Tempelvelsignelser i en familie, hvor ikke alle er medlemmer af Kirken

Kay Przybille

Min tempeldeltagelse gav mig en indsigt, som forbedrede mit forhold til min mand, som ikke var sidste dages hellig, og vore børn.

I juni 1986 kørte jeg min mor til templet i Cardston i Alberta, så hun kunne modtage sin begavelse. Jeg havde allerede modtaget min begavelse, men min mand, som ikke var medlem, og jeg boede i en afsidesliggende egn af British Columbia, og jeg havde ladet min tempelanbefaling udløbe. Derfor kunne jeg kun følge min mor frem til anbefalingsskranken, men ikke længere. Jeg ventede udenfor, hvor jeg lænede mig op ad tempelmuren og græd.

Efter den oplevelse var jeg fast besluttet på aldrig igen at skulle vente uden for templet. Min mand støttede min beslutning, og snart besøgte jeg templet, så ofte jeg kunne. Der lærte jeg principper, som fik afgørende betydning for mit liv og mit forhold til familie og venner.

Forandringer i mit liv

Først bemærkede jeg en ændring i min tålmodighedstærskel. Jeg havde brugt flere år på at prøve at tøjle mit temperament, men uden held. Da mine tempelbesøg lærte mig mere om mit forhold til min himmelske Fader og andre mennesker, ændredes min indstilling. Jeg indså, at min familie og mine venner var mennesker, som jeg kendte, før jeg kom herned. De var ikke kommet ind i min tilværelse for at hæmme eller irritere mig, men for at hjælpe mig med at lære livets lektier. Jeg opnåede større indsigt, da jeg stræbte efter at lære det, som de prøvede at lære mig, og jeg vandt tålmodighed til at erkende, at de udvikler sig i deres eget tempo. Jeg erkendte også, at livet ikke er en kamp for at lære andre at blive fuldkomne, så jeg kunne være lykkelig, men derimod en lykkelig rejse frem mod fuldkommenhed sammen med dem, jeg elsker.

Den anden forandring skete i min holdning til min mand. Inden vi blev gift, havde jeg besluttet at sætte ham som familiens overhoved og ikke svigte vores forhold. Men trods min beslutning, kæmpede jeg med at acceptere nogle af hans valg og til tider lod jeg hans vaner påvirke min lykkefølelse. I templet lærte jeg, at vi sammen havde potentiale til at blive fuldkomne, evige partnere. Fra mit nye udsigtspunkt så jeg, at når vi samarbejdede, udgjorde vi et hele. Vore svagheder og styrker, interesser og talenter komplementerede hinandens så godt, at vi var stærkere som et team end som enkeltpersoner.

Efterhånden som jeg lærte at acceptere min mands holdninger, blev jeg mindre kritisk og tillagde mig en samarbejdets og fællesskabets ånd i vores ægteskab. Jeg opdagede, at jeg meget hurtigere udviklede mig til at blive det menneske, jeg gerne ville være. Oven i det blev min mand kærligere mod mig, når han fornemmede, at jeg støttede ham.

Det tredje område, hvor jeg forbedrede mig, var evnen til at tro på, at jeg kunne lade vore fire børn, som nu er voksne, leve deres egne liv, uden at jeg skulle føle mig ansvarlig for, om de levede på en bestemt måde. Nogle af dem var mindre aktive i Kirken, men jeg ønskede stadig at øve en positiv indflydelse på dem, uden at hæmme deres handlefrihed. Ved en bestemt lejlighed skrev jeg deres navne på bønnerullen i templet og bad længe og oprigtigt for dem. Jeg modtog en dyb, fredfyldt forvisning om, at det nok skulle gå godt med dem.

Da jeg senere grundede over den oplevelse, blev jeg klar over, at min himmelske Fader elsker dem endnu højere, end jeg gør, fordi han forstår dem bedre. Han ønsker at velsigne dem og få dem til at vende tilbage til sig, og han vil skænke dem muligheder for at lære. Når jeg nu bliver bekymret, tænker jeg på den oplevelse og gør, hvad jeg kan i forvisningen om, at Herren vil gøre resten.

Den fjerde ændring i min tilværelse skete som følge af den fred, der sænkede sig over mig. Den skyldtes til dels mine tempelbesøg, som gav mig et bedre evigt perspektiv. Jeg har tillid til, at Herren styrer det hele, at der er rigeligt med ressourcer på denne klode til, at vi kan leve et godt liv, og at der findes oaser af dyd i en ørken af ugudelighed. Jeg ser ikke mig selv som helt alene mere. Helligånden er min ledsager, og jeg kan tale med min himmelske Fader i bøn i løbet af dagen. Engang kæmpede jeg med alle beslutninger, men nu søger jeg Åndens tilskyndelser og handler ud fra dem, når jeg træffer beslutninger. Og eftersom jeg ikke længere føler trang til at kræve af andre, at de skal leve, sådan som jeg synes, at de burde, har jeg tid og kræfter til at »udarbejd[e min] egen frelse« (Morm 9:27).

Dette nye perspektiv lettede en tung byrde fra mine skuldre. Herren mente det alvorligt, da han sagde:

»Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:29-30).

Familievelsignelser

Fortsat tempeldeltagelse ville være af afgørende betydning for mig, hvis de eneste velsignelser, jeg modtog, var personlig fred, vished og tålmodighed. Men der har været andre oplevelser – mange andre – som har velsignet mig og min familie.

Jeg er blevet optaget af slægtsforskning og har haft mange vidunderlige oplevelser, der har omfattet familiemedlemmer, både de levende, og dem, der er gået bag sløret.
I november 1993 blev vores næstældste datter gift i templet, og jeg overværede beseglingen.
I maj 2006, efter 37 års ægteskab, blev min mand medlem af Kirken. I august 2007 blev han og jeg beseglet, og vores næstældste datter blev beseglet til os. Vores ældste datter, som blev beseglet til sin mand og sin datter i november 2006, blev beseglet til os i august 2008.

Jeg vil altid være taknemlig for min mor, som førte an ved at blive døbt, da jeg var syv år, og som senere inspirerede mig til at få en tempelanbefaling igen. Det har givet mig utallige velsignelser at følge hendes eksempel, og de velsignelser er kommet andre medlemmer af familien til gode.

I templet lærte jeg, at min mand og jeg havde potentiale til at blive fuldkomne, evige partnere. Fra mit nye udsigtspunkt så jeg, at vi var stærkere som team, end vi var som enkeltpersoner.

Fotoillustration: Craig Dimond; fotografi af templet i Cardston i Alberta i Canada: Jed A. Clark.