var årsag til, at et utal af mennesker blev ramt af hungersnød og død. Kirkens medlemmer blev opfordret til at bidrage til en storstilet humanitær indsats med det formål at opfylde disse frygteligt forarmede menneskers behov. Jeres bidrag var talrige og gavmilde. Indsatsen er fortsat, fordi der mange steder er andre presserende behov. Denne hjælp har ført til et mirakel. Mange millioner ton fødevarer, lægemidler, tæpper, telte, tøj og andre materialer har forebygget hungersnød og elendighed i forskellige dele af verden. Der er blevet gravet brønde, sået afgrøder, og menneskeliv er blevet reddet. Lad mig give jer et eksempel.
Neil Darlington er kemiingeniør og arbejdede for en stor industrikoncern i Ghana. Med tiden trak han sig tilbage.
Han og hans hustru blev derpå kaldet til at tage på mission. De blev sendt til Ghana. Bror Darlington siger: »I områder, hvor der var sult, sygdom og social uro, var vi der som Kirkens repræsentanter og rakte de fattige, de sultne og de nødlidende en hjælpende hånd.«
I små landsbyer borede de nye brønde og reparerede de gamle. De af os, som har masser af frisk, rent vand, kan næppe sætte os ind i, hvordan det er af leve uden.
Kan I forestille jer dette ægtepar – disse hengivne sidste dages hellige missionærer? De borer i den tørre jord. Deres bor når ned til grundvandet, og den mirakuløse væske pibler op til overfladen og strømmer ud over den tørre og tørstige jord. Man jubler. Man kniber en tåre. Nu kan man få vand at drikke, vand at vaske sig i og vand til afgrøderne. I et tørt land er der intet, man sætter større pris på, end vand. Hvor fuldstændig vidunderligt er ikke det vand, som strømmer op af en ny boring.
Engang, da stammehøvdingene og landsbyens ældste var samlet for at takke dem, spurgte bror Darlington høvdingen, om han og søster Darlington måtte synge en sang for dem. De så de mørkhudede mænd og kvinder, som sad foran dem, ind i øjnene og sang »Jeg er Guds kære barn«, som udtryk for deres fælles broderskab.
Dette ægtepar har ved deres store arbejde skaffet vand til skønsmæssigt 190.000 mennesker i fjerntliggende landsbyer og flygtningelejre. Tænk over, hvor mirakuløs denne bedrift er.
Og nu har bogstavelig talt tusindvis af deres slags – ægtepar, som måske ellers havde levet resten af deres liv med stort set ligegyldige sysler – ydet tjeneste og yder fortsat tjeneste på snesevis af måder og i snesevis forskellige lande. De har arbejdet og fortsætter med at arbejde i USA’s fattige områder. De har arbejdet og arbejder stadig i Indien og Indonesien, i Thailand og Cambodja, i Rusland og i de baltiske lande. Og således griber arbejdet om sig.
Sammen med andre organisationer har Kirken for nylig foræret kørestole til omkring 42.000 handicappede. Tænk på, hvad det betyder for mennesker, som bogstavelig talt har måttet kravle for at komme omkring. Ved hjælp fra uselviske læger og sygeplejersker har man i 2003 alene tilbudt næsten 19.000 i sundhedssektoren undervisning i genoplivning af nyfødte. Tusindvis af spædbørns liv bliver reddet som følge deraf.
Sidste år blev 2700 personer behandlet for øjensygdomme, og 300 lokale læger blev undervist i, hvordan man kan redde et menneskes syn. De blinde er bogstavelig talt blevet i stand til at se.
Overalt, hvor der har været oversvømmelser, hvor jordskælv har skabt katastrofe, hvor hungersnød har plaget et land, overalt, hvor et eller andet har skabt nød, dér har Kirkens repræsentanter været. Omtrent 98 millioner dollar kontant og i naturalier er blevet fordelt i det forgangne år, hvilket betyder, at der på bare 18 år er blevet brugt sammenlagt 643 millioner dollar på denne form for hjælp.
Jeg har på første hånd været vidne til, hvor effektiv vores humanitære bistand er. På mine jordomrejser har jeg set dem, som har været modtagere af jeres gavmildhed. I 1998 var jeg i Centralamerika, som havde været hærget af orkanen Mitch. Her fik man hurtigt organiseret fordelingen af levnedsmidler og tøj, og det var et mirakel for os at se, hvordan man rengjorde samt genopbyggede de ødelagte hjem og de knuste tilværelser.
Tiden tillader os ikke at fortsætte med at opremse omfanget af disse storslåede og betydningsfulde programmer. Når vi tilbyder vores hjælp spørger vi ikke, om de nødlidende tilhører Kirken. For vi ved, at alle jordens børn er Guds børn, som er værdige til at få hjælp i nødens stund. Det vi har gjort, har vi i vid udstrækning gjort uden af lade den venstre hånd vide, hvad den højre hånd gør. Vi søger hverken ros eller tak. Det er tilstrækkelig belønning, når vi hjælper en af disse mindste af vor Faders børn, at vi gør det mod ham og hans elskede Søn (se Matt 25:40).
Vi vil fortsætte. Der er altid et behov. Sult og nød og katastrofer har vi altid hos os. Og der er altid mennesker, som er blevet grebet af evangeliets lys, og som er villige til at tjene og arbejde og opløfte jordens nødlidende.
I en tilsvarende hensigt har vi stiftet Den Selvsupplerende Uddannelsesfond. Den er blevet til noget takket være jeres gavmilde bidrag. Den fungerer nu i 23 lande. Der ydes lån til værdige unge mænd og kvinder til uddannelse. Hvis ikke, ville de være fanget i den stagnerende fattigdom, som deres forældre og forfædre har kendt i generationer. Omkring 10.000 får nu hjælp, og det er indtil videre vores erfaring, at de ved en sådan uddannelse nu tjener tre til fire gange så meget, som det tidligere var muligt.
Herrens Ånd vejleder dette værk. Denne velfærdsindsats er timelig og kommer til udtryk i form af ris og bønner, tæpper og telte, tøj og medicin, beskæftigelse og uddannelse rettet mod bedre beskæftigelse. Men dette såkaldt verdslige arbejde er blot et ydre udtryk for en indre ånd – Herrens Ånd, ham om hvem det siges, at han »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38).
Måtte himlen give dette storslåede program fremgang, og måtte himlens velsignelser hvile på alle dem, som tjener i det. Det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.