2008
Lev et liv i balance
Februar 2008


Lev et liv i balance

Fra en tale holdt på LDS Business College den 1. marts 2006.

Elder Robert F. Orton

Jeg formoder, at de fleste gerne vil have et liv, der giver varig lykke. Jeg tror, at dette opnås ved at lægge en kurs, som fører til evigt liv. Det fremskyndes og udvirkes bedst ved at følge Åndens tilskyndelser og opnå en passende balance.

Når jeg taler om balance, henviser jeg til åndelige, intellektuelle, fysiske, sociale og økonomiske faktorer. Balance defineres som mental og følelsesmæssig stabilitet; det er at bringe noget i harmoni eller rette proportioner.

Udfordringen ved at opnå en balance

Som I ved, kan hverdagens udfordringer medvirke til at forskyde den balance og harmoni, som vi søger. Mange af os føler os overvældet, når vi stræber efter at opnå og bevare en balance i vores liv. Jeg bruger følgende illustrationer, som er taget fra en tale af ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum.1

En enlig studerende sagde: »Jeg ved godt, at skrifterne og vor tids kirkeledere siger, at vi ikke unødigt bør udskyde ægteskab og familie. Men jeg er 26 år. Jeg har ikke helt fuldført min uddannelse, og jeg har ikke et job, som jeg kan forsørge en familie med. Kan jeg ikke retfærdiggøres i at vente lidt med at gifte mig?«

En anden har sagt: »Jeg er kvinde, og ingen mand har friet til mig. Hvordan kan jeg så efterleve befalingen om at gifte mig?«

En ung mor sagde: »Jeg har travlt med at fuldføre min uddannelse og tage mig af mine børn. Jeg har knap tid til at tænke på noget andet. Nogle gange synes jeg, at verden og Kirken forventer for meget af mig. Uanset hvor hårdt jeg slider i det, kan jeg ikke leve op til alles forventninger. Jeg vakler mellem at have selvtillid og føle skyld, depression og modløshed, fordi jeg ikke gør alt det, som jeg får at vide, at vi skal gøre for at komme i det celestiale rige.«

En anden ugift studerende har sagt: »Jeg må arbejde for at betale for min uddannelse. Jeg har ikke tid nok til lektielæsning og kirkekaldelser. Hvordan kan man forvente, at jeg lever et liv i balance?«

Jeg har hørt mange sige: »Ingen ved bedre end jeg, hvor vigtig motion er, men jeg har ikke tid til det.«

Nogen hørte en søster sige: »Hvordan kan et ægtepar i verden i dag forsøge en familie, hvis konen ikke er ude på arbejdsmarkedet? Der er jo ikke penge nok til at dække alle udgifter, hvis hun ikke arbejder.«

Som en ung far tilføjede: »Mit nye firma kræver al min tid. Jeg ved godt, at jeg forsømmer min kone, mine børn og mine kirkekaldelser, men hvis jeg bare kommer igennem dette år, så kommer jeg til at tjene penge nok, og så kan det hele falde mere til ro.«

Ak, sikke en drømmer han var. Livet bliver ikke lettere, det bliver mere og mere indviklet. Lad være med at drømme om, at I får mere tid og mindre ansvar i morgen. Bered jer på det, der skal komme, ved i dag, under jeres nuværende omstændigheder, at øve jer på det, som I skal gøre til den tid.

Skal vi afstå fra at søge en videregående uddannelse og på anden måde udvikle og styrke os? Skal vi afstå fra at gifte os og stifte familie? Skal vi holde op med at berede os på at forsørge vores familie og os selv? Skal vi glemme alt om tjeneste i Kirken?

