Tempelteenagere i Aberdeen
For de unge i Aberdeen Stav i Skotland er den årlige tempeltur en livsændrende oplevelse.
»Det vil jeg for alt i verden ikke gå glip af,« siger Bethany Gilmour på 17 fra Bridge of Don Menighed. »Den ene uge i templet styrker mit vidnesbyrd mere end noget andet. Og det giver mig lyst til at komme tilbage år efter år. Jeg har lært meget på de tempelture, som jeg vil huske hele mit liv – noget, som vil hjælpe mig med at træffe de rette valg i livet.«
Det er netop den type udtalelser, som præsidenten for Aberdeen Stav i Skotland sagde, at man kunne vente, hvis man spurgte de unge i hans stav om deres årlige besøg til templet i Preston i England. Og han overdrev ikke.
Hver sommer foretager de 60 til 70 unge mænd og unge piger fra Aberdeen Stav sammen med deres voksne ledere og nogle unge voksne fra staven den 6½ timer lange køretur ned til Preston i England. Der tilbringer de seks dage ved templet. Hver morgen er de i dåbslokalet for at udføre dåb og bekræftelser, om eftermiddagen er de optaget af aktiviteter og tjenesteprojekter, og om aftenen samles de til foredrag og skriftstudium. Deres tempeluge afsluttes med et vidnesbyrdmøde, der som regel varer omkring fire timer. Men det mest bemærkelsesværdige ved disse seks dage i templet er den måde, hvorpå de påvirker årets øvrige 359 dage.
Tempelværdig året rundt
Den forandring, som templet skaber i de unges liv, er ikke kortvarig; det er vidtrækkende forandringer. Melanie Bews på 17 fra Aberdeen Menighed siger det på denne måde: »Den dag man forlader templet, forbereder man sig på at tage med på næste tempeltur. Gennem hele året har man noget at være værdig for. Men stræber efter at være værdig til at tage til templet igen.« Melanie taler om en præsentation fra stavens ungdomsledere, som omfattede en plakat med otte trin, der hjalp dem til at forberede sig til tempelbesøget. »Jeg brugte den som huskeliste, så jeg kunne sikre mig, at jeg gjorde, hvad jeg kunne for at forberede mig. Der var noget på listen, som jeg ikke tidligere havde gjort, men det begyndte jeg så på, som for eksempel at føre en særlig dagbog med åndelige oplevelser. Det er noget, som jeg stadig gør.«
Nathan Cumming på 18 fra Elgin Gren siger: »Min tempelforberedelse går i virkeligheden hånd i hånd med min missionsforberedelse.« Han forklarer, at hans daglige bønner og skriftstudium er mere meningsfyldt, fordi han er fokuseret på sit mål om at være værdig. »Inden den seneste tempeltur bad jeg meget mere,« siger han. »Jeg kæmper ofte med manglende selvtillid og generthed. Så som forberedelse til denne tempeltur bad jeg om selvtillid til at være mere udadvendt sammen med andre, fordi jeg aldrig har været god til det.« Han er nu sikker på, at disse erfaringer kan hjælpe ham til at blive en mere effektiv missionær.
Mylie Payne på 15 fra Aberdeen Menighed forklarer, hvordan tempelforberedelsen er kommet til at betyde mere for hende personligt i gennem årene: »Tidligere år har vi afholdt gruppefaste som forberedelse til tempelbesøget.« Nu tager Mylie initiativet på egen hånd. »I år fastede jeg selv for at få mest muligt ud af turen og få styrket mit vidnesbyrd.« Hun fortæller også om forandringer i den måde, hun studerer skrifterne på, især Mormons Bog. »Jeg prøver at få en dybere og mere detaljeret forståelse af skrifterne. Især når jeg når til afsnit om dåb, studerer jeg dem grundigt og prøver at forstå dem.«
Bethany Gilmour opsummerer det på denne måde: »Jeg tager det, som jeg har lært på tempelturen, med mig hver dag. Når jeg kommer hjem, tænker jeg på den næste tur. Jeg tænker over det, jeg har lært af de tidligere ture, og på, hvad jeg kan gøre i løbet af året for at bevare de følelser, jeg havde i templet, hele året, lige til den næste tempeltur.«
Det største højdepunkt
»Tempelturen er årets højdepunkt,« siger Hope Fraser på 18 fra Bridge of Don Menighed. »Alle glæder sig til den.« Men dette højdepunkt rummer højdepunkter for hver af de unge, som deltager. Det, som Hope husker bedst fra dette års besøg ved templet, var det særlige møde for laurbærpigerne. »Det var fantastisk,« siger hun. »Det var meningen, at vi skulle tale om dating og situationer, som man ikke skal rode sig ud i. Men det endte med, at vi talte om den taknemlighed, vi følte over for hinanden.« Det var en oplevelse, som selv laurbærpigernes vejledere husker med glæde.
