Forberedelse til Kristi andet komme

Ældste Dallin H. Oaks

De Tolv Apostles Kvorum

Vi må forberede os … åndeligt til de begivenheder, som det er blevet profeteret skal ske ved det andet komme.

I en nutidig åbenbaring får vi løfte om, at hvis vi er beredte, behøver vi ikke at frygte (se L&P 38:30). Til sommer er det 60 år siden, jeg blev gjort bekendt med dette princip, dengang jeg blev spejder og lærte spejdermottoet: »Vær beredt.« I dag har jeg følt mig tilskyndet til at tale om vigtigheden af, at vi forbereder os på en fremtidig begivenhed af allerstørste vigtighed for hver enkelt af os: Herrens andet komme.

Skrifterne er rige på henvisninger til det andet komme – en begivenhed, som de retfærdige ser frem til med iver, og som de ugudelige gruer for eller benægter. De trofaste fra alle tidsaldre har grundet over rækkefølgen og betydningen af de mange begivenheder, som det er blevet profeteret skal gå forud for og efterfølge dette skelsættende tidspunkt i historien.

For de sidste dages hellige er der fire forhold, som er uomtvistelige: (1) Frelseren skal vende tilbage til jorden med magt og megen herlighed for personligt at regere i tusind år med retfærdighed og fred. (2) Når han kommer, bliver de ugudelige udryddet, og de retfærdige opstår. (3) Ingen kender timen for hans komme, men (4) de trofaste har fået pålæg om at studere tegnene på det og være beredte på det. Jeg vil gerne tale om den fjerde af disse store kendsgerninger: Tegnene på det andet komme, og hvad vi må gøre for at berede os på det.

I.

Herren har sagt: »Den, der frygter mig, skal forvente Herrens store dag og tegnene på Menneskesønnens tilkommelse,« – tegn, som skal komme til syne »i himlen oventil og på jorden nedentil« (L&P 45:39-40).

Frelseren forklarede dette i lignelsen om figentræet, hvis spæde nye grene er tegn på, at det er ved at blive sommer. »Således skal« de udvalgte, når de ser tegnene på hans komme, »vide, at han er nær, ja, står for døren« (JS–M 1:38-39; se også Matt 24:32-33; L&P 45:37-38).

Både i de bibelske og i nutidige profetier nævnes der mange tegn på det andet komme. De omfatter:

Evangeliets fylde skal gengives og prædikes for hele verden til et vidnesbyrd for alle folkeslag.
Falske krister og falske profeter skal bedrage mange.
Krige og krigsrygter, hvor nation rejser sig mod nation.
Jordskælv på forskellige steder.
Hungersnød og pest.
En susende svøbe, en hærgende sygdom, som dækker landet.
Synden tager overhånd.
Hele jorden er i bevægelse.
Hjertet synker i livet på menneskene.

(Se Matt 24:5-15; JS–M 1:22, 28-32; L&P 45:26-33).

I en anden åbenbaring kundgør Herren, at nogle af disse tegn er hans røst, som kalder hans folk til omvendelse.

»Giv agt, o, I jordens folk, og hør den Guds ord, som skabte jer …

Hvor ofte har jeg ikke kaldt på jer gennem mine tjeners mund og gennem englebetjening og med min egen røst, gennem tordenens røst og gennem lynets røst, gennem stormes røst og gennem jordskælvets røst og frygtelige haglstorme, gennem hungersnøds røst og alle slags pest … og jeg ville have frelst jer med evig frelse, men I ville ikke« (L&P 43:23, 25).

Disse tegn på det andet komme viser sig overalt omkring os og synes at tage til i hyppighed og styrke. For eksempel rummer listen over større jordskælv i The World Almanac and Book of Facts fra 2004 dobbelt så mange jordskælv i 1980’erne og 1990’erne som i de foregående to årtier (s. 189-190). Den viser også en yderlig stigning i de første år af dette århundrede. Listen over betydelige oversvømmelser og tidevandsbølger samt listen over orkaner, tyfoner og snestorme over hele verden viser en tilsvarende stigning i de senere år (s. 188-189). De stigninger, der fremkommer ved at sammenligne med tallene fra halvtreds år siden, kan bortforklares som ændringer i rapporteringskriterierne, men den tiltagende tendens til naturkatastrofer inden for de sidste par årtier er ildevarslende.

II.

Et andet af tidernes tegn er indsamlingen af de trofaste (se L&P 133:4). I denne sidste uddelings første tid omfattede indsamlingen til Zion forskellige steder i USA: Kirtland, Missouri, Nauvoo og i bjergene. Medlemmerne blev altid indsamlet, hvor der skulle bygges et tempel. Med oprettelsen af stave og opførelsen af templer i de fleste lande med et stort antal trofaste medlemmer lyder den nuværende befaling ikke, at vi skal samles på et sted, men at vi skal samles i stavene i vore egne hjemlande. Dér kan de trofaste nyde evighedens fulde velsignelser i Herrens hus. Dér kan de i deres egne hjemlande adlyde Herrens befaling om at udvide hans folks grænser og befæste dets stave (se L&P 101:21; 133:9, 14). På denne måde er Zions stave »til forsvar og som en flugt fra stormen og fra vreden, når den i fuldt mål skal udgydes over hele jorden« (L&P 115:6).

