Plads i herberget
»Plads i herberget« blev oprindelig trykt i Christmas Treasures, Deseret Book, 1994.
En klar, frisk vintereftermiddag vendte vi vores vogn mod missionshjemmet i Bordeaux i Frankrig. Det var den 24. december 1990, og vi var på vej hjem til jul.
Min hustru, Kathy, og jeg samt vore fire børn – Camey, 14 år, Brandt, 13 år, Kristen, 10 år og Derek på otte – havde netop haft en mindeværdig uge. Fordi afstandene var så store i vores mission, havde vi samlet missionærerne for at fejre julen. Eller rettere, vores familie havde kørt rundt til samtlige byer i missionen for at skabe lidt familiehygge, og børnene havde optrådt med et særligt juleprogram. Vores familie havde glædet sig sammen med missionærerne over det store privilegium at forkynde evangeliet i denne dejlige juletid.
Den sidste dag havde vi haft selskab af fire pragtfulde missionærer. Den store blå minibus var nu fuld og fyldt med julens ånd. Julesange og julehistorier fik rejsetiden til at gå hurtigere. For hver time, der gik, blev Kristen og Derek mere og mere spændte på julemorgens overraskelser. Vi kunne næsten fornemme duften af den kalkun, som et dejligt missionærægtepar var ved at tilberede til os i missionshjemmet. Luften var mættet af julestemning.
Det var først sent på eftermiddagen, at vi blev klar over, at der muligvis var et problem. Flere gange i løbet af morgenen havde vi haft problemer med at skifte gear på minibusen. Vi havde stoppet og tjekket gearolien, og alt så ud til at være i orden. Nu hvor mørket faldt på, og vores minibus stadig befandt sig to timers kørsel fra Bordeaux, holdt tredje, fjerde og femte gear helt op med at fungere.
I andet gear humpede vi ud af landevejen, som var omgivet af træer. Det ville være umuligt at nå frem til Bordeaux på den måde, så vi spejdede efter nogen, der kunne hjælpe os. Vores første håb var et lille supermarked, som var ved at lukke. Jeg spurgte, om der var en biludlejning eller en jernbanestation i nærheden. Men vi var langt fra nogen større by, så det kom der ikke meget ud af.
Jeg vendte tilbage til minibussen. Bekymringen og skuffelsen stod malet i de mindre børns ansigter. Nåede de mon ikke hjem til juleaften? Skulle de tilbringe årets største højtid i en overfyldt minibus? Nu hvor de havde bragt glæde og opmuntring til de missionærer, der tjente langt hjemmefra, skulle de så fejre deres egen jul ved en fransk landevej langt fra deres eget hjem?
Kristen vidste, hvem vi kunne henvende os til, og hun forslog straks, at vi bad. Vi havde ofte som familie bedt for dem, der havde behov for det – for missionærerne, undersøgerne, Kirkens medlemmer, vore ledere, det franske folk og vores egen familie. Vi bøjede hovedet i bøn og bad om hjælp.
Det var nu blevet mørkt. Minibussen sneglede sig frem gennem granskoven med en kondiløbers hastighed. Vi håbede på at nå frem til en lille by, som lå fem kilometer længere fremme. Kort efter fangede lygternes skær et lille vejskilt, der viste os til Villeneuve-de-Marsan.
Vi havde ofte kørt ad den tosporede vej fra Pau til Bordeaux, men vi var aldrig før kørt fra til den lille landsby Villeneuve-de-Marsan. Da vi humpede ind i den lille by, så den ud som så mange andre franske landsbyer. Huse og små værksteder lå tæt sammen langs den smalle vej, der førte ind til byen. Folk havde lukket deres vinduesskodder tidligt, og gaderne lå mørke og øde hen. Lyset fra den gamle katolske kirke i centrum af byen viste det eneste tegn på liv, mens de glitrede i forventning om den traditionelle midnatsmesse. Vi trillede forbi kirken, og minibussen tøvede og stoppede. Heldigvis befandt vi os foran en smuk kro. Der var lys, og vi mente, at det var vores sidste chance for at få hjælp.
For ikke at overvælde dem, der befandt sig i kroen, blev Kathy, Camey og missionærerne ude i minibussen, mens jeg tog de tre yngste børn med ind. Jeg forklarede vores situation til den unge dame i receptionen. Hun kunne se mine børns triste ansigter, og hun bad os venligt om at vente, mens hun fik fat i kroværten, monsieur Francis Darroze.
