Den hemmelige gavegiver
»Gud elsker en glad giver« (2 Kor 9:7)
Jeg elsker alt ved julen. Lysene, julesangene, tiden med familien – alt det, som vi gør for at fejre Jesu fødsel. Åh ja, jeg elsker især at få gaver. Jeg begyndte at skrive min ønskeseddel i september.
Et år var min liste lige så lang som min arm. Og jeg blev ved med at komme i tanker om mere, jeg kunne skrive på. Jeg var meget ivrig efter at vise min far den. »Tja, David, jeg kan se, hvad du gerne vil have til jul,« sagde han, mens han kiggede på den. »Men hvad har du tænkt dig at give?«
»Jeg laver gaver til dig og mor i skolen. På fredag tager mor mig med ud at købe Shannons og Jons gaver. Så jeg har allerede planlagt det hele.«
»Hmm,« sagde far bare. Af en eller anden grund var han ikke tilfreds med mit svar. Jeg brød mig ikke om lyden af det »hmm«.
Ved næste familieaften talte mine forældre om det at give og modtage og om julens sande ånd. Jeg kunne se, hvordan min ønskeseddel langsomt skrumpede ind. De spurgte, om vi havde nogle forslag til, hvordan vi kunne lære at blive mere givende. Shannon rakte begejstret hånden op. Min storebror Jon og jeg sukkede. Shannon finder altid på noget, der har noget at gøre med at hjælpe andre, som fx at luge naboernes haver.
»Lad os vælge nogle, som er ensomme eller har det svært og så anonymt efterlade gaver uden for deres dør,« sagde Shannon ivrigt.
»Det var ikke en dårlig idé,« sagde Jon. »Det skulle være tophemmeligt.«
»Det kunne måske være sjovt,« tænkte jeg.
Vi blev alle sammen enige om, at det var alle tiders plan. Vi valgte to familier. Den ene var familien Swenson fra vores menighed. Nu hvor bror Swenson var begyndt at studere igen, havde de ikke ret mange penge. De havde også en masse børn, som ville blive glade for juleoverraskelser. Den anden familie var hr. og fru Perez, som boede længere nede ad vejen. De virkede altid så ensomme.
Vi tog alle ud og købte gaverne. Vi blev enige om at købe dem for nogle af de penge, som vi selv ville have købt gaver for. Det syntes jeg var helt i orden. Jeg havde det vildt sjovt med at vælge legetøj til de små Swenson-drenge. Pludselig var mine egne gaveønsker ikke så vigtige mere.
Vi besluttede at begynde 12 dage før jul med at give en gave pr. aften til hver familie. Den første aften klædte jeg mig helt i sort, og Jon kørte mig hen til familien Swensons hjem. Jeg anbragte stille den første gave på verandaen, ringede på og løb, så hurtigt jeg kunne. Jeg sprang om bag stakittet, netop som et af børnene åbnede døren. Jeg kunne høre deres overraskede stemmer, da de opdagede gaven. Det var, som om jeg skulle sprænges af begejstring og glæde. Mit liv som hemmelig gavegiver var begyndt.
Men det blev bare bedre – og sværere. Vi måtte tage ud på forskellige tidspunkter om natten og sågar morgenen, fordi familien Swensons børn var begyndte at kigge ud af vinduet for at se, om de kunne opdage os. Og hver gang jeg sneg mig hen til familien Perez’ dør, forestillede jeg mig, at fru Perez stod klar til at slå døren op for at give mig at kram og fortælle mig, hvor dejlig jeg var. Det måtte jeg altså undgå. En del af det sjove var jo at holde det hemmeligt.
Men det år var altså kun begyndelsen. Den næste jul valgte vi en familie, hvis datter havde været på hospitalet 11 gange det år, og en anden familie, hvor moderen havde kræft. Hold da op – jeg anede ikke, at nogle mennesker havde det så hårdt.
Nu hvor det snart er jul igen, har vi besluttet at hjælpe tre familier. Det sværeste er at udvælge dem. Der synes altid at være så mange mennesker, som kunne trænge til lidt juleglæde.
Og min egen ønskeseddel? Den bliver kortere og kortere for hvert år, der går. Jeg har så travlt med at lægge planer som hemmelig gavegiver, at jeg ikke har ret meget tid til at tænke på mig selv. Der skal vælges gaver og lægges strategier.
Men én ting er sikker – det er dejligt at gøre noget for andre. Der er intet bedre, end den følelse jeg får, når jeg ser overraskelsen og glæden hos de mennesker, som vi hjælper. Det bedste ved julen er nu blevet det at give.
Illustrationer: Matt Smith. Foto: Busath Photography.