James Bowcutt på 18 fra Elgin Gren siger, at højdepunktet for hans tempeltje-neste var muligheden for at blive døbt for nogle af sine forfædre. Et godt stykke tid inden turen gik James rundt med navnene på sine afdøde familiemedlemmer, som han skulle udføre dåb for. »Jeg kunne læse navnene og virkelig lære dem at kende. Jeg følte faktisk, at de tilhørte mig, og jeg var stolt af at have min families navne i hænderne,« siger han. »Jeg følte helt sikkert en stærkere forbindelse til dem på den anden side af sløret.«
Mylie Payne taler begejstret om at få mulighed for at tjene i templet, ikke kun ved at udføre ordinancer inde i templet, men også ved at gøre rent og luge udenfor. »Jeg nyder at hjælpe til i tempelanlægget. Det var noget særligt at få lov til at få Herrens hus til at se endnu smukkere ud,« siger hun. »Det var fantastisk.«
»Det bedste var at tilbringe tid sammen med vennerne, men uden at shoppe,« siger Melanie Bews. »Det var så sjovt at være sammen med mine venner ved templet og lære dem bedre at kende og skabe minder, der ikke er så verdslige. Det bedste var at være sammen med hinanden, mens vi styrkede vore vidnesbyrd.«
Det højdepunkt, som oftest blev nævnt af de unge, var vidnesbyrdmødet. Janine Gall på 17 fra Buchan Menighed siger: »Selv om vidnesbyrdmødet var langt, så var det slet ikke kedeligt. Det var, som om det kun varede ti minutter.« Hun tilføjer, at »det var dejligt at høre andres vidnesbyrd, så man fik styrket sit eget og kom hinanden nærmere som unge. Da vi er sådan en lille gruppe unge, har vi brug for at lære hinanden bedre at kende, og det synes jeg, at vi gør godt på tempelturene.«
Enighed og støtte
Selv om de er en lille gruppe sidste dages hellige unge, så er de unge mænd og unge piger fra Aberdeen Stav stærke. Simon Robertson på 18 fra Aberdeen Menighed siger, at det meste af året »er vi spredt over det hele, men når vi er i templet, føler vi os som en stor familie. Vi er så glade, fordi vi er i templet, og vi fornemmer Ånden næsten konstant. Personligt føler jeg mig så fredfyldt i templet. Det giver mig en stærkere beslutning om ikke kun at efterleve evangeliet, men efterleve det bedre. Jeg ser, hvad vi kan udrette, når vi er sammen. Jeg prøver at have det sådan hele tiden.«
Janine Gall forklarer, at »den unge pige, der bor nærmest mig, bor 45 minutter væk. Det er næsten umuligt at mødes til aktiviteter eller seminar, og derfor er det svært at forblive åndeligt stærk hele tiden. Så jeg nyder virkelig at komme i templet, fordi det giver et åndeligt løft. Mine venner opbygger mig, samtidig med at jeg opbygger dem.«
Hvad enten de sidder sammen i hvidt tøj og venter på at blive døbt og bekræftet, læser skrifterne sammen under Moronistatuen på templets spir eller luger sammen i tempelanlægget, så står disse unge sammen. Paige Payne på 13 fra Aberdeen Menighed mindes en aktivitet, som ikke blot knyttede dem sammen, men også gjorde dem dyngvåde: »Vi gik og lugede. Ukrudtet voksede op omkring en eller anden plante, og vi skulle fjerne det alt sammen – og der var bare meget af det. Det styrtregnede, så vi blev helt mudret til. Og vi gik på en skråning, så hver gang man bevægede sig, gled man. Det var rigtig sjovt. Templets medarbejdere fattede ikke, at vi blev ved med at arbejde. Det styrkede os på en måde, fordi vi gjorde det sammen.«
Ethan Fraser på 18 fra Bridge of Don Menighed tilføjer, at det betyder meget for ham i hverdagen at have venner, som er stærke i evangeliet. »Jeg er glad for, at jeg har gode venner i Kirken,« siger han. »Jeg ved, at hvis jeg har det svært, så er der nogle, som kan støtte mig.«
Forskellen
Præsident Payne prøver at forklare, hvad det er, der gør de unge i Aberdeen Stav til noget særligt. De går i kirke og til aktiviteter; de deltager i seminar; de stræber efter at efterleve evangeliet. Det er det, som unge i alle andre stave, han har boet i, også gør.
»Så flyttede jeg til Aberdeen Stav, og jeg tog med på min første tempeltur,« siger han. »Nu er det noget, som jeg planlægger resten af året omkring. Og grunden til, at jeg gør det, er, at jeg kan se, hvad det gør ved vore unge. Jeg mener, at det er tempelturen, der bevarer Ånden i de unges liv. De taler om tempelturen hele året. Vi spørger dem: ›Skal du med på tempelturen?‹ Og de svarer: ›Det vil jeg da for alt i verden ikke gå glip af.‹
»Det at tage til templet – at stå på det hellige sted – forandrer dem. Ikke bare den dag eller lige i det øjeblik, ikke bare i den time eller den uge. Det forandrer dem for stedse.«
Fotos: Paul VanDenBerghe og udlånt af Aberdeen Stav i Skotland, undtagen hvor andet er angivet; fotografi af templet i Preston i England: John Luke
Da disse unge samledes for at drøfte deres årlige besøg i templet, var de alle enige om, at livet syntes at flaske sig bedre for dem, når de gjorde deres bedste for at holde Herrens befalinger. Der er noget særligt ved disse teenagere, og det kan man se i deres øjne.
De dage, som de tilbringer ved templet i Preston i England er både travle og opløftende. Hver morgen er de unge i dåbslokalet; derefter har de travlt med tjenesteprojekter og foredrag. Og der er også tid til sjove aktiviteter såsom fodbold.
Fotografi af dåbslokalet i templet i Preston i England: John Luke