2005
Virkeligt at forstå
Februar 2005


BUDSKAB FRA DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB

Virkeligt at forstå

Jesus talte ofte om at have et hjerte, der kunne vide og føle, ører, som var i stand til at høre, og øjne, som virkelig kunne se.

Vi kender hver især nogle, som ikke kan se. Vi kender også mange andre, som har deres syn i behold, men som vandrer i mørke ved højlys dag. De, der tilhører denne sidste gruppe, bruger måske ikke den normale, hvide stok og finder vej til lyden af det kendte »tap, tap, tap.« De har måske ikke en trofast førerhund ved deres side, og de bærer ikke noget skilt om halsen, hvorpå der står: »Jeg er blind«, men blinde er de. Nogle er blevet blinde af vrede, andre af ligegyldighed, af hævnfølelser, had, fordomme, uvidenhed, af at forsømme dyrebare muligheder. Om sådanne sagde Herren: »Med ørerne hører de tungt, og deres øjne har de lukket til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så jeg må helbrede dem.«1

Hver eneste af disse mennesker kan klage: »Jesu Kristi evangelium er blevet gengivet, og alligevel er jeg blind.« Nogle råber, ligesom vennen til den fordums Filip: »Hvordan skal jeg kunne [finde vej], når der ikke er nogen, som vejleder mig?«2

For mange år siden, da jeg deltog i en stavskonference, lagde jeg mærke til, at en rådgiver i stavspræsidentskabet var blind. Han fungerede fint, udførte sine pligter, som om han kunne se. Det var en stormfuld aften, da vi mødets i stavskontoret, som lå på første sal i bygningen. Pludselig lød der et højt tordenskrald. Lyset i bygningen gik ud næsten i samme øjeblik. Instinktivt rakte jeg ud mod vores blinde leder, og jeg sagde: »Her, tag min arm, og så vil jeg hjælpe dig ned ad trappen.«

Jeg er sikker på, at han må have haft et smil på sine læber, da han svarede: »Nej, bror Monson, giv mig din arm, så vil jeg hjælpe dig. Nu er du på mit område.« Stormen aftog, lyset kom igen, men jeg vil aldrig glemme turen ned ad de trapper, ledt af en mand, som ikke kunne se og dog var fyldt med lys.

Verdens lys

For længe siden og på et sted langt borte så Jesus, da han passerede forbi, en mand, som var blind fra fødslen. Hans disciple spurgte Mesteren, hvorfor denne person var blind. Havde han syndet, eller havde hans forældre syndet, siden han havde dette handicap?

»Jesus svarede: ›Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skulle åbenbares på ham …

Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.‹

Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham:

›Gå hen og vask dig i Siloadammen!‹ … Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.«3

En stor strid opstod blandt farisæerne vedrørende dette mirakel:

»De tilkaldte så for anden gang manden, som havde været blind, og sagde til ham: ›Giv Gud æren! Vi ved, at den mand [Jesus] er en synder.‹

Han svarede: ›Om han er synder, ved jeg ikke; men én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.‹«4

Jeg kommer i tanke om fiskeren, kaldet Simon, bedre kendt for jer og mig som Peter, den ledende apostel. Den tvivlende, vantro, opfarende Peter fornægtede, som opfyldelse på Mesterens profeti, i sandhed Mesteren tre gange. Midt i skubben, hån og vold »vendte Herren i sin ydmygelses smerte, i sin tavsheds majestæt ›sig om og så på Peter.‹« 5 Som en historiker beskrev ændringerne: »Det var nok … ›[Peter] kendte ikke længere til fare, han frygtede ikke længere døden‹… [Han] skyndte sig ind i natten … ›for at møde morgengryet‹ … Denne sønderknuste, angerfulde mand stod foran sin egen samvittigheds domstol, og der blev hans gamle liv, hans gamle skam, hans gamle svagheder og hans gamle selv dømt til en død ved bedrøvelse efter Guds sind, hvilket skulle ende med en ny og ædlere fødsel.«6

Apostlen Paulus havde en oplevelse, der lignede Peters. Fra sin omvendelsesdag til sin dødsdag formanede Paulus menneskene, at de skulle »aflægge det gamle menneske«, og »iføre [sig] det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.«7

Fiskeren Simon var blevet apostlen Peter. Forfølgeren Saulus var blevet missionæren Paulus.

