Den smule, vi havde, var nok
Julen nærmede sig, men i år skulle vi ikke fejre den med en overflod af mad og legetøj. Far var død, og mor modtog en lille enkepension samt en beskeden husleje.
Vi sad i vores dagligstue i lejligheden i Rio de Janeiro i Brasilien. Der var stille i stuen. Pludselig hørte vi en lyd, som om der var ankommet nogen uden for huset.
Jeg rejste mig og kiggede ud gennem persiennerne, hvorfra jeg kunne se bygningens hovedindgang. Jeg fik øje på en hjemløs kvinde. Hun medbragte et par poser og var klædt i laset tøj. Jeg iagttog hende et lille stykke tid for at se, hvad hun havde i sinde. Hun lukkede en lille papirspose op, tog et par småkager frem og begyndte at spise dem. Kort efter åbnede hun en anden lille pose, der indeholdt nogle få mønter, som hun talte.
Mit unge hjerte blev rørt, og jeg kaldte lavmælt på min mor: »Der er en gammel dame udenfor. Kom og se.« Min mor kiggede, og også hun blev rørt. Hun bad mig om at hente den krukke, som vi gemte vores penge i, og uden et ord forlod hun lejligheden og lod stille pengesedlerne dale ud af vinduet ude på gangen.
Jeg stod ved vinduet og så sedlerne falde. Den gamle dame fik øje på en af de faldende sedler og så en til og endnu en. Hun kiggede op mod bygningens vinduer for at se, hvor pengene kom fra. De var alle lukket. Og så skete der noget vidunderligt. Hun kiggede op mod himlen og strakte sine rynkede hænder opad. Så lagde hun sine hænder på sit bryst og takkede for den gave, hun havde modtaget.
Bag vinduets persienner græd vi af taknemlighed over, at den smule, som vi havde, var nok til at glæde en, som havde endnu mindre.