III.

Skønt vi ikke magter at ændre på det andet komme og er ude af stand til at få vished om dets nøjagtige tidspunkt, kan vi dog fremskynde vores egen forberedelse og forsøge at få vores omgangskreds til at berede sig.

En lignelse, som rummer en vigtig og udfordrende lære vedrørende dette emne, er lignelsen om de ti brudepiger. Om denne lignelse har Herren sagt: »Og på den dag, da jeg kommer i min herlighed, skal den lignelse, som jeg fortalte om de ti jomfruer, blive opfyldt« (L&P 45:56).

Denne lignelse, som står i det 25. kapitel af Matthæusevangeliet, sætter de fem tåbelige brudepigers situation op imod de fem kloge brudepigers. Alle ti blev budt med til bryllupsfesten, men kun halvdelen af dem var forberedt og havde olie på deres lampe, da brudgommen kom. De fem, som havde forberedt sig, gik ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. De fem, som havde udsat deres forberedelse, kom for sent. Døren var blevet lukket, og Herren lod dem ikke komme ind, men sagde: »Jeg kender jer ikke« (v. 12). »Våg derfor,« konkluderede Frelseren, »for I kender hverken dagen eller timen« (v. 13).

Lignelsens budskab er skræmmende. De ti brudepiger symboliserer tydeligvis medlemmerne af Kristi kirke, for alle blev budt med til bryllupsfesten, og alle vidste, hvad der krævedes for at kunne komme ind, da brudgommen kom. Men kun halvdelen var rede, da han kom.

En åbenbaring fra vore dage rummer denne lære, sådan som Herren forkyndte for Kirkens første ledere:

»Og efter jeres vidnesbyrd skal vrede og harme komme over folket.

Thi efter jeres vidnesbyrd kommer jordskælvenes vidnesbyrd …

Og ligeledes … vidnesbyrd ved tordenens røst, lynets røst, stormens røst og ved havets bølgers røst, når havet går over sine bredder.

Alle ting skal være i bevægelse, og menneskenes hjerter skal i sandhed forsmægte; thi der skal komme frygt over alle mennesker.

Og engle skal flyve midt igennem himlen og råbe med høj røst og blæse i Guds basun og sige: Bered jer, o, I jordens indbyggere, thi vor Guds dom er kommet. Se! Brudgommen kommer. Gå ud og mød ham« (L&P 88:88-92).

IV.

Søskende, som der står i Mormons Bog, så er dette liv »tiden, da menneskene skulle berede sig til at møde Gud … da menneskene skal udføre deres arbejde« (Alma 34:32). Bereder vi os?

I sit forord til vores samling af nutidige åbenbaringer siger Herren: »Bered jer, bered jer for det, som skal komme; thi Herren er nær« (L&P 1:12).

Herren har også givet denne advarsel: »Ja, lad det råb gå ud til alle folk: Vågn og stå op; gå ud for at møde Brudgommen. Se, Brudgommen kommer, gå ham i møde. Bered jer på Herrens store dag« (L&P 133:10; se også L&P 34:6).

Vi bliver hele tiden advaret om, at vi ikke kan kende hverken dagen eller timen for hans komme. I det 24. kapitel af Matthæusevangeliet siger Jesus:

»Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.

Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken nattevagt tyven kommer, ville han våge og forhindre, at nogen brød ind i hans hus« (Matt 24:42-43), ›men ville have været rede‹« (JS–M 1:47).

»Derfor skal I også være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det« (Matt 24:44; se også L&P 51:20).

Hvad hvis dagen for hans komme var i morgen? Hvis vi vidste, at vi skulle møde Herren i morgen – fordi vi kunne se, at vi skulle dø en tidlig død, eller fordi han kom uventet – hvad ville vi da gøre i dag? Hvilke bekendelser ville vi aflægge? Hvilke vaner ville vi lægge fra os? Hvilke regnskaber ville vi gøre op? Hvilken tilgivelse ville vi vise? Hvilke vidnesbyrd ville vi aflægge?

Hvis vi ville gøre dette til den tid, hvorfor så ikke nu? Hvorfor ikke stræbe efter freden, mens der er fred at finde? Hvis vore forberedelseslamper er ved at brænde ud, så lad os straks begynde at fylde dem op med olie.

Vi må forberede os både timeligt og åndeligt til de begivenheder, som det er blevet profeteret skal ske ved det andet komme. Og den forberedelse, som vi med størst sandsynlighed forsømmer, er den, som ikke er så synlig, men som er noget vanskeligere – den åndelige. Til jordiske udfordringer kan nødrationer til tre dage vise sig at være nyttige, men, som de tåbelige brudepiger med sorg måtte sande, er det af større og varig værdi at have en døgnration af åndelig forberedelse.

V.

Vi lever i den tid, der er blevet profeteret om, »da fred skal borttages fra jorden« (L&P 1:35), da »alle ting skal være i bevægelse,« og »der skal komme frygt over alle mennesker« (L&P 88:91). Der er mange timelige årsager til en sådan bevægelse, heriblandt krige og naturkatastrofer, men en endnu vigtigere årsag til den aktuelle »bevægelse« er åndelig.

Hvis vi betragter vore omgivelser gennem troens linse og i et evigt perspektiv, ser vi overalt omkring os en opfyldelse af profetien om, at »djævelen skal have magt over sit eget rige« (L&P 1:35). I salmen står der, at »syndens tropper talrigt samles for at knuse sandheds sag« (»Zions ungdom«, Salmer og sange, nr. 172, v. 2), og sådan er det.

Den ondskab, som før i tiden blev indkredset og skjult som en byld, bliver nu lovliggjort og holdt frem som en fane. Civilisationens mest grundlæggende rødder og bolværk bliver draget i tvivl eller angrebet. Hele folkeslag fornægter deres religiøse arv. Ægteskabelige og familiemæssige ansvar forkastes som hindringer for personlig nydelse. De film, blade og tv-programmer, som former vore holdninger, er fyldt med historier eller billeder, som skildrer Guds børn som rovgriske dyr eller i bedste fald som laverestående skabninger, der stort set kun stræber efter deres personlige fornøjelse. Og alt for mange af os accepterer dette som underholdning.

De mænd og kvinder, som i fortiden ydede heltemodige ofre for at bekæmpe onde regimer, var formet af værdier, som nu er ved at forsvinde fra den offentlige undervisning. Det gode, det sande og det smukke bliver erstattet af det intetsigende, det ligegyldige og det værdiløse. Det er ikke overraskende, at så mange af vore unge og vokse er opslugt af pornografi, den hedenske skik med at pierce sig i kroppen, en selvisk stræben efter fornøjelser, uærlig adfærd, afslørende påklædning, snavset sprog og nedværdigende seksuel nydelse.

Et stigende antal opinionsdannere og deres disciple fornægter, at Abrahams, Isaks og Jakobs Gud eksisterer og tilbeder kun verdslighedens guder. Mange magtfulde og indflydelsesrige mennesker forkaster det, som er rigtigt og forkert, sådan som Gud har defineret det. Selv blandt dem, som hævder at tro på ret og uret, er der dem, »der kalder det onde godt og det gode ondt« (Es 5:20; 2 Nephi 15:20). Mange benægter også det individuelle ansvar og lader sig være afhængig af andre, idet de ligesom de tåbelige brudepiger tragter efter at leve på lånte midler og lånt lys.

Alt dette er alvorligt i vor himmelske Faders øjne, han som elsker alle sine børn og forbyder enhver handling, som afholder os fra at vende tilbage til hans nærhed.

Hvordan står det til med vores personlige forberedelse til evigt liv? Guds folk har altid været et pagtsfolk. I hvilket omfang efterlever vi vore pagter, herunder de hellige løfter, vi afgav i dåbens vande, da vi modtog det hellige præstedømme, og i Guds templer? Afgiver vi løfter uden at holde dem, og tror vi uden at leve derefter?

Følger vi Herrens befaling: »Derfor skal I stå på hellige steder og ikke lade jer rokke, til Herrens dag kommer; thi se, den kommer snart«? (L&P 87:8). Hvad er det for »hellige steder«? De omfatter helt sikker templet og den trofaste overholdelse af pagterne. De omfatter helt sikkert et hjem, hvor børnene er værdsat, og forældrene bliver respekteret. De hellige steder omfatter helt sikkert de ansvarsopgaver, som vi tildeles af vore præstedømmeledere, herunder missionskald og andre kald, som vi trofast varetager i vore grene, ward og stave.

Som Frelseren sagde i sin profeti om det andet komme: Salig er den »tro og klog[e] tjener,« som passer sin pligt, når Herren kommer (se Matt 24:45-46). Som profeten Nephi sagde om hin dag: »De retfærdige [behøver] ikke at frygte« (1 Nephi 22:17; se også 1 Nephi 14:14; L&P 133:44). Og en nutidig åbenbaring giver det løfte, at »Herren vil … have magt over sine hellige« (L&P 1:36).

Vi er omgivet af udfordringer på alle sider (se 2 Kor 4:8-9). Men med tro på Gud sætter vi vor lid til de velsignelser, han har lovet dem, som holder hans bud. Vi tror på fremtiden, og vi bereder os på denne fremtid. Med en metafor fra sportsverdenen kan vi sige, at vi ved ikke, hvornår kampen slutter, og vi kender ikke det endelige resultat, men vi ved, at når kampen fløjtes af, så har vores hold vundet. Vi vil fortsætte med at gå fremad, »indtil Guds hensigter er udført, og den store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt« (History of the Church, 4:540).

»Vær derfor trofaste,« siger Frelseren, »bed altid, hav jeres lamper rede og tændt og tag olie med jer, så I er rede, når Brudgommen kommer. Thi sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg kommer snart« (L&P 33:17-18).

Jeg vidner om Jesus Kristus. Jeg vidner om, at han skal komme, sådan som han har lovet. Og jeg beder til, at vi da er beredte til at møde ham. I Jesu Kristi navn. Amen.