Kristi lys

Tidens gang har ikke ændret Forløserens evne til at ændre menneskenes liv. Ligesom han sagde til den døde Lazarus, siger han til jer og mig: »Kom herud!«8

Præsident Harold B. Lee har sagt: »Hver sjæl, som vandrer på jorden, uanset hvor han bor, uanset i hvilket land han er født, uanset om han er rig eller fattig, fik ved fødslen en gave med dette første lys, som kaldes Kristi Lys, Sandhedens Ånd eller Guds Ånd – dette altomfattende lys af intelligens, hvormed alle sjæle er velsignet. Moroni talte om denne Ånd, da han sagde:

»›Thi se, Kristi ånd gives alle mennesker, for at de skal kende godt og ondt; derfor viser jeg jer, hvorledes I bør dømme. Thi alt, hvad der indbyder til at gøre godt og tilskynder til at tro på Kristus, kommer gennem Kristi gave og kraft; derfor kan I vide med fuldkommen sikkerhed, at det er af Gud‹ (Moroni 7:16).«9

I og jeg kender dem, som kvalificerer sig til Frelserens velsignelse i henhold til denne definition.

En af dem var Walter Stover fra Salt Lake City. Han var født i Tyskland, modtog evangeliets budskab og kom til Amerika. Han grundlagde sit eget firma. Han gav gavmildt af sin tid og sine midler.

Efter anden verdenskrig blev Walter Stover kaldet til at vende tilbage til sit fædreland. Han ledte Kirken i dette land og var til velsignelse for alle, som han mødte, og som han tjente sammen med. Med sine egne midler byggede han to kirkebygninger i Berlin – en smuk by, som var blevet så hærget af konflikten. Han planlagde en konference i Dresden for alle medlemmer af Kirken i hele landet og lejede derpå et tog, som skulle køre dem fra alle egne af landet, så de kunne mødes, deltage i nadveren og bære vidnesbyrd om Guds godhed mod dem.

Ved Walter Stovers begravelse sagde hans svigersøn, Thomas C. LeDuc, om ham: »Han havde evnen til at se Kristus i alle de ansigter, han mødte, og han handlede derefter.«

Digteren skrev:

Jeg mødte i natten en fremmed,

hvis lampe ikke mere lyste.

Jeg gjorde holdt og lod ham tænde

sin lampe ved min.

Så kom en storm,

som rystede hele verden,

og da vinden blev stille,

var min lampe gået ud.

Den fremmede kom tilbage -

hans lampe lyste klart.

han havde den dyrebare flamme

og tændte min.10

Måske er moralen i dette digt ganske enkelt, at hvis man ønsker at give lys til andre, skal man selv stråle.

Evangeliets lys

Da profeten Joseph Smith gik ind i lunden, der blev helliggjort af det, der fandt sted der, beskrev han begivenheden:

»Det var en herlig, klar morgen, tidligt om foråret 1820. Det var første gang i mit liv, at jeg havde gjort et sådant forsøg, thi til trods for al min ængstelse og uro havde jeg endnu aldrig forsøgt at bede højt.«11

Efter at have udholdt en meget skræmmende oplevelse fra en usynlig magt fortsatte Joseph:

»[Jeg så] en lyssøjle lige over mit hoved, stærkere end solens glans, og den dalede gradvis ned, indtil den hvilede på mig …

Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, idet han pegede på den anden: Denne er min elskede Søn . Hør ham!«12

Joseph lyttede. Joseph lærte.

Af og til bliver jeg spurgt: »Bror Monson, hvis Frelseren viste sig for dig, hvilke spørgsmål ville du så stille ham?«

Mit svar er altid det samme: »Jeg ville ikke spørge ham om noget. Jeg ville i stedet lytte!«

En sen aften på en stillehavsø gled en lille båd stille hen til ankerpladsen ved den primitive anløbsbro. To polynesiske kvinder hjalp Meli Mulipola op af båden og ledte ham ad den nedtrådte sti, der førte til landsbyen. Kvinderne forundredes over de lyse stjerner, som blinkede på midnatshimlen. Det blide måneskin lyste på deres vej. Meli Mulipola kunne dog ikke påskønne disse naturens vidundere – månen, stjernerne, himlen – for han var blind.

Hans syn havde været normalt indtil den skæbnesvangre dag, da lyset, mens han arbejdede på en ananasplantage, pludselig blev til mørke, og dag blev til evig nat. Han havde lært om evangeliets gengivelse og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges lærdomme. Hans liv var blevet bragt i overensstemmelse med disse lærdomme.

