Livsomvæltende lederskab
Leder over en
Da jeg fyldte 12, var jeg den eneste unge mand, der kom i Kirken i min menighed i Cape Town i Sydafrika. Alligevel følte min biskop sig inspireret til at kalde et Unge Mænds præsidentskab.
Min Unge Mænds præsident kunne have sagt til sig selv: »Hvad skal jeg dog stille op med bare én ung mand? Vi kan ikke arrangere aktiviteter for bare en.« I stedet gjorde han sit bedste og højnede sin kaldelse. Præsidentskabet arrangerede vandreture, lejre, spejderaktiviteter, GUF-aftener om tirsdagen, lektioner om søndagen, sandboarding og aktiviteter på stranden. Efter et stykke tid begyndte andre unge mænd at dukke op – to, så tre og siden fire.
Jeg er dybt taknemlig for, at disse ledere i Unge Mænd var trofaste i deres kaldelser og gjorde en indsats for bare en ung mand – nemlig mig. Jeg er et bedre menneske, fordi de ikke gav op, og det samme gælder de andre, som deltog i Unge Mænds program i vores menighed.
Greg Burgoyne, Sydafrika
Lidt efter lidt lærte jeg at lede
Få uger efter at jeg var blevet døbt og bekræftet, blev jeg kaldet til at tjene som sekretær i Primary i Valle Dorado Menighed i Mexico. Det var en overraskelse for mig, for evangeliet var nyt for mig, men jeg elskede Frelseren og ville meget gerne tjene.
Jeg sagde til min biskop, at der var mange andre, der kunne gøre det langt bedre, men ved at tjene erfarede jeg, at kaldelsen havde været inspireret. Ved at være sammen med børnene i Primary lærte jeg evangeliets principper, smukke salmer og trosartiklerne at kende. Jeg holdt også meget af de små, og gennem dem lærte jeg deres forældre at kende.
Men min bedste oplæring udsprang af at samarbejde med primarypræsidenten og hendes rådgivere. De hjalp mig tålmodigt, de tilgav mine fejl, og lidt efter lidt lærte jeg at udføre min kaldelse. Vi arbejdede sammen i Primary i tre år og blev gode venner.
Da vi blev afløst, blev vi kaldet til at tjene i Hjælpeforeningen. På grund af den gensidige hengivenhed tjente vi sammen i enighed i to år mere. Disse søstre lærte mig at uddelegere ansvar og lade andre få mulighed for at lære at blive ledere. Vi udvekslede forråd, fastede med et bestemt formål for øje og gik i templet sammen. De hjalp mig med at blive en trofast, hengiven og omsorgsfuld leder. Jeg føler mig forpligtet til at videreføre det, jeg har lært, til andre, så andre søstre kan få samme oplevelse, som jeg fik, da jeg arbejdede sammen med de søstre, der oplærte mig.
Laura Viga D’Alva, Mexico
Jeg er simpelthen ikke beredt
Tre uger efter min dåb og bekræftelse interviewede biskop Ayala mig og spurgte, om jeg gjorde fremskridt. Jeg svarede: »Det går fint. Jeg har læst Mormons Bog for anden gang. Og jeg læser også håndbogen Evangeliske principper, så jeg kan lære mere og omsætte det, jeg læser, til handling.«
Så sagde han: »Din himmelske Fader er opmærksom på dig og kalder dig til at være søndagsskolelærer for de unge i alderen 14 til 17 år.«
Jeg var straks klar over, at flere af de unge i den klasse, som var blot et par år yngre end jeg selv, var opvokset i Kirken og kendte evangeliet bedre end jeg.
Jeg sagde: »Jeg er ikke parat til sådan en opgave.«
Biskoppen svarede mig i en alvorlig tone: »Roberto, det er din himmelske Fader, der giver dig denne kaldelse. Han kender dine evner og din trofasthed.«
»Jeg er simpelthen ikke beredt. Jeg må have mere tid,« vedholdt jeg.
