En families arv af tjeneste
En paraguayansk kvindes fasthed i sin nyfundne tro blev startskuddet til en tradition af evangelisk tjeneste, som nu knytter fem generationer af hendes familie sammen.
Eulogia Diaz’ og Delio Cosme Sanchez’ børn husker dette om deres mors tjeneste som grenens primarypræsident: Dengang da Primary blev afholdt på hverdagseftermiddage, førte Eulogia en stor gruppe børn fra nabolaget – »vores lille slæng«, mindes en af hendes døtre – ud på den lange vandring til kirke hver uge. Det var lige meget, om de var medlemmer af Kirken eller ej; hvis de havde lyst og deres forældre gav lov, så tog Eulogia dem med. Hun ønskede, at så mange børn som muligt skulle nyde velsignelserne ved Primary.
Eulogias og Delios børn husker dette om deres fars tjeneste som grenspræsident: Han var altid den første i kirken søndag morgen og den sidste, der gik senere på dagen, når han havde sikret sig, at alt var i orden. Han udviste den samme hengivenhed som den første præsident for Paraguay Distrikt, da det stadig var en del af Uruguay-Paraguay-missionen.
Familiens Sanchez’ børn, der nu er midaldrende og selv har børnebørn mindes også dette: I deres forældres øjne var der aldrig en god grund til at gå glip af Kirkens møder. Familien foretog den lange vandring til kirken i regnvejr og solskin. Og i de tidlige år, hvor der var færre medlemmer i grenen, påtog familien sig mange opgaver, lige fra at undervise eller dirigere til at hjælpe med at gøre rent i kirkebygningen.
Siden da har Kirken gjort store fremskridt i Paraguay. Nu er der 10 stave og 11 distrikter med omkring 66.000 medlemmer. Landet har to missioner. Paraguay rummer en af de kun fire Beehive Clothing-fabrikker uden for USA, der fremstiller tempeltøj.
Den historiske kirkebygning, som alle elskede, den første mødesal, som Kirken opførte i landet – den, som alle kaldte »Moroni-kirken«, fordi det var navnet på en menighed, som havde til huse der – er væk. Nu står der et tempel på samme sted. Templet i Asunción i Paraguay er midtpunkt i »la Manzana Mormona« – som kan oversættes med Tempelpladsen i Paraguay.
Paraguayanske medlemmer føler sig meget velsignet på grund af fremgangen. Men ældre medlemmer har ikke glemt de ofre, som var nødvendige for at lægge grundvolden til vore dages kirke i deres land.
En arv skabes
Eulogia Diaz de Sanchez blev døbt i oktober 1960. Den lokale præst forsøgte at overtale hende til at fornægte Kirken og vende tilbage til sognet, men hun følte sig for sikker på det vidnesbyrd, hun havde modtaget, til at lade sig overtale.
Hendes mor, Castorina, blev døbt den følgende måned sammen med Eulogias datter, Liduvina. En anden datter, Lina, ville også døbes, men hendes nye mand var imod det.
Eulogias mand, Delio, blev medlem af Kirken i januar 1961. Delio, der var mekaniker, fortalte sin forretningspartner, at han ikke længere kunne arbejde om søndagen. Det accepterede hans partner beredvilligt, fordi han værdsatte den hårdtarbejdende Delio og hans bidrag til forretningen. Den beslutning kom partneren aldrig til at fortryde.
Historien om Delio og Eulogia Sanchez og deres efterkommere bekræfter eksemplets varige kraft.
»Jeg mener, at mine forældres kærlighed og tålmodighed har hjulpet os med at forkynde evangeliet hele livet,« siger Lina. Skønt hun til at begynde med ikke kunne blive døbt, tjente hun så trofast i Kirken, som man nu kan, når man ikke er medlem. Endelig i 1986, da Linas mands modstand mod Kirken var væk takket være hendes og børnenes eksempel, trådte hun glædestrålende ned i dåbens vande.
Hendes søster, Liduvina, mindes, at deres forældre konstant var optaget af at forkynde evangeliet. Der var en tid i 1970’erne, da familiens hjem, hvor den aldrende Eulogia stadig bor, også tjente som mødesal om søndagen. Udover Delios og Eulogias 60 efterkommere er der ca. 25 mennesker, som er blevet medlemmer af Kirken på grund af deres kristuslignende eksempel. Liduvina siger, at hendes forældre også var eksempler på ærlighed, og de lærte deres børn, at de aldrig skulle gøre noget, som de senere ville skamme sig over.
Delio og Eulogia var kendt for deres venlighed. Liduvina kan huske, at netop som familien skulle til at spise et måltid mad, kunne deres far komme i tanker om en eller anden og sige: »Jeg gad vide, om den eller den har et måltid mad lige nu.« Han bad så et familiemedlem om at gå hen med en tallerken mad til vedkommende, inden familien selv spiste.
