Hvad skete der med Kristi Kirke?
H vad nu, hvis du kunne blive arresteret for at komme til GUF? Eller blive slået ihjel for at bære dit vidnesbyrd? Forestil dig, hvordan det ville være, hvis det var imod loven, at du har dit eget eksemplar af skrifterne, eller hvis der ikke var nogen levende profeter til at vejlede dig.
De tidlige kristne stod over for disse situationer efter Jesu Kristi død. Mindre end 400 år efter Frelserens død var Kirken, som Jesus organiserede, ikke at finde nogen steder i hele verden. Dette indledte den periode, der kendes som det store frafald. Det Nye Testamentes apostle og Mormons Bogs disciple var væk. Og med dem forsvandt myndigheden til at lede Kirken og til at bære præstedømmet.
Det var en tid, hvor mennesker forfulgte, torturerede og dræbte de kristne, og hvor selv Kirken blev korrupt uden inspireret ledelse. Verden var i åndeligt mørke.
Hvad er apostasi?
Udtrykket apostasi betyder at vende sig bort fra sandheden. I dag forlader nogle mennesker Kirken. Men det store frafald, som vi nu kalder det, var mere end det. Med apostlenes død blev præstedømmets nøgler eller den præsiderende præstedømmemyndighed taget fra jorden. Uden disse vægtere – de apostle, som bevarede evangeliets lærdomme rene, og som bevarede Kirkens orden og værdighedsstandarder – stod medlemmerne over for alvorlige udfordringer. Med tiden blev lærdommene forvanskede og ubemyndigede ændringer blev foretaget i Kirkens organisation og i præstedømmets ordinancer.
Hvad skete der med apostlene?
Efter Frelserens død udbredte apostlene evangeliet, og Kirken voksede hurtigt rundt om i romerriget. Men næsten umiddelbart efter Frelserens opstigning til himlen begyndte apostlene at blive forfulgt. Jakob, bror til Johannes og en af de oprindelige tolv apostle, blev myrdet af Herodes (se ApG 12:1-2). Peter og Paulus blev også myrdet på Det Nye Testamentes tid.
Vi har ikke optegnelserne over alle apostlenes død, men vi ved, at alle med undtagelse af Johannes den elskede døde, og at de efter en tid ophørte med at blive erstattet. Nøglerne og myndigheden i det hellige præstedømme gik tabt med Kirkens lederes død. Uden denne myndighed kunne der ikke komme ny åbenbaring, lærdom eller hellig skrift.
Hvad skete der med Kirken?
Apostlene blev dræbt på et tidspunkt, hvor hele Kirken blev forfulgt. Nero, som var en romersk kejser, var den første, som udstedte love om at udrydde de kristne ca. 65 e.Kr. Under hans herredømme blev tusindvis dræbt på grusom vis. Endnu en runde af forfølgelse begyndte ca. 93 e.Kr. under kejser Domitian. Efterfølgende kejsere fortsatte med at torturere og dræbe de kristne. Som resultat af disse forfølgelser blev tusindvis af kristne martyrer. Mange andre faldt fra.
Omkring 324 e.Kr. blev Konstantin kejser for romerriget. Han lovliggjorde kristendommen og standsede århundreders forfølgelse. Han knyttede Kirken til regeringen, og korrupte kirkeledere begyndte at søge efter verdens magt og ære.
Lærere i Kirken begyndte at adoptere falske religiøse begreber fra den græske filosofi og hedenske religioner. Falske ordinancer og ceremonier blev også introduceret. Selv om Kirken stadig underviste i visse sandheder, var Kristi kirke og præstedømmet ikke længere på jorden. Og da kristendommen spredte sig til forskellige dele af verden – herunder Afrika, Asien, Europa og Amerika – blev nye kirker dannet og voksede. Ingen af disse kirker var imidlertid den sande kirke, eftersom Herren allerede havde taget præstedømmet og præstedømmets nøgler fra jorden.
Hvad skete der med skrifterne?
Vi ved fra Mormons Bog, at de skrifter, som kom fra det jødiske folk, havde fået taget mange enkle og dyrebare dele bort (se 1 Nephi 13:23-29). Den 8. trosartikel lyder: »Vi tror, at Bibelen er Guds ord, for så vidt, som den er rigtigt oversat«.
Under frafaldet gik dyrebare lærdomme tabt fra Bibelen gennem skødesløshed, uinspireret oversættelse og bevidst anstrengelse for at fjerne sandheden. En genoprettelse af den tabte lærdom og sandhed var nødvendig. Mormons Bog og andre skrifter, som blev åbenbaret til profeten Joseph Smith bragte mange af disse enkle og dyrebare dele af evangeliet tilbage.