Biskoppen så mig lige i øjnene og sagde med en stille, men dog stærk stemme: »Hvis du ikke kan tage imod denne kaldelse, skal du ikke sige det til mig. Knæl ned og sig det til din himmelske Fader. Han vil svare dig, og jeg vil anerkende din beslutning.«
Der fulgte en længere pause. Så kiggede han på mig, som en far kigger på sin søn, og sagde: »Roberto, det er ikke en kirke for kujoner; det er en kirke for modige mennesker.«
Mit hjerte blev pludselig angerfuldt. Med tårer i øjnene og en stemme, der skælvede af bevægelse, spurgte jeg: »Hvornår skal jeg begynde, biskop?«
Han omfavnede mig, klappede mig på ryggen og sagde: »Jeg hjælper dig med at forberede din første lektion i denne uge.«
Jeg var fuld af glæde over, at min himmelske Fader havde givet mig sådan en leder, en biskop, som ikke alene underviste ved ordet, men også ved eksemplet.
Jeg tænkte ofte på denne oplevelse, mens jeg var på mission, og mens jeg har tjent i andre kaldelser. Jeg tænker stadig på den og er min himmelske Fader taknemlig, fordi jeg er medlem af Herrens kirke.
Roberto Carlos Pacheco Pretel, Peru
Hengivne diakoner
En af mine svigerinder i Guatemala havde været igennem en længere periode med stress, hvilket havde uløst nogle helbredsproblemer. Min hustru og jeg bad for hende, men vi vidste ikke, hvad vi ellers skulle gøre. Så fik jeg mulighed for at besøge min svigerfamilie på en forretningsrejse til mit hjemland, Guatemala, hvor jeg hørte denne smukke lektion i lederskab.
Jeg sad og talte med min svigerfar på verandaen, da en af de 12-årige drenge fra menigheden gik forbi og hilste på. Da han var gået, sagde min svigerfar: »Den lille fyr og to andre jævnaldrende drenge overraskede mig virkelig forleden. De kom alle tre på besøg, i deres hvide skjorter og slips. Da de havde hilst på mig, gik de til min overraskelse ind i stuen for at tale med min datter. De sagde, at de var kommet for at besøge hende, fordi de vidste, at hun kæmpede med nogle helbredsproblemer. De sagde, at skønt de var diakoner og derfor ikke kunne give hende en velsignelse, så kunne de dog bede for hende, og så ville Jesus Kristus velsigne hende.
De tre unge mænd knælede og bad en vidunderlig bøn, hvori de bad vor himmelske Fader om at velsigne min datter. Så rejste de sig, og efter at have givet udtryk for deres kærlighed til hende, gik de igen.
Ved du hvad?« fortsatte min svigerfar. »Jeg blev dybt imponeret over de unge mænds eksempel.«
Da jeg overværede nadvermødet næste dag, så jeg de tre unge mænd i deres søndagstøj, parate til at omdele nadveren. Jeg følte en beundring og respekt for dem. Da mødet var forbi, gik jeg hen for at trykke deres hænder, som nok var små af størrelse, men store i deres evne til at opløfte trætte og tyngede ånder. Må Gud velsigne de unge mænd for deres eksempel på tjeneste, kærlighed og tro.
Óscar Abad Gutierrez, Utah
Ville han tale med min mor?
Så længe jeg har været medlem, har jeg haft et oprigtigt ønske om at efterleve budene. Men det var lidt af en udfordring at betale tiende, fordi min mor, som ikke er sidste dages hellig, ikke ville tillade det.
Når jeg fik løn, lagde jeg penge til side til tiende i en af mine skuffer. Men da dagen kom, hvor jeg skulle aflevere pengene til Herren, var de der ikke. Jeg spurgte min mor, om hun havde set dem, og hun svarede, at hun havde brugt dem, for Herren havde ikke brug for dem. Jeg var ikke enig med hende, for jeg mente, at der var andre måder at løse problemet på.