Camey kom ind for at se, hvordan det gik. Mens vi ventede på, at monsieur Darroze skulle komme, bad jeg en stille takkebøn. Vi nåede måske ikke tilbage til Bordeaux i aften, men det var godt, at vor himmelske Fader havde ført os til et rent hotel! Jeg skuttede mig ved tanken om, hvor let vi kunne være kommet til at tilbringe natten i en minibus i en afsidesliggende egn af Frankrig. Jeg fik øje på en restaurant i lokalet ved siden af og undrede mig over, at den var åben juleaften. Vi kunne få et godt måltid mad, et varmt bad og en bekvem seng.
Monsieur Darroze trådte ind, iført den traditionelle franske kokkebeklædning, med den dobbeltradede kokkejakke knappet helt op til hagen. Han var hotellets ejer og en betydningsfuld mand i byen. Hans lune øjne og venlige smil signalerede, at han også var en gentleman.
Jeg fortalte ham om vores dilemma, at vi var ti mennesker i minibussen, som skulle til Bordeaux. Da han bemærkede min accent, tilføjede jeg, at vi var amerikanere, og med en enkelt sætning fortalte jeg ham, hvad vi lavede i Frankrig.
Han ville gerne hjælpe os. Små 16 kilometer derfra lå der en mellemstor by med en aktiv jernbane. Han ringede og forhørte sig om det næste tog til Bordeaux, men erfarede, at det næste først gik kl. 10.15 første juledag. Alle biludlejningerne i denne større by var lukket.
Skuffelsen stod mejslet i mine børns ansigter. Jeg spurgte monsieur Darroze, om han havde plads i herberget, så vores familie og de fire missionærer kunne overnatte der. Skønt vi ikke kunne nå hjem, så var det dog i det mindste en velsignelse at have fundet så gode overnatningsmuligheder.
Monsieur Darroze kiggede på børnene. Han havde kun kendt os i få minutter, men hans hjerte var rørt af det broderskab, som overstiger alle grænser og gør os til én stor familie. Julens ånd fyldte hans sjæl. »Mr. Andersen,« sagde han, »selvfølgelig har jeg værelser, som De kan leje. Men De skal da ikke tilbringe juleaften her på kroen. Børnene bør være hjemme og vente på julemorgens overraskelser. Jeg låner Dem min bil, så De kan nå til Bordeaux i aften.«
Hans betænksomhed gjorde mig ganske paf. De fleste mennesker ville betragte fremmede, og da især udlændinge som os, med en vis mistro. Jeg takkede ham, men forklarede, at vi var ti mennesker, og at en lille fransk bil ikke ville være stor nok.
Han tøvede et kort øjeblik, men hans tøven førte ikke til, at han trak tilbuddet tilbage, tværtimod.
»Jeg har en gammel varevogn på min gård, som ligger 16 kilometer herfra. Vi anvender den til markarbejde, og den har kun to sæder foran. Den kan højest køre 70 km/t, og jeg er ikke sikker på, at varmeapparatet virker. Men hvis De vil låne den, skal jeg gerne køre Dem ud til gården efter den.«
Børnene sprang af glæde. Jeg stak hånden i lommen efter kontanter eller kreditkort. Han rystede hurtigt på hovedet og gjorde en afværgende bevægelse med fingeren.
»Nej,« sagde han. »Det skal jeg ikke have noget for. De kan levere vognen tilbage, når De får tid efter jul. Det er juleaften. Kør De nu Deres familie hjem.«
Kort efter midnat dukkede Bordeaux’ lys op i horisonten. Børnene og missionærerne var faldet i søvn bag i kroværtens varevogn. Mens vi kørte gennem de velkendte gader til vores hjem, takkede Kathey og jeg vor kærlige himmelske Fader for vores julemirakel. På et tidspunkt, hvor kun han kunne føre os hjem, havde han hørt vore bønner.
Vi var hjemme juleaften, selv om der var plads i herberget i Villeneuve-de-Marsan.
Illustrationer: Richard Bird
Monsieur Darroze rystede hurtigt på hovedet og gjorde en afværgende bevægelse med fingeren. Julegavmildhedens ånd fyldte hans sjæl. »Nej,« sagde han. »Det skal jeg ikke have noget for.«