Hvem er parat?
Jeg troede, at min ven var parat til at høre evangeliet, så hvorfor fik jeg denne tilskyndelse?
Igennem mit sidste år i skolen bad jeg Ånden om at føre mig til en, som var parat til at høre evangeliet. Jeg havde en ven i tankerne, mens jeg bad. Denne ven, Ashley (navnet er ændret), havde udtrykt en vis interesse for min religion, og hun efterlevede allerede de samme standarder som unge sidste dages hellige. Jeg var overbevist om, at hun havde brug for evangeliet på dette tidspunkt.
Jeg tjente i klassepræsidentskabet i min laurbærpige-klasse på det tidspunkt, og under et møde i biskoprådets ungdomskomité fik jeg en stærk tilskyndelse til at foreslå biskoppen, at vi afholdt en missionæraktivitet i GUF. Jeg fik den tilskyndelse, at de unge i vores menighed skulle invitere venner, som ikke var medlemmer, med til denne aktivitet, hvor der var mulighed for at stille spørgsmål til de missionærer, der tjente i vores menighed. Min biskop arrangerede begejstret aktiviteten sammen med ældsterne, og jeg var sikker på, at det var det svar, jeg havde bedt om. Nu kunne Ashley komme hen og høre mere om evangeliet i omgivelser, hvor hun ikke ville føle sig presset. Jeg var sikker på, at når Ashley havde været til spørgsmål og svar-aktiviteten, så ville hun blive rørt af Ånden, bede om at blive undervist af missionærerne og efter en måneds tid ville hun blive døbt og bekræftet som medlem af Kirken.
Nu drejede mine bønner sig om, hvordan jeg skulle indbyde Ashley til aktiviteten. Jeg bad om at måtte være et redskab i Herrens hænder og præsentere hans plan og evangelium for en eller anden, som var beredt på at modtage det. Henne i skolen indbød jeg Ashley til aktiviteten, og hun sagde, at hun ville spørge sine forældre, om de havde noget imod det.
Senere samme eftermiddag blev jeg ringet op af Ashley. Hun fortalte mig, at hendes forældre var helt indforstået med det. Faktisk forklarede hun, at hendes far, inden hendes forældre blev gift, havde delt lejlighed med to sidste dages hellige, og deres adfærd havde gjort dybt indtryk på ham. Det blev jeg meget glad for, fordi den eneste hindring, jeg havde forstillet mig, var, at Ashleys forældre ikke brød sig om, at hun undersøgte en anden religion.
Mens jeg fortsat bad for denne kommende missionæraktivitet, fornemmede jeg en beroligende vished om, at jeg virkelig var et redskab i Herrens hænder, og at han var glad for, at jeg reagerede på den tilskyndelse, jeg fik til biskoprådets ungdomskomité. Jeg så frem til aktiviteten med spændt forventning. Ashley og jeg havde været venner i mange år, og jeg glædede mig til at spille en rolle i hendes møde med evangeliet og selvfølgende hendes deraf følgende omvendelse.
Om morgenen den dag, hvor aktiviteten skulle afholdes, blev jeg ringet op af Ashley. Hun havde ombestemt sig og ville alligevel ikke komme til aktiviteten. Jeg var sønderknust og forvirret. Jeg havde bedt for Ashley. Jeg var sikker på, at hun var parat, og hun var jo hele årsagen til, at jeg havde kastet mig ud i missioneringen. Jeg følte mig flov. Under hele arbejdet med planlægningen havde jeg gjort det klart for alle, at min ven Ashley var parat til at høre og modtage evangeliet.
Jeg græd af fortvivlelse inde på mit værelse og begyndte at tvivle på mig selv. Hvis jeg havde taget fejl af Ashley, så havde jeg måske også taget fejl, når jeg troede, at den spørgeaktivitet med missionærerne faktisk var en åndelig tilskyndelse. Opslugt af en teenagefølelse af usikkerhed, vrede, selvmedlidenhed og skuffelse besluttede jeg mig for også selv at holde mig væk fra aktiviteten.
Nogle uger senere, da jeg gik gennem skolebiblioteket, spurgte min ven, Brian, om jeg ville med til hans dåb. Brian og jeg havde ikke haft nogle fællesfag det år, så det var et stykke tid siden, jeg havde set eller talt med ham. Året før havde vi siddet ved siden af hinanden i historietimerne og havde arbejdet sammen om et klasseprojekt. Emnet for vores projekt, som læreren havde givet os, var: »Joseph Smith og mormonerne.« Jeg kunne huske, at Brian havde været ganske interesseret i emnet, mens vi samlede materiale. Men han kunne også lide at spøge og sige ting som: »Hvilket nummer kone er det nu, at din mor er?« og »Der er en fed fest her i weekenden, men åh nej, vent – du er jo mormon, så du vil jo ikke være sjov at tage med.« Så til at begynde med afviste jeg hans dåbsinvitation som endnu en af hans morsomheder på min religions bekostning. Han virkede ikke som typen, der ville blive medlem af en kirke med »så strenge standarder.«
Men det næste, han sagde, rystede mig, for han beskrev, hvor hektisk de sidste par uger havde været. Han forklarede, at han havde hørt en klassekammerat, som tilhørte min menighed, indbyde en eller anden til en spørgeaktivitet i mormonkirken. Da den anden person takkede nej til indbydelsen, spurgte Brian vores klassekammerat, om han måtte komme med i stedet. Efter aktiviteten var han straks begyndt at blive undervist af missionærerne. Han læste Mormons Bog. Han bad om den. Han vidste, at den var sand. Han beredte sig på dåb, og hvis jeg havde lyst, var jeg velkommen til at overvære det. Jeg var jo trods alt den, sagde han, som havde præsenteret ham for Joseph Smith og mormonerne.
I stille forbløffelse indså jeg, at Herren havde hørt min bøn. Han havde anvendt mig som et redskab i sine hænder til at finde en, som han havde beredt på at høre og modtage evangeliet. Det var aldrig faldet mig ind at invitere Brian til at møde missionærerne, for efter min mening virkede han ikke som en, der var parat. I modsætning til Ashley.
I det øjeblik indså jeg ydmygt, hvor vigtigt det er, at jeg reagerer på alle de tilskyndelse, jeg modtager fra Ånden. Selv om jeg stadig beder om, at Ashley må blive klar til at modtage evangeliet, har jeg lært en vigtig lektie af det uventede resultat af mit forsøg på at dele evangeliet med hende. Herren har altid en hensigt med de tilskyndelser, han giver os, og jeg behøver ikke at vide eller gætte, hvad det er. I stedet er det mit ansvar tillidsfuld og beslutsomt at føre tilskyndelsen ud i livet. Når jeg beder om muligheder for at missionere og reagerer på tilskyndelser og anerkender Herrens vilje, i stedet for at presse min egen igennem, kan jeg bedre virke som et redskab i Guds hænder og være med til at opbygge hans rige.
Illustreret af Sal Velluto og Travis Walton
Det måtte være Ashley! Af alle de mennesker, jeg kendte, var hun den, der var mest tilbøjelig til at ville tage imod evangeliet.