Se hvilken kærlighed Jesus har vist mod mig
Fra en tale til tempeltjenere i templet i Salt Lake City, den 24. november 1985.
En af vore yndlingssalmer taler om vores forbløffelse over Kristi kærlighed til os.1 Når vi tænker over Kristi liv, forundres vi hele tiden. Vi forundres over hans førjordiske rolle som Jahve, Faderens udsending, jordens Skaber, menneskeslægtens vogter. Vi forundres over hans komme og omstændighederne omkring hans fødsel.
Vi forundres over, at han i en alder af 12 år allerede var ude i sin Faders ærinde. Vi forundres over hans gernings formelle indledning, hans dåb og åndelige gaver.
Vi forundres over, at Jesus uddrev og besejrede det ondes kræfter overalt, hvor han kom, mens han fik de lamme til at gå, de blinde til at se, de døve til at høre, og de syge til at rejse sig. Når jeg tænker over Frelserens gerninger, spekulerer jeg: »Hvordan gjorde han det?«
Han er tilgivende
Men jeg forundres mest over det øjeblik, hvor Jesus, efter at have vaklet op til toppen af Golgata med sin tunge byrde, sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).
Hvis der nogen sinde er et øjeblik, hvor jeg virkelig forundres, så er det over dette. Når jeg tænker over, at han bar vægten af alle vore synder og tilgav dem, der naglede ham til korset, spørger jeg ikke: »Hvordan gjorde han det?« men »Hvorfor gjorde han det?« Når jeg gransker mit liv i lyset af hans barmhjertighed, så indser jeg, i hvor høj grad jeg fejler i at gøre, så meget som jeg burde for at følge Mesteren.
I mine øjne er dette en højere orden af undren. Jeg er forundret over hans evne til at helbrede de syge og opvække de døde, idet jeg har haft en smule erfaring med helbredelse. Vi er alle svagere kar, men vi har set Herrens mirakler gentaget i vores eget liv og i vore egne hjem og med vor egen del af præstedømmet. Men barmhjertighed? Tilgivelse? Forsoning? Forlig? Det er ofte en helt anden sag.
Hvordan kunne han tilgive sine bødler i det øjeblik? Skønt han led al den smerte, og skønt blodet flød fra hver en pore, så tænkte han stadig på andre. Det er blot endnu et forbløffende bevis på, at han virkelig var fuldkommen og ønsker, at vi også skal være det. Inden han nævnte vores fuldkommenhedsmål i sin bjergprædiken, fremførte han en slags sidste betingelse. Han sagde, at I alle skal »elsk[e] jeres fjender og bed[e] for dem, der forfølger jer« (Matt 5:44).
Det er noget af det sværeste at gøre.
Jesus Kristus var det reneste og eneste fuldkomne menneske, som nogensinde har levet. Han er det det menneske i hele verden, fra Adams dage og op til vort tid, der mest af alle fortjener tilbedelse og respekt og beundring og kærlighed, og dog blev han forfulgt, svigtet og slået ihjel. Men trods alt det ville han ikke fordømme dem, der forfulgte ham.
Han er det fuldkomne offer
Da vore første forældre, Adam og Eva, var blevet uddrevet af Edens have, befalede Herren dem »at de skulle tilbede Herren deres Gud og … bringe de førstefødte af deres flokke som offer til Herren« (Moses 5:5). Englen fortalte Adam: »Dette er et sindbillede på Faderens Enbårnes offer, han som er fuld af nåde og sandhed« (Moses 5:7).
Ofringer tjente som en konstant påmindelse om den ydmygelse og lidelse, som Sønnen skulle betale for at løskøbe os. Det var en konstant påmindelse om den sagtmodighed og barmhjertighed og mildhed – ja, den tilgivende adfærd – som skulle kendetegne ethvert kristent liv. Af alle disse årsager og flere andre blev de førstefødte lam, som var rene og uplettede og på enhver måde fuldkomne, ofret på de stenaltre år efter år og generation efter generation for at rette vores blik fremad mod det store Guds Lam, hans Enbårne Søn, hans Førstefødte, som var fuldkommen og uplettet.
I vores uddeling modtager vi nadveren – en symbolsk ofring, der afspejler vores sønderknuste hjerte og angergivne ånd (se L&P 59:8). Når vi tager del i nadveren, lover vi »altid [at] erindre ham og holde hans befalinger … så [vi] altid må have hans Ånd hos [os]« (L&P 20:77).
Disse symboler på Herrens offer, hvad enten det er fra Adams tid eller vor egen, skal hjælpe os med at huske at leve fredsommeligt og lydigt og barmhjertigt. Disse ordinancer skal hjælpe os med at huske at vise Jesu Kristi evangelium i vores langmodighed og menneskelige venlighed mod hinanden, som han viste det for os på korset.