Selvfølgelig er svaret på alle disse spørgsmål nej. Selv om det er umuligt her at svare på alle de bekymringer, jeg har nævnt, så overvej følgende tanker:

Et behov for balance

Profeten Joseph Smith har sagt: »Et af de grundlæggende principper i mormonismen er at modtage sandhed, uanset fra hvilken kilde den så måtte komme.«2 Han åbenbarede også, at »Guds herlighed er intelligens« (L&P 93:36). Og at »uanset hvilket intelligensniveau vi opnår i dette liv, så opstår det sammen med os i opstandelsen« (L&P 130:18).

Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Jeg vil bønfalde jer om at finde en balance i jeres liv. Lad være med at blive helt besat af det, som kan kaldes ›evangeliske hobbyer‹. Et godt måltid omfatter altid mere end en enkelt ret. I bør opbygge stor styrke inden for det virkefelt, som I har valgt. Men jeg vil advare jer mod at gøre det til jeres eneste interesse …

… Tag jer i agt for ›besættelser‹. Tag jer i agt for snæversynethed. Lad i stedet jeres interesser være spredt ud over et bredt spektrum, mens I arbejder på at udvikle styrke inden for jeres valgte profession.«3

Præsident Hinckley har også sagt, at vi har et firfoldigt ansvar – over for vores familie, vores arbejdsgiver, Herren og os selv. Han har rådet os til at »tage tid til at meditere lidt, at motionere lidt.«4

Når jeg har fløjet, har jeg bemærket, at når vi skal til at lette fra en lufthavn, så rejser kabinepersonalet sig og siger blandt andet: »Hvis trykket i kabinen falder, daler en iltmaske ned foran Dem. Hvis De har ansvaret for mindre børn eller en handicappet person, skal De først tage Deres egen iltmaske på, før De hjælper andre.« Hvorfor siger kabinepersonalet det? Det er selvfølgelig, fordi man ikke kan hjælpe andre, hvis man selv er bevidstløs. Det samme gælder vores tjeneste iblandt menneskene og i Kirken og inden for vores profession. Hvis vi ikke styrker os selv, bliver vi aldrig i stand til at styrke andre.

Præsident James E. Faust (1920-2007), andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har også bemærket, at »det er meget lettere for dem, der har en retskaffen balance i tilværelsen, at følge ›den hellige Ånds tilskyndelser‹ (Mosi 3:19). Så kan vi lægge det naturlige menneskes karaktertræk bag os …

Balance opnås for en stor dels vedkommende ved at vide, hvad der kan ændres, anbringe det i dets rette perspektiv og erkende det, der ikke ændrer sig.«5

Tre personlige erfaringer

Jeg voksede op i Panguitch i Utah, en lille by med kun 1500 indbyggere. Jeg var en stor fisk i en lille dam. Da jeg afsluttede skolen, modtog jeg et stipendium, så jeg kunne læse på Brigham Young University. Da jeg begyndte der, opdagede jeg hurtigt, at jeg var en lille fisk i en enorm dam, og det gjorde mig modløs. Jeg tænkte: »Jeg vil væk herfra.« Jeg begyndte at tage hjem i weekenden. Jeg gik i kirke derhjemme – ikke på universitetet. Jeg holdt ikke mine karakterer på det niveau, hvor de burde ligge. Jeg lærte ikke nogen af de studerende at kende. Da året var omme, sagde jeg: »Jeg vender ikke tilbage. Det er ikke noget for mig.«

Jeg tog hjem i sommerferien. Midt i august opdagede jeg, at jeg faktisk havde lyst til at vende tilbage til skolen. Så det gjorde jeg. Denne gang meldte jeg mig straks ind i en studenterforening og en velgørende organisation. Jeg flyttede ind på et kollegium. Jeg begyndte at gå i kirke på universitetet i stedet for at tage hjem i weekenderne. Mine karakterer blev bedre. Jeg begyndte at indse, at studiemiljøet var alle tiders, og jeg var glad for at gå i skole.

