Budskab fra Det Første Præsidentskab
Den bedste jul nogensinde
På denne årstid er æteren fyldt af julemusik. Mine tanker går ofte til mit hjem og forgangne juleaftener, når jeg lytter til nogle af mine yndlingsjulesange, som for eksempel denne:
Åh, intet sted er så skønt
som julen derhjemme, for uanset
hvor langt du er borte
er ingen lykke dog større
end den glæde, du finder
i dit eget kære hjem.1
En forfatter har sagt: »Igen er det jul, den faste tilbagekomst. Med sin mystik, stemning og magi synes julen næsten fuldstændig tidløs. Alt, hvad der er os kært og varigt, fornyr sit greb om os. Vi er atter hjemme.«2
Præsident David O. McKay (1873-1970) har sagt: »Man opnår kun sand lykke ved at gøre andre glade. Kort sagt er det den praktiske anvendelse af Frelserens lære om, at man vinder sit liv ved at miste det. Julens ånd er med andre ord den kristne ånd, som får vore hjerter til at gløde af broderkærlighed og venskab og tilskynder os til at tjene andre.
Det er Jesu Kristi evangeliums ånd, som vil give ›fred på jord‹, hvis vi efterlever den, fordi den betyder, at vi opnår Guds velbehag.«3
Det er det at give, ikke at få, der får julens sande ånd til at blomstre op. Fjender tilgives, venner huskes og Gud adlydes. Julens ånd oplyser sjælens panoramavindue, og vi skuer ud på den travle verden med større interesse for mennesker end for ting. For at fange den virkelige betydning af »julens ånd« behøver vi kun at tænke på, hvem det er vi fejrer hver jul, nemlig Jesus Kristus.
Med ham i tankerne
Når vi har julens ånd, så mindes vi ham, hvis fødsel vi fejrer på denne tid af året. Vi tænker på den første juledag, forudsagt af fordums profeter. Sammen erindrer vi Esajas’ ord: »Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel«4 – det betyder »Gud med os«.
På det amerikanske fastland sagde profeterne: »For se, den tid kommer og er ikke langt borte, da Herren den Almægtige … skal bo i en bolig af ler. … han skal lide fristelser og legemlig smerte. … Og han skal kaldes Jesus Kristus, Guds Søn.«5
Så kom denne herlige nat, da hyrderne lå på markerne, og Herrens engel viste sig for dem og bekendtgjorde Frelserens fødsel. Senere rejste vise mænd fra Østerland til Jerusalem og sagde: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« …
»Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.
Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.«6
Tiderne ændrer sig, årene går, men julen er fortsat hellig. I denne herlige tidernes fyldes uddeling er vore muligheder for at give af os selv virkelig ubegrænsede, men de er også flygtige. Der er hjerter, man kan glæde. Der er venlige ord, man kan sige. Der er gaver, man kan give. Der er gode gerninger, man kan gøre. Der er sjæle, man kan frelse.
Julens gave
I begyndelsen af 1930’erne gav Margaret Kisilevich og hendes søster Nellie en julegave til deres naboer, familien Kozicki, som blev husket hele livet, og som blev en inspiration for deres familier.
Margaret boede dengang i Two Hills i Alberta i Canada – ude på landet, hvor der stort set kun boede ukrainske og polske immigranter, som generelt havde store familier og var meget fattige. Det var under den store depression.
Margarets familie bestod af hendes mor og far og deres 15 børn. Margarets mor var flittig, og hendes far var opfindsom – og med 15 børn havde de arbejdskraft til rådighed. Derfor var deres hjem altid varmt, og på trods af deres beskedne kår sultede de aldrig. Om sommeren dyrkede de en enorm have, fremstillede surkål, hytteost, cremefraiche og syltede agurker til at sælge. De havde også kyllinger, svin og slagtekvæg. De havde meget få kontanter, men disse varer kunne byttes til andre varer, som de ikke selv kunne fremstille.
Margarets mor havde venner, som hun var emigreret med fra det gamle land. Disse venner ejede en landhandel, og deres butik blev et depot, hvor folk i området kunne aflevere eller handle med brugt tøj, sko og den slags. Mange af disse brugte beklædningsgenstande fandt vej til Margarets familie.