Han og hans kære havde foretaget denne lange rejse, fordi de havde fundet ud af, at en, som bar Guds præstedømme, besøgte øerne. Bror Mulipola søgte en velsignelse ved deres hænder, som bar det hellige præstedømme. Han fik sit ønske opfyldt. Tårerne løb fra hans blinde øjne, ned ad hans brune kinder, hvorefter de til sidst faldt ned på hans indfødte klædedragt. Han faldt på knæ og bad: »Åh Gud, du ved, at jeg er blind. Dine tjenere har velsignet mig, at hvis det er din vilje, vil mit syn vende tilbage. Om det er din visdom, at jeg skal se, eller om jeg skal se mørke alle mit livs dage, vil jeg være evig taknemmelig for dit evangeliums sandhed, som jeg nu ser, og som giver mig livets lys.«

Han rejste sig, takkede os for at have givet ham velsignelsen og forsvandt ud i nattens mørke. Han kom lydløst, og han drog bort lydløst. Men hans nærvær skal jeg aldrig glemme. Jeg tænkte på Mesterens budskab: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«13

Vor tid er en tid med opførelser af templer. Aldrig før er så mange templer blevet opført og indviet. Præsident Gordon B. Hinckley, Guds profet på denne jord, har en vision om de afgørende ordinancer, der bliver udført i Herrens huse. Templer vil velsigne alle, som kommer i dem, og som ofrer for deres opførelse. Kristi lys vil skinne på alle – endog dem, som er gået forud. Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) erklærede, da han talte om arbejdet for de døde: »Ved vores indsats på deres vegne vil deres fangenskabs lænker falde, og det mørke, der omgiver dem, vil klare op, så lyset kan skinne på dem, og de skal i åndeverdenen høre om det arbejde, som er blevet udført for dem af deres børn her, og de vil glæde sig med jer i jeres udførelse af disse pligter.«14

Apostlen Paulus formanede: »Vær et forbillede for de troende.«15 Og Jakob sagde: »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.«16

Jeg afslutter med digteren Minnie Louise Haskins’ ord. Hun skrev:

Jeg sagde til manden, som stod ved årets port:

»Giv mig et lys, så jeg trygt kan træde ud i det ukendte.«

Og han svarede:

»Gå ud i mørket og læg din hånd i Guds hånd.

Det vil for dig være bedre end et lys og sikrere end den kendte vej.«

Derfor gik jeg fremad, og da jeg fandt Guds hånd, trådte jeg glad ud i natten,

og han førte mig mod bjergene og daggryet i det ensomme øst.17

Må vores lys skinne, så vi herliggør vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, hvis navn er det eneste navn under himlen, hvorved vi kan blive frelst.

FORSLAG TIL SAMTALEEMNER FOR HJEMMELÆRERE

Forbered dig under bøn og fremfør derpå dette budskab på en måde, som giver dem, du underviser, lyst til at deltage. Her følger et par eksempler:

  1. Vis en elektrisk pære eller et stearinlys. Bed familien om at angive nogle forskellige måder, hvor vi bruger ordet lys (se afsnitsoverskrifterne fra denne artikel til hjælp fra denne liste). Brug en beretning eller to fra denne artikel til at drøfte, hvor stor en velsignelse det er at være i stand til at se. Bær vidnesbyrd om det lys, som Jesus Kristus har bragt ind i dit liv.

  2. Bed familien om at lytte efter, hvordan Walter Stover og Meli Mulipola bragte lys til andre. Når I har læst disse beretninger, så drøft sammen med familien, hvordan de kan bringe evangeliets lys til deres familie og andre.

  3. Når du fortæller et af eksemplerne eller beretninger, der findes i dette budskab, så bed familien om at drøfte, hvordan Jesus Kristus bringer lys i menneskers liv. Fortæl om en oplevelse, hvor det at undervise om Jesus Kristus bragte lys ind i dit liv.

NOTER

  1. Matt 13:15.

  2. ApG 8:31.

  3. Joh 9:3, 5-7.

  4. Joh 9:24-25.

  5. Frederic W. Farrar, The Life of Christ, 1874, s. 580; se Luk 22:61.

  6. The Life of Christ, s. 581.

  7. Ef 4:22, 24.

  8. Joh 11:43.

  9. Stand Ye in Holy Places, 1974, s. 115.

  10. Lon Woodrum, »Lamps«.

  11. Joseph Smith – Historie 1:14.

  12. Joseph Smith – Historie 1:16-17.

  13. Joh 8:12.

  14. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, 1998, s. 247.

  15. 1 Tim 4:12.

  16. Jak 1:22.

  17. Fra »The Gate of the Year«, i Masterpieces of Religious Verse, 1948, s. 92.

Udskriv