Senere kom jeg ind på det juridiske fakultet. Det første år var hårdt, fordi jeg læste et andet fagområde, end jeg havde læst i mine første studieår, og igen var mine karakterer ikke så gode, som de burde være. Det andet år fik jeg et studiejob i et advokatfirma. Mine karakterer blev bedre. Hen mod slutningen af de andet år giftede jeg mig med min hustru, Joy. Selv om jeg nu fik et øget ansvar, gik alting godt. Mine karakterer blev bedre end nogensinde.

Den sidste oplevelse jeg vil fortælle jer om, fandt sted, da jeg havde bestået min juridiske embedseksamen. En hærdet, gammel strafferetsadvokat kom hen til mig og sagde: »Bob, man kan ikke både være en fremgangsrig, effektiv strafferetsadvokat og et aktivt medlem af SDH-kirken.« Jeg tænkte på andre, der havde fremgang i deres advokatfirmaer og var aktive i Kirken, og jeg besluttede mig for at forblive aktiv i Kirken. Min beslutning påvirkede ikke min succes som strafferetsadvokat. Ja, faktisk gavnede den mig, fordi jeg havde fået balance i tilværelsen. Jeg stræbte efter at gøre det, som Herren bad mig om, og han gav mig yderligere styrke, forståelse og hjælp.

Åndens vejledning

Svarene på de vigtigste beslutninger i vores liv vil med større sandsynlighed bringe balance og lykke, hvis de opnås gennem Åndens tilskyndelser. Hvordan modtager vi Ånden og de svar, vi søger?

Lad mig først påpege, at vi skal overvære nadvermødet hver uge og modtage nadveren. Når vi gør det, husker vi Kristus og hans lidelser for os. Vi slutter pagt, ligesom vi gjorde ved dåben, om at påtage os hans navn. Og vi fornyr vores pagt om at efterleve budene. Hvorfor gør vi alt dette? Den sidste sætning i nadverbønnen besvarer dette spørgsmål: »Så de altid må have hans Ånd hos sig« (L&P 20:77).

Deri ligger nøglen til at få Helligåndens følgeskab, som kan hjælpe os med at besvare de afgørende spørgsmål, som vi støder på. Derudover bør vi knæle og bede regelmæssigt. Vi bør være villige til at tjene vore medmennesker. Vi bør i kærlighed række en hjælpende hånd ud og ikke frygte (se 1 Joh 4:18).

Hvis vi beder Herren om at måtte modtage Ånden og gøre det, som er nødvendigt for at have ham med os, vil Ånden lære os alt. Han vil hjælpe os med vore studier. Han vil hjælpe os med at træffe beslutninger om vore mål i livet. Og han vil indgyde os fred og en følelse af ro.

En lignelse om bøn

Jeg slutter af med en passage fra Lukas 18:1-8:

»[Herren] fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte.

Han sagde: ›I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker.

I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart!

Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker,

vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.‹

Og Herren sagde: ›Hør, hvad den uretfærdige dommer siger!

Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente?

Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart.‹«

Herren hører og besvarer bønner. Nogle gange giver vi for hurtigt op, når vi beder til ham. Vi skal være vedholdende.

Som et særligt vidne om Jesus Kristus, kaldet til at bære vidnesbyrd om ham til alle verdens nationer (se L&P 107:25), vidner jeg om, at han lever. Han er vor Frelser. Han kender dig, og han kender mig. Han ved, hvad der rører sig i vore tanker og vores hjerte. Han er vores talsmand hos Faderen, hvis vi holder de pagter, som vi indgår, når vi modtager nadveren hver eneste uge.

Vi kan overvinde verden, hvis vi stræber efter at få balance i tilværelsen. Hvis vi søger at have Ånden med os altid og være trofaste til at følge hans tilskyndelser, bliver vi velsignet.

Noter

  1. Se »Livets krav må være i balance«, Stjernen, juli 1987, s. 10.

  2. History of the Church, 5:499.

  3. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 31-32.

  4. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 33.

  5. »Behovet for balance i tilværelsen«, Liahona, mar. 2000, s. 4, 7.