»Kom til mig«
Ved sit ord og eksempel har Kristus vist os, hvordan vi kommer ham nærmere.
Jeg er taknemlig over at være sammen med jer til denne konference i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Dette er hans kirke. Vi påtager os hans navn, når vi træder ind i hans rige. Han er Gud, Skaberen, og er fuldkommen. Vi er dødelige, der er underlagt død og synd. Alligevel opfordrer han os i sin kærlighed til os og til vores familie at holde os nær til sig. Her er hans ord: »Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer; søg mig flittigt, så skal I finde mig; bed, så skal I få; bank på, så skal der blive lukket op for jer.«1
I denne påsketid bliver vi mindet om, hvorfor vi elsker ham og om det løfte, han giver sine trofaste disciple om at blive hans elskede venner. Frelseren gav det løfte og fortalte os, at han kommer til os, når vi tjener ham. Et eksempel på det findes i en åbenbaring til Oliver Cowdery, da han tjente Herren sammen med profeten Joseph Smith ved oversættelsen af Mormons Bog: »Se, du er Oliver, og jeg har talt til dig på grund af dine ønsker; gem derfor disse ord i hjertet. Vær trofast og flittig i at holde Guds befalinger, så vil jeg favne dig i min kærligheds arme.«2
Jeg oplevede glæden ved at komme nærmere til Frelseren, og at han kom mig nærmere – oftest ved enkle handlinger i lydighed mod befalingerne.
I har haft sådanne oplevelser. Det kan have været, når I har valgt at overvære et nadvermøde. Det var det for mig på en sabbat, da jeg var ganske ung. Dengang modtog vi nadveren ved et aftenmøde. Mindet om den dag for over 65 år siden, da jeg holdt befalingen om at være sammen med min familie og de hellige, får mig stadig til at komme nærmere Frelseren.
Det var mørkt og koldt udenfor. Jeg kan huske følelsen af lys og varme i kirkebygningen den aften sammen med mine forældre. Vi nød nadveren, som blev forrettet af aronske præstedømmebærere, og indgik pagt med vor himmelske Fader om altid at huske hans Søn og holde hans befalinger.
Ved slutningen af mødet sang vi salmen »O bliv hos mig i denne nat« og sang disse ord: »O, Frelser, bliv i nat hos mig.«3
Jeg følte Frelserens kærlighed og nærhed den aften. Og jeg følte Helligåndens trøst.
Jeg ønskede endnu engang at forny denne kærlighed fra Frelseren og mærke hans nærhed, som jeg mærkede den under det nadvermøde, da jeg var ung. Så for nylig holdt jeg en anden befaling. Jeg granskede skrifterne. I dem vidste jeg, at jeg atter kunne få Helligånden til at lade mig føle det, som den opstandne Herres to disciple havde følt, da han tog imod deres opfordring om at komme ind i deres hjem og blive hos dem.
Jeg læste om den tredje dag efter hans korsfæstelse og begravelse. Trofaste kvinder og andre oplevede, at stenen var rullet væk fra graven, og de så, at hans legeme ikke var der. De var af kærlighed til ham kommet for at salve hans legeme.
Der stod to engle og spurgte, hvorfor de var bange, og sagde:
»Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?
Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa,
og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.«4
Markusevangeliet tilføjer instruktionen fra en af englene: »Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«5
Apostlene og disciplene havde samlet sig i Jerusalem. Ligesom vi ville have været, var de bange og undrede sig, mens de talte sammen om, hvad død og forlydender om hans opståen betød for dem.
To af disciplene vandrede den eftermiddag fra Jerusalem på vejen til Emmaus. Den opstandne Kristus viste sig på vejen og vandrede sammen med dem. Herren var kommet til dem.
Lukasevangeliet giver os mulighed for at vandre sammen med dem:
»Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem.
Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham.
Han spurgte dem: ›Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?‹ De standsede og så bedrøvede ud,
og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: ›Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?‹«6
De fortalte ham, at de var sørgmodige over, at Jesus var død, eftersom de havde sat deres lid til, at han skulle være Israels Forløser.
