Budskaber fra Lære og Pagter
Dette er vores religion … at frelse sjæle
En populær salme, som vi ofte synger til præstedømmemøder, er »Kom, Israels ældster«, med tekst af Cyrus H. Wheelock. Tredje vers lyder:
Så kalder på store og kalder på små
at omvende sig og i dåben nedgå
Ja, kalder på hedning og jøde til fest,
indbyd dem fra Jesus at blive hans gæst.1
Lørdagen før oktoberkonferencen 1856 ankom ældste Franklin D. Richards og en håndfuld hjemvendte missionærer til Saltsødalen. De gjorde præsident Brigham Young opmærksom på, at flere hundrede pionerer, mænd, kvinder og børn, var spredt langs den lange rute til dalen og stod over for en tidlig vinter. De var sultne, og mange håndkærrer og vogne var brudt sammen. Folk og dyr omkom. De ville alle omkomme, hvis man ikke kom dem til undsætning.
Søndag morgen pålagde præsident Young alle dem, der skulle tale den dag og i løbet af resten af konferencen, som fulgte, om at tale om pionerernes strabadser. I sin tale sagde han:
»Dette er min religion; det er den tilkendegivelse fra Helligånden, som jeg besidder. Det er at frelse folket …
Jeg vil sige til jer alle, at jeres tro, religion og trosbekendelser ikke vil frelse én eneste af jer i vor Guds celestiale rige, medmindre I efterlever sådanne principper, som jeg nu underviser jer i. Drag ud og hent de mennesker, der nu befinder sig på prærien.«2
Cyrus H. Wheelock var til stede ved de møder. Han deltog i den første redningsekspedition, som drog ud fra Salt Lake City den 7. oktober for at søge efter de hellige, som var spredt på prærien.
Senere meddelte George D. Grant, som var leder for redningsholdet, til Brigham Young: »Det nytter ikke meget, at jeg forsøger at beskrive disse menneskers situation, for du hører det nok fra [andre] du kan nok forestille dig mellem fem- og sekshundrede mænd, kvinder og børn, der er fuldstændig udslidte af at trække håndkærrer gennem sne og mudder; som besvimede langs ruten; som faldt om, gennemfrosne af kulde; børn, der græder, fordi deres lemmer er stive af kulde, deres fødder bløder, og nogle af dem må gå med bare tæer i sne og frost. Synet var næsten for meget for selv de mest hårdføre af os; men vi fortsætter med at gøre, hvad vi kan, uden at tvivle eller fortvivle.«3
Måske har bror Wheelock haft »Kom, Israels ældster« i tankerne under de vanskelige dage i 1856. Redningsholdet drog jo ud for at hente de trætte, sultne og frysende. De muntrede dem op og viste dem vej til Zion i Saltsødalen.
At frelse mennesker
I vore dage, hvor vi med jetfly kan rejse fra Europa til Salt Lake City på mindre end en dag, har situationen og forholdene ændret sig drastisk. Men præsident Youngs udtalelse har ikke ændret sig – det er stadig vor religion at frelse mennesker. Som medlemmer af Herrens kirke er vi altid underlagt den forpligtelse at redde dem, som lider åndeligt og fysisk. Som Herren sagde til ældsterne i den tidlige genoprettede kirke: »Og husk i alle forhold de fattige og de trængende, de syge og de plagede, for den, der ikke gør dette, han er ikke min discipel« (L&P 52:40).
Vi ønsker at være Herren Jesu Kristi sande disciple. Vi erklærer, at vi elsker Gud og ønsker at følge hans befalinger. Hver søndag fornyer vi vores dåbspagt, tilbeder Gud ved vore møder og priser ham for de mange velsignelser, han skænker os. Kong Benjamins påmindelse gælder stadig: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:17).
Når Herren ønsker at velsigne nogen eller hjælpe en nødlidende sjæl, sender han ofte en nabo, ven eller slægtning. Det er en af de måder, hvorpå han sender støtte og frelse til andre. Derved hjælper han os til at forstå det store bud: »Du skal elske din næste som dig selv« (Matt 22:39).
Er der noget at sige til, at det ofte er os, der nyder bedst af, at vi hjælper andre? Herren har lovet: »Den, der svinger sin segl af al sin kraft, han samler et forråd, så han ikke fortabes, men bringer sin sjæl frelse« (L&P 4:4). At bringe frelse til andre betyder, at vi bringer vores egen sjæl frelse.
