Når man redder en pige, redder man generationer
Jeres dydige liv vil velsigne jeres forfædre, jeres nulevende familie og de familiemedlemmer, der vil komme.
Det er mig en ære at tale til Kirkens tapre, unge piger. Vi ser jer gå frem på stien med dem, der ærer deres pagter, og vi ved, at jeres dydige liv vil velsigne jeres forfædre, jeres familie nu og de familiemedlemmer, der vil komme, for som præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Når man redder en pige, redder man en generation.«1
Jeres gang på pagtens sti begyndte, da I blev døbt og modtog Helligåndsgaven. Den fortsætter hver uge ved nadvermødet, et helligt sted, hvor I fornyer jeres dåbspagt. Nu er det tid til, at I forbereder jer på at indgå templets pagter. De »hellige ordinancer og pagter, der er tilgængelige i hellige templer, gør det muligt for [os] at vende tilbage til Guds nærhed og for [vores familie] at være forenet for evigt.«2
Stå på hellige steder for jeres forfædre. »Ethvert menneske, som kommer til denne jord, er et produkt af generationer af forfædre. Vi har en naturlig trang til at være forbundet med vore forfædre.«3 Når I tager del i slægtsforskning og tempeltjeneste, væver I jeres liv sammen med jeres forfædre ved at sørge for de frelsende ordinancer for dem.
Stå på hellige steder for jer selv og jeres nærmeste familie. Jeres retskafne eksempel vil være en kilde til stor glæde uanset jeres familiesituation. Jeres retskafne valg vil kvalificere jer til at indgå og holde hellige pagter, der vil binde jeres familie sammen for evigt.
Stå på hellige steder for jeres fremtidige familie. Forpligt jer til at blive beseglet til jeres mand gennem det hellige præstedømme i templet, når I stifter en evig familie. Jeres børn vil blive velsignet med sandheder, når I væver jeres dydige eksempel og urokkelige vidnesbyrd ind i deres liv og viser dem vejen på pagtens sti.
Jeg så disse evige principper udstillet ved en nylig international kunstkonkurrence for unge. Megan Warner Taylor komponerede digitalt et værk af fotografier med en nutidig tilgang til Kristi lignelse om de ti jomfruer.4 Jeg mødte Megan, og hun forklarede symbolikken bag de ti jomfruer, som hun beskrev som en dydig og troende ung pige, der er forberedt til at indgå og holde hellige tempelpagter. Som alle de vise jomfruer kom hendes egen forberedelse, når hun føjede olie til sin lampe, en dråbe ad gangen, ved vedvarende retskaffen levevis. Jeg bemærkede den smukke fletning i hendes hår. Megan forklarede, at fletningen repræsenterede sammenfletningen af denne unge piges dydige liv med utallige generationer. En lok repræsenterede sammenfletningen af hendes kærlighed og respekt for hendes forfædre, den anden sammenfletningen af hendes retskafne indflydelse på sin nulevende familie og den tredje lok sammenfletningen af hendes forberedte liv til de generationer, der kommer.
Jeg mødte en anden ung pige, hvis tidlige åndelige forberedelse har vævet et liv af retskaffenhed ind i mange generationer.
En smuk eftermiddag i september var min mand og jeg i templet og ventede på muligheden for at deltage i tempelordinancerne. Chris, en af vore venner, kom ind i værelset. Det var dejligt at se denne unge mand, der for nylig var vendt hjem fra sin mission i Rusland.
Da sessionen skulle til at begynde, satte en smuk ung kvinde sig ved siden af mig. Hun var strålende, smilende og fyldt med lys. Jeg ønskede at lære hende at kende, så jeg præsenterede mig stille for hende. Hun hviskede sit navn, Kate, og jeg genkendte hendes efternavn fra en familie, som havde boet i Michigan, hvor min familie engang boede. Kate var deres voksne datter, som fem uger tidligere var vendt hjem fra sin mission i Tyskland.
Under sessionen blev denne tanke ved med at komme til mig: »Præsentér Kate for Chris.« Jeg skubbede denne tilskyndelse til side med tanken: »Hvornår, hvor, hvordan?« Da vi forberedte os til at tage af sted, kom Chris over til os for at sige farvel, og jeg greb muligheden. Jeg trak Kate over og hviskede: »I er to retskafne unge mennesker, som er nødt til at møde hinanden.« Jeg forlod templet og var tilfreds med, at jeg havde fulgt min tilskyndelse.
På vejen hjem drøftede min mand og jeg vore minder om de udfordringer, som Kates familie havde stået over for. Jeg er siden kommet til at kende Kate bedre, og hun har hjulpet mig til at forstå grunden til den glædestrålende udstråling, som jeg så i templet den dag.
Kate har altid forsøgt at holde sig på pagtens sti ved at søge hellige steder. Hun voksede op i et hjem, hvor familieaften, familiebøn og familieskriftstudium gjorde hendes hjem til et helligt sted. Som barn lærte hun om templet, og sangen »Jeg elsker Herrens tempel« var yndet ved familieaften.5 Som lille pige så hun sine forældre sætte et eksempel ved at søge hellige steder, når de tog til templet på en weekendaften i stedet for at gå i biografen eller ud at spise.
Hun elskede sin far højt, og han brugte sin præstedømmemyndighed til at hjælpe hende med at indgå sin første pagt, dåbspagten. Hun fik derefter lagt hænder på sit hoved og modtog Helligånden. Kate sagde: »Jeg var begejstret for at modtage Helligånden, og jeg vidste, at den ville hjælpe mig med at blive på stien mod evigt liv.«
Livet fortsatte for Kate på en meget velsignet og glædelig måde. Da hun var 14, begyndte hun i high school og elskede seminar, endnu et helligt sted at lære om evangeliet. En dag begyndte hendes lærer at tale om prøvelser og garanterede, at vi alle ville møde dem. Kate sagde til sig selv: »Jeg ønsker ikke prøvelser, jeg vil ikke høre det her.«
Blot nogle få uger senere vågnede hendes far op påskesøndag og var ekstrem syg. Kate sagde: »Min far var en meget sund person, han var maratonløber. Min mor var så bekymret over, hvor syg han var, at de tog til hospitalet. Inden for 36 timer fik han et massivt slagtilfælde, der lukkede ned for det meste af hans krop. Han kunne blinke, men resten af hans krop virkede ikke. Jeg kan huske, at jeg så ham og tænkte: ›Åh nej, det sker. Min seminarlærer havde ret. Jeg står over for en prøvelse.‹« Nogle få dage senere døde Kates far.
Kate sagde: »Det var så svært. Man ønsker ikke at miste helten i sit liv. Jeg vidste, at jeg kunne gøre det til et springbræt for udvikling eller en blokering. Jeg ønskede ikke at lade det ødelægge mit liv, for jeg var kun 14 år gammel. Jeg forsøgte at være så tæt på Herren som muligt. Jeg læste meget i mine skrifter. Alma kapitel 40 forsikrede mig om, at opstandelsen er virkelig og gennem Kristi forsoning kan jeg igen være sammen med min far. Jeg bad meget. Jeg skrev i min dagbog så ofte, som jeg kunne. Jeg holdt mit vidnesbyrd levende ved at skrive det ned. Jeg tog i kirke og til UP hver uge. Jeg omgav mig selv med gode venner. Jeg holdt mig tæt til omsorgsfulde slægtninge, især min mor, der er ankeret i vores familie. Jeg fik præstedømmevelsignelser af min bedstefar og andre præstedømmebærere.«
Disse konstante valg, ligesom de valg de ti vise jomfruer traf, føjede olie til Kates lampe. Hun blev motiveret af sit ønske om at være sammen med sin far igen. Kate vidste, at hendes far var opmærksom på hendes valg, og hun ønskede ikke at skuffe ham. Hun ønskede et evigt forhold til ham, og hun forstod, at hendes liv ved at forblive på pagtens sti ville blive vævet sammen med hans.
Prøvelserne sluttede dog ikke. Da Kate var 21 og indsendte sine missionspapirer, blev hendes mor diagnosticeret med kræft. Kate var nødt til at træffe en vigtig beslutning i sit liv. Skulle hun blive hjemme og støtte sin mor eller tage på mission? Hendes mor fik en præstedømmevelsignelse, der lovede, at hun ville overleve sygdommen. Overbevist af denne velsignelse gik Kate frem i tro og fortsatte med sine planer om at tage på mission.
Kate sagde: »Det var som at tage et skridt i mørke, men da jeg var på min mission, kom lyset til sidst, og jeg fik besked om, at min mors velsignelse var gået i opfyldelse. Jeg blev så glad for, at jeg ikke havde udsat at tjene Herren. Når det blev hårdt, tænkte jeg, det er nemt at blive stillestående og ikke ønske at gå frem, men hvis man sætter Herren først, kan modgangen føre til smukke velsignelser. Man kan se Herrens hånd og være vidne til mirakler.« Kate oplevede virkeliggørelsen af præsident Thomas S. Monsons ord: »Vore største og vigtigste muligheder for at vokse og udvikle os får vi, når vi er i de største vanskeligheder.«6
Kate havde denne slags tro, fordi hun forstod frelsesplanen. Hun vidste, at vi havde levet før, at jorden er en prøvetid, og at vi vil leve igen. Hun havde tro på, at hendes mor ville blive velsignet, men ud fra sin erfaring med sin far vidste hun, at hvis hendes mor døde, ville det være okay. Hun sagde: »Jeg overlevede ikke blot min fars død, det blev en del af min identitet for altid, og var min mor død, ville det have gjort det samme. Det ville have vævet et større vidnesbyrd ind i mit liv.«7
Kate søgte et helligt sted den aften, jeg mødte hende i templet. Med ønsket om at væve de tætte evige forhold, som kommer gennem tempeltjeneste, fulgte hun mønsteret, som hendes forældre havde sat ved regelmæssige tempelbesøg.
Der skete ikke meget den aften, hvor jeg præsenterede Kate for Chris, men i søgen efter et andet helligt sted den følgende søndag, så Kate Chris blandt flere hundrede unge voksne ved et institutmøde. Der lærte de hinanden bedre at kende. Nogle få uger senere inviterede Chris hende til at se generalkonference sammen med ham. De fortsatte med at søge steder, der indbyder Helligånden, mens de kom sammen og blev til sidst beseglet i templet, det hellige sted, hvor de mødte hinanden. Begge udfører nu deres hellige ansvar som forældre, væver deres vidnesbyrd om frelsesplanen ind i deres tre små drenges liv og viser dem vejen ad pagtens sti.
»Når man redder en pige, redder man generationer.« Kates beslutning som 14-årig om at blive på stien og konstant fylde på sin lampe og stå på hellige steder har og vil redde generationer. At finde sine forfædre og at tjene i templet har vævet hendes hjerte sammen med deres. Deltagelse i slægtsforskning og tempeltjeneste vil på samme måde væve jeres hjerte sammen og give jeres forfædre muligheden for evigt liv.
At efterleve evangeliet i jeres hjem vil også føje olie til jeres lampe og væve åndelig styrke ind i jeres hjem nu og velsigne jeres fremtidige familie på utallige måder. Og endvidere, som ældste Robert D. Hales har sagt: »Hvis det eksempel, vi har modtaget fra vore egne forældre, ikke var godt, er det vores ansvar at bryde cirklen … og undervise de følgende generationer i korrekte traditioner.«8
Beslut nu at gøre alt, hvad I kan for at fylde jeres lampe, så jeres stærke vidnesbyrd og eksempel kan væves ind i livet på mange generationer fra fortiden, nutiden og fremtiden. Jeg bærer vidnesbyrd om, at jeres dydige liv vil ikke blot redde generationer, men det vil redde jeres evige liv, for det er den eneste måde at vende tilbage til vor Fader i himlen på og finde sand glæde nu og gennem evigheden. I Jesu Kristi navn. Amen.