Kom til templet
Da Benedito Carlos do Carmo Mendes Martins besluttede at tage sin familie med til det nærmeste tempel i 1992, skulle han bruge 15 dages ferie fra arbejdet for at foretage den lange rejse fra sit hjem i Manaus i det nordlige Brasilien. Men det var en travl tid for hans firma, og hans chef afviste at give ham fri.
Da familien havde forberedt sig, ydet ofre og sparet penge op til rejsen, bad de om, at de på en eller anden måde alligevel ville kunne komme af sted. Deres bønner blev snart besvaret.
»Dagen inden rejsen fik jeg at vide, at jeg havde indvoldsorm,« sagde bror Martins. »Jeg var lykkelig for at være syg!«
Hans læge foreskrev straks medicin og to ugers sygeorlov fra arbejdet. Loven krævede, at hans chef gav ham den orlov. Næste dag tog familien af sted til templet.
»Jeg tog min medicin med mig, og jeg fik indsprøjtninger på rejsen,« sagde bror Martins. Da han vendte hjem, var indvoldsormene væk.
»Jeg vendte hjem med en tro på og et vidnesbyrd om templets ordinancer,« sagde han, »især den ordinance, hvor jeg blev beseglet til min hustru og vore tre børn.«
Inden Manaus blev en del af Caracas tempeldistrikt i Venezuela i 2005, lå det nærmeste tempel i São Paulo flere tusinde kilometer derfra i det sydøstlige Brasilien. Nogle sidste dages hellige i Manaus var så fast besluttet på at komme i templet, at de solgte deres hjem, deres biler, arbejdsredskaber – ja, alt af værdi – for at skaffe penge.
For at nå til São Paulo måtte medlemmerne sejle med skib på Rio Negro til dens sammenløb med Amazonfloden og derfra øst på til Rio Madeira – en afstand på 115 km. Derefter rejste de mere end 965 km sydvest på Rio Madeira til byen Pôrto Velho. Der steg de så ombord i nogle busser og kørte 2.400 km til São Paulo. Efter at have tjent i Herrens hus foretog de den syv dage lange hjemrejse.
Da de hellige fra Manaus beredte sig på deres første rejse til templet i Caracas, var de så lykkelige, at de udbrød: »Nu tager det os kun 40 timer at komme i templet!« For at nå til Caracas måtte de hellige udholde en 1.600 km lang busrejse, som omfattede en køretur gennem ubeboede egne af Amazonjunglen og et skift fra en større til en mindre bus ved Brasiliens grænse til Venezuela. Afstanden var blevet mindre, men rejsen krævede stadig store økonomiske ofre, og nu kom udgifterne til pas oveni.
Da de hellige begav sig af sted på rejsen, sang de: »Rise, Ye Saints, and Temples Enter«.1 For at bevare ærbødigheden og holde formålet med rejsen for øje, afholdt de firesides i bussen og så kirkefilm, som fx Herrens bjerg.
I en rejseskildring, som blev samlet af dem, der deltog i den første tempelrejse, mindedes Kirkens medlemmer deres velsignelser, ikke deres ofre. Én søster skrev: »I dag skal jeg i templet for første gang. I går fejrede jeg mit 20 års jubilæum som medlem af Kirken – så mange timer, dage og år, som er gået med at vente og forberede mig. Mit hjerte er fyldt af taknemlighed og glæde for mine venner, præstedømmeledere og især Jesus Kristus, hans forsoning og denne mulighed for at tage til min himmelske Faders hus.«
En bror, som blev beseglet til sin hustru og deres børn på den tur, sagde, at templet gav ham et glimt af evigheden. »Jeg nærer ingen tvivl om, at hvis vi holder de pagter, som vi indgår i templet, opnår vi et lykkeligere og rigere liv,« skrev han. »Jeg elsker min familie, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at være sammen med dem i det celestiale rige.«
Manaus-missionen i Brasilien blev oprettet den 1. juli 1990 for at føre evangeliet til de seks stater i det nordlige Brasilien. På det tidspunkt var Kirken forholdsvis ukendt i de stater og havde kun få medlemmer der. Men som Herren udtalte i Mormons Bog, så vil de, der omvender sig og kommer til ham, blive regnet blandt hans folk i de sidste dage (se 3 Ne 16:13).
I dag er der otte stave i byen Manaus i staten Amazonas, yderligere stave i de øvrige stater og syv distrikter inden for missionens grænser. Når jeg tænker over Kirkens vækst og den rolle, som templer spiller for Herrens indsats for at samle sine børn, ledes mine tanker til hans løfte i Mormons Bog: »Ja, og da skal værket begynde med Faderen som den, der bereder den vej, hvorved hans folk kan blive samlet hjem til deres arveland« (3 Ne 21:28).
Som missionspræsident i Manaus fra 1990 til 1993 så jeg mange af amazonfolkene tage imod Jesu Kristi gengivne evangeliums principper, slutte sig til Kirken og »optages i pagten« (3 Ne 21:22). Som følge deraf begyndte præstedømmets magt at velsigne deres tilværelse og deres familier – i særdeleshed gennem templets ordinancer.
Kirkens medlemmer i det nordlige Brasilien jublede i maj 2007, da Det Første Præsidentskab bekendtgjorde, at et tempel, Brasiliens sjette, skulle opføres i Manaus. For familien Martins og det stigende antal sidste dages hellige i det nordlige Brasilien er det en stor velsignelse at få et tempel i Manaus. Men for mange sidste dages hellige rundt om i verden kræver det stadig store ofre at besøge templet.
Må de af os, som bor i nærheden af et tempel vise vores taknemlighed ved at øge vores tempeldeltagelse. Og må vi, ligesom de hellige i det nordlige Brasilien, følge nefitternes eksempel, da de »arbejdede overordentlig hårdt« for at samles ved templet, »for at de … kunne være på det sted, hvor Jesus ville vise sig for mængden« (3 Ne 19:3).
Illustration af Steve Kropp.
Tegning af templet i Manaus i Brasilien: Craig Lofgreen
Arkitekttegning af det tempel, som skal opføres i Manaus i Brasilien.