Historier og vidnesbyrd omkring lejrbålet
»Forkynd derfor det, som I har hørt og virkelig tror på og ved er sandt« (L&P 80:4).
Ring, ring! Det var klokken, der ringede ud efter sidste time fredag eftermiddag. Jeg sprang op fra mit bord og løb hen til døren. Min ven Kent havde inviteret mig og to andre drenge til at ligge i telt i hans have den aften. Jeg havde glædet mig til det i to uger.
Da jeg kom hjem fra skole, samlede jeg sovepose, pude, lygte, tegneserier og en pose slik sammen. Da jeg nåede hen til Kents hus, var han og hans far ved at brede teltdugen ud. Vi skiftedes til at hamre de pløkker, der holder teltet fast, i jorden.
Så lavede Kents far hamburgere på grillen, og vi legede skjul i skoven. Så snart solen gik ned, tændte vi vores lygter og gik på opdagelse.
Nogen tid senere kaldte Kents mor os tilbage fra skoven og sagde, at det var tid at gå i seng i teltet. Vi løb ind i teltet, bredte vores soveposer ud og lagde os godt til rette. Snart delte vi slik og lyttede til nogle af Kents utrolige eventyr. Kent gjorde os altid til helte i sine historier. Vi kunne altid flyve, og vi reddede altid verden.
Da klokken blev mange, blev vi alle trætte og begyndte at falde i søvn. Jeg kunne høre fårekyllingerne, der kvidrede i natten, og et tog, der kørte forbi i det fjerne. Jeg kom til at tænke på Kents historier. Jeg blev klar over, at selv om Kent havde fortalt mig mange gode historier, så var der en vigtig historie, som han ikke kendte. Det var den sande historie om Joseph Smith og evangeliets gengivelse. Jo mere jeg tænkte over det, desto mere følte jeg, at jeg burde fortælle den særlige historie til min ven.
»Er du vågen, Kent?«
»Ja. Hvad er der?«
Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og jeg følte mig lidt nervøs, men jeg talte videre.
»Jeg tænkte bare på noget. Tror du på Gud?«
»Ja, selvfølgelig,« sagde han.
»Tror du på profeterne i Bibelen?«
»Ja,« sagde Kent, mens han satte sig op i soveposen.
»Hvad ville du sige, hvis jeg fortalte dig, at der er en levende profet på jorden i dag, ligesom på Bibelens tid?«
»Hvad mener du – en profet ligesom Moses?«
»Ja, det er lige netop det, jeg mener.«
»Hmm, det var da noget nyt,« sagde han. »Fortæl mig om det.«
Min nervøsitet forsvandt, og i stedet følte jeg en begejstring, der voksede. Jeg fortalte Kent om profeten Joseph Smith, og om hvordan evangeliet blev gengivet til jorden. Jeg fortalte ham om den levende profet og de tolv apostle, som er på jorden i dag.
Da jeg var færdig, spurgte jeg Kent, hvad han mente om det.
Han var stille i nogle minutter. »Jeg synes, at det er en fantastisk historie, som jeg må tænke lidt over. Tror du virkelig på det?«
»Ja, det gør jeg virkelig.« Jeg følte en varme i brystet, og jeg vidste, at jeg havde sagt det, som min himmelske Fader ville have, at jeg skulle sige. Jeg bad en stille bøn om, at Kent selv måtte finde ud af, at det, jeg havde sagt, var sandt.
Senere fandt jeg ud af, at Kent faktisk havde bedt for at få et svar. Han fortalte også sine forældre om det, han havde hørt. Kort efter undersøgte Kents familie evangeliet og blev undervist af missionærerne. Det varede ikke længe, før hele Kents familie blev døbt og bekræftet som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Selv om der er gået mange år siden dengang, er Kent og jeg stadig rigtig gode venner. Vi har begge været på mission, og vi gik på Brigham Young University sammen. Jeg er så glad for, at jeg gav mig tid til at fortælle min ven om evangeliet.
Illustreret af Richard Hull