Der må have været ømhed i den opstandne Herres stemme, da han talte til disse to sorgfulde og sørgende disciple:
»Da sagde han til dem: ›I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt.
Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?‹
Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.«7
Så kom der en situation, som har varmet mit hjerte, lige siden jeg var en lille dreng:
»De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre.
Men de holdt ham tilbage og sagde: ›Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.‹ Så gik han med ind for at blive hos dem.«8
Frelseren tog den aften imod invitationen til at gå ind i sine disciples hus nær landsbyen Emmaus.
Han sad til bords sammen med dem. Han tog brød, velsignede det, brød det og gav det til dem. Deres øjne åbnedes, så de genkendte ham. Derpå forsvandt han for deres åsyn. Lukas beskrev de følelser for os, som hans velsignede disciple havde: »De sagde til hinanden: ›Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?‹«9
I samme stund skyndte de to disciple sig tilbage til Jerusalem for at fortælle de elleve apostle, hvad der var sket for dem. I det øjeblik viste Frelseren sig igen.
Han gennemgik profetierne om sin mission, som var at sone for alle sin Faders børns synder og at bryde dødens bånd.
»Og han sagde til dem: ›Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag,
og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem,
og I skal være vidner om alt dette.‹«10
Frelserens ord er sande såvel for os, som de var for hans disciple dengang. Vi er vidner om dette. Og den herlige opgave, vi tog imod, da vi blev døbt i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, blev tydeliggjort for os af profeten Alma for århundreder siden ved Mormons vande:
»Og det skete, at han sagde til dem: Se, her er Mormons vande (for således blev de kaldt), og se, eftersom I nu nærer ønske om at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette;
ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor I måtte befinde jer, ja, indtil døden, så I kan blive forløst af Gud og blive regnet blandt dem i den første opstandelse, så I må få evigt liv –
se, jeg siger jer, hvis dette er jeres hjertes ønske, hvad har I da imod at blive døbt i Herrens navn som et vidnesbyrd for ham om, at I har indgået en pagt med ham om, at I vil tjene ham og holde hans befalinger, så han kan udøse sin Ånd mere rigeligt over jer.
Og se, da folket havde hørt disse ord, klappede de i deres hænder af glæde og udbrød: Det er vort hjertes ønske.«11
Vi har indgået pagt om at både opløfte dem med behov og være vidner om Frelseren, så længe vi lever.
Det kan vi kun gøre, når vi har kærlighed til Frelseren og mærker hans kærlighed til os. Når vi er trofaste mod de løfter, vi har aflagt, mærker vi vores kærlighed til ham. Den vil øges, fordi vi føler hans kraft, og fordi han kommer os nærmere, når vi tjener ham.
Præsident Thomas S. Monson har ofte mindet os om Herrens løfte til sine trofaste disciple: »Og hos den, som modtager jer, der vil jeg også være; for jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«12
Der er en anden måde, hvorpå I og jeg har følt ham komme os nærmere. Når vi tjener ham hengivent, kommer han nærmere dem, vi elsker i vores familie. Hver gang, jeg i Herrens tjeneste er blevet kaldet til at flytte eller forlade min familie, indser jeg, at Herren velsignede min hustru og mine børn. Han forberedte nogle af sine kærlige tjenere samt muligheder for, at min familie kunne komme ham nærmere.
I har mærket den samme velsignelse i jeres tilværelse. Mange af jer har nogen tæt på, der vandrer bort fra vejen til det evige liv. I spekulerer over, hvad I mere kan gøre for at bringe dem tilbage. I kan stole på, at Herren kommer dem nærmere, når I tjener ham i tro.
I husker Herrens løfte til Joseph Smith og Sidney Rigdon, da de var væk fra deres familie i hans ærinde: »Mine venner Sidney og Joseph: Jeres familier har det godt; de er i mine hænder, og jeg vil gøre med dem, som det synes mig bedst; for i mig er al magt.«13
Ligesom Alma og kong Mosija har nogle trofaste forældre tjent Herren så længe og så godt, og alligevel har de børn, der er faret vild trods deres forælders offer for Herren. De har gjort alt, hvad de kunne, tilsyneladende uden resultat, selv med hjælp fra kærlige og trofaste venner.
