Fire taler, fire ændrede liv

Hvert år i april og oktober lytter millioner af sidste dages hellige til Herrens tjenere. Her fortæller fire medlemmer af Kirken om, hvordan generalkonferencer har påvirket deres liv i årenes løb.

Der sker meget godt

Kort tid efter at min mand havde fået sin magistergrad, overvejede han at læse videre. Udsigterne så lidt skræmmende ud, fordi der havde været mange vanskeligheder forbundet med hans studier. Vi havde to små børn og længtes efter et godt job og måske endda et hus.

Ved oktoberkonferencen fortalte ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum om sine erfaringer, da han flyttede sin familie til Connecticut for at læse videre. Vi var også flyttet til Connecticut for at læse på universitetet. Så beskrev han, hvordan han og hans familie havde proppet alle deres ejendele ind i deres lille bil – vi havde gjort det samme. Han forklarede, at da turen begyndte, var hans bil kogt over og brudt sammen, ikke bare én, men to gange! Vores bil brød også sammen to gange.

Til sidst beskrev han, hvordan han for nylig i en mere pålidelig bil var kørt forbi det sted, hvor hans bil var brudt sammen 30 år tidligere. Han kunne se sig selv stå der som ung far, og han sagde disse ord: »Giv ikke op, min dreng. Giv ikke op … Der er hjælp og lykke forude – en hel masse … Bare rank ryggen. Det ordner sig til sidst. Stol på Gud og tro på, at der sker meget godt.«¹ Ældste Hollands oplevelse fik mig til at føle mig forstået og elsket. Hans eksempel gav mig mod til at søge det åndelige vidnesbyrd om, at en bedre uddannelse til min mand var Herrens vilje for vores familie. Fem år og to fødsler senere fuldførte min mand sin afhandling. Studietiden var bestemt krævende, men vi var lykkelige. Vi havde fulgt Herrens vilje, og han havde velsignet os fysisk, åndeligt og økonomisk.

Siden den konference har jeg ofte tænkt på ældste Hollands tale. Jeg har lært, at når jeg stræber efter at sætte min lid til Gud ved at adlyde hans profeters og apostles vejledning, så sker der meget godt.

Melinda McLaughlin, Maryland i USA

Jeg kom til at påskønne bedstemor

Som barn holdt jeg meget af at skrive til min bedstemor. Hun boede i den anden ende af landet, så jeg så hende sjældent mere end en gang om året. Men som teenager fik jeg efterhånden for travlt til at skrive, og vores forhold trådte i baggrunden. Når bedstemor kom på besøg i et par dage, stillede jeg hende af og til et spørgsmål eller kom med en bemærkning, men vores samtaler var sjældent oprigtige eller inderlige. Da jeg blev 16, kendte jeg hende knap nok, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle tale med hende om.

Den sidste dag ved et af hendes besøg stod jeg alene ude i køkkenet og var ved at tilberede aftensmaden, da hun kom ud og satte sig ned. Jeg hilste på hende, men bagefter vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne mærke, at hun gerne ville tale med mig, og at hun sikkert en tid havde søgt en mulighed for at tale med mig, men hvordan skulle jeg føre en samtale med en 75-årig kvinde, som jeg ikke mente, at jeg havde noget til fælles med?

Jeg talte lidt om, hvad det var, jeg tilberedte, men det emne var hurtigt udtømt. Til sidst spurgte jeg bedstemor, hvordan hendes liv havde været, da hun var på min alder. Hun fortalte mig historier om sit arbejde og fritidsaktiviteter, og så fortalte hun om, hvordan hun havde mødt min bedstefar og forelsket sig i ham. Jeg blev klar over, at hendes liv og drømme som teenager ikke adskilte sig meget fra mit.

Nogle få måneder senere talte præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, om bedsteforældre ved generalkonferencen. I sin tale »De gyldne år« talte han om den visdom og vejledning, som ældre medlemmer af Kirken kan tilbyde. Hans emne fik mig til at tænke over mit forhold til min bedstemor, og jeg indså, at jeg gik glip af et værdifuldt venskab.

Jeg besluttede at skrive til bedstemor igen. Jeg var stadig ikke helt sikker på, hvad jeg skulle sige, så jeg skrev bare om arbejde, venner, familie og det, jeg foretog mig. Hun svarede på hvert af mine breve og fortalte mig om andre slægtninge, sin have og sine daglige gøremål. Næste gang vi var sammen, var det meget lettere at tale med hende.

Jeg er taknemlig for den konferencetale, der kom på et tidspunkt, hvor jeg var parat og villig til at lære min bedstemor at kende igen. Takket være præsident Packers ord indså jeg, at jeg havde overset den »uvurderlige kilde til erfaring, visdom og inspiration«,² som min bedstemor virkelig er. Nu har jeg lært at værdsætte denne pragtfulde kvinde og er blevet velsignet af hendes eksempel og venskab.