Hold øjnene åbne
Der er mange måder, hvorpå vi kan række hånden ud til andre og hjælpe dem, der lider fysisk og åndeligt? Hvis vi går gennem livet med åbne øjne, viser Herren os muligheder for at velsigne andre og os selv.
For nylig deltog jeg i en konference for Kirkens humanitærhjælpsmissionærer i Jordan. Mens jeg talte med dem, bemærkede jeg to søstre, som strikkede. De fortalte mig, at de strikkede huer til nyfødte. I den nordlige del af hovedstaden Amman ligger et hospital, der i gennemsnit har 50 fødsler om dagen. Befolkningen er meget fattig. Efter fødslen sendes mødre og børn hjem til deres egne huse, som ikke er opvarmede. Mange af disse spædbørn lider af forskellige sygdomme og dør på grund af nedkøling. Jeg bad om to prøver på deres strikkede huer.
Da jeg vendte hjem, tog min hustru de to huer med til Hjælpeforeningen. Det satte et mirakel i værk – som det så ofte sker ved vore hjælpeforeningsmøder rundt om i verden. I julen begyndte mange søstre i de omkringliggende menigheder at strikke og sy huer til spædbørn. De gjorde det alene, sammen med venner, hjemme eller ved kirkeaktiviteter.
En dag spurgte jeg en ven, hvordan han havde det. Med et glimt i øjet svarede han: »Jeg er ›offer‹ for babyhuer. Vi taler om babyhuer døgnet rundt. Vi er omgivet af dem.« En søster ringede og spurgte mig: »Er det ikke varmt i Mellem-østen?« Da jeg forsikrede hende om, at der var brug for huerne, gik hun straks i gang.
Da jeg vendte tilbage til Jordan, havde jeg mere end 800 babyhuer i mine kufferter. Da vi overrakte dem til seniorkonsulenten på hospitalets fødegang, betragtede han dem som en gave fra Gud. Jordan havde netop oplevet sin koldeste vinter i 16 år, med temperaturer langt under frysepunktet.
Ræk hånden ud til andre
At række hånden ud og hjælpe andre er ikke begrænset af alder, helbredstilstand, tid, færdigheder eller økonomiske ressourcer. Enhver, som har ønsket om det, kan hjælpe andre, der er i nød. Vi kan være med til at organisere velfærdsprojekter. Vi kan give et gavmildt fasteoffer. Vi kan besøge og trøste en syg ven. Vi kan invitere en, som har problemer, hjem til os. Vi kan trofast besøge de familier, vi er hjemmelærere for, og de søstre, vi er besøgslærere for. Vi kan invitere en ven, som kæmper med modgang, til vore søndagsmøder. Vi kan ledsage fuldtidsmissionærerne. Vi kan udføre slægtsforskning og tjene ofte i templet. Vi kan lytte til vore børn og børnebørn, undervise dem og opmuntre dem til at vandre i lyset.
Nogle gange er det at hjælpe så let som at bede en oprigtig bøn, foretage en opringning eller skrive en kort besked. Hvis vi har for travlt til at hjælpe en, der trænger til det, så har vi for travlt. Når vi går omkring og gør godt, følger vi Frelserens invitation:
»Jeg byder jer at være et lys for dette folk. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.
Se, tænder man et lys og sætter det under en skæppe? Nej, men på en lysestage, så det giver lys til alle, der er i huset.
Lad derfor jeres lys skinne således for dette folk, at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i himlen (3 Ne 12:14-16).
Vis andre vej til Zion og evigt liv
At række ud til andre er simpelthen at have omsorg for mennesker. Vi er ikke interesseret i tal eller statistikker, men i andre menneskers velbefindende. Hvis vi gør godt, hjælper og yder åndelig og fysisk hjælp, alt efter vores evne og formåen, viser vi automatisk andre vej til Zion. De tiltrækkes af det, vi er, og det vi repræsenterer. De bliver velsignet af det, de ser og føler. Deres vidnesbyrd grundlægges eller styrkes. Og så vil Herrens løfte give genlyd i vores sjæl:
»Vær derfor trofast; stå i det embede, som jeg har tildelt dig; bistå de svage, opløft de nedhængende hænder, og styrk de matte knæ.
Og hvis du er trofast indtil enden, skal du få en krone af udødelighed og evigt liv i de boliger, som jeg har beredt i min Faders hus« (L&P 81:5-6).
Vores religion er virkelig at redde og frelse sjæle.
Offer – George Padely, af Julie Rogers
Illustreret af Julie Rogers