Du vil blive prøvet og undervist
Dette liv er en prøvestand, hvor vi skal prøves og undervises. Desværre er mange af livets vigtige lektier ikke lette at lære. Alligevel kan disse lektier, når de læres rigtigt, blive trædesten på vej mod lykken i dette liv og evig herlighed i den kommende verden.
Følgende oplevelser lærte mig to af de vigtigste lektier, som jeg nogensinde har lært.
Tør at tale frit
Det var en kold blæsende søndagseftermiddag. Jeg var rejst hjemmefra og tjente i den sydafrikanske hær. De 10 mand i vores deling var samlet i vores telt for at tale sammen og slappe af umiddelbart, efter at vi havde udført vores tjeneste. Desværre blev meget af samtalen bramfri, som det ofte sker blandt unge mænd i sådanne situationer.
Jeg havde det ikke godt og tænkte på at forlade dem. Mine øjne vendte sig mod teltdøren, som slog vildt i vinden og ikke holdt vinterkulden tilbage. Dette syn overbeviste mig med et samme om, at det ville være dumt at gå, så jeg besluttede at blive indenfor og læse i mine skrifter. Selv om det ikke var usædvanligt for mig at læse i dem i disse mænds nærvær, så viste det sig denne dag at være vanskeligt. Samtalen blev hurtigt forværret, da min ven, som var en slags uformel leder i gruppen, begyndte at fortælle umoralske historier.
Min umiddelbare impuls var at protestere højlydt. Men jeg blev standset af den tanke, at de andre ville anse mig for selvretfærdig og anklage mig for at ødelægge deres sjov. Efter nogle få foruroligende øjeblikke besluttede jeg mig til at gøre det eneste, som jeg anså for muligt under forholdene: Lukke mine ører og koncentrere mig om at læse. Det virkede i nogen grad. Alligevel kunne jeg ikke ryste en urolig følelse af mig.
Tiden har det med at forsøde vores minder, og i løbet af nogle få uger glemte jeg denne oplevelse. Så gjorde min ven to år senere noget, som bragte mindet tilbage om denne dag. Vi var sammen med en række soldater, som var i færd med at drikke øl. I gruppen var der en mand, som jeg ikke kendte. Han begyndte at drille mig, fordi jeg ikke drak sammen med dem. Min ven rejste sig op for at forsvare mig og gjorde det med en oprigtighed, som overraskede mig: »Chris Golden er den eneste virkelige kristne i vores deling.« De andre, som kendte mig, sluttede sig til min ven i forsvaret af mig, hvilket stilnede kritikken af mig.
Senere da min ven og jeg gik tilbage til vores skyttehul på en grå halvmåneoplyst nat, standsede han pludseligt op og så på mig med en alvor, som jeg slet ikke var vant til i vores venskab. Han omtalte begivenheden tidligere samme aften og sagde: »Jeg mente, hvad jeg sagde. Jeg har virkeligheden aldrig mødt et menneske, som var været mere trofast over for sin tro på Gud end dig, Chris!«
Det var meget uforventet. Selv om jeg altid har forsøgt at efterleve evangeliet, så mente jeg ikke, at jeg havde gjort mere end mange andre sidste dages hellige ville have gjort i lignende situationer, og jeg har altid forsøgt at gøre det uden at gøre opmærksom på mig selv.
Men han havde mere at sige: »Du har kun svigtet mig en gang.« Mit chok over denne klare anklage blev kun overgået af den hastighed, som min hjerne gennemgik ved alle de oplevelser, som vi har delt. Jeg huskede til sidst den vindblæste kolde søndag to år tidligere. Min vens ord bragte de smertelige minder frem fra en dag, som jeg helst ville have glemt.
Han fortsatte: »Husker du den kolde søndag eftermiddag, hvor vi sad inde i vores telt og fortalte nogle historier, som jeg oprigtigt talt skammer mig over nu?«
Jeg nikkede lidt følelsesløst ja. Da jeg stod lige over for ham, håbede jeg, at nattens skygger skjulte mit ubehag.
Han sagde: »Mens jeg talte, havde jeg stille bedt om, at du ville bede mig om at holde op med at fortælle disse umoralske historier – men du gjorde ikke noget.«
I den lange stilhed, som fulgte hans pinefulde fordømmelse, vældede en dyb følelse af skuffelse op mig. Jeg havde ikke blot svigtet ham, men jeg havde også svigtet Herren – og mig selv.
