Et julemirakel
Vinteren er meget kold i Moskva-missionen i Rusland. I missionærernes øjne gælder det ikke altid kun vejret, men også menneskene. De bliver meget indadvendte. Alle synes at skynde sig hjem efter fyraften. Folk er syge, vejene er meget glatte, og kulden napper nådesløst i ethvert stykke blottet hud. Smil er sjældne.
Min kammerat og jeg befandt os under disse forhold i vinteren 2005. Vi ville opmuntre folk med vores budskab om tro, håb og kærlighed, men ingen havde lyst til at lytte. Og sandt at sige, var jeg slet ikke i godt humør. Jeg kunne ikke undgå at føle mig noget mismodig. Dag efter dag vandrede vi gennem de kolde gader og frøs om fødderne, mens vi søgte efter mennesker, som vi kunne undervise. Men trods de nedslående omstændigheder gav vi ikke op. Julen stod for døren, og vi ville gerne hjælpe folk til at føle julens ånd. Men hvordan?
En aften, hvor vi var på vej hjem med toget, trådte en lille gruppe musikanter ind i kupeen. De spillede dejligt, men til min overraskelse, syntes deres optræden ikke at påvirke nogen. Der var måske en eller to personer, som gav dem en skilling, men resten stirrede bare ud af de tilfrosne ruder. Jeg havde ondt af musikerne og gav dem lidt småmønter.
Kort efter ankom vi til den station, som lå nær vores lejlighed, og skyndte os hjem. Netop som jeg lukkede hoveddøren, ringede telefonen. Jeg tog den og genkendte vores distriktsleders stemme. Det var meningen, at vi den dag skulle have tænkt over måder, hvorpå vi kunne fejre julen som missionærer. Det havde jeg fuldstændig glemt, men jeg ville ikke indrømme det. Jeg granskede min hjerne efter ideer og kom i tanker om musikanterne i toget, så jeg foreslog, at vores distrikt kunne synge julesalmer i togene. Jeg kunne akkompagnere dem på violin. Til min overraskelse og måske også forfærdelse, syntes vores distriktsleder godt om ideen. Vi besluttede os for en dag. »Hvad tænkte jeg dog på?« sagde jeg til mig selv, da jeg kom i tanker om, at tre af missionærerne i vores distrikt var tonedøve.
Dagen oprandt, og missionærerne mødtes på perronen. Solen var for længst gået ned, og det var frygteligt koldt. Mine fødder var allerede følelsesløse. Vi øvede os i fem minutter, indtil toget rullede ind på perronen. Vi trådte med glæde ind ad de åbne døre, så vi kunne undslippe den iskolde vind og sneen. Jeg tog min violin ud af kassen og bad stille til, at Gud ville røre vore tilhøreres hjerte.
De færreste havde lagt mærke til os, da vi steg ind i toget. Mine fingre var ikke varmet op endnu, så da jeg slog tonen an, lød den meget enkel, men dog gennemtrængende. Pludselig ændredes stemningen i kupeen. Det var næsten, som om der var noget mærkbart i luften. Passagererne syntes at holde vejret. De andre missionærer sluttede sig til mig og sang: »Stille nat.«
Stille nat! Hellige nat
Tavs er nu livets larm.
Kun de fromme, de hellige to
våger kærligt for barnets ro.
Sov i Marias arm,
Sov i Marias arm.1
Mens jeg spillede, og de andre missionærer sang, var der ingen i kupeen som sagde en lyd. Da vi havde sunget salmen til ende, kiggede jeg rundt på passagerernes ansigter. Alle kiggede opmærksomt på os. Tårer trillede ned ad kinderne på flere af kvinderne. Der var helt stille et minuts tid, fordi ingen ønskede at ødelægge stemningen. Til sidst var der en mand bagest i vognen, som udbrød: »De er helgener, ægte helgener!« Alle begyndte at klappe.
Da vi gik ned gennem mellemgangen, var der mange, som ville give os penge. De blev alle meget overraskede, da vi ikke tog imod dem. Jeg hørte en, der stille sagde: »Det kan ikke være rigtigt.« En mand ville give os tusinde rubler og blev rystet, da vi afslog tilbuddet. I stedet tilbød vi ham et kort, som han gladelig tog imod. Snart begyndte også andre passagerer at bede om kort. De spurgte os også om Kirken og om os. Det var, som om vi blev mødt af smilende ansigter og varme hilsner, uanset hvor vi kiggede hen. Da vi nåede den anden ende af togvognen, ønskede vi passagererne en glædelig jul og vinkede farvel til vore nye venner.
Da vi var trådt ud af døren, kiggede vi målløse på hinanden. »Hvad skete der?« spurgte vi hinanden. Med fornyet energi trådte vi ind i den næste togvogn. Til at begynde med bemærkede passagererne os ikke, men da vi havde sunget salmen, reagerede de på samme mirakuløse måde. Resten af aftenen bevægede vi os gennem flere togvogne og oplevede det samme i dem alle. Aldrig før havde jeg oplevet en sådan imødekommenhed og kærlighed.
Da jeg vendte hjem den aften, indså jeg, at jeg havde oplevet et mirakel, som blev udvirket af musik, et budskab om Frelseren og selve julens ånd. Selv i vores livs koldeste stunder kan vi opmuntres af Herrens nærhed. Hvor var jeg dog velsignet at få lov til at opleve, hvor drastisk folk kan ændre sig, når Ånden rører dem. Jeg vil altid huske den aften og skatte mindet om den. Må Ånden altid udrette sådanne mirakler!
Illustreret af Gregg Thorkelson