Jeg har brug for en velsignelse
I februar 2005 var jeg i færd med den sidste del af min officersuddannelse i Alabamas vinterklædte skove. Vi tilbragte flere døgn med at finpudse infanteritaktikker i hårde frostgrader. Der var især en aften, hvor en hård, iskold regn styrtede uophørligt ned over os, mens jeg og de andre officerskandidater kæmpede med at slå lejr for natten.
Jeg havde det elendigt. Jeg havde forfrysninger på hænder og fødder, og hver eneste bevægelse voldte mig smerter. Jeg var gennemblødt fra top til tå. Hele min krop rystede. Og oven i det hele frygtede jeg, at jeg var ved at få lungebetændelse, som jeg havde haft flere gange tidligere.
Jeg overvejede at give op, men så kom jeg til at tænke på håndkærrepionererne, som aldrig gav op, trods uovervindelige hindringer. Jeg besluttede mig for, at jeg ville fuldføre min officersuddannelse. Min familie og jeg havde ydet for mange ofre til, at jeg kunne opgive min drøm om at blive officer. Jeg bad min himmelske Fader om styrke til at holde ud.
Jeg sov slet ikke den nat, og næste dag havde jeg det endnu værre. Jeg var udmattet. De mange timers træning i kulden kunne ikke lindre mine smerter og min hosten. En af instruktørerne bemærkede min tilstand og beordrede mig til at tilbringe et par timer i opvarmningsteltet.
Mens jeg stod på bare fødder i mudderet og hængte mit gennemblødte tøj op, længtes jeg efter en præstedømmevelsignelse. Pludselig blev teltdugen slået til side og to officerskandidater trådte ind. Jeg begyndte at tale med den ene af dem, som hed Scott Lundell. Af en eller anden årsag kom samtalen ind på rejser rundt omkring i verden. Scott fortalte mig, at han havde tilbragt et par år i Filippinerne, inden han trådte ind i militæret. Ånden fortalte mig straks, at Scott var hjemvendt missionær.
»Hvad lavede du derovre?« spurgte jeg.
»Åh, det var bare noget for kirken,« svarede han.
»Er du medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige?« spurgte jeg.
»Ja, jeg er,« sagde han.
»Det er jeg også,« tilføjede jeg.
Mens vi gav hinanden hånden, spurgte jeg Scott, om han ville give mig en velsignelse. Uden tøven svarede han ja, og jeg knælede i mudderet. Han udtalte velsignelsen, og jeg blev straks helbredt! Jeg fik mine kræfter tilbage, og jeg holdt op med at hoste. Min sygdom var væk. Jeg afsluttede min træning, og to måneder senere blev jeg officer.
Vor himmelske Fader er opmærksom på os alle, og han velsigner os på sin egen måde, når vi udøver tro på ham. Han støtter os i vore sværeste stunder.
Scott Lundell faldt i kamp i Afghanistan den 25. november 2006. Jeg kendte ham ikke særlig godt, men hans død berørte mig dybt. Vor himmelske Fader sendte ham til mig på et afgørende tidspunkt i mit liv. Jeg vil aldrig glemme ham, og jeg vil altid huske den særlige velsignelse, som jeg modtog fra en værdig præstedømmebærer.