Jeg har lige siden denne dag forsøgt ikke at begå den samme fejl. Jeg blev belært om en vigtig lektie i den sande betydning af Herren befaling: »Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene« (Matt 5:16). Frelseren sagde: »Ingen kan tjene to herrer« (Matt 6:24) og rådede os: »Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift« (Matt 6:33).
Stol på Herrens løfter
En anden lektie, som jeg har lært, kommer fra en oplevelse, som jeg havde som missionær for mange år siden i Johannesburg-missionen i Sydafrika.
En dag havde været særligt nedslående. Min kammerat og jeg havde ikke haft nogen succes med vores missionering, selv om vi havde arbejdet længe og hårdt og både fastet og bedt. Det var efter den tid, hvor vi normalt tog hjem, da vi cyklede hen mod en nærliggende forretning. Vores eneste tanke var at finde noget at spise. Det var desværre for sent, eftersom forretningen allerede havde lukket. Mens vi talte om, hvad vi nu skulle gøre, huskede jeg en forretning på den anden side af byen, som måske kunne være åben. Vi følte os begge tilskyndet til at køre derhen. Til vores store glæde fandt vi den åben.
Jeg bøjede mig ned for at vælge et stykke chokolade, da jeg følte et let slag på skulderen. Da jeg vendte mig om, så jeg et smilende ansigt hos en kvinde, som jeg ikke havde set i mange år.
Da vi talte med hende, forstod vi, at hun i de sidste år var blevet mindre aktiv og havde giftet sig med en mand, som ikke var medlem af Kirken. Hun og hendes familie var for nyligt flyttet ind i et område, som lå ca. 15 kilometer uden for vores missioneringsområde. Hun følte sig ensom og savnede sit tilhørsforhold til Kirken, men var genert og tilbageholdende over for at skabe kontakt til fremmede. Så hun have bedt Herren om at bringe hende i kontakt med en, som hun kendte godt, og som kunne introducere hendes familie i den menighed, hvor de nu boede. Hun følte, at vores møde i denne forrentning var et svar på en bøn, eftersom det var hendes første besøg i denne forretning, og at hendes beslutning om at tage herhen var kommet pludseligt.
Den følgende søndag bød min kammerat og jeg taknemligt hende og hendes mand velkommen i den lokale menighed.
Mange år efter denne begivenhed sendte hun mig en deltaljeret opremsning over alle de medlemmer af hendes familie, som på en eller anden måde var blevet påvirket af denne oplevelse. Før hun vendte tilbage til aktivitet i Kirken var hele hendes øvrige familie, som var medlemmer af Kirken, mindre aktive. På grund af hendes fornyede aktivitet i Kirken blev hendes mand døbt, og sammen har de opdraget deres børn i evangeliet. Efter hendes aktivering er flere end 20 familiemedlemmer blevet aktiveret eller døbt. Mange af dem er blevet viet i templet. Nogle har også været på fuldtidsmission. Tre har tjent som biskopper.
Jeg er forsat fuld af beundring for denne søsters trofasthed og Herrens nåde ved at svare på hendes ydmyge bøn. Den forretning, som vi mødtes i sent den aften, lå langt uden for det område, hvor begge parter boede – og alligevel brugte Herren den til at udføre et forunderligt værk.
Når jeg tænker på denne oplevelse, ser jeg for mit indre to trætte og modløse missionærer og opfyldelsen af Herrens løfte: »Jeg, Herren, er forpligtet, når I gør, hvad jeg siger« (L&P 82:10).
Er det ikke interessant, at Herren ønsker, at vi binder ham til at opfylde hans løfter? Vi anbringer os selv i denne situation ved blot at gøre det, som han beder os om og stole på, at han vil gøre det, som han har sagt, at han vil gøre. Måske er det en af de vigtigste lektier, som vi kan lære i livet.
Jeg har lært fra denne og andre oplevelser, at Gud våger over hver eneste af os på en meget personlig måde. Det er naturligt, at han gør det, for vi er hans sønner og døtre. Vi er dyrebare for vor himmelske Fader, og han tillader os ofte udfra sin uendelige kærlighed til os at opleve vanskelige ting for at hjælpe os med at blive ham mere lig.