En advarselsrøst
Jeg havde boet hos mine forældre et par dage, fordi jeg havde været syg. Men nu var det tid at vende hjem, så jeg tog afsked med dem og tog en bus til Leicester i Midtengland. Jeg så huse glide forbi og folk, der havde travlt med deres daglige gøremål. Det var en klar solskinsdag i 1976, og jeg var glad og følte mig parat til at klare hvad som helst. Jeg steg af bussen og gik de halvanden kilometer hen til togstationen.
Passagerer puffede sig frem mellem hinanden på perronen, mens de ventede på de tog, som skulle køre dem til deres forskellige bestemmelsessteder. Nu og da lød en stemme i højtaleren, når et tog var på vej ind.
Kort efter ankom det tog, som jeg ventede på. Men da jeg steg om bord, fik jeg en meget klar tilskyndelse. Jeg trådte ud igen og følte meget stærkt, at jeg ikke skulle tage toget, men at jeg i stedet skulle køre hjem med bussen. Jeg havde købt en returbillet til toget, og jeg havde egentlig ikke råd til også at købe en busbillet. Men tilskyndelsen var så stærk, at jeg ikke kunne sidde den overhørig.
Jeg var forholdsvis ny i Kirken, men jeg havde fornemmet Ånden, da jeg blev døbt og bekræftet. Da jeg skulle til at stige om bord på toget, hørte jeg en stille stemme sige: »Nej!« Jeg stoppede op et øjeblik for at se, om jeg mon hørte den igen, og atter sagde stemmen: »Nej!«
Så snart jeg havde forladt togstationen, følte jeg en varme, som bekræftede rigtigheden af min beslutning. Da jeg nåede frem til busterminalen, måtte jeg vente i endnu en time, før der kom en bus, som kørte mig hjem til Coventry. Hvis jeg havde taget toget, havde jeg allerede været hjemme – eller det troede jeg da. Men med bussen nåede jeg først hjem tidligt på aftenen.
Da jeg tændte for tv-nyhederne, fik jeg et chok. Det tog, som jeg skulle have været med, var forulykket lige uden for Nuneaton! Mange mennesker var blevet kvæstet, og der var flere omkomne.
Jeg sad altid i den forreste togvogn – et område, som var blevet hårdest ramt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der mon ville være sket med mig, hvis jeg ikke havde lyttet til den stille, sagte røst. Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på al den slægtsforskning og de tempelordinancer, som jeg ikke ville have været i stand til at udføre for mine afdøde forfædre, hvis jeg var kommet alvorligt til skade eller omkommet.
Jeg er taknemlig for Helligåndens advarende, bekræftende røst. Jeg ved, at hvis vi følger Åndens røst, begår vi ikke fejl.