Laura A. Austin, Utah i USA

Jeg erfarede det selv

Jeg må erkende, at da jeg tog på mission, begrænsede mit vidnesbyrd sig til en kundskab om frelsesplanen og Mormons Bog. Jeg erkendte, at mit vidnesbyrd savnede den dybde, som jeg ønskede, at det skulle have, og som følge heraf følte jeg mig utilstrækkelig som missionær.

Som de fleste andre franske medlemmer af Kirken på det tidspunkt havde jeg aldrig overværet en transmission af generalkonferencen. Vi havde altid overværet genudsendelser, hvor vi lyttede til en tolks oversættelse af konferencen. Nu da jeg tjente som missionær i Wales og talte engelsk, skulle jeg for første gang høre profeten, præsident Ezra Taft Bensons (1899-1994) stemme direkte.

Da mødet begyndte, sang den lokale forsamling sammen med de medlemmer, som sad i tabernaklet i Salt Lake City. Jeg sang også og blev hurtigt overvældet af den gennemstrømmende følelse af glæde og fællesskab. Disse følelser vidnede om, at jeg var medlem af Jesu Kristi kirke.

Mens jeg sad der, faldt en tanke mig ind: »Hvad om jeg bad Herren om at bekræfte for mig, at præsident Benson er hans profet?«

Jeg vidste, at jeg kunne »spørge Gud« (Moro 10:4), men jeg var bange for, at jeg måske ville krænke ham med mine spørgsmål. Efter et øjebliks overvejelse besluttede jeg at gøre forsøget. Jeg bøjede mit hoved og bad Herren om at vidne for mig, at den mand, som skulle tale, var hans profet, seer og åbenbarer. Inden længe følte jeg en intens følelse af fred og glæde i hjertet. Jeg hævede hovedet, åbnede mine øjne og lyttede til præsident Benson, som bar vidnesbyrd om Mormons Bog.

Fra det øjeblik vidste jeg, at Herren leder sin kirke gennem en udvalgt profet. Som følge af det vidnesbyrd gik jeg fra konferencen med nye mål, og jeg vidste, at det var op til mig selv at nå dem. Jeg så helt anderledes på min mission og glædede mig til at overvære kommende generalkonferencer. Jeg ventede også ivrigt på Kirkens tidsskrifter, så jeg kunne læse Herrens tjeneres hellige ord.

Thierry Hotz, Frankrig

Fortæl dem, at du elsker dem.

Ved oktoberkonferencen 2007 talte ældste Claudio R. M. Costa fra De Halvfjerds’ Præsidium om ikke at udskyde til i morgen, hvad vi kan gøre i dag, især når det gælder vores familie.³ I slutningen af sin tale oplæste han nogle strofer, som byggede på et digt af Norma Cornett Marek. Ældste Costas budskab og digtets strofer rørte mig dybt og opmuntrede mig til regelmæssigt at give udtryk for min kærlighed til mine forældre, mine søstre og mine venner.

Selvfølgelig elskede jeg min familie og mine venner, før jeg hørte den konferencetale, men jeg havde ikke for vane at fortælle dem, at jeg elskede dem, i hvert fald ikke hver dag. Måske havde de brug for at høre de særlige ord fra mig noget oftere. Jeg var ikke helt sikker på, hvordan de ville tage det, men da jeg fik en positiv reaktion, besluttede jeg at blive ved med det. I løbet af de næste mange måneder så jeg, at mine forhold styrkedes, til dels fordi jeg havde fulgt ældste Costas ord.

Nu tjener jeg som fuldtidsmissionær flere tusinde kilometer fra mit hjem i Costa Rica. Jeg savner min familie, men det er helt i orden. Jeg ved, at de elsker mig, og jeg ved også, at de ved, at jeg elsker dem. Jeg føler en indre fred, fordi jeg gav mig (og stadig giver mig) tid til at give udtryk for min kærlighed.

Jeg er taknemlig, fordi vi har mulighed for regelmæssigt at lytte til ledere, som er kaldet af Gud. Jeg ved, at når vi følger dem, velsignes vi og dem, som vi elsker.

Ældste Hugo Lino Rivera Mena, Boise-missionen i Idaho

Vores families oplevelse svarede til ældste Hollands. Hans opmuntring til at tro på, at »der kommer meget godt«, hjalp mig til at føle mig forstået og elsket.

Illustration: Mike Malm

Jeg bad Herren om at vidne for mig, at den mand, som skulle tale, var hans profet.

Udsnit af Kristus og den rige unge mand, af Heinrich Hofmann, gengivet med tilladelse fra C. Harrison Conroy Co.