Jeg var ked af det i lang tid, fordi jeg ikke kunne betale min tiende. Da jeg var til tiendeopgørelse hos min biskop, spurgte han mig, om jeg betalte en ærlig tiende, og med tårer i øjnene fortalte jeg ham, at det gjorde jeg ikke, fordi min mor havde taget mine tiendepenge. Min biskop trøstede mig og sagde, at Herren kendte mit hjertes ønsker. Så bad han mig om at tage min mor med hen til et interview om onsdagen. Det gik jeg med til.
Men i løbet af ugen spurgte jeg mig selv: »Hvordan kan jeg tage min mor med til interview hos biskoppen, når hun ikke er medlem af Kirken? Det vil hun aldrig gå med til.«
Da det blev onsdag, havde jeg endnu ikke sagt noget til hende, så jeg bad hende bare om at tage med mig hen til kirken, fordi jeg ikke kunne lide at tage alene af sted. Heldigvis gik hun med til det.
Biskop Feitosa tog venligt imod hende og førte hende ind på sit kontor. Jeg var meget nervøs, mens min mor var derinde. Til sidst kom min mor ud fra hans kontor – med et smil på læben.
På vej hjem så mor på mig og sagde: »Fra nu af skal du betale tiende hver måned.« Hvor blev jeg dog glad! Herren havde beredt en udvej, så min mor kunne forstå mit ønske om at overholde denne hellige befaling.
Siden da er min mor blevet medlem af Kirken. Hun betaler sin tiende og sørger for, at jeg betaler min. Vi har modtaget vidunderlige velsignelser ved at holde denne befaling, fordi en inspireret leder talte med min mor om ofre, hengivenhed og trofasthed over for Herren.
Evanilda Gomes do Nascimento, Brasilien
Gå hen og tal med ham
I 1998, mens jeg var Unge Mænds præsident i min menighed, deltog jeg i en stavsungdomslejr. Mens jeg slappede af efter en sportsdyst, så jeg en ung mand, som jeg ikke kendte. Han sad alene på en lille tue lidt uden for lejren. Han havde et trist udtryk i ansigtet. Jeg følte, at jeg skulle gå hen og tale med ham.
Jeg præsenterede mig og spurgte, hvad han hed. Jeg kan ikke huske alt, hvad vi talte om, men jeg kan huske, at jeg fældede en del tårer. Det var en dejlig samtale, som varede, lige til de kaldte os hen til den næste aktivitet. Jeg så ikke meget til den unge mand efter det og fik aldrig mulighed for at tale med ham igen.
I august 2005 havde vi et møde i vores stavscenter. Den samme unge mand kom hen til mig og rakte mig et brev. Der stod:
I dag kom jeg til at tænkte på vores samtale i San Martin Park i 1998. Hvis du ikke kan huske det, så sad jeg for mig selv og følte mig lidt trist. Du kom hen til mig og sagde, at du følte, at du skulle tale med mig. Du sagde … at tiden var inde til at træffe et valg – enten at blive i Kirken og følge Jesus Kristus eller at forlade den og ikke nyde de velsignelser, som udspringer af aktivitet i Kirken. Det, som jeg husker bedst, var, at du sagde, at hvis jeg faldt, så ville min familie falde med mig, men hvis jeg ville blive ved med at gå fremad, ville de også følge efter.
… Jeg fik et stærkt ønske om at hjælpe dem … Så den dag, hvor vi talte sammen, traf jeg den beslutning at være trofast mod Herren, og den dag i dag, syv år senere, er jeg stadig trofast, og min familie er stærke i evangeliet og tro mod Herren … Mange tak fordi du var så ligefrem og oprigtig over for mig. Du aner ikke, hvor meget godt det har udrettet.
Den unge mand er nu en hjemvendt missionær, som er blevet gift i templet. Jeg er taknemlig for, at Herren har givet mig mulighed for at tjene som leder. Jeg er taknemlig, fordi jeg har forstået betydningen af at sætte mig i andres sted, så jeg kan prøve at forstå, hvordan de har det.
Alejandro Humberto Villareal, Argentina