Lærdomme fra Mormons Bog
Vælg frihed og evigt liv
Jeg begyndte mine studier på et universitet, som lå små 160 km fra mit hjem. Det var en spændende tid for alle de nye studerende. For de flestes vedkommende var det første gang, at de boede på egen hånd, og de var ivrige efter at udforske deres nyfundne frihed væk fra forældrenes tilsyn.
Jeg spillede på universitetets basketballhold, og det blev hurtigt kendt, at jeg var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. På et tidspunkt i løbet af de første uger af semestret inviterede en af mine holdkammerater mig med til en fest for nye studerende lørdag aften. Den skulle afholdes i ørkenen uden for byen. Jeg spurgte, om der ville blive drukket spiritus til festen, og han forsikrede mig om, at det ikke var tilfældet. Jeg følte mig lidt utryg ved hans svar, men besluttede alligevel at tage med. De fandt en ledsager til mig, og de forsikrede mig om, at hun havde de samme standarder som jeg selv. Min holdkammerat forklarede, at vi kunne køre i hans bil.
Samme lørdag kørte vi et godt stykke vej ud i ørkenen og fandt festpladsen. Til min store skuffelse viste det sig, at indtagelsen af spiritus var selve hovedaktiviteten ved den fest, selv om det var ulovligt for unge mennesker på vores alder at drikke alkohol i den stat. Min ledsager var ivrig efter at få noget at drikke, og hun gik straks i gang sammen med min holdkammerat og hans pige. Da jeg gav udtrykt for min skuffelse, sagde de, at jeg skulle »tage at blive voksen og leve livet«, og at de nok skulle hjælpe mig. Jeg sagde, at jeg aldrig havde drukket spiritus, og jeg havde bestemt ikke i sinde at begynde nu. De lod mig så være i fred, mens de selv morede sig med de andre.
Jeg sad for mig selv, langt fra de drikkende og larmende unge, uden nogen mulighed for at komme derfra. Jeg spekulerede på, hvorfor jeg havde rodet mig ud i det her. Senere den aften så jeg en række billygter nærme sig festpladsen. Bilerne omringede gruppen, og, som på et givent signal, begyndte lygterne at blinke oven på det, som viste sig at være politibiler. Mange studerende forsøgte at flygte ud i ørkenen, men de blev hurtigt anholdt. Jeg blev, hvor jeg var, og følte mig fortvivlet over det, der skete.
Politiet begyndte at se på de studerendes ID-kort for at fastslå deres alder. De, der ikke var gamle nok til at drikke, skulle aflægge en spiritusprøve. Da de kom hen til mig, fortalte jeg en betjent, at jeg ikke havde drukket spiritus den aften eller på noget andet tidspunkt. Han lo ad mig, men da jeg meget bestemt sagde, at han roligt kunne tro mig, ændredes hans ansigtsudtryk. Han sagde, at jeg ikke behøvede at aflægge en spiritusprøve, og han sagde, at jeg skulle køre min holdkammerats bil tilbage til universitetet. De, der havde drukket uden at være gamle nok, blev noteret og fik bøder. Nogle blev arresteret.
Et personligt budskab
Men jeg kunne køre hjem med en ren straffeattest, og jeg nåede hjem kl. 3 søndag morgen. Præstedømmemødet i min menighed begyndte kl. 7. Mit vækkeur ringede kl. 6.45. Jeg slukkede for det og vendte mig om på den anden side, mens jeg tænkte på alle mulige gode grunde til ikke at gå til møde den morgen. Men åndeligt kunne jeg ikke finde hvile. Jeg stod op, tog mit søndagstøj på og gik hen til kirkebygningen. Jeg nåede frem ti minutter efter at mødet var begyndt.
Da jeg trådte ind i kirkesalen, gav det i sæt i mig, da jeg fik øje på min fars nakke. Han var kommet på uanmeldt besøg. Jeg smuttede ind og satte mig ved siden af ham. Han kiggede på mig og smilede. Så lagde han hånden på mit knæ og lænede sig over mod mig og hviskede et budskab, som betød meget mere end bare de få ord: »Jeg vidste, at jeg ville finde dig her, min dreng.« Samtidig hviskede min himmelske Fader det samme budskab til min sjæl. Jeg kan slet ikke beskrive den kærlighed og glæde, jeg følte i det øjeblik.
Nogle få måneder senere var jeg på mission. Og endnu nogle få måneder senere modtog jeg besked om, at min far var død ganske uventet. Men det budskab, som jeg modtog af ham og gennem ham den søndag, har aldrig forladt mig.
Frie til at vælge frihed eller fangenskab
Denne oplevelse er et eksempel på en evig sandhed, som Lehi forklarede sine sønner for længe siden: »Og fordi [menneskenes børn] er forløst fra faldet, er de blevet frie for evigt, idet de kender godt fra ondt, til selv at handle og ikke være genstand for handling … Og de er frie til at vælge frihed og evigt liv ved alle menneskers store formidler, eller til at vælge fangenskab og død i overensstemmelse med Djævelens fangenskab og magt« (2 Ne 2:26-27).
Vor Faders plan for lykke omfatter udøvelsen af handlefrihed, men indeholder nødvendigvis også ansvarlighed og dom. Min holdkammerat og de andre ved festen kunne frit vælge deres adfærd, men de kunne ikke frit vælge konsekvenserne af denne adfærd. Nogle af dem tilbragte natten i arresten. Andre begyndte en tilværelse med ubændige lyster, som trælbinder dem den dag i dag.
Den trældom, som vi påfører os selv, mens vi søger frihed ved fejlagtige valg, er ganske ironisk. Kain troede, at han var fri, da han havde slået sin bror ihjel, blot for at opdage, at han blev forbandet og pint for det, han havde gjort (se Moses 5:32-39). Peter omtalte dem, der øver onde påvirkninger, som »udtørrede kilder«, som lover frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen, »for det, man ligger under for, er man slave af« (2 Pet 2:17, 19). Men Peter udpegede også den sande vej til frihed med ordene: »Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse«, for vi gør os fri af verdens urenhed gennem erkendelsen af vor Herre og frelser, Jesus Kristus (2 Pet 2:9. 20).
Lamanitten Samuel indbyder os til at huske på, at »det er [os] tilladt at handle selv; for se, Gud har givet [os] en kundskab, og han har gjort [os] fri … og han har givet [os det], for at [vi] kan vælge liv eller død« (Hel 14:30-31).
Da min holdkammerat løj om festens aktiviteter, fornemmede jeg en åndelig uro, som jeg ignorerede. Da jeg måtte se sandheden i øjnene, var jeg mere skuffet over mig selv, end over min holdkammerat. Men da jeg holdt mig adskilt fra resten af flokken, fandt jeg åndelig trøst og senere også timelige fordele, fordi politiet lod mig køre hjem.
Men frihedens største velsignelse kom, da jeg i enrum på mit eget kollegieværelse søndag morgen valgte at være der, hvor jeg burde være, uden på forhånd at kende den skat, som ventede mig der. Sådanne oplevelser, ledsaget af Åndens betjening, giver et fingerpeg om den frihed, som er forbundet med det evige livs velsignelser.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at når vi vælger frihed og evigt liv, opnår vi den største lykke, vi kan finde.