Et lys i mørket
Herren vidste, at det store frafald ville finde sted (se 2 Thess 2:3), så han beredte en måde, hvorpå hans evangelium kunne genoprettes. I århundrederne, der ledte op til den første åbenbaring i 1820 var der blevet stor adgang til forskellige oversættelser af Bibelen på grund af den nyligt udviklede trykkeproces med løse sættetyper. Fordi Kirken ikke ønskede, at folk skulle læse Guds ord, blev mange fængslet eller blev martyrer for at læse eller at eje skrifterne. Men på denne tid inspirerede Herren mennesker til at begynde at kæmpe mod misbruget og ondskaben, som de så i kirken. Denne periode kaldes den protestantiske reformation. Reformationen skabte til sidst et miljø, hvor Herren kunne genoprette sin myndighed og sandhed på jorden.
I dag kan vi være medlemmer af »den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade« (L&P 1:30), eftersom Herren har gengivet sit evangelium og overdraget præstedømmemyndighed til profeten Joseph Smith for at organisere sin kirke (se L&P 27; 65; 128:18–21).
Vi er velsignet ved at leve på en tid, hvor evangeliet i sin fylde er blevet gengivet – en tid, hvor vi kan komme i kirke, bære vores vidnesbyrd og læse i skrifterne.
JOHANNES DEN ELSKEDE
Apostlen Johannes blev forvist til øen Patmos ca. år 93 eller 94. Frelseren havde lovet Johannes, at han ville leve til han så hans andet komme (se Joh 21:21-23; L&P 7). Profeten Joseph Smith sagde, at Johannes tjente blandt de ti tabte stammer (se History of the Church, 1:176).
APOSTLEN PAULUS
Apostlen Paulus var ikke en af de oprindelige tolv apostle. Han var jøde, hed Saulus og forfulgte de kristne i mange år, indtil Frelseren viste sig for ham på vejen til Damaskus, hvorefter han blev omvendt. (Se ApG 8-9). Saulus, senere kaldet Paulus, blev en stor apostel og missionær. Han led martyrdøden for sin tro på Frelseren under den romerske forfølgelse af Kirken.
APOSTLEN PETER
Peter var leder af Kirken efter Frelserens død og opstandelse. Selv om der ikke findes nogen optegnelse i skriften om Peters martyrium, så fortæller traditionen, at Peter døde på korset, som Frelseren gjorde. Det siges, at Peter skulle have anmodet om at blive korsfæstet med hovedet nedad, eftersom han ikke anså sig selv værdig til at dø på samme måde, som Frelseren gjorde (se Joseph Fielding Smith, Lærdomme om Frelse, bind 3, s. 129).
Peters liv var et liv i trofasthed. Så i moderne tid viste han sig for profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery. Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) sagde om Peter: »Peter vendte med sine trofaste fæller Jakob og Johannes tilbage til jorden og skabte bro over de formørkede århundreders gab. Sammen viste de sig på Susquehanna-flodens bredder i Pennsylvanien, hvor Peter overdrog de unge profeter nøglerne til riget, som apostlene besad fra Herren Jesus Kristus« (Peter, My Brother, Brigham Young University Speeches of the Year, 13. juli 1971, s. 8).
KEJSER KONSTANTIN
Det er stadig et mysterium, hvorfor Konstantin stoppede mange års forfølgelse og gjorde kristendommen til romerrigets statsreligion. Nogle kilder siger, at han gjorde det på grund af syn, han modtog under et slag i felten. Uanset hans årsager, så forsøgte Konstantin at overbevise romerne om at lade sig døbe ind i kristendommen.
RÅDET I NIKÆA
Eftersom der ikke var nogen profet til at modtage åbenbaring, ville kirken ofte afgøre tvivlspørgsmål ved et råd eller ved et møde mellem kirkens ledere. I 325 e.Kr. indkaldte kejser Konstantin et råd i Nikæa (i det nuværende Tyrkiet) for at afgøre Guddommens natur. Der havde været stor diskussion om, hvorvidt Gud var en eller tre personer, og rådets beslutning forvirrede yderligere forståelsen af Guddommen. Den sandhed, at Faderen, Sønnen og Helligånden er tre adskilte væsener, og at de har forskellige roller, gik tabt.
UKORREKTE SKIKKE
Under frafaldet blev mange ordinancer ændret eller tilføjet uden korrekt myndighed. Kirken tillod barnedåb og dåb ved påstænkning i stedet for ved nedsænkning. Hedenske indflydelser og filosofier fra tiden krøb ind i kirken – så som røgelse, cølibat (at præsterne forblev ugifte) og den tro, at legemet var ondt, og at Gud ikke havde et legeme. Det at ære martyrerne blev til overtro og tilbedelse.
På grund af gudløsheden i kirken ophørte Åndens gaver, og folk begyndte at fornægte de sande åndelige gaver. Uden åbenbaring ændrede kirkens organisation sig ved menneskers ledelse i stedet for ved Guds inspiration. Kirkens embeder blev købt, solgt og stemt om.
APOSTASI PÅ DEN VESTLIGE HALVKUGLE
I Mormons Bog lærer vi, at Kristi Kirke i Amerika forsvandt omkring 400 e.Kr. Alle, som ikke ville fornægte Kristus, blev dræbt, og de tre nephiter blev taget bort fra det nephittiske folk. Moroni blev efterladt alene til at fortælle om sit folks ødelæggelse. (Se Mormon 8:3, 10-11; Moroni 1:2).