Vinteren i Alberta var kold, lang og hård, og en særlig kold og hård vinter bemærkede Margaret og hendes søster Nellie, hvor fattige deres naboer, familien Kozicki, var. Deres gård lå nogle få kilometer væk. Når far Kozicki kørte sine børn i skole på sin hjemmelavede slæde, gik han altid ind i skolen for at varme sig ved brændeovnen, før han tog hjem igen. Familiens fodtøj bestod af klude og hampsække skåret i strimler og viklet om ben og fødder, fyldt ud med strå og bundet med sejlgarn.
Margaret og Nellie besluttede at invitere familien Kozicki – gennem børnene – til julemiddag. De besluttede også ikke at fortælle deres egen familie om invitationen.
Julemorgen gryede, og alle i Margarets familie havde travlt med forberedelserne til den store middag. Den store flæskesteg var lagt i ovnen aftenen før. Kåldolmere, doughnuts, sveskeboller og saft tilsat brændt sukker var tilberedt tidligere. Menuen afsluttedes med surkål, syltede agurker og grøntsager. Margaret og Nellie havde ansvaret for at gøre de friske grøntsager klar, og deres mor blev ved med at spørge dem, hvorfor de skrællede så mange kartofler, gulerødder og rødbeder. Men de blev bare ved med at skrælle.
Deres far var den første, som lagde mærke til et spand heste og en slæde pakket med 13 personer, som kom ned mod huset. Faderen holdt meget af heste og kunne genkende et spand heste på lang afstand. Han spurgte sin hustru: »Hvorfor kommer familien Kozicki her?« Hun svarede ham: »Det ved jeg ikke.«
Da de nåede frem, hjalp Margarets far hr. Kozicki med at sætte hestene i stald. Fru Kozicki omfavnede Margarets mor og takkede hende for indbydelsen til julemiddagen. Så væltede de alle ind i huset, og festlighederne begyndte.
De voksne spiste først, derpå blev tallerkenerne og bestikket vasket op, hvorpå børnene spiste i hold. Det var et herligt festmåltid, som kun blev bedre ved at dele det med andre. Da alle havde spist, sang de julesange sammen, og så satte de voksne sig for at snakke.
Aktiv næstekærlighed
Margaret og Nellie tog børnene med ind i soveværelset og de trak kasser frem, som havde stået under sengene og som var fyldt med brugt tøj, som de havde fået af deres mors købmandsvenner. Det var himmelsk kaos, med en spontan modeparade, og alle tog det tøj og de sko, som de ønskede. De larmede så meget, at Margarets far kom ind for at se, hvorfor de støjede sådan. Da han så deres glæde og Kozicki-børnenes begejstring for deres »nye« tøj, smilede han og sagde: »Fortsæt bare.«
Midt på eftermiddagen, før det blev for koldt og mørkt med solnedgangen, sagde Margarets familie farvel til deres venner, som drog af sted mætte, velklædte og med sko på fødderne.
Margaret og Nellie fortalte aldrig nogen om deres invitation til familien Kozicki, og det forblev en hemmelighed, indtil Margaret Kisilevich Wright i 1998 fejrede jul for 77. gang, hvor hun for første gang fortalte sin familie om det. Hun sagde, at det var hendes bedste jul nogensinde.
Hvis vi vil opleve den bedste jul nogensinde, må vi lytte efter lyden af sandalklædte fødder. Vi må række ud efter Tømrerens hånd. For hvert skridt vi tager i hans fodspor, forlader vi en tvivl og vinder en sandhed.
Det blev sagt om Jesus fra Nazaret, at han »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.«7 Har vi viljestyrken til at gøre ligeså? En linje i den hellige skrift indeholder en hyldest til vor Herre og Frelser, om hvem det blev sagt, at »han færdedes overalt og gjorde vel … for Gud var med ham.«8
Min bøn er, at vi denne jul og alle jule fremover må følge i hans fodspor. Så vil hver jul være den bedste jul nogensinde.
Jesu fødsel, af Antonio Correggio, © Superstock, må ikke kopieres
Margaret og Nellie tog børnene med ind i soveværelset og trak kasser frem, som havde stået under sengene og som var fyldt med brugt tøj, som de havde fået af deres mors købmandsvenner. Der herskede himmelsk kaos, hvor familien Kozickis børn valgte det tøj og de sko, som de gerne ville have.
Illustreret af Daniel Lewis, til højre: De vise mænd fra Østerland, af Harry Anderson, © Syvendedagsadventistkirken, må ikke kopieres; foto: Busath Photography