Men for få har igennem århundrederne anvendt disse ordinancer på den rette måde. Kain var den første, der bragte et uantageligt offer. Som profeten Joseph Smith bemærkede: »Abel [bragte] et offer af sin floks førstefødte til Gud, hvilket offer blev antaget. Kain ofrede af jordens frugter og blev forkastet, fordi han …kunne ikke udøve en tro, som var imod himlens plan. Den enbårnes blod måtte udgydes for at sone for menneskenes fald, for dette var forløsningsplanen, og uden blodsudgydelse var der ingen forladelse. Da nu ofring blev indstiftet som et forbillede eller sindbillede, for at mennesket bedre kunne lære at forstå det store offer, som Gud havde bragt, så kunne en tro i modsætning til denne plan ikke udøves, fordi forløsningen ikke kan tilvejebringes på nogen anden måde; forsoningens kraft kan heller ikke gøres virksom efter nogen anden orden … Det er ganske afgjort, at udgydelsen af et dyrs blod ikke ville nytte noget menneske, hvis det ikke blev gjort som et sindbillede eller som forklaring på, hvad der skulle ofres gennem selve Guds gave.«2
Og i vore dage er der andre, som lidt Kain-agtigt vender hjem efter at have modtaget nadveren blot for at skændes med et familiemedlem eller lyve eller bedrage eller blive vred på sin næste.
Samuel, en israelitisk profet, bemærkede, hvor nyttesløst det er at bringe ofre uden at ære ofringens betydning. Da Saul, som var Israels konge, havde trodset Herrens instrukser ved at hjembringe »de bedste får og okser [fra amalekitterne] for at ofre dem til Herren [sin] Gud«, råbte Samuel: »Vil Herren hellere have brændofre og slagtofre end lydighed mod Herren? Nej, at adlyde er bedre end offer, at lytte er bedre end vædderes fedt« (1 Sam 15:15, 22).
Saul frembragte ofre uden at fatte betydningen af sit offer. Sidste dages hellige, som trofast overværer nadvermøder, men ikke bliver mere barmhjertige eller tålmodige eller tilgivende af det, minder meget om ham. De udfører ordinancens elementer uden at have en forståelse for hensigten med indstiftelsen af disse ordinancer. Disse hensigter er at hjælpe os med at være lydige og milde i vores søgen efter tilgivelse for vore synder.
Ihukom hans offer
For mange år siden sagde ældste Melvin J. Ballard (1873-1939), at Gud »er en nidkær Gud – nidkær for at vi aldrig skal ignorere eller glemme eller betragte hans største gave til os som ubetydelig«3 – nemlig hans Førstefødte Søns liv.
Hvordan sikrer vi os så, at vi aldrig ignorerer eller forkaster eller glemmer hans største af alle gaver til os?
Det gør vi ved at vise vores ønske om at opnå forladelse for vore synder og vores taknemlighed for den tapreste af alle bønner: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Vi gør det ved at være med til at tilgive synder.
»›Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov‹ (Gal 6:2) [befalede Paulus os] … Kristi lov, som det er vor pligt at overholde, består i at bære korset. Min brors byrde, som jeg skal bære, er ikke blot hans ydre situation [og omstændigheder] … men helt bogstaveligt hans synd. Og den eneste måde at bære den på er ved at tilgive den … Tilgivelse er den kristuslignende lidelse, som det er den kristnes pligt at bære.«4
Grunden til at Kristus sagde: »Fader, tilgiv dem« er helt sikkert, at han selv i den frygtelige stund vidste, at det var det budskab, som han kom fra evighederne for at forkynde. Hele frelsesplanen havde været tabt, hvis han havde glemt, at det ikke var på trods af uretfærdighed og brutalitet og uvenlighed og ulydighed, men netop på grund af dem, at han var kommet for at tilbyde menneskeslægten tilgivelse. Enhver kan være venlig og tålmodig og tilgivende på en god dag. En kristen skal være venlig og tålmodig og tilgivende alle dage.
Er der nogen, som I kender, der måske har brug for tilgivelse? Er der nogen i jeres hjem, nogen i jeres familie eller nogen i jeres nabolag, som har gjort noget uretfærdigt eller uvenligt eller ukristent? Vi er alle skyldige i sådanne overtrædelser, så der må bestemt stadig være nogen, der har brug for jeres tilgivelse.
Og lad nu være med at spørge, om det er retfærdigt, at den krænkede skulle bære den byrde at tilgive overtræderen. Spørg ikke, om »retfærdigheden« ikke kræver, at det er lige omvendt. Når det gælder vore egne synder forlanger vi ikke retfærdighed. Det, vi trygler om, er barmhjertighed – og det er det, vi skal vise andre.
Kan vi ikke se ironien i at nægte andre det, som vi så inderligt trænger til selv? Den ædleste og helligste og reneste handling ville måske være at kunne sige, midt i andres uvenlighed og uretfærdighed, at I nu endnu inderligere »elsker jeres fjender, velsigner dem der forbander jer, gør godt mod dem, der hader jer og beder for dem, der med ringeagt udnytter og forfølger jer.« Det er fuldkommenhedens krævende vej.
