En lynhurtig beslutning
Så længe jeg kan huske, har jeg altid haft en fodbold med mig og en drøm om at blive professionel fodboldspiller. Mine forældre støttede mig, mens jeg stræbte efter at realisere den drøm. De opfordrede mig også til at gå i kirke. Men da jeg blev større, kom jeg kun i kirke, når jeg ikke skulle spille kamp. Jeg vidste, at evangeliet, kirkeaktiviteter og mine venner kunne være en stor hjælp for mig, men det, der virkelig betød noget for mig var at realisere min drøm om at spille fodbold.
Da jeg gik til træning, fik jeg betydningsfulde venner i de bedste fodboldklubber. Jeg fik mulighed for at spille og sågar træne med nogle af disse klubber. Jeg rejste rundt i forskellige lande for at deltage i turneringer, og jeg var begejstret og lykkelig for muligheden for at leve som professionel fodboldspiller. På en rejse til Asien var min drøm lige ved at blive virkelighed. En større klub syntes, at jeg spillede godt, og de ville have mig ind på deres hold. Men min agent opdagede nogle hindringer under forhandlingerne, og derfor skrev vi aldrig kontrakt.
Derhjemme var mine venner ved at udfylde deres missionspapirer, mens andre vendte hjem fra deres mission og fortalte med begejstring om, hvordan det var at være missionær. Deres øjne strålede, hver gang de talte om det, og Ånden var meget stærk. Jeg fik også et ønske om at tage på mission, for jeg ville gerne opleve det samme. Men jeg var bange for, at hvis jeg valgte at tage på mission, så ville min fodbolddrøm aldrig blive realiseret, fordi jeg ville komme ud af form og træning. Jeg havde et overvældende ønske om at blive professionel spiller; jeg havde udskudt studier og arbejde for udelukkende at fokusere på den drøm.
Når jeg var ude på mine fodboldrejser, havde jeg altid et eksemplar af Mormons Bog med mig. Jeg elskede profeternes ord, deres livsstil, deres urokkelig efterlevelse af budene og det eksempel, de var for folket. Jeg skammede mig over, at jeg ikke var et godt eksempel for de andre spillere og ikke satte Gud før alt andet. Nogle gange forsøgte jeg at fortælle om min tro, men de andre sagde bare: »Lad os nu nyde turen. Glem dog alt det ævl. Lad os have det sjovt!« Jeg begyndte at blive irriteret over al den sladder, uhæderlighed og andre dårligdomme, som var en del af fodboldtilværelsen. Mange gange følte jeg mig ensom og trist, og jeg vidste, at der var et sted, hvor jeg altid følte mig glad og havde venner, som holdt af mig – venner, som var sammen til aktiviteter og fester, til seminar- og institutklasser – celestiale venner. Alt det savnede jeg meget.
En søndag, hvor jeg ikke var ude at rejse, gik jeg i kirke i min egen menighed i Brasilien. Da nadvermødet var forbi, kaldte biskoppen mig ind til en samtale på sit kontor. Jeg vidste, at vi nok skulle tale om mission, fordi alle mine jævnaldrende vendte hjem fra deres missioner nu. Biskoppen udfordrede mig til at tage på mission, og jeg forsøgte at skifte emne ved at sige, at jeg ikke var parat til det. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at få biskoppen til at droppe emnet, men han holdt fast og overbeviste mig om betydningen af en mission. Vi afsluttede samtalen med at sætte et mål for min forberedelse.
Nogle måneder senere indsendte jeg mine papirer, og jeg fortsatte også med træningen. Indtil videre havde jeg i mit stille sind forenet fodbold og kirke. Men jeg havde ikke indset, at det ikke kunne blive ved på den måde. Jeg måtte træffe et valg.
Da min kaldelse kom, samledes hele familien derhjemme. Vi var alle meget begejstrede. Så ringede telefonen.
Det var min fodboldagent, der ringede for at fortælle, at han havde fået en god kontrakt med en europæisk fodboldklub. Det satte gang i min fantasi! Jeg kunne se et fyldt stadion, hvor folk kom for at se kampene. Jeg tænkte på det smukke hus og bilen og den indtægt, jeg kunne få. Mine drømme var ved at blive til virkelighed. Det var inden for rækkevidde – og så kastede jeg et blik på konvolutten med kaldelsen, som lå ved siden af telefonen.
Jeg fik tårer i øjnene. Et kort øjeblik passerede mit liv revy for mine øjne. I den anden ende af linjen spurgte min agent, hvad jeg syntes om nyheden. Jeg var tavs. Jeg kunne ikke sige noget, og mine ben rystede. Jeg håbede, at det hele var noget, jeg bildte mig ind, men det var det ikke! Jeg måtte træffe en beslutning, mit livs vanskeligste beslutning.
Med skælvende stemme fortalte jeg ham så til sidst, at jeg havde fået en bedre kontrakt. Jeg skulle være missionær for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i to år. Jeg takkede min agent for muligheden og for hans indsats for mig. Så lagde jeg røret på og gik ind på mit værelse, hvor jeg græd i lang tid. Jeg vidste, at den mulighed ikke ville vente i to år, og at min fodbolddrøm aldrig ville blive til noget.
Jeg knælede ned og bad min himmelske Fader om at trøste mig. Jeg fornemmede en stille, dejlig stemme, der svarede og trøstede mig med ordene: »Min søn, du er allerede på verdens bedste hold«. Jeg tænkte meget over de ord, og det gør jeg den dag i dag.
I dag, hvor jeg er vendt hjem fra min mission i Fortaleza-missionen i Brasilien, fortryder jeg på ingen måde mit valg. Den sande Jesu Kristi Kirke er tilgængelig for enhver, som ønsker at være lykkelig. Og på min mission erfarede jeg, at den bedste måde at blive lykkelig på er ved at gøre det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi skal gøre. Min mission var mit livs bedste valg. Den lærte mig, at alle der først søger Guds rige, får en plads på Herrens hold (se Matt 6:33).