Personlig fred: Belønningen for retfærdighed
Frelserens forsoning og nåde kan trods alle livets trængsler belønne den retfærdige med personlig fred.
Nylige begivenheder har gjort, at jeg har tænkt over læren om fred og særligt den rolle, som Jesus Kristus spiller for at hjælpe os til at opnå varig, personlig fred.
To begivenheder har de sidste par måneder rørt mig dybt. Den første var, at jeg skulle tale ved begravelsen for Emilie Parker, en vidunderlig 6-årig pige, der mistede livet tillige med 25 andre, deriblandt 19 mindre børn i et tragisk skuddrama i Newtown i Connecticut. Jeg sørgede med hendes familie og mange, der var blevet berøvet deres fred. Jeg så styrke og tro hos hendes forældre Robert og Alissa Parker.
Den anden begivenhed var mit møde med trofaste medlemmer af Kirken i Elfenbenskysten i byen Abidjan.1 Befolkningen i dette fransktalende vestafrikanske land har oplevet økonomisk krise, militærkup, to nylige borgerkrige, hvoraf den seneste sluttede i 2011, og alligevel følte jeg en særlig fred i deres nærhed.
Der sker ofte noget, som frarøver os vores fred og øger vores sårbarhed.
Hvem glemmer de ondsindede angreb den 11. september 2001 på forskellige mål i USA? Sådanne begivenheder minder os om, hvor hurtigt følelsen af fred og tryghed kan spoleres.
Vores ældste søn og hans hustru, som ventede deres første barn, boede tre gader fra World Trade Center i New York City, da det første fly ramte Nordtårnet. De gik op på taget af deres boligblok og blev rædselsslagne over det, de så, og det, som de troede, var en forfærdelig ulykke. Derpå blev de vidner til, at det andet fly bragede ind i Sydtårnet. De indså straks, at det ikke var en ulykke og troede, at det sydlige Manhattan var under angreb. Da Sydtårnet kollapsede, blev deres ejendom indhyllet i den støvsky, der spredte sig over den sydlige del af Manhattan.
Forvirrede over det, de havde set og bekymrede over flere angreb, tog de til et mere sikkert område og derfra hen til Manhattan stavsbygning i nærheden af Lincoln Center. Da de nåede dertil, var der mange andre medlemmer i området, som havde fået samme tanke om at samle sig i stavscentret. De ringede for at lade os vide, hvor de var. Jeg blev lettet over, at de var i sikkerhed, men ikke overrasket over, hvor de befandt sig. Nutidig åbenbaring lærer os, at Zions stave er »til forsvar og som en flugt fra stormen og fra vreden, når den i fuldt mål skal udgydes over hele jorden«.2
De kunne ikke vende tilbage til deres lejlighed i over en uge og var chokerede over tabet af uskyldige, men de led ingen varig skade.
Når jeg har tænkt over disse begivenheder har den doktrinære forskel på universel fred eller verdensfred og personlig fred gjort indtryk på mig.3
Da Frelseren blev født, viste en himmelsk hærskare sig og priste Gud og sagde: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«4
Men som det trist nok er blevet bemærket, blev selv den helt specielle tid, der fulgte efter Guds Søns fødsel på jord, skændet af kong Herodes’ nedslagtning af uskyldige drengebørn i Betlehem.5
Handlefrihed er afgørende i den store plan for lykke. Den muliggør kærlighed, opofrelse, personlig vækst og den nødvendige erfaring for vores evige udvikling. Denne handlefrihed gør, at vi stifter erfaring med al mulig smerte og lidelse i livet på jorden, også når det sker gennem ting, vi ikke forstår og på grund af andres fatale, onde valg. Selv krigen i himlen blev udkæmpet over vores handlefrihed, og den er afgørende for at forstå Frelserens jordiske tjenestegerning.
Som vi læser i Matthæus kapitel 10, så instruerede Frelseren de tolv og antydede, at hans mission ikke ville afstedkomme verdensfred i jordelivet. Apostlene fik besked om at efterlade fred over de værdige huse, som de besøgte, men de blev også advaret om, at de befandt sig »blandt ulve … [og] skulle hades af alle på grund af [hans] navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.«6 Der ligger et bemærkelsesværdigt udsagn i vers 34: »Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden.«7 Det står klart, at der ikke herskede universel fred på jorden, da Kristus tjente her, og det gør der heller ikke nu.
I forordet til Lære og Pagter belærer Herren os om en række meget vigtige principper. Hvad angår dem, som ikke omvender sig, så vil hans Ånd (Kristi Ånd), som gives til enhver, som kommer til verden,8 »ikke stedse kæmpe med mennesket«.9 Og »fred skal borttages fra jorden«.10 Og profeter har erklæret, at freden vitterligt er taget fra verden.11 Lucifer er endnu ikke blevet bundet og udøver magt i denne verden.12
Himlens tilskyndelse til alle gode mennesker allevegne er og vil altid være at stifte fred i denne verden. Vi må aldrig opgive det mål. Men som præsident Joseph F. Smith sagde: Den ånd af »fred og kærlighed … vil aldrig kunne komme i verden, førend menneskeheden modtager Guds sandhed og … budskab … og anerkender hans magt og myndighed, der er guddommelig«.13
Vi håber og beder oprigtigt for verdensfred, men det er som enkeltpersoner og familier, at vi opnår den slags fred, der er lovet de retfærdige som belønning. Den fred er en forjættet gave som følge af Frelserens mission og offer.
Dette princip er fanget præcist i Lære og Pagter: »Men lær, at den, der gør retfærdigheds gerninger, skal få sin belønning, nemlig fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden.«14
Præsident John Taylor belærte om, at fred ikke alene er eftertragtelsesværdig, men »en gave fra Gud«.15
Den fred, jeg taler om, er ikke blot en midlertidig ro. Det er en vedvarende dyb lykke og åndelig tilfredshed.16
Præsident Heber J. Grant beskrev Frelserens fred således: »Hans fred vil lette vore trængsler, hele vores knuste hjerte, opsuge vores had og afføde en kærlighed i brystet til vore medmennesker, som vil gennemtrænge vores sjæl med ro og glæde.«17 Da jeg mødte Emilie Parkers forældre, så jeg, at Frelserens fred havde lindret deres lidelse, og den hjælper til at hele deres knuste hjerte. Det er bemærkelsesværdigt, at bror Parker straks efter skyderiet gav udtryk for, at han havde tilgivet overtræderen. Som præsident Grant sagde det, kan Frelserens fred »opsuge vores had«. Dommen er Herrens.
De hellige på Elfenbenskysten fandt i en tid med borgerkrig fred ved at have fokus på Jesu Kristi evangelium og særligt på slægtshistorie og tempeltjeneste for deres forfædre.18
Vi længes alle efter fred. Fred er ikke blot fravær af krig, vold, konflikter og stridigheder. Fred kommer gennem at vide, at Frelseren ved, hvem vi er, og ved, at vi tror på ham, elsker ham og holder hans befalinger, selv i livets svære prøver og tragedier. Herrens svar på profeten Joseph Smiths bøn i fængslet i Liberty bringer trøst i hjertet:
»Min søn, lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik,
og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje.«19
Husk, at »Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud«.20 For dem, der afviser Gud, er der ingen fred. Vi deltog alle i det himmelske råd, som vedtog handlefriheden, velvidende at det ville indebære pine og ubeskrivelige tragedier på jorden, når den blev misbrugt. Vi forstod, at dette ville gøre os vrede, rådvilde, forsvarsløse og sårbare. Men vi vidste også, at Frelserens sonoffer ville overvinde og kompensere for al jordelivets uretfærdighed og give os fred. Ældste Marion D. Hanks havde en indrammet udtalelse af Ugo Betti på sin væg: »At tro på Gud er at vide, at reglerne vil være retfærdige, og at der vil komme vidunderlige overraskelser.«21
Hvad er kilden til fred? Mange søger fred ad verdslig vej, hvilket aldrig har eller vil lykkes. Fred findes ikke ved at opnå stor velstand, magt eller anseelse.22 Fred findes ikke ved at jage behageligheder, adspredelse eller lediggang. Ingen af disse ting kan, selv i overflod, skabe en varig lykke eller fred.
Emma Lou Thaynes elskede salme stiller de rette spørgsmål: »Hvor kan jeg finde fred, hvor skal jeg lede, når mørke kræfter gør mit liv så hårdt?«23 Svaret er Frelseren, som er kilde og ophav til al fred. Han er Fredsfyrsten.24
Hvordan kan vi holde os tæt på Frelseren? At ydmyge os for Gud, altid bede, omvende os fra synd, gå ned i dåbens vande med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd, og blive Jesu Kristi sande disciple er alle eksempler på retfærdighed, som vil blive belønnet ved en varig fred.25 Da kong Benjamin havde leveret sit budskab om Kristi forsoning, faldt folkemængden til jorden. »Herrens Ånd kom over dem, og de blev fyldt af glæde, idet de fik forladelse for deres synder og fik fred med samvittigheden som følge af den overordentlig store tro, som de havde på Jesus Kristus.«26 Omvendelse og retskaffen levevis giver den fred med samvittigheden, som er afgørende for en tilfredshedsfølelse.27 Når der er tale om større overtrædelser, er tilståelse nødvendig for at få fred.28 Måske er der intet, der kan sammenlignes med den fred, der kommer til den syndsplagede sjæl, der lægger sin byrde på Herren og gør krav på forsoningens velsignelser. I en anden yndlingssalme står der: »Jeg lægger byrden for hans fod og vandrer glad min vej«29
Det fryder mit hjerte, at tusindvis af unge mænd og kvinder og missionærægtepar tager imod en kaldelse til at være Vorherres og Frelsers, Jesu Kristi udsendinge. De bringer det gengivne evangeliums fred til verden, et menneske og en familie ad gangen – et retfærdighedens værk, som bringer fred til vor himmelske Faders børn.
Kirken er et tilflugtssted, hvor Kristi tilhængere finder fred. Nogle unge mennesker i verden siger, at de er åndelige, men ikke religiøse. Åndelighed er det første gode skridt på vejen. Men det er dog i Kirken, at vi nyder fællesskab, undervises og næres af Guds gode ord. Hvad vigtigere er, så er det i Kirken, at præstedømmets myndighed sørger for hellige ordinancer og pagter, som binder familier sammen, og gør det muligt for os at vende tilbage til Gud Faderen og Jesus Kristus i det celestiale rige. Disse ordinancer bringer fred, fordi det er pagter med Herren.
Templer, hvor mange af disse hellige ordinancer finder sted, er også en kilde til fredeligt ly fra verden. De, som besøger tempelområder eller deltager i templernes åbent-hus-arrangementer mærker også denne fred. En særlig oplevelse, som står tydeligt i mit sind er åbenthus og indvielsen af templet i Suva i Fiji. Der havde været politisk kaos, hvilket resulterede i nedbrænding og plyndringer midt i byen Suva og til besættelse af parlamentet og gidseltagning af dets medlemmer. Landet var i undtagelsestilstand. Fijis militær bevilligede Kirken tilladelse til i begrænset omfang at samle folk til åbenthus og en meget lille gruppe til indvielsen. Generelt blev medlemmerne bedt om ikke at komme af hensyn til deres sikkerhed. Det var første gang siden indvielsen af det oprindelige tempel i Nauvoo, at et tempel blev indviet under meget vanskelige forhold.
En, der var blevet inviteret til åbent hus, var en skøn hindukvinde af indisk herkomst. Hun var medlem af parlamentet og var også blevet taget som gidsel, men var blevet løsladt, fordi hun var kvinde.
I det celestiale værelse, langt borte fra verdens uro, brød hun i gråd, da hun udtrykte den følelse af fred, der overvældede hende. Hun følte Helligånden trøste og vidne om templets hellighed.
Frelseren er kilden til sand fred. Frelserens forsoning og nåde kan trods alle livets trængsler belønne den retfærdige med personlig fred. Da Frelseren under uforstyrrede forhold holdt påskemåltid, lovede han sine disciple, at de ville blive velsignet med »Talsmanden, som er Helligånden«, og sagde derpå disse vigtige ord: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.«30 Så sagde han lige inden sin ypperpræstelige bøn: »Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«31
Eliza R. Snow beskrev dette så smukt:
Løft dit hjerte til Guds pris;
lad aldrig glædesangen ophøre,
trods prøvernes rasen,
Kristus siger: »I mig skal I finde fred.«32
Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.