Et glædeligt gensyn
Jeg mindes, at jeg for nogle år siden så et drama udspille sig i Salt Lake International Airport. Den dag ankom jeg med et fly og trådte ind i ankomsthallen. Det stod straks klart, at en missionær skulle til at vende hjem, for lufthavnen var fuld af mennesker, der tydeligvis var venner og familie til en missionær.
Jeg forsøgte at udpege den nærmeste familie. Der var en far, som ikke så særlig veltilpas ud i sit dårligt tilpassede og lidt umoderne jakkesæt. Han så ud til at være landmand med garvet hud og hænder, der var mærket af hårdt arbejde.
Der var en mor, som var ganske tynd og så ud, som om hun havde arbejdet hårdt hele sit liv. I hånden havde hun et lommetørklæde – og jeg tror, at det engang var et linnedslommetørklæde, men nu lignede det nærmest et papirlommetørklæde. Det var næsten trevlet op af den spændte forventning, som kun en mor til en hjemvendende missionær kender.
To eller tre yngre søskende pilede rundt og bemærkede knap nok den scene, som udspillede sig.
Jeg begyndte at spekulerede på, hvem der først ville bryde ud af velkomstgruppen. Et blik på moderens lommetørklæde overbeviste mig om, at det nok blev hende.
Mens jeg sad der, fik jeg øje på den hjemvendende missionær. De begejstrede hvin fra flokken fortalte mig, at det var ham. Han lignede hærføreren Moroni, ren og flot og rank og høj. Han var uden tvivl bekendt med de ofre, som hans forældre havde ydet for hans mission.
Da han nærmede sig gruppen, var der ganske rigtig en, som ikke kunne vente længere. Men det var ikke moderen, og det var heller ikke nogen af børnene. Det var faderen. Den store, let klodsede, stille, solbrune kæmpe stormede frem og greb sin søn i sine arme.
Missionæren har nok været omkring 1,88 m, men denne store far greb ham, løftede ham op fra jorden og knugede ham ind til sig i lang, lang tid. Han holdt ham bare og sagde ikke noget. Drengen lagde begge arme om sin far, og de krammede hinanden. Det var, som om evigheden stod stille. Det syntes, som om hele verden tav stille i respekt for så helligt et øjeblik.
Og så kom jeg til at tænke på Gud den Evige Fader, der så sin Søn drage ud for at tjene, for at yde et offer, som han ikke behøvede at yde, for selv at betale udgifterne, så at sige, udgifter, som ville koste ham alt, hvad han havde sparet et helt liv for at kunne give. I det dyrebare øjeblik var det ikke svært at forestille sig Faderen, der bevæget sagde til de nærmeste: »Det er min elskede Søn i ham har jeg fundet velbehag« (Matt 3:17). Og det var også muligt at forestille sig Sønnen, der vendte hjem i triumf og sagde: »Det er fuldbragt« (Joh 19:30). »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd« (Luk 23:46).
Himmelsk kærlighed.
Selv med min begrænsede fantasi, kan jeg forestille mig det gensyn i himlen. Og jeg beder til, at I og jeg må opleve et lignende gensyn. Jeg beder om forsoning og tilgivelse og barmhjertighed og for den kristne vækst og kristne karakter, som vi skal udvikle, hvis vi vil opleve sådan et øjeblik fuldt ud.
Jeg forundres over, at der selv for et menneske som mig er en chance. Hvis jeg har forstået »det gode budskab« korrekt, så er der faktisk en chance – for mig og for jer og for enhver, som er villig til at blive ved med at håbe og blive ved med at prøve og som under andre det samme privilegium.
Ja, ofte jeg tænker på sårene i hans kød,
de smerter han led for at frelse min sjæl fra død …
Lovsyng da hans hellige navn og forkynd hans pris
blandt slægter på jorden på himmelske engles vis.
Kom så, lad jer frelse ved lydighed til hans bud,
så budskabet lyder, som sendes i verden ud …
o, hvilken kærlighed, himmelsk kærlighed.5
Af alle disse årsager og flere andre blev de førstefødte lam, som var rene og uplettede og på enhver måde fuldkomne, ofret på de stenaltre år efter år og generation efter generation for at rette vores blik fremad mod det store Guds Lam, hans Enbårne Søn, hans Førstefødte, som var fuldkommen og uplettet.
Hvordan sikrer vi os, at vi aldrig ignorerer eller forkaster Guds største gave til os – nemlig hans Førstefødtes liv? Det gør vi ved at vise vores ønske om at opnå forladelse for vore synder og vores taknemlighed for den tapreste af alle bønner: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Vi gør det ved at være med til at tilgive synder.
Skulptur af Dee Jay Bawden; foto af skulptur: Robert D. Talbot; Iconbronze.com
Skulptur af Dee Jay Bawden; foto af skulptur: Robert D. Talbot; Iconbronze.com
Skulptur af Steven Lloyd Neal; foto: John Luke