I mange år boede Lina og hendes familie dør om dør med hendes forældre. Linas søn, Enrique Ojeda, siger om Delio: »Min morfar var altid et eksempel på præstedømmet – de egenskaber, som omtales i Lære og Pagter 121 [vers 41-45].« Enrique siger, at hans mormor Eulogia »er en tapper kvinde – tapper i sin tro og tapper i sit vidnesbyrd.« Mange mennesker, som ikke var medlemmer af Kirken, boede i hans bedsteforældres hjem i en periode (når Delio og Eulogia gavmildt tilbød deres hjælp), og de forlod hjemmet som medlemmer takket være deres eksempel.
Delios og Eulogias børn fulgte deres forældres eksempel, da de selv blev voksne og stiftede familie. De har også tjent i mange kaldelser i Kirken. Liduvina udførte en mission og arbejdede i mange år for Kirken i Uruguay, inden hun vendte hjem til sit fædreland Paraguay. Delios og Eulogias søn Silvio havde brug for lidt længere tid, før hans forældres eksempel også førte ham ind i Kirken, men han har også fulgt deres eksempel på tjeneste. Senere var han med til at oprette en gren i Argentina, hvor han boede en overgang.
Nye generationer
Enrique blev født det år, hvor hans morfar Delio blev døbt i Kirken. Mens han voksede op, var han ofte inde hos sine bedsteforældre, der boede lige ved siden af, eller sammen med sine mostre, der alle var aktive i Kirken. (Han kalder Liduvina for sin anden mor). Skønt hans far og mor ikke var medlemmer i hans tidlige barndom, »er mine sø-skende og jeg vokset op i Kirken«.
Han mindes, at hans far, Vicente, ikke ville have noget med Kirken at gøre – han ville end ikke tale om den. Da Vicentes børn ville give ham et eksemplar af Mormons Bog, kylede han den bogstavelig talt efter dem. Men, siger Enrique, »det var børnenes eksempel, der med tiden blødgjorde min far.« Enriques patriarkalske velsignelse lovede, at hans far ville blive medlem af Kirken på grund af sine børns eksempel. Enrique og resten af familien klyngede sig til det løfte.
I 1986, da Enriques lillebror udførte en fuldtidsmission, var deres fars modstand mod Kirken aftaget så meget, at han gav sin kone tilladelse til at blive døbt. Efter i 25 år at være kommet i kirke og tjent, som hun bedst kunne, var Lina nu endelig medlem. Hendes mand derimod var langt fra rede til at tage det skridt. I mange år gik familielivet sin gang med Vicente som den eneste, der ikke var medlem af Kirken. Men så en søndag morgen i 2002 stod Vicente op og tog sit jakkesæt på og var klar til at gå i kirke – parat til at blive undervist. Han blev døbt kort efter, og han og hans hustru blev beseglet i templet i 2003.
I dag har Enriques generation børn, der vokser op i Kirken og følger i deres egne forældres fodspor. Eulogias og Delios efterkommere i Kirken omfatter seks børn, 18 børnebørn (hvoraf 4 har udført missioner) og 23 oldebørn – indtil videre. De valg, som disse oldebørn træffer, formes af den undervisning, som de modtager i deres hjem.
Enriques 19-årige datter, Adriana, siger, at man selvfølgelig altid vil møde fristelser i livet. Hun siger, at når hun og hendes søskende står over for dem: »Så træffer vi de valg, vi gør, på grund af vore vidnesbyrd.« Hendes 18-årige søster, Vivian, tilføjer, at når venner og bekendte undrer sig over, at de ikke ryger eller drikker eller tager del i nogle af de andre vaner, som deres venner har tillagt sig, er muligheden for at forklare deres standarder samtidig en mulighed for at missionere.
William Da Silva på 19 er et andet af Eulogias børnebørn; han er søn af Linas datter, Mercedes Ojeda de Da Silva. Ligesom sin mor blev William døbt som otteårig og er vokset op i Kirken. Hans ældre søstre og brødre har været på mission, og selv tjener han nu i Montevideo Vest-missionen i Uruguay. William siger, at takket være den undervisning, de fik i deres hjem, agerer han, hans brødre og søstre og fætre og kusiner, som er aktive i Kirken, ud fra et anderledes, stærkere åndeligt grundlag end mange af deres venner. »Det er interessant at se, hvordan mange af vores venner eller deres forældre, der har tillid til os,« bemærker han. Han forklarer, at hans venners forældre ofte fortæller deres sønner og døtre, at hvis William eller nogen som Adriana eller Vivian deltager i en aktivitet, »så må du også godt deltage, for så ved jeg, at der ikke foregår noget forkert.«
Standarderne holdes i hævd
Adriana er iført en lang nederdel, som har fået syet en kile ind i siden, hvor der ellers ville have været en høj slids. Hendes mor, Lydia (Enriques hustru), og hendes moster Mercedes påpeger, at det ofte er vanskeligt for paraguayanske kvinder at finde passende påklædning i butikkerne, så familien Sanchez’ efterkommere har gjort det, som andre også ofte er nødt til at gøre – nemlig at foretage deres egne tilpasninger eller sy deres eget tøj. Lina, Mercedes’ mor og Lydias svigermor, har virket som familiens syerske, men nu lærer de yngre kvinder også at sy.
Mercedes de Da Silva siger, at hun ikke havde det specielt vanskeligt, da hun voksede op som en af de få sidste dages hellige i sit nabolag. »Alle mine venner vidste, at jeg var medlem af Kirken,« forklarer hun. »De respekterede min tro.« Hun siger, at hun var så heldig også at gå på en sidste dages hellig skole, som for en tid blev drevet i Paraguay. »Mine børn har det meget sværere, end jeg selv havde.« Samfundets standarder er langt mere tolerante i dag. Mercedes siger, at hun og hendes mand, Ernesto Da Silva, har holdt høje standarder i hævd i deres hjem, deriblandt et bestemt tidspunkt, hvor selv de større børn skal være hjemme. »Vi taler meget med dem om evangeliet, og vi afholder familieaften,« siger hun. »Det er en stor styrke for vores børn, og det ved de godt.« Præsident Ernesto Da Silva blev afløst som områdehalvfjerdser i april i år og tjener nu som præsident for Montevideo-missionen i Uruguay.
Familien Da Silvas søn og datter, som var på mission, Christian og Karen, skrev faktisk hjem for at takke deres forældre for de høje standarder, som de havde lært og for deres forældres stærke eksempel. Karen Da Silva, som vendte hjem fra Córdoba-missionen i Argentina i 2008, forklarer: »Lige siden jeg var lille, har mine bedsteforældre og mine forældre undervist mig, ikke blot i ord, men også i gerning. De efterlevede det, de forkyndte.« Hun siger, at det, hun lærte derhjemme, hjalp hende som missionær, når hun skulle fortælle om de velsignelser, som følger af lydighed.
Christian, der for nylig er vendt hjem fra San Bernadino-missionen i Californien, støtter sin søsters bemærkninger om betydningen af forældrenes eksempel og tilføjer: »Mit eget vidnesbyrd om evangeliet styrkedes, når jeg anvendte mine forældres og bedsteforældres lærdomme.« Det skete på den måde, som Alma beskrev. Christian forklarer, at han gjorde plads i sit hjerte til at så frøet. Hans forældre underviste ham om sandheden, og han kunne se, at frøet havde båret god frugt i deres liv (se Alma 32:27-43). »Jeg håber, at jeg kan blive ved med at pleje det med tro, altså pleje træet – mit vidnesbyrd – så det kan slå rod, vokse og fortsat bære god frugt.«
Mercedes de Da Silva mindes, at hun som lille pige så virkningen af at efterleve evangeliet i sine forældres og bedsteforældres liv, »jeg tænkte altid: ›Når jeg bliver stor, vil jeg gøre det samme.‹«
Hendes bror, Enrique, siger, at efterlevelse af evangeliet giver visse nøgler til at opdrage børn i tro. »Tre ting: Undervis dem i ordet, undervis dem ved dit eksempel og hjælp dem til at se evangeliet som en livsstil.«
Han siger, at takket være evangeliet kan hans og hans hustrus børn, samt mange andre, som er opdraget i sidste dages hellige hjem i Paraguay, slå åndelige rødder, som mange andre unge ikke har. »Deres liv har en sti – en mening,« siger Enrique. Deres mål er evige, og med hjælp fra trofaste og lydige forældre lærer de, hvordan de skal nå dem.
Foto: Don L. Searle.
Medlemmer af hele Sanchez-slægten samles til familiefest. Modstående side: Templet i Asunción i Paraguay.
Eulogia Diaz de Sanchez (i midten) viste sin familie vej til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i 1960. Døtrene Liduvina (til venstre) og Lina lærte alt om tjeneste i Kirken ved at iagttage deres forældres eksempel, og nu har de givet denne arv af tjeneste videre til deres efterkommere.
Tre af Eulogia Diaz de Sanchez’ oldebørn tager del i en familie-aften. Fra venstre: Eduardo, Adriana og Vivian Ojeda. De er børn af Eulogias barnebarn Enrique og hans hustru, Lydia.