Alma og de hellige på hans tid bad for hans søn og kong Mosijas sønner. En engel kom. Jeres bønner og de bønner fra dem, som udøver tro, vil medføre, at Herrens tjenere hjælper dem i jeres familie. De vil hjælpe dem til at vælge vejen hjem til Gud, selv når de angribes af Satan og hans tilhængere, hvis formål det er at nedbryde familien i dette liv og i evigheden.
I husker de ord, som englen talte til Alma den Yngre og Mosijas sønner i deres oprør: »Og engelen sagde videre: Se, Herren har hørt sit folks bønner og også sin tjener Alma, din fars, bønner; for han har med megen tro bedt for dig om, at du måtte blive bragt til kundskab om sandheden; derfor, med det formål er jeg kommet for at overbevise dig om Guds magt og myndighed, så hans tjeneres bønner må blive besvaret i forhold til deres tro.«14
Jeg kan ikke love alle jer, der beder og tjener Herren, at I får alle de velsignelser, I måtte ønske for jer selv og jeres familie. Men jeg kan love, at Frelseren vil komme jer nærmere og velsigne jer og jeres familie med det, der er bedst. I får trøst ved hans kærlighed og mærker svaret på, at han kommer jer nærmere, når I rækker jeres arme ud for at tjene andre. Når I forbinder sårene hos dem, der står i behov, og tilbyder hans forsonings rensende effekt til dem, der føler sorg på grund af synd, holder Herrens kraft jer oppe. Hans arme er rakt ud sammen med jeres for at bistå og velsigne vor himmelske Faders børn, herunder dem i jeres familie.
Der er forberedt en herlig hjemkomst til os. Da ser vi løftet opfyldt fra den Herre, vi har elsket. Det er ham, der byder os velkommen til det evige liv sammen med ham og vor himmelske Fader. Jesus Kristus har beskrevet det på denne måde:
»Forsøg at fremme og grundfæste mit Zion. Hold mine befalinger i alt.
Og hvis du holder mine befalinger og holder ud til enden, skal du få evigt liv, hvilken gave er den største af alle Guds gaver.«15
»For de, der lever, skal arve jorden, og de, der dør, skal hvile fra alt deres arbejde, og deres gerninger skal følge dem; og de skal få en krone i min Faders boliger, som jeg har beredt for dem.«16
Jeg vidner om, at vi ved Ånden kan følge vor himmelske Faders opfordring: »Det er min elskede Søn. Hør ham!«17
Ved sit ord og sit eksempel har Kristus vist os, hvordan vi kommer ham nærmere. Ethvert af vor himmelske Faders børn, der har valgt at gå gennem dåbens port og ind i hans kirke, får muligheden for at blive belært om hans evangelium og fra hans kaldede tjenere at høre hans opfordring: »Kom til mig.«18
Enhver tjener, der har indgået pagt med ham i hans rige på jorden og i åndeverden, får hans vejledning ved Ånden, når de velsigner og tjener andre på hans vegne. Og de vil mærke hans kærlighed og finde glæde ved at komme ham nærmere.
Jeg er et vidne om Herrens opstandelse, så sikkert som hvis jeg havde været der den aften med de to disciple i huset på vejen til Emmaus. Jeg ved, at han lever, så sikkert som Joseph Smith vidste det, da han så Faderen og Sønnen i lyset den herlige morgen i en lund i Palmyra.
Dette er den sande Jesu Kristi Kirke. Kun i de præstedømmenøgler, som præsident Thomas S. Monson har, ligger den magt, der gør, at vi kan blive beseglet i familier, der lever for evigt sammen med vor himmelske Fader og Herren Jesus Kristus. Vi vil på dommens dag stå foran Frelseren, ansigt til ansigt. Det bliver en glædens stund for dem, der er kommet ham nærmere ved at tjene ham i dette liv. Det bliver en glæde at høre ordene: »Godt, du gode og tro tjener.«19 Det bærer jeg vidnesbyrd om som vidne om den opstandne Frelser og om vor Forløser. I Jesu Kristi navn. Amen.