Du må selv vælge
»Den, der ejer det evige liv, er rig« (L&P 6:7).
En sand beretning taget fra historiske kilder
Priscillas bedsteforældre boede i et smukt hjem i Liverpool i England. Selv om Priscilla var det fjerde af 9 børn og havde mange fætre og kusiner, så fik bedstefar og bedstemor Mitchell hende til at føle sig som deres yndlingsperson i hele verden. Hun elskede at være i deres hjem, og de købte altid gaver til hende.
Så en dag ændrede det hele sig. Missionærer fra Amerika underviste hendes familie i evangeliet, og hendes forældre blev døbt. Priscilla og hendes brødre og søstre planlagde også at blive døbt. Da bedstefar fandt ud af det, blev han vred.
Priscilla havde aldrig set bedstefar vred før. Det skræmte hende. Han råbte disse uforglemmelige og smertelige ord til Priscillas far: »Hezekiah, tag din familie og forlad os. Kom aldrig tilbage!«
Hjemme samlede den rystede familie sig om ildstedet. Far havde aldrig set så ked ud af det. Mor var ikke holdt op med at græde, lige siden de forlod bedsteforældrenes hjem.
Priscilla var forvirret og sønderknust. »Hvorfor elsker bedstemor og bedstefar os ikke mere?« græd hun.
Far forsøgte at forklare. »Bedstefar er modstander af vores nye kirke. Han vil ikke være en del af den, og han ønsker ikke at have noget med os at gøre, hvis vi fortsætter med den.« Far rejste sig op. »Men jeg ved, at Jesus Kristus lever. Dette er hans sande kirke. Han vil hjælpe os med at finde vejen, så længe vi gør alt, hvad vi kan for at blive som ham.«
Priscillas familie forsøgte at være glade, men alt syntes at blive værre og værre. Far mistede sit arbejde som præst i deres tidligere kirke, så pengene var små, selv om han underviste i skolen. Mor reparerede tøjet i stedet for at købe nyt. Priscilla forsøgte ikke at klage sig, men livet blev sværere og sværere for hver dag. Hun længtes efter at besøge sine bedsteforældre. Hvis hun bare kunne tale med dem …
Der blev banket på døren. Priscillas hjerte fyldtes med håb, men det var ikke hendes bedsteforældre. Onkel George og tante Hannah stod udenfor med gaver og en kurv med mad. Priscilla var lykkelig for at se dem, men alt for hurtigt blev hun sendt uden for, så de kunne tale med hendes forældre. Det lød alvorligt.
»Priscilla,« kaldte tante Hannah endelig til sidst. »Hvad vil du sige til at komme over og bo hos os?« De havde ikke nogen børn, og de ønskede at adoptere hende, forklarede onkel George. Der ville være masser af plads til hende i deres fine hus, og hun kunne komme i en bedre skole.
»Det vil også betyde, at der ville blive mere til dine brødre og søstre,« tilføjede tante Hannah. Priscilla vidste, at det var en kamp for hendes forældre at skulle føde og klæde alle deres ni børn. Hvis hun tog af sted, ville det gøre det lettere for hendes familie.
Far stirrede sorgfuldt ned i gulvet. Mor hulkede i sit lommetørklæde. Tilbuddet var venligt, men det ville ikke blive let at acceptere det. Priscilla pakkede sine tasker og sagde farvel til sin familie.
*****
»Det her bliver dit soveværelse,« sagde tante Hannah. Priscilla havde altid delt et værelse med sine fire søstre. Nu havde hun sit eget værelse og en stuepige til at rengøre det.
Tante Hannah tog hende med i byen for at købe smukke kjoler til hende. I løbet af meget kort tid var skabet fyldt af dem. Hendes tante og onkel planlagde fester, så Priscilla kunne møde nye venner. Priscilla havde mange fordele, men hun savnede at være sammen med sin familie og høre far undervise, mens de sad sammen omkring ildstedet.
*****
Den morgen, hvor Priscilla fyldte 10 år, lavede hun dansedukker af stokroseblomsterne i haven. Hun glædede sig til festen, som skulle holdes om eftermiddagen, men hun ønskede, at hendes søstre også kunne komme.
Pludselig så hun en høj, tynd mand med en spadserestok komme op ad vejen. Priscilla løb hen til ham.
»Til lykke, prinsesse Priscilla,« sagde far. Han omfavnede hende og svingede hende rundt.
»Åh, far, du huskede det!« udbrød hun.
Sammen gik de indenfor. Far trak et brev op fra sin lomme. »Priscilla, onkel George og tante Hannah har bedt om officielt at kunne adoptere dig.« Priscilla vidste, hvad det betød – hun ville komme til stor rigdom og få et respekteret navn. Hun behøvede aldrig at bekymre sig om penge igen.
»Jeg har flere nyheder,« sagde far. »Snart vil din mor, brødre, søstre og jeg tage til Amerika.«
»Vil I nogensinde komme tilbage?« spurgte Priscilla.
Far rystede på hovedet. »George og Hannah elsker dig. De vil sørge for dig og give dig mere rigdom og flere muligheder, end jeg nogen sinde kan gøre. Og på den anden side, så vil livet i Amerika i den nye kirke blive vanskeligt og kræve mange ofre.« Far så ind i sin datters øjne. »Du må selv vælge, Priscilla.«
Priscilla tøvede ikke. Hun løb hen til tante Hannah og omfavnede hende og kyssede hende. »Jeg elsker dig, tante Hannah, og jeg vil altid mindes dig,« sagde hun. »Men jeg ved, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er sand. Jeg må tage til Amerika sammen med min familie og blive døbt.«
Og det gjorde hun så.
Susan B. Mitchell er medlem af West Bountiful Tredje Ward, West Bountiful Utah Stav.
»Offerloven giver os mulighed for at vise Herren, at vi elsker ham mere end noget andet. Som følge heraf bliver vejen nogle gange vanskelig, eftersom det er den fuldkommengørelsesproces, som bereder os på det celestiale rige.«
M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum, »Offerloven«, Liahona , mar. 2002, s. 10-12.