Afsluttende bemærkninger
Må vore vidnesbyrd om de store og grundlæggende principper for dette værk … udstråle fra vores liv og vore handlinger.
Mine brødre og søster, nu er det næsten overstået. Når vi afslutter denne historiske konference, tænker jeg på Rudyard Kiplings udødelige afslutningssalme:
Uro forsvinder, råb forstummer,
kaptajner, konger er væk,
men dit offer fordum stadig består,
et ydmygt, angerfuldt hjerte.
Hærskarers Herre er endnu med os,
medmindre vi helt har det glemt.
(»God of Our Fathers, Known of Old«, Hymns, nr. 80).
Når vi nu vender hjem, må vi da medbringe ånden fra denne store forsamling. Må det, vi har hørt og oplevet, forblive hos os som en rest af kærlighed og fred, et ønske om at omvende os og en beslutning om at stå lidt rankere i evangeliets strålende sollys.
Må vore vidnesbyrd om de store og grundlæggende principper for dette værk, som er poleret endnu flottere, udstråle fra vores liv og vore handlinger.
Må der i vore hjem være en stærkere ånd af kærlighed, af fred og af værdsættelse af hinanden. Må vi nyde fremgang i vores indsats og blive mere gavmilde over for andre. Må vi række ud til vore omgivelser i venskab og respekt.
Må vore bønner være udtryk for tak til giveren af alt godt og for kærlighed til ham, der er vor Forløser.
Mine brødre og søstre, jeg beder nu et øjeblik tøvende om en personlig gunst. Nogle af jer har bemærket, at søster Hinckley er fraværende. For første gang i de 46 år, siden jeg blev generalautoritet, har hun ikke overværet generalkonferencen. Vi var tidligere i år i Afrika for at indvie templet i Accra i Ghana. Derfra fløj vi til Sal, en ufrugtbar ø i Atlanterhavet, hvor vi mødte medlemmerne af den lokale gren. Vi fløj så til Sankt Thomas, en ø i Vestindien. Der mødte vi enkelte andre af vore medlemmer. Vi var på vej hjem, da hun faldt om af udmattelse. Hun har haft det svært lige siden. Hun er nu 92 år, lidt yngre end jeg er. Jeg gætter på, at tiden er ved at løbe ud, og vi ved ikke, hvordan man stiller uret tilbage.
Det er en trist tid for mig. Vi har været gift i 67 år senere i denne måned. Hun er mor til vore fem talentfulde og dygtige børn, bedstemor til 25 børnebørn og oldemor til et stigende antal oldebørn. Vi har vandret sammen side ved side gennem alle disse år, ligeværdige og partnere i regn og solskin. Hun har talt vidt og bredt, båret vidnesbyrd om dette værk, spredt kærlighed, opmuntring og tro overalt, hvor hun kom frem. Kvinder har i breve fra hele verden udtrykt påskønnelse. Vi håber og beder fortsat for hende og udtrykker fra hjertet vores tak til alle, som har plejet og passet hende, og for jeres store tro og bønner for hende. Nu, hvor vi skal hjem, ønsker jeg at sige:
Gud vær med dig, til vi ses igen;
på din rejse dig bevare …
om du møder svære prøver,
stol på ham, som hjem dig fører …
nu farvel vi må dig sige,
sidste gang dig hånden give,
Gud vær med dig, til vi ses igen.
(»Gud vær’ med dig, til vi ses igen«, Salmer og sange, nr. 92).
Hver eneste mand, kvinde og barn, dreng og pige, bør gå fra denne konference som en bedre person, end han eller hun var, da den begyndte for to dage siden. Jeg efterlader min velsignelse og min kærlighed hos hver enkelt af jer i Jesu